Danske Anlægsgartneres Garantiordning
Danske Anlægsgartneres Garantiordning sikrer kunderne erstatning
ved mislykkede anlægsprojekter. Garantiordningen omfatter
Håndværkets Ankenævn, der behandler bl.a. uoverensstemmelser mellem
medlemmerne af Danske Anlægsgartnere og deres kunder.
Garantiordningen er et sikkerhedsnet, der sørger for, at kundernes
rettigheder sikres både med hensyn til det udførte arbejdes
kvalitet og pris. Og dette også i de tilfælde hvor det pågældende
anlægsgartnerfirma er lukket eller ikke indstillet på at udbedre de
påviste mangler mv.
Hvordan klager man?
Klageren skal før behandlingen være afvist af
anlægsgartneren. En klage indgives til ankenævnets sekretariat på
en dertil udfærdiget formular. Hvis sagen er egnet til behandling i
ankenævnet, sendes den indgivne klage til udtalelse hos indklagede
med en frist på 1 måned samt en kopi til Danske Anlægsgartnere. I
denne periode har Danske Anlægsgartneres mulighed for at forlige
sagen, hvis sagens parter er interesseret heri. Dette afkorter
sagsbehandlingstiden markant og kan ske uden omkostninger for
sagens parter.
Hvad koster det?
Det koster 5.000,- kr. for en virksomhed at få en sag
prøvet i nævnet, og det koster kunden et gebyr på 300,- kr. at
indbringe en sag for ankenævnet. Gebyret på de 300,- kr.
tilbagebetales, hvis klageren får medhold i klagen, eller hvis
klagen afvises som uegnet til behandling.
Hvis klager ikke får medhold i sin klage, kan han blive pålagt af
ankenævnet at betale op til kr. 3.000,- til syn- og
skønsforretningen. Nævnet tager også stilling til sager, som
omhandler ikke-medlemmer. For ikke-medlemmer opkræves et gebyr på
13.500,- kr.
Hvem kan klage?
Næsten alle private forbrugere. Som forbrugere betragtes:
Ejere af en- eller tofamilieboliger, sommerhuse og lignende, ejere
af den private bolig i blandede bolig- og erhvervsejendomme:
indehavere af andels- og ejerlejligheder, lejere i det omfang
arbejdet udføres på beboerens/lejerens initiativ og regning.
Håndværkets Ankenævn kan ikke behandle klager over sager, som er
mere end 5 år gamle eller over projekter, hvor den samlede
entreprisesum er på under 3.000 kr. eller over 1.000.000 kr.
inklusive moms.
Afsigelse af kendelse
Hvis sagen ikke afsluttes ved Danske Anlægsgartneres
mellemkomst, drager ankenævnets sekretariat omsorg for sagens
oplysning, herunder at der indhentes en skriftlig sagkyndig
erklæring. Ankenævnet træffer herefter på et nævnsmøde en afgørelse
i sagen.
Hvem sidder i Ankenævnet?
Formandsposten i Ankenævnet beklædes af en uvildig
dommer. Derudover deltager der mindst et medlem udpeget af
Forbrugerrådet eller Parcelhusejernes Landsforening samt et medlem
fra Danske Anlægsgartnere.