Gå til hovedindhold

Udvalgte artikler

Åen der måske igen skal frem i lyset

Åen der måske igen skal frem i lyset


Ladegårdsåen i 1908. Efter 500 år i vandforsyningens tjeneste fik åen en rekreativ funktion. Fra forsiden.


Under Åboulevarden i København ligger Ladegårdsåen og venter på bedre tider.

Af Søren Holgersen

En flok drenge leger i Ladegårdsåen i København. Billedet er fra forsiden af Anders Jørn Jensen og Anja Meier Sandreids nye bog ‘Ladegårdsåen, Stenbroens Bellevue’. Året er 1908 hvor det var tilladt at lege i åen. Det havde været forbudt frem til 1903 fordi åen indtil da indgik i hovedstadens vandforsyning.

Vandet går drengene op til livet, nok 70 cm midt i åen. Andre kilder peger på en lavere dybde, men generelt set var der faktisk pænt med vand i åen. Der har ellers været en myte om det modsatte – måske fordi rørlægningen var det der bedst blev husket. Forfatterne understreger desuden at åen og søerne var forbundne i det flade landskab. Er der vand i søerne, er der også vand i åen.

Åen blev nedlagt og tildækket etapevist fra 1896 til 1969 på det sidste stykke. Den inderste og først nedlagte del af åen var altså allerede nedlagt da billedet blev taget.

På dette sene tidspunkt var historien om Ladegårdsåen allerede næsten 500 år. I 1500-tallet blev hele det naturlige åsystem ændret til kunstige kanaler for at sikre byens vandforsyning. Via opdæmninger af de naturlige åer blev vandet ledt ind mod byen og blev samlet i Bispeengen hvor det blev til Ladegårdsåen.

Navnet kom fra den ladegård – oprindeligt kongelig avlsgård – der lå hvor åen løb ud til det vi nu kalder ‘søerne’ og var et stort vandreservoir både til brugsvand og til voldgravene af militære grunde.

Bogen er en del af et lokalpolitisk initiativ om at få Ladegårdsåen – og hele det københavnske åsystem – frem i lyset igen og dermed skabe en mere grøn og blå by. Men sigtet er også at gå klimaændringerne – mere regn, flere hedebølger og højere grundvand – konstruktivt i møde, bl.a. med mere beplantning og lokal afledning af regn med åen som en oplagt recipient.

Bogen viser også at det kan være en meget hård kamp når den har konsekvenser for trafikken. Der hvor åen gik – og hvor det rørlagte vandløb stadig løber – ligger i dag Åboulevarden og Ågade, en af byens største indfaldsveje. Hvor skal trafikken hen hvis åen skal ud i lyset igen? Det er betegnende at det første, og nylige, konkrete politiske afsæt er at fritlægge Grøndalsåen og en lille del af Lygte Å. Her er ingen trafikale problemer.

Aarhus Å der blev frilagt 1995-2015, har vist at det kan lade sig gøre, og begge steder fortæller navnet Åboulevarden hvad åen meget praktisk blev ændret til, nemlig en stor bred trafikgade.

Den københavnske udgave er dog meget mere trafikeret end den århusianske var, så det er en langt større opgave der venter i København. Det gælder ikke mindst den ambitøse motorgadeudfletning Bispeengbuen. Den ligger næsten der hvor Grøndalsåen og Lygte Å før løb sammen – og dér hvor den sidste rest af åen blev fyldt op.



Sort/hvid-foto: Ladegårdsåen er her i 1962 næsten tømt for vand og ved at blive fyldt op på det stykke der i dag hedder Ågade. Ågade ligger med sine 6 vejspor mellem åens leje og bebyggelsen. Foto fra bogen.
Farvefoto: Billedet fra omtrent samme sted i 2026.


Anders Jørn Jensen og Anja Meier Sandreid, der begge er historikere, har begået en velfortalt lokalhistorie der hviler på masser af skriftlige kilder, personlige beretninger og kort. Og fremfor alt med masser af billeder hvor mange ikke har været upubliceret før.

Den smalle historie om Ladegårdsåen bliver løbende sat i perspektiv af tidens samfund, prioriteringer og behov og som er med til at forklare de ændringer der i årenes løb sker med åen og dens opland.

