Gå til hovedindhold
Der er mange meninger om hvornår man skal klippe hæk. Alt efter om du kun klipper den en gang om året eller flere gange. 

Klipper du hæk inden Sankt Hans?

Drop det gamle husråd: „Du skal klippe hæk inden Sankt Hans” – i hvert fald hvis du kun klipper hæk én gang om året.

Reglen er kort sagt:

Klipper du én gang om året, så vent til sidst i juli eller begyndelsen af august

Klipper du to gange om året, så klip 1. gang inden Sankt Hans (23. juni) 2. gang sidst i august.

Hensyn til fugle og dyreliv

Inden du overhovedet finder hækklipperen frem, er det værd at tjekke: Midt i sommeren kan der sagtens sidde en solsort på rede inde i hækken. Det er faktisk ulovligt at forstyrre ynglende fugle, så finder du en rede, skal du vente med at klippe, til ungerne er fløjet fra.

Er du i tvivl, kan du roligt skubbe klipningen nogle uger. Hækken tager ikke skade af det.

Vil du vente helt til vinteren med at klippe en løvfældende hæk, fx bøg eller liguster, er det faktisk også en mulighed. Bladaffaldet er minimalt, og det er lettere at se hækkens form uden løv.

Flere kommuners gartnere arbejder efter netop denne metode. Stedsegrønne hække som taks og thuja skal derimod ikke klippes om vinteren, da de tåler ikke frostskader på friske snitflader.

Hvis du kun klipper hæk én gang om året

De fleste danskere klipper kun hæk én gang om året. Gælder det også dig, bør du vente til sidst i juli eller begyndelsen af august. Her er den kraftigste vækst aftaget, og hækken holder sig pæn resten af sæsonen.

Klipper du for tidligt, f.eks. inden Sankt Hans, vil hækken vokse videre i to måneder mere og nå at se uordentlig ud igen. Det gælder særligt bøgehækken, der breder sig ud og danner kraftigere grene, som bliver sværere at klippe næste år.

Har du ligusterhæk, er der et ekstra argument for at vente: Ligusterens blomstring er en vigtig fødekilde for insekter og tiltrækker forskellige sommerfuglearter.

Klipper du for tidligt, går blomstringen tabt. Liguster har det med også at vokse meget ujævnt med lange panikskud, hvis den klippes tidligt, og så bliver det nødvendigt med klipning igen senere på året.

Har du stedsegrønne hække som taks, thuja eller cypres, bør første klipning udskydes til slutningen af juni og frem, så friske snitflader ikke rammes af en sen frostperiode i foråret.

Hvis du klipper hæk to gange om året

Klimaet i Danmark har ændret sig, og det mærker hækken. Somrene byder i stigende grad på kraftige vejrskift og længere tørreperioder, og hver gang en hæk klippes, udsættes den for stress.

Anlægsgartnernes faglige anbefaling er derfor, at én klipning om året er det bedste for hækkens sundhed og vækst på den lange bane.

Vælger du alligevel at klippe to gange i sæsonen, bør du tage den første klipning inden Sankt Hans. Så fjerner du de kraftige forårsskud, og hækken står skarp hen over sommeren.

Den anden klipning tager du sidst i august.

Vær opmærksom på, at to klipninger øger hækkens samlede stressniveau, særligt i år med tørke, og at hækken kan have sværere ved at restituere inden vinteren.

Selve klipningen

Som udgangspunkt bør du klippe hækken tilbage til samme sted som året før. Det kræver, at du klipper ind i tidligere års sårdannelse, og hækken kan se lidt trist ud i en periode, men den kommer igen.

Mange vælger i stedet at lade hækken brede sig lidt hvert år og så skære den markant ind til den oprindelige form inden udspring efter en årrække. Herefter vil hækken stå bar en sæson, men derefter ser den typisk bedre ud end ved løbende nedskæring.

Har du ikke lyst til selv at stå med hækkeklipperen? Så kontakt et af vores lokale, garantisikrede medlemmer.

Hvis man kun klipper hæk én gang om året, kan man med fordel vente til senere på sommeren med at finde hækklipperen frem. Foto: Osman Rana