Gamle skrøner og facts om hækklipning

19. juni 2017

Stor bøgehæk kan godt klippes efter sankt hans - Danske Anlægsgartnere.jpgBøgehække, også i mindre versioner end denne,
kan du med fordel vente med at klippe til efter
Sankt Hans.

"Du skal klippe hæk inden Sankt Hans" - Sådan lyder et gammelt husråd om hækklipning.

Men det gælder kun, hvis du klipper hæk flere gange om året!

Hvis du kun klipper hæk én gang om året, kan du med fordel vente til senere på året.

Hvis du klipper hæk flere gang om året

Hvis du har tænkt dig at klippe hæk igen i slutningen af august, så giver det god mening at klippe hæk før St. Hans. Så får du nemlig klippet de voldsomme forårsskud af, og hækken ser skarp og præcis ud. Hvis du derefter klipper den igen i slutningen af august, har du en fin hæk hele året.

Med to klipninger årligt er det også lettere at identificere hækkens rigtige form og ikke klippe for meget eller for lidt af i forhold til sidste år.

Hvis du kun klipper hæk én gang om året

De fleste danskere klipper kun hæk én gang om året, og hvis det er tilfældet, bør du glemme alt om at klippe hæk før St. Hans.

Det er nemlig tidligt i hækkens vækstsæson og dermed vokser den videre i to måneder mere og ser uordentlig ud, hvis du klipper den inden 23. juni. Dette gælder især hvis du har bøgehæk. Bøgehækken breder sig nemlig ud, og grenene bliver kraftigere og sværere at klippe næste år. 

Her ville jeg vælge at klippe hækken midt i juli. 

Hvis man kan acceptere (eller foretrækker) at hækken ser uglet og pjusket ud om sommeren, kan man faktisk også vente med klipningen til om vinteren. Så er der mindre bladaffald at slæbe væk og det er lettere at se hækkens form. Denne metode benytter flere kommuner, hvor de ansatte gartnere ikke har så meget at rive i om vinteren.

Selve klipningen

Som udgangspunkt bør du klippe hækken tilbage til samme sted, som sidste år.  Dette er besværligt, da man i så fald skal klippe i tidligere års sårdannelse.  Det giver desværre et  lidt trist udseende, når man klipper hele tilvæksten af, men hækken skal nok komme igen. 

For at få en smukkere hæk og lette arbejdet vælger mange at klippe  lidt længere ud hvert år, altså lade hækken brede sig, og så efter en årrække skære den ind til sin oprindelige form inden udspring. Det giver dog en bar hæk i  vækstsæsonen efter. 

Og her til sidst... hvis du ikke orker selv at klippe hæk, kan du heldigvis altid lave en aftale med din lokale, garantisikrede anlægsgartner.

 


  • Fagkonsulent hos Danske Anlægsgartnere
  • Uddannet som landskabsarkitekt i 1989
  • Har siden arbejdet som blandt andet stadsgartner, tegnestueleder og anlægsgartner
  • Medvirker også til udviklingen af DR's haveprogrammer Ønskehaven og Hokus Krokus
 
Danske Anlægsgartnere   -   Sankt Knuds Vej 25   -   1903 Frederiksberg C   -   (+45) 33 860 860   -   info@dag.dk   -   www.dag.dk