Overdams evige græsgange
Selv store mængder grønne fagfolk ser små ud blandt de høje græsser. I baggrunden ses en kæmpe-elefantgræs (Miscanthus × giganteus), som er plantet i 1997. Den klippes ned en gang om året og afklippet brændes.
Overdam Planteskole lukker efter planen i 2027. Ved en afskedsrundvisning videregav Poul Petersen sine erfaringer om prydgræsser, om et klima i forandring og om sine eksperimenter med stauder der kan klare sig selv.
Af Lars Thorsen
Fra stepperne, prærien og sletterne kommer det, græsset, som planteskoleejer Poul Petersen siden han overtog planteskolen i 1979 har skabt et unikt samlingspunkt omkring på Overdam Planteskole i Hørsholm. Den 10. september var knap 100 fagfolk fra flere lande samlet for at følge Poul på en form for afskedsturné rundt på planteskolen, der på sit højeste årligt har produceret over 65.000 græsser fordelt på godt 150 sorter, men som efter planen lukker i slutningen af 2027 (med mindre den bliver opkøbt, hvilket stadig er en mulighed).
Indledningen med græsserne fra stepperne var faktisk en af de væsentlige pointer i rundvisningen på Overdam Planteskole. Poul Petersen pointerede hyppigt, at netop disse græsser men også planter generelt har en række fordele, når man tænker på de ændrede klimaforholds længere tørkeperioder og voldsommere regnskyl.
Det er nemlig vigtigt at kigge fremad, når kommuner, landskabsarkitekttegnestuer og anlægsgartnervirksomheder vælger planter til nyanlæg, fastslog Poul Petersen.
”De arter, som i dag er hjemmehørende i Danmark og som der har været konsensus om er “danske” i årtier, kommer til at forandre sig. Det der var klimanormalen for Danmark i 1960erne til 1990erne nu er rykket op til Jönköping i Sverige, 300 kilometer mod nord. Og planteskolerne sydpå, som bruger Rhinens vand, har tørre planter og elendighed i drivhusene, så mod steppernes planter, mod prærien, mod savannen. For de urter, som var gode for Danmarks insekter i 1960erne er altså ikke de samme planter i dag, for her kommer til at bo andre insekter. Og her bør man tænke fremad, både på klimaet og på børnebørnene.”
Havens balletdansere
Planteskolen blev grundlagt af Poul Petersens forældre i 1943. Her blev oprindeligt dyrket grøntsager, siden frugttræer og roser. I 1962 begyndte forældrene at samle og producere græsser, og det er den beslutning alt det øvrige hviler på, så Overdams motto i dag er “Dem med prydgræsserne!”
Poul Petersens begejstring (og viden) er ikke til at holde nede. Her står han ved dagens indledning og fortæller om græssets glæder, eksempelvis i krukker med stauder, helst i et 60-40 forhold til græssernes fordel.
Som det står formuleret i planteskolens eget græshæfte:
„Græsserne er havens balletdansere — lette og elegante. De hører hjemme i enhver have og ethvert anlæg hvor de giver en stor synsmæssig effekt med en meget lille arbejdsindsats.”
Der gik dog årtier før kunderne kunne se idéen, og prydgræsserne som salgsprodukt havde trange kår længe efter, at Overdams produktion var i gang. Det vendte, da de svenske landskabsarkitekter fik øjnene op for mulighederne og begyndte at efterspørge prydgræsser i stor stil. De svenske planteskoler havde ingen nævneværdig produktion af græsser, og da den slags tager år at bygge op, kom leverancerne fra Overdam i mange år.
Herhjemme var vi endnu langsommere. Vi skal op efter årtusindskiftet, før prydgræsser for alvor begyndte at blive anvendt i stor stil i nyanlæg – bl.a. med SLAs storstilede projekt i Charlottehaven, hvor beplantningsplanen nærmest kun bestod af græsser, 19.000 planter for at være præcis og naturligvis leveret af Overdam.
Salgsargumentet for prydgræsser er det samme i dag som dengang: Græsserne giver mening både æstetisk og driftsmæssigt. De er sunde og bliver sjældent angrebet af sygdomme og skadedyr. Dræbersneglene æder dem ikke, og rådyrene lader dem stå. „Bare plant elefantgræs, de rører det ikke,” som han sagde om vildtet.
