Haven i november
Med november måneds komme er det blevet
plantesæson for løvfældende træer og buske samt tid at slå græsset
sidste gang og forberede sarte planter på vinterens komme.
Sidste høst i
køkkenhaven
I denne tid får vi normalt den første nattefrost.
Det betyder, at det er tid til at grave gulerødder, rødbeder
og knoldselleri op. Disse rodfrugter kan ikke tåle frost og kan med
fordel opbevares i en grønsagskule. Man kan lave en simpel
grønsagskule ved at grave en stor murebalje eller måske to ned,
hvis man har brug for mere plads. Baljen fyldes med
rodfrugterne, der dækkes med sand for at hindre udtørring. Over
baljerne lægger jeg tætsluttende træplader, så musene ikke kan
komme til grønsagerne og ca. 10 cm tykke flamingoplader eller en
vintermåtte som isolering. Herved holdes frosten ude, og det er let
at hente grønsagerne vinteren igennem.
Pastinakker og
skorzonerrødder kan tåle frost og kan blive stående i
køkkenhaven hele vinteren. Men da det er svært at få dem frem,
når jorden er frossen, graver jeg nogle af dem op og opbevarer dem
i kulen med de øvrige rodfrugter.
Gravning af
køkkenhaven
Fra gammel tid er der tradition for at grave køkkenhaven
hvert efterår, hvilket ofte er et tungt og hårdt arbejde med øm ryg
til følge. Rent fagligt fraråder jeg næsten altid at grave haven,
da det ofte skader mere, end det gavner. Ved at grave jorden
forstyrres det biologiske liv i jorden, orme rives over, og andre
mikroorganismer kommer enten til at ligge dybere eller højere i
jorden, hvilket de sjældent tåler særlig godt - udtørres på
overfladen, mangler ilt nede i jorden, mases osv.
Dog kan efterårsgravning
være en god ide, hvis jorden er meget leret. Her vil frosten hjælpe
med til at sprænge de hårde jordklumper. Eller hvis jorden er
blevet hård som følge af færdsel mv. Alternativt kan man i sådanne
situationer løsne jorden med en greb.
Også hvor der er mange
rødder i overfladen, eller når man skal have tilført større mængder
af kompost/kogødning, kan det være en god ide at grave, da man
herved får fjernet rødderne fra overfladen, og bladene komposteret
ned i jorden, hvorved jorden bliver nemmere at kultivere.
Vær dog opmærksom på, at
tidlig efterårsgravning giver let adgang for dræbersneglene til at
finde beskyttede hulrum nede i jorden, inden frosten for alvor
kommer. Det kan give flere overvintrende snegle i haven.
Vinterdække, løbende tilførsel af organisk materiale, brug af
grøngødning m.v. vil på sigt bevirke, at jorden bliver så bekvem,
at gravning ikke er nødvendig.
Haven netop
nu