At holde vandet nogenlunde rent var selvsagt vigtigt før i tiden, selv om åen var meget forurenet efter vores dages kriterier. Da den moderne vandforsyning efterhånden blev sat i system var det andre ting åen blev brugt til – ikke bare til badning, men også som recipient for den voksende og moderne by. Den mere og mere stinkende å endte med at blive et argument for at dække åen til.

For den senere del af historien fortælles bl.a. om motorgadeprojekterne Søringen, der ikke blev til noget, og Bispeengbuen der blev til noget, men som også endte som en isoleret løsning uden tilslutninger. Der var kun få meter hen til boligblokkene og hvor nogle blev opført næsten samtidig med Bispeengbuen. Det siger noget om hvor højt prioriteret motorgadetanken var.

Bogen kan også være en anledning til at minde om hvad lokalhistorie kan bruges til i moderne by- og landskabsplanlægning. Gamle kort kan vise hvor der før var vådområder, lavninger og åløb. Hvor man helst skal holde sig fra at bygge, men gerne bevare naturen. Samme signaler kan vejnavne som Engkrogen og Mosevangen sende. Og det er jo så heldigt at de steder man ikke skal bebygge ofte er de steder der ud fra vinkler som biodiversitet og friluftsliv helst skal friholde.

Lokalhistorien kan også fortælle om stedet. Det gør f.eks. minde- eller advarselsstenen fra 1812 der fortæller om dengang hvor en karet kørte i åen og to kvinder omkom. Stenen kan nu ses på Åboulevarden ud for nr. 16. Ulykken var med til at åens bredder blev tilplantet med piletræer som fremstår markante på eftertidens malerier og fotos. Historien kan også bidrage til at forstå byens og landskabets kulturgeografi, og derved bidrage til at sikre gamle kvaliteter og inspirere til nye.

Debatten kører, bl.a. om at sende trafikken ned i en tunnel, men det fremhæves også at være dyrt CO2-mæssigt set, så måske er det bedre med å og en nedgraderet vej skulder ved skulder. Det er der i hvert plads til på nogle stræk. Det skal blive spændende at følge det senere forløb hvor klimaændringerne er med til at gøre projektet til en ikke helt urealistisk mulighed. 

Anders Jørn Jensen og Anja Meier Sandreid: Ladegårdsåen. Stenbroens Bellevue. Frydenlund 2026. 188 s. 300 kr. Bogen er udgivet med støtte fra Nørrebro Lokaludvalg, Realdania, Miljøpunkt Nørrebro og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond.


Overdams evige græsgange

Overdams evige græsgange


Selv store mængder grønne fagfolk ser små ud blandt de høje græsser. I baggrunden ses en kæmpe-elefantgræs (Miscanthus × giganteus), som er plantet i 1997. Den klippes ned en gang om året og afklippet brændes.


Overdam Planteskole lukker efter planen i 2027. Ved en afskedsrundvisning videregav Poul Petersen sine erfaringer om prydgræsser, om et klima i forandring og om sine eksperimenter med stauder der kan klare sig selv.

Af Lars Thorsen

Fra stepperne, prærien og sletterne kommer det, græsset, som planteskoleejer Poul Petersen siden han overtog planteskolen i 1979 har skabt et unikt samlingspunkt omkring på Overdam Planteskole i Hørsholm. Den 10. september var knap 100 fagfolk fra flere lande samlet for at følge Poul på en form for afskedsturné rundt på planteskolen, der på sit højeste årligt har produceret over 65.000 græsser fordelt på godt 150 sorter, men som efter planen lukker i slutningen af 2027 (med mindre den bliver opkøbt, hvilket stadig er en mulighed).

Indledningen med græsserne fra stepperne var faktisk en af de væsentlige pointer i rundvisningen på Overdam Planteskole. Poul Petersen pointerede hyppigt, at netop disse græsser men også planter generelt har en række fordele, når man tænker på de ændrede klimaforholds længere tørkeperioder og voldsommere regnskyl.

Det er nemlig vigtigt at kigge fremad, når kommuner, landskabsarkitekttegnestuer og anlægsgartnervirksomheder vælger planter til nyanlæg, fastslog Poul Petersen.