Driften er enkel. De sommergrønne græsser klippes ned én gang om året i marts, og afklippet køres væk. De stedsegrønne, som pampasgræs og mange star, klippes ikke helt ned på samme måde. Her fjerner man i stedet det visne ved at rive eller rede tuen igennem.
Foersters græs og Overdams
Rundvisningen startede ved hovedbygningen, hvor Poul Petersen viste både en opslagstavle med historiske fotos som han fortalte historien ud fra og dernæst præsenterede en række kummer, som bestod af sammensætninger af prydgræsser og stauder. Her anbefaler Poul selv, at man går efter en 60/40 fordeling af hhv. græsser og stauder.
I den forbindelse kom han med dette håb til rundvisningen:
”Jeg håber, I er bidt af græsser herefter. Men ikke kun græsser: også af de store, massive stauder.”
Der er mange flotte pampasgræsser, men den, som er bedst herhjemme er sorten ”patagonia”, efter Poul Petersens vurdering.
Landskabsarkitekter elsker mosebunke, fastslog Poul Petersen, men de skal holde sig til sorten ”pavala”, som her ses i forgrunden.
De store stauder kommer vi til i beskrivelsen af det vilde, lavtliggende forsøgsområde, for det handler trods alt primært om græs.
Det kunne man også se på opslagstavlen, hvor den tyske gartner Karl Foerster figurerede med portræt.
Karl Foerster (1874-1970) drev planteskole i Potsdam-Bornim og kaldes i planteskolens eget hæfte ligefrem græssernes opfinder. Han forædlede omkring 370 sorter, mest ridderspore, floks og asters, men hans varigste spor er bogen ”Einzug der Gräser und Farne in die Gärten” fra 1957, hvilket løst oversat betyder ”græssernes og bregnernes indtog i haverne”. Hans have i Bornim er i dag fredet og en af Tysklands mest besøgte privathaver.
Som alle historier om græsser fortalte Poul Petersen også denne med fuld begejstring under en skyfri himmel og midt i sin sidste september som planteskoleejer:
I 1930’erne fik Foerster øje på et græs i Hamborgs Botaniske Have. Faktisk opdagede han det fra sin plads i en kupé i et forbipasserende tog, hvor han efter sigende straks rejste sig og trak i nødbremsen. Det gav en bøde, men det gav også en unik græsopdagelse. Det særlige græs, som han havde spottet blev anset for en form af sand-rørhvene, men Karl Foerster var ikke overbevist og konkluderede at det var en naturlig krydsning mellem sand-rørhvene og bjerg-rørhvene. Han førte det i sit katalog fra 1939 og introducerede det for alvor i 1950. I dag hedder det Calamagrostis × acutiflora ‘Karl Foerster’ og er et af verdens mest plantede prydgræsser.
To ting gør det særligt velegnet i offentlige anlæg. Det er sterilt og sår sig derfor ikke. Og det grønnes meget tidligt om foråret og står i fuld højde omkring Sankt Hans, 150 cm med purpurfarvede aks op til 180.
Det var i et bed af netop ”Karl Foerster,” at Poul Petersen i 1981 fik øje på et skud med hvidstribede blade, og sådan fik verden sin første ”Overdam”-græs. Græssorten ‘Overdam’ er altså opstået som en knopmutation i Foersters eget græs. Den bliver 140 cm høj med aks i 160 og er dermed en anelse mere kompakt end moderplanten.
Genetisk er den stadig ‘Karl Foerster’ på nær mutationen i bladfarven, og derfor kan den kun formeres ved deling. Der findes andre brogede mutationer af det samme græs, men efter Poul Petersens erfaring springer de tilbage og mister tegningen efter fem-ti år. Det gør ”Overdam” ikke. Det er netop stabiliteten der gør en tilfældig mutation til en sort der kan sælges.
I græshaven tæt op ad planteskolens hovedbygning står naturligvis også en plantning af den ikoniske græssort, Calamagrostis × acutiflora ‘Karl Foerster’. Den har stået samme sted i 55 år, er fast klippet ned én gang om året og aldrig rørt med en spade. Det er hele plejeindsatsen.
