Gå til hovedindhold

Marensbakke købes af naturfond


Den Danske Naturfond har opkøbt det tidligere landbrugsareal Marensbakke i Nationalpark Thy. Det oplyser Klimaskovfonden 1.6.2026.

Det sker som led i samarbejdet Naturalliancen. Her aftalte 15. Juni Fonden, Aage V. Jensen Naturfond, Den Danske Naturfond, Klimaskovfonden, Jammerbugt Kommune, Thisted Kommune, Nationalparkfond Thy og Naturstyrelsen sidste år at udvikle landets største sammenhængende naturområde i Thy og Hanherred.

Her ligger i forvejen Naturpark Thy, men andre naturområder kan bidrage til en større sammenhæng. F.eks. er flere partnere ved at genoprette og pleje et stort klit- og naturområde ved Grønnestrand. I indsatsen indgår også Grøn Trepart, vådområder og lavbundsprojekter.

Målet er at få større biologisk og fysisk sammenhæng i det nord-vestjyske landskab — ikke kun mere natur, men også bedre. Alt sammen ad frivillighedens vej.


Finske forskere har vist at naturlige legepladser med jord, mos og vilde planter kan styrke børns immunforsvar på én måned

Tænk på en typisk legeplads i en dansk daginstitution: sand, asfalt, betonfliser, grus, faldunderlag af gummi, et par gynger og måske en sandkasse. Det er sikkert, det er nemt at vedligeholde. Og skidt for børnenes helbred ifølge finsk forskning der ikke er helt ny, men hidtil ukendt i Danmark.

I et forskningsstudie fra 2020, publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science Advances, introducerede de finske forskere skovjord, tørveblokke (klyner) og vilde planter på 10 legepladser i urbane daginstitutioner der før primært var befæstede, og lod i øvrigt børnene lege som de plejede. Sundheden hos 75 børn i alderen 3–5 år blev derefter målt.

Varieret bakterieflora

Efter blot 28 dage så forskerne tydelige ændringer i bybørnenes sundhed, målt på jordprøver, blodprøver, hudanalyser og afføringsprøver. Børnene i de naturomlagte institutioner havde fået en rigere og mere varieret bakterieflora på huden og i tarmen. Deres immunsystem havde rykket sig i en sundere retning: mere dæmpning af unødige immunreaktioner og mindre inflammation.

Det mest slående resultat: tarmbakterierne hos de børn der legede på skovbundsdækkede legepladser, lignede tarmbakterierne hos børn der går i skovbørnehave og dagligt er i naturen.

Et år senere kunne de måle at børn der legede i grønne omgivelser, havde færre sygdomsfremkaldende bakterier, såsom streptokokker på deres hud, og deres tarmflora viste reducerede niveauer af clostridium-bakterier som er forbundet med inflammatorisk tarmsygdom, colitis, og infektioner som sepsis og botulisme.

„Gårdarealerne på alle daginstitutioner bør omdannes til grønne arealer fordi det vil forbedre reguleringen af børnenes immunsystem på blot én måned,” siger Aki Sinkkonen, seniorforsker på naturressourceinstituttet på Helsinkis Universitet.

Secret Link