”De arter, som i dag er hjemmehørende i Danmark og som der har været konsensus om er “danske” i årtier, kommer til at forandre sig. Det der var klimanormalen for Danmark i 1960erne til 1990erne nu er rykket op til Jönköping i Sverige, 300 kilometer mod nord. Og planteskolerne sydpå, som bruger Rhinens vand, har tørre planter og elendighed i drivhusene, så mod steppernes planter, mod prærien, mod savannen. For de urter, som var gode for Danmarks insekter i 1960erne er altså ikke de samme planter i dag, for her kommer til at bo andre insekter. Og her bør man tænke fremad, både på klimaet og på børnebørnene.”

Havens balletdansere

Planteskolen blev grundlagt af Poul Petersens forældre i 1943. Her blev oprindeligt dyrket grøntsager, siden frugttræer og roser. I 1962 begyndte forældrene at samle og producere græsser, og det er den beslutning alt det øvrige hviler på, så Overdams motto i dag er “Dem med prydgræsserne!”


Poul Petersens begejstring (og viden) er ikke til at holde nede. Her står han ved dagens indledning og fortæller om græssets glæder, eksempelvis i krukker med stauder, helst i et 60-40 forhold til græssernes fordel.


Som det står formuleret i planteskolens eget græshæfte:

„Græsserne er havens balletdansere — lette og elegante. De hører hjemme i enhver have og ethvert anlæg hvor de giver en stor synsmæssig effekt med en meget lille arbejdsindsats.”

Der gik dog årtier før kunderne kunne se idéen, og prydgræsserne som salgsprodukt havde trange kår længe efter, at Overdams produktion var i gang. Det vendte, da de svenske landskabsarkitekter fik øjnene op for mulighederne og begyndte at efterspørge prydgræsser i stor stil. De svenske planteskoler havde ingen nævneværdig produktion af græsser, og da den slags tager år at bygge op, kom leverancerne fra Overdam i mange år.

Herhjemme var vi endnu langsommere. Vi skal op efter årtusindskiftet, før prydgræsser for alvor begyndte at blive anvendt i stor stil i nyanlæg – bl.a. med SLAs storstilede projekt i Charlottehaven, hvor beplantningsplanen nærmest kun bestod af græsser, 19.000 planter for at være præcis og naturligvis leveret af Overdam.

Salgsargumentet for prydgræsser er det samme i dag som dengang: Græsserne giver mening både æstetisk og driftsmæssigt. De er sunde og bliver sjældent angrebet af sygdomme og skadedyr. Dræbersneglene æder dem ikke, og rådyrene lader dem stå. „Bare plant elefantgræs, de rører det ikke,” som han sagde om vildtet.

Driften er enkel. De sommergrønne græsser klippes ned én gang om året i marts, og afklippet køres væk. De stedsegrønne, som pampasgræs og mange star, klippes ikke helt ned på samme måde. Her fjerner man i stedet det visne ved at rive eller rede tuen igennem.

Foersters græs og Overdams

Rundvisningen startede ved hovedbygningen, hvor Poul Petersen viste både en opslagstavle med historiske fotos som han fortalte historien ud fra og dernæst præsenterede en række kummer, som bestod af sammensætninger af prydgræsser og stauder. Her anbefaler Poul selv, at man går efter en 60/40 fordeling af hhv. græsser og stauder.

I den forbindelse kom han med dette håb til rundvisningen:

”Jeg håber, I er bidt af græsser herefter. Men ikke kun græsser: også af de store, massive stauder.”

Der er mange flotte pampasgræsser, men den, som er bedst herhjemme er sorten ”patagonia”, efter Poul Petersens vurdering.

Landskabsarkitekter elsker mosebunke, fastslog Poul Petersen, men de skal holde sig til sorten ”pavala”, som her ses i forgrunden.


De store stauder kommer vi til i beskrivelsen af det vilde, lavtliggende forsøgsområde, for det handler trods alt primært om græs.

Det kunne man også se på opslagstavlen, hvor den tyske gartner Karl Foerster figurerede med portræt.

Karl Foerster (1874-1970) drev planteskole i Potsdam-Bornim og kaldes i planteskolens eget hæfte ligefrem græssernes opfinder. Han forædlede omkring 370 sorter, mest ridderspore, floks og asters, men hans varigste spor er bogen ”Einzug der Gräser und Farne in die Gärten” fra 1957, hvilket løst oversat betyder ”græssernes og bregnernes indtog i haverne”. Hans have i Bornim er i dag fredet og en af Tysklands mest besøgte privathaver.

Som alle historier om græsser fortalte Poul Petersen også denne med fuld begejstring under en skyfri himmel og midt i sin sidste september som planteskoleejer:

I 1930’erne fik Foerster øje på et græs i Hamborgs Botaniske Have. Faktisk opdagede han det fra sin plads i en kupé i et forbipasserende tog, hvor han efter sigende straks rejste sig og trak i nødbremsen. Det gav en bøde, men det gav også en unik græsopdagelse. Det særlige græs, som han havde spottet blev anset for en form af sand-rørhvene, men Karl Foerster var ikke overbevist og konkluderede at det var en naturlig krydsning mellem sand-rørhvene og bjerg-rørhvene. Han førte det i sit katalog fra 1939 og introducerede det for alvor i 1950. I dag hedder det Calamagrostis × acutiflora ‘Karl Foerster’ og er et af verdens mest plantede prydgræsser.

To ting gør det særligt velegnet i offentlige anlæg. Det er sterilt og sår sig derfor ikke. Og det grønnes meget tidligt om foråret og står i fuld højde omkring Sankt Hans, 150 cm med purpurfarvede aks op til 180.

Det var i et bed af netop ”Karl Foerster,” at Poul Petersen i 1981 fik øje på et skud med hvidstribede blade, og sådan fik verden sin første ”Overdam”-græs. Græssorten ‘Overdam’ er altså opstået som en knopmutation i Foersters eget græs. Den bliver 140 cm høj med aks i 160 og er dermed en anelse mere kompakt end moderplanten.

Genetisk er den stadig ‘Karl Foerster’ på nær mutationen i bladfarven, og derfor kan den kun formeres ved deling. Der findes andre brogede mutationer af det samme græs, men efter Poul Petersens erfaring springer de tilbage og mister tegningen efter fem-ti år. Det gør ”Overdam” ikke. Det er netop stabiliteten der gør en tilfældig mutation til en sort der kan sælges.

I græshaven tæt op ad planteskolens hovedbygning står naturligvis også en plantning af den ikoniske græssort, Calamagrostis × acutiflora ‘Karl Foerster’. Den har stået samme sted i 55 år, er fast klippet ned én gang om året og aldrig rørt med en spade. Det er hele plejeindsatsen.

Og ikke nok med det. Faktisk købte Pouls far, Jacob Petersen, Overdams første græsser direkte hos netop Karl Foerster i 1962.

Et hav af prydelige græsser

Selvom dagen mest bød på gyldne og rødlige og i al væsentlighed smukke græsser i septembersolen, var der faktisk også meget andet at se på, da planteskolen har fem udstillingshaver. Ved hovedbygningen ligger græshaven, der blev anlagt allerede i 1969 og i dag fylder 700 m², samt ”den klimatilpassede have”. På den anden side af vejen ligger elefantgræssamlingen, blomsterengen og Kombinationshaven (hvor man eksempelvis kan se Solhat i kombination med – godt gættet – græs). Kombinationshaven er et 400 m² anlæg med femten forskellige kombinationer af én staude og ét græs. Formålet er at vise hvad de to plantegrupper kan sammen.

Poul Petersen fremhævede bl.a. græssorten ‘Overdam’ i kombination med purpursolhat ‘Magnus’. Solhatten vil have lys helt ned til basis, og det får den mellem havesandrørets oprette strå. Til gengæld lever purpursolhat kun seks-syv år, så man skal huske at ryste frøstandene ud om efteråret. Så kommer der mange nye. Af asters fremhævede han ‘Mönch’ og ‘Twilight’ fordi de ikke får høje, nøgne ”ben”.

Flere gange pointerede Poul Petersen desuden vigtigheden af at holde biodiversiteten for øje. Både den der er hjemmehørende i Danmark og den fremtidige biodiversitet. Her giver kombinationer god mening, da græsserne giver skjul for insekterne, mens stauderne giver nektaren. Hjortetrøst (Eupatorium) med de rødviolette blomster er ”en insektmagnet der siger spar to,” som han udtrykte det.


Stemningen og omgivelserne var uovertrufne, da Norðîc® og Overdam Planteskole inviterede til rundvisning på den lukningstruede planteskole i Hørsholm.


På moderplantearealet stod elefantgræsser, hvor moderplanterne står to år, hvorefter de graves op, deles og pottes. I november-december dækkes de med 10-15 cm granflis, som er valgt fordi der er meget luft imellem flisstykkerne, så det isolerer bedre. De står i potterne vinteren over, og det eneste reelle problem er mus.

Elefant og pampas

Elefantgræs (Miscanthus) og pampasgræs (Cortaderia) er de to store græsser de fleste kender, og de bliver ofte forvekslet. Men de er meget forskellige planter, ikke mindst når det gælder driften.

Elefantgræs er sommergrønt. Det visner helt ned om efteråret og står gyldent og stråbrunt vinteren igennem, indtil det klippes ned i marts. Bladene har en tydelig lys midterribbe, og aksene er vifteformede med fingerlignende grene. Planteskolen har omkring 75 sorter. De laveste bliver godt en meter, den højeste på planteskolen når 4,2 meter, og i varmere klima kan elefantgræs ifølge Poul Petersen blive op mod seks meter.

Poul Petersens egen yndling er stadig Miscanthus sinensis ‘Malepartus’, der er moderat i bredden og rimeligt opret i væksten. Aksene er først rødlige og bliver siden sølvhvide.

En del af samlingen har stået samme sted siden 1997 uden at blive reduceret eller omplantet. Det er en af de ting de udenlandske gæster hæftede sig ved — noget i den retning ville have været en national skat i England, lød det fra en af dem. Og stedet er virkelig fortryllende med sine labyrintiske gange og græsser der lyser op i efterårssolen.

Pampasgræs er derimod stedsegrønt. Bladene har savtakkede kanter der kan skære, og aksene er tætte fjerbuske der bliver siddende og langsomt blegner, så man ofte ser to årgange på samme plante. Pampasgræs klippes ikke ned som elefantgræs. Man fjerner i stedet de gamle aks og river tuen igennem, og nogle skærer den ned til 30-40 cm i det tidlige forår.

Og her var Poul Petersens råd kort: Kun ”Patagonia” bør plantes i Danmark. Den er fuldt hårdfør, bliver 200 cm høj og får aks allerede i begyndelsen af august. De øvrige typer frarådede han direkte — også dem planteskolen selv har haft på hylderne.

Gode råd om græsser

Mængden af pointer og holdninger til græsser var der mange af på dagen, og det lader ikke til at Poul Petersen nogensinde kommer til at løbe tør. Her er nogle af guldkornene:

Brug efterårs-blåaks (Sesleria autumnalis) til at skabe store, lysegrønne flader. Den har selv lysegrønne blade, og Poul Petersen tegner den ofte ind hos kunder som en decideret flod gennem anlægget, netop for farvens skyld. Den bliver 30 cm med aks i 50, og aksene holder hele vinteren. I naturen er den en pionerplante, hvilket er en del af forklaringen på robustheden.

Overvej præriegræs (Schizachyrium scoparium ‘Blue Heaven’), som er lidt lilla yderst, næsten orange hen på efteråret, fra den amerikanske prærie. Den kræver veldrænet jord, men er ellers nem og hårdfør herhjemme.

Mosebunke (Deschampsia cespitosa) er en favorit blandt landskabsarkitekter, og der findes en lang række sorter, men man bør vælge ”Palava” og kun den, fastslog Poul Petersen. Planteskolen har selv afprøvet tolv sorter gennem årene, og i græshæftet peges der på fem andre, men hos Poul selv er der ingen tvivl.

