Få flisepesten væk - hurtigt, let og giftfrit

22. maj 2017

Flisepest før 2.jpgFør. For tre år siden blev denne flisegang
med herregårdssten af beton lagt. Ganske
klassisk er der nu flisepest flere steder.

Flisepest efter ny roteret.jpgEfter. Kogende vand fra en kedel og skrubning
med en kost med hårde børste og flisepesten
er væk.

"Flisepest" - det lyder slemt, men det er det ikke. Der er bare tale om en belægning af især lav, men også lidt alger og skidt.

Flisepest vil ramme de fleste betonfliser efter et par år, med mindre der er hyppig trafik på fliserne. Derfor vil man også i ældre indkørsler se to rene kørespor, mens resten af belægningen er dækket af flisepest.

Flisepest gør ingen skade, men det er heller ikke særligt klædeligt. Derfor kommer der også flere og flere reklamer for firmaer og produkter, som fjerner flisepest. Det skal de jo have lov til, men det er faktisk ingen grund til at betale i dyre domme for en afrensning eller for at hælde de giftbaserede produkter mod flisepest ud i haven.

Du kan nemlig bare hælde kogende vand på og derefter skrubbe med en kost med hårde børster. Det fjerner let og hurtigt og giftfrit flisepesten.

Det er nok med én gang om året.

Lad anlægsgartneren klare det

Hvis du har en stor havegang eller flisebelægning, kan det selvfølgelig godt være hårdt arbejde og meget renderi med el-kedlen  Så kan du heldigvis bare ringe til din lokale, garantisikrede anlægsgartner, som også kan fjerne flisepest uden brug af kemi med vand og roterende børster: 
http://haveejer.dag.dk/find-anlaegsgartner.aspx

Forebyg flisepest

Du kan også forebygge flisepest fuldstændig ved fire gang om året at hælde lidt sand eller grus ud over fliserne og feje det af med en kost med hårde børster. Det sliber overfladen for begyndende flisepest, og samtidig får du fyldt fugerne ud med sand.

Renere regn, mere flisepest

Hvis du går og synes, at der er kommet mere og mere flisepest i de senere år, så har du ret. Nedbøren er nemlig ikke så syreholdig længere. Det skyldes, at vi har været gode til at stoppe udledningen af svovl til atmosfæren. Til gengæld betyder den mindre sure regn også, at den slags lav som vokser på betonfliser har fået bedre vilkår og derfor bredder sig kraftigere.

 


  • Fagkonsulent hos Danske Anlægsgartnere
  • Uddannet som landskabsarkitekt i 1989
  • Har siden arbejdet som blandt andet stadsgartner, tegnestueleder og anlægsgartner
  • Medvirker også til udviklingen af DR's haveprogrammer Ønskehaven og Hokus Krokus
 
Danske Anlægsgartnere   -   Sankt Knuds Vej 25   -   1903 Frederiksberg C   -   (+45) 33 860 860   -   info@dag.dk   -   www.dag.dk