Og ikke nok med det. Faktisk købte Pouls far, Jacob Petersen, Overdams første græsser direkte hos netop Karl Foerster i 1962.
Et hav af prydelige græsser
Selvom dagen mest bød på gyldne og rødlige og i al væsentlighed smukke græsser i septembersolen, var der faktisk også meget andet at se på, da planteskolen har fem udstillingshaver. Ved hovedbygningen ligger græshaven, der blev anlagt allerede i 1969 og i dag fylder 700 m², samt ”den klimatilpassede have”. På den anden side af vejen ligger elefantgræssamlingen, blomsterengen og Kombinationshaven (hvor man eksempelvis kan se Solhat i kombination med – godt gættet – græs). Kombinationshaven er et 400 m² anlæg med femten forskellige kombinationer af én staude og ét græs. Formålet er at vise hvad de to plantegrupper kan sammen.
Poul Petersen fremhævede bl.a. græssorten ‘Overdam’ i kombination med purpursolhat ‘Magnus’. Solhatten vil have lys helt ned til basis, og det får den mellem havesandrørets oprette strå. Til gengæld lever purpursolhat kun seks-syv år, så man skal huske at ryste frøstandene ud om efteråret. Så kommer der mange nye. Af asters fremhævede han ‘Mönch’ og ‘Twilight’ fordi de ikke får høje, nøgne ”ben”.
Flere gange pointerede Poul Petersen desuden vigtigheden af at holde biodiversiteten for øje. Både den der er hjemmehørende i Danmark og den fremtidige biodiversitet. Her giver kombinationer god mening, da græsserne giver skjul for insekterne, mens stauderne giver nektaren. Hjortetrøst (Eupatorium) med de rødviolette blomster er ”en insektmagnet der siger spar to,” som han udtrykte det.
Stemningen og omgivelserne var uovertrufne, da Norðîc® og Overdam Planteskole inviterede til rundvisning på den lukningstruede planteskole i Hørsholm.
På moderplantearealet stod elefantgræsser, hvor moderplanterne står to år, hvorefter de graves op, deles og pottes. I november-december dækkes de med 10-15 cm granflis, som er valgt fordi der er meget luft imellem flisstykkerne, så det isolerer bedre. De står i potterne vinteren over, og det eneste reelle problem er mus.
Elefant og pampas
Elefantgræs (Miscanthus) og pampasgræs (Cortaderia) er de to store græsser de fleste kender, og de bliver ofte forvekslet. Men de er meget forskellige planter, ikke mindst når det gælder driften.
Elefantgræs er sommergrønt. Det visner helt ned om efteråret og står gyldent og stråbrunt vinteren igennem, indtil det klippes ned i marts. Bladene har en tydelig lys midterribbe, og aksene er vifteformede med fingerlignende grene. Planteskolen har omkring 75 sorter. De laveste bliver godt en meter, den højeste på planteskolen når 4,2 meter, og i varmere klima kan elefantgræs ifølge Poul Petersen blive op mod seks meter.
Poul Petersens egen yndling er stadig Miscanthus sinensis ‘Malepartus’, der er moderat i bredden og rimeligt opret i væksten. Aksene er først rødlige og bliver siden sølvhvide.
En del af samlingen har stået samme sted siden 1997 uden at blive reduceret eller omplantet. Det er en af de ting de udenlandske gæster hæftede sig ved — noget i den retning ville have været en national skat i England, lød det fra en af dem. Og stedet er virkelig fortryllende med sine labyrintiske gange og græsser der lyser op i efterårssolen.
Pampasgræs er derimod stedsegrønt. Bladene har savtakkede kanter der kan skære, og aksene er tætte fjerbuske der bliver siddende og langsomt blegner, så man ofte ser to årgange på samme plante. Pampasgræs klippes ikke ned som elefantgræs. Man fjerner i stedet de gamle aks og river tuen igennem, og nogle skærer den ned til 30-40 cm i det tidlige forår.
Og her var Poul Petersens råd kort: Kun ”Patagonia” bør plantes i Danmark. Den er fuldt hårdfør, bliver 200 cm høj og får aks allerede i begyndelsen af august. De øvrige typer frarådede han direkte — også dem planteskolen selv har haft på hylderne.