Sølvaks (Achnatherum calamagrostis) bruger planteskolen mere og mere. Den står som en grøn tue om foråret og får sølvagtige aks fra juni til november, og han kaldte den ”græssernes brudeslør”. ‘Allgäu’ og ‘Lemberg’ er de gode sorter.

Præriehirse (Panicum) fortjener mere opmærksomhed af en grund der rækker ud over det æstetiske. Slægten er ifølge Poul Petersen blandt de planter der kan optage mest CO2. Planteskolen har haft 17 sorter i testområdet, og ‘Heavy Metal’, ‘Northwind’, ‘Heiliger Hain’ og ‘Squaw Select’ er blandt de bedste.

Og skulle man endelig vælge noget andet som bunddække end græs, har han én klar favorit: guldjordbær (Waldsteinia ternata).

Stauder som kan tåle meget

Et af rundvisningens højdepunkter var i en lavning bag hovedbygningen, hvor Overdam Planteskoles vilde område henligger næsten uden pleje, ”dagens chok” som Poul Petersen formulerede det. Arealet var et vildnis af græs, brændenælde, skvalderkål, snerle, tidsel og kvikgræs og meget andet.

Fakta: Norðîc® stod bag dagen

Arrangementet på Overdam Planteskole var arrangeret af Planteskolesamarbejdet Norðîc®, der udspringer af A-Plant, som er en sammenslutning dannet af ni danske og én amerikansk planteskole i 1987 med det formål at finde, producere og udbrede planter der var ordentligt beskrevet og robuste.

Arbejdet skete fra begyndelsen i samarbejde med Statens Jordbrugsforskningscenter Årslev, og blandt pionererne var Peter Ørum og Poul Erik Brander. Det oprindelige varemærke Dafo ophørte i 2010, varemærket Norðîc® blev registreret i 2013, og i 2018 kom en genbank til.

I dag tæller sortimentet 40 unikke planter, udvalgt efter fem kriterier: sundhed, robusthed, klimatolerance, ensartethed og sortsægthed. Med i samarbejdet er Birkholm Planteskole, Gunnar Christensens Planteskole, Hennecke Stauder, Majland Stauder, Overdam Planteskole og Staudegaarden samt de amerikanske Midwest Groundcovers og Doty Nurseries.


150 forskellige stauder har Poul Petersen udplantet i på vildt og uplejet areal og derefter blot ladet alt være for at finde de mest hårdføre sorter. Der er mange lovende arter og sorter på listen, som Poul Petersen omdelte på dagen til inspiration til yderligere forskning blandt deltagerne.


Poul Petersen har siden efteråret 2015 plantet kulturstauder direkte ind i det vilde uden at renholde bedene eller anden pleje. 150 bambusstokke markerer de enkelte stauders placering, og der bliver ikke luget, vandet eller gødet. Udvælgelsen er sket ud fra en vurdering om plantens chance for overlevelse. Hovedparten kommer fra prærien, stepperne og savannen, altså områder med både våde vintre og tørre til meget tørre somre, og netop det klima der ligner det, Danmark er på vej imod. Middelhavsstauderne har efter hans erfaring ikke klaret sig.

Formålet er at vise kommuner, ejendomsselskaber, virksomheder og haveejere at man kan lave en græsmark om til en blomstereng til glæde for både mennesker, insekter og fugle.

”Jeg gør intet. Det er for at se hvad en kommune kan plante, måske i større grupper, og som skal kunne klare sig selv.”

På den baggrund har Poul Petersen udarbejdet en liste, som han håber, at andre fagfolk vil forsøge sig med, men også pileurterne (dog ikke den japanske!) fremhæver han som gode insektplanter fordi de blomstrer over en lang periode.

Følgende stauder vurderer han som rimelig robuste og værd at arbejde videre med. Rækkefølgen er tilfældig.

• Helianthus ‘Lemon Queen’ (staudesolsikke). 150 cm, gule blomster fra august til oktober. Meget robust.
• Aruncus ‘Horatio’ (fjerbusk). 150 cm, cremefarvede blomster i maj-juni. Meget robust. Forædlet af Ernst Pagels.
• Aster ageratoides ‘Ezo Murasaki’. 70 cm, blå blomster i september-november. Meget robust.
• Aster umbellata. 150-180 cm, mængder af små hvide blomster i august-oktober. Meget robust.
• Aster amethystina. 120 cm, blåviolette blomster fra sidst i september til november. Robust.
• Euphorbia palustris. 100 cm, limegul i april-maj. Meget robust og tåler både megen fugtighed og tørke.

