Orm i blommerne
Der går orm i mine blommer - i år er det rigtig slemt. Noget tyder på, at ormen udvikler sig sammen med blommen, mens den vokser, for på mange af blommerne kan man ikke se hul fra ormene. Altså må vi skære blommerne over for at tjekke, om de har orm. Hvad kan det være for en slags orm? Hvad kan jeg gøre for at forebygge dens komme?


De viste blommer er højst sandsynlig angrebet af larver af
blommeviklere. Blommeviklere lægger deres æg på helt nyudviklede
frugter. Larven er blegrød og op til 12 mm lang. Angrebne frugter
kan kendes på, at der sidder hapiksagtige klumper på frugterne,
samt på at frugterne modner før ikke angrebne frugter og falder af.
Derfor bør man altid være særlig opmærksom, inden man spiser de
første modne blommer - f.eks. ved at halvere blommen med en
kniv. Men når så høsten kulminerer, er det stort set ikke muligt
at finde angrebne blommer.
Angreb af blommeviklere er normalt ikke noget, man bekæmper, da
det er med til at tynde ud i frugtsætningen. Men for at minimere
fremtidige angreb, bør angrebne frugter destrueres inden larverne
forlader dem. Ønsker man alligevel at bekæmpe viklerne,
kan de bekæmpes ved sprøjtning umiddelbart efter blomstring med
pyrethum.
Til toppenIngen æbler
Hvorfor har jeg ingen æbler og blommer på mine frugttræer i år?
Generelt må det konstateres, at 2010 bliver et
meget dårligt frugt-år. Forklaringen kan tilskrives den lange
vinter, hvor nattefrost mange steder helt hen i maj måned ødelagde
frugtsætningen/blomstringen mange steder. Mest udtalt i de indre
dele af landet, mens det for de kystnære egne ser lidt bedre ud.
Desuden har det kolde forår haft indflydelse på biernes
aktivitet med manglende bestøvning til følge.
Til toppenSmælderlarver i kartoflerne
I år er de fleste af vore kartofler angrebet af smælderlarver. Køkkenhaven er udvidet med et stykke af en gammel græsmark, og jeg er klar over, at det er det som har skabt problemet. Men hvad skal jeg gøre fremover? Skal jeg helt holde mig fra at dyrke kartofler? Går det over af sig selv, hvis jeg vælger andre afgrøder næste år eller findes et godt råd - jeg vil helst ikke sprøjte for dem.
Smælderlarver gør størst skade i kartoffel, gulerod,
rødbede og andre rodfrugter. Men principielt kan de æde af rødder
på alle former for planter. Især græsmarker rummer et stort antal
smælderlarver. Hvor græsmarker opdyrkes falder bestanden af
smælderlarver efterhånden. Fordi egentlig bekæmpelse ikke er mulig,
er smælderlarver et problem, man er nødt til at affinde sig med i
en kort årrække. Antallet af larver reduceres, når jorden
kultiveres mekanisk. Størst effekt opnås i tørre perioder i
vækstsæsonen fra maj til og med august. Hvis du kan affinde dig
med, at jorden til næste år holdes sort, det vil sige kultiveret
fra foråret indtil udgangen af august, er det formentlig den mest
effektive løsning. Ærter og bønner angribes dog i mindre grad af
smælderlarver og kan være et godt alternativ til
kartoflerne.
Til toppenKorte gulerødder
Mine gulerødder bliver mærkeligt korte, og mange forgrener sig. Det ser meget sjovt ud, men jeg vil alligevel hellere have nogle lange, lige eksemplarer ligesom hos grønthandleren. Hvad gør jeg?
Grenede og uregelmæssige rødder skyldes ofte, at jorden er
for leret eller stenet. Gulerødder trives bedst i en let og porøs
jord. Hvis guleroden møder modstand på sin vej ned i jorden, har
den tendens til at stoppe væksten, forgrene sig eller på anden måde
blive misdannet.
Sørg for, at jorden er godt løsnet og porøs, inden du sår dine
gulerødder. Det er en fordel at blande skarpt grus i jorden samt
tilføre kompost, hvis der er tale om en leret jord.
Til toppen