Gode råd om græsser
Mængden af pointer og holdninger til græsser var der mange af på dagen, og det lader ikke til at Poul Petersen nogensinde kommer til at løbe tør. Her er nogle af guldkornene:
Brug efterårs-blåaks (Sesleria autumnalis) til at skabe store, lysegrønne flader. Den har selv lysegrønne blade, og Poul Petersen tegner den ofte ind hos kunder som en decideret flod gennem anlægget, netop for farvens skyld. Den bliver 30 cm med aks i 50, og aksene holder hele vinteren. I naturen er den en pionerplante, hvilket er en del af forklaringen på robustheden.
Overvej præriegræs (Schizachyrium scoparium ‘Blue Heaven’), som er lidt lilla yderst, næsten orange hen på efteråret, fra den amerikanske prærie. Den kræver veldrænet jord, men er ellers nem og hårdfør herhjemme.
Mosebunke (Deschampsia cespitosa) er en favorit blandt landskabsarkitekter, og der findes en lang række sorter, men man bør vælge ”Palava” og kun den, fastslog Poul Petersen. Planteskolen har selv afprøvet tolv sorter gennem årene, og i græshæftet peges der på fem andre, men hos Poul selv er der ingen tvivl.
Sølvaks (Achnatherum calamagrostis) bruger planteskolen mere og mere. Den står som en grøn tue om foråret og får sølvagtige aks fra juni til november, og han kaldte den ”græssernes brudeslør”. ‘Allgäu’ og ‘Lemberg’ er de gode sorter.
Præriehirse (Panicum) fortjener mere opmærksomhed af en grund der rækker ud over det æstetiske. Slægten er ifølge Poul Petersen blandt de planter der kan optage mest CO2. Planteskolen har haft 17 sorter i testområdet, og ‘Heavy Metal’, ‘Northwind’, ‘Heiliger Hain’ og ‘Squaw Select’ er blandt de bedste.
Og skulle man endelig vælge noget andet som bunddække end græs, har han én klar favorit: guldjordbær (Waldsteinia ternata).
Stauder som kan tåle meget
Et af rundvisningens højdepunkter var i en lavning bag hovedbygningen, hvor Overdam Planteskoles vilde område henligger næsten uden pleje, ”dagens chok” som Poul Petersen formulerede det. Arealet var et vildnis af græs, brændenælde, skvalderkål, snerle, tidsel og kvikgræs og meget andet.
Fakta: Norðîc® stod bag dagen
Arrangementet på Overdam Planteskole var arrangeret af Planteskolesamarbejdet Norðîc®, der udspringer af A-Plant, som er en sammenslutning dannet af ni danske og én amerikansk planteskole i 1987 med det formål at finde, producere og udbrede planter der var ordentligt beskrevet og robuste.
Arbejdet skete fra begyndelsen i samarbejde med Statens Jordbrugsforskningscenter Årslev, og blandt pionererne var Peter Ørum og Poul Erik Brander. Det oprindelige varemærke Dafo ophørte i 2010, varemærket Norðîc® blev registreret i 2013, og i 2018 kom en genbank til.
I dag tæller sortimentet 40 unikke planter, udvalgt efter fem kriterier: sundhed, robusthed, klimatolerance, ensartethed og sortsægthed. Med i samarbejdet er Birkholm Planteskole, Gunnar Christensens Planteskole, Hennecke Stauder, Majland Stauder, Overdam Planteskole og Staudegaarden samt de amerikanske Midwest Groundcovers og Doty Nurseries.
150 forskellige stauder har Poul Petersen udplantet i på vildt og uplejet areal og derefter blot ladet alt være for at finde de mest hårdføre sorter. Der er mange lovende arter og sorter på listen, som Poul Petersen omdelte på dagen til inspiration til yderligere forskning blandt deltagerne.
Poul Petersen har siden efteråret 2015 plantet kulturstauder direkte ind i det vilde uden at renholde bedene eller anden pleje. 150 bambusstokke markerer de enkelte stauders placering, og der bliver ikke luget, vandet eller gødet. Udvælgelsen er sket ud fra en vurdering om plantens chance for overlevelse. Hovedparten kommer fra prærien, stepperne og savannen, altså områder med både våde vintre og tørre til meget tørre somre, og netop det klima der ligner det, Danmark er på vej imod. Middelhavsstauderne har efter hans erfaring ikke klaret sig.
Formålet er at vise kommuner, ejendomsselskaber, virksomheder og haveejere at man kan lave en græsmark om til en blomstereng til glæde for både mennesker, insekter og fugle.
”Jeg gør intet. Det er for at se hvad en kommune kan plante, måske i større grupper, og som skal kunne klare sig selv.”
På den baggrund har Poul Petersen udarbejdet en liste, som han håber, at andre fagfolk vil forsøge sig med, men også pileurterne (dog ikke den japanske!) fremhæver han som gode insektplanter fordi de blomstrer over en lang periode.
Følgende stauder vurderer han som rimelig robuste og værd at arbejde videre med. Rækkefølgen er tilfældig.
• Helianthus ‘Lemon Queen’ (staudesolsikke). 150 cm, gule blomster fra august til oktober. Meget robust.
• Aruncus ‘Horatio’ (fjerbusk). 150 cm, cremefarvede blomster i maj-juni. Meget robust. Forædlet af Ernst Pagels.
• Aster ageratoides ‘Ezo Murasaki’. 70 cm, blå blomster i september-november. Meget robust.
• Aster umbellata. 150-180 cm, mængder af små hvide blomster i august-oktober. Meget robust.
• Aster amethystina. 120 cm, blåviolette blomster fra sidst i september til november. Robust.
• Euphorbia palustris. 100 cm, limegul i april-maj. Meget robust og tåler både megen fugtighed og tørke.
Desuden lyder Pouls liste med anbefalinger således: Euphorbia griffithii ‘Fireglow’, Lythrum ‘Blush’, Veronicastrum, Thalictrum, Persicaria amplexicaulis, Persicaria bistorta, Centaurea scabiosa, Filipendula rubra ‘Venusta’, Geranium ‘Joseph Green’, Helianthus rigidus ‘Miss Mellish’, Nepeta sibirica, Phlomis, Salvia pratensis, Eupatorium, Silphium, Succisa, Succisella, Telekia, Verbascum, Verbascum nigrum, Verbascum olympicum og Vernonia.
Af græsser: elefantgræs (Miscanthus) og Carex ‘Gurre Sø’.
Og her er et par praktiske råd fra Poul Petersen angående stauder:
Plant aldrig i en lavning. Man får langt mere ud af at lave en forhøjning og plante i den.
Plant småt. De små planter etablerer sig bedre.
Lav blandede jordforhold frem for ensartede. Poul Petersen tester selv planter for tørketolerance i stabilgrus og i meget luftholdig muld. Tanken er blandt andet, at man kunne knuse beton og diverse materialer på en byggegrund og plante direkte i den dårlige jord, så materialet kan blive liggende på stedet i stedet for at blive kørt væk og dermed spare store mængder CO2.
Poul på plantejagt
Det er altså en ægte planteentusiast, som nu træder tilbage fra fronten, og han fortalte på rundvisningen, at han virkelig ville komme til at savne jagten på nye planter. Da flere deltagere straks pointerede, at han jo sagtens kunne jage videre uden at være planteskoleejer, uddybede han, at det var hele processen, som han ville komme til at savne. At jage og finde, men også at sætte i produktion og føre den nye plante til markedet.
Og Poul har virkelig været på jagt. ‘Overdam’ var som nævnt et skud med hvidstribede blade i et bed af ‘Karl Foerster’. Sesleria heufleriana Norðîc ‘Overdam Blue’ opdagede han i et parti frøformerede planter. Carex pilosa Norðîc ‘Copenhagen Select’ kom fra Københavns Botaniske Have, som havde indsamlet arten i de schweiziske Alper. Et brunbladet star-græs – Carex ‘Vulkan’ – fandt planteskolen i New Zealand, og samme sted har de selv samlet frø af Festuca novae-zelandiae på Sydøen.
Og mon ikke at han når at finde en sort eller to mere? Efter Grønt Miljø deltog i rundturen er der i hvert fald ingen tvivl på redaktionen. Så vil tiden vise, om alle de bølgende prydgræsser ved Overdam Planteskole får mulighed for at fortsætte med at pryde landskabet i Hørsholm under andet ejerskab.