Desuden lyder Pouls liste med anbefalinger således: Euphorbia griffithii ‘Fireglow’, Lythrum ‘Blush’, Veronicastrum, Thalictrum, Persicaria amplexicaulis, Persicaria bistorta, Centaurea scabiosa, Filipendula rubra ‘Venusta’, Geranium ‘Joseph Green’, Helianthus rigidus ‘Miss Mellish’, Nepeta sibirica, Phlomis, Salvia pratensis, Eupatorium, Silphium, Succisa, Succisella, Telekia, Verbascum, Verbascum nigrum, Verbascum olympicum og Vernonia.

Af græsser: elefantgræs (Miscanthus) og Carex ‘Gurre Sø’.

Og her er et par praktiske råd fra Poul Petersen angående stauder:

Plant aldrig i en lavning. Man får langt mere ud af at lave en forhøjning og plante i den.

Plant småt. De små planter etablerer sig bedre.

Lav blandede jordforhold frem for ensartede. Poul Petersen tester selv planter for tørketolerance i stabilgrus og i meget luftholdig muld. Tanken er blandt andet, at man kunne knuse beton og diverse materialer på en byggegrund og plante direkte i den dårlige jord, så materialet kan blive liggende på stedet i stedet for at blive kørt væk og dermed spare store mængder CO2.

Poul på plantejagt

Det er altså en ægte planteentusiast, som nu træder tilbage fra fronten, og han fortalte på rundvisningen, at han virkelig ville komme til at savne jagten på nye planter. Da flere deltagere straks pointerede, at han jo sagtens kunne jage videre uden at være planteskoleejer, uddybede han, at det var hele processen, som han ville komme til at savne. At jage og finde, men også at sætte i produktion og føre den nye plante til markedet.

Og Poul har virkelig været på jagt. ‘Overdam’ var som nævnt et skud med hvidstribede blade i et bed af ‘Karl Foerster’. Sesleria heufleriana Norðîc ‘Overdam Blue’ opdagede han i et parti frøformerede planter. Carex pilosa Norðîc ‘Copenhagen Select’ kom fra Københavns Botaniske Have, som havde indsamlet arten i de schweiziske Alper. Et brunbladet star-græs – Carex ‘Vulkan’ – fandt planteskolen i New Zealand, og samme sted har de selv samlet frø af Festuca novae-zelandiae på Sydøen.

Og mon ikke at han når at finde en sort eller to mere? Efter Grønt Miljø deltog i rundturen er der i hvert fald ingen tvivl på redaktionen. Så vil tiden vise, om alle de bølgende prydgræsser ved Overdam Planteskole får mulighed for at fortsætte med at pryde landskabet i Hørsholm under andet ejerskab.


Grønne fuger er en økologisk og æstetisk ressource

Grønne fuger er en økologisk og æstetisk ressource

Mosser og græsser giver brostensbelægningen et stærkt æstetisk og økologisk islæt i denne indkørsel.


Klimaændringer med hedebølger og skybrud rammer byerne oftere, men det hjælper at gøre gulvene grønnere.

Af Søren Holgersen

Byens mange tætte sten- og flisebelægninger forstærker de problemer klimaændringer skaber, ikke mindst hedebølger og skybrud. Alle byens stengulve kan naturligvis ikke erstattes af plæner. De er der jo af funktionelle årsager, men det er muligt at tænke mere nuanceret på byrummenes gulv.

Sådan skriver Hanne Pollen, redaktør for det norske fagblad park & anlegg. Hun peger på at en mulig løsning på mere grønt i det ‘hårde’ byrum er mere græsarmering. Hidtil har denne løsning dog ikke været brugt ret meget, mest som græsarmering på brandveje.

De centrale byrum er ofte belagt med traditionelle sten og fliser hvor plejeindsatsen er at holde fugerne fri for grønne indslag. Det er på høje tid at udforske mulighedsrummet ved at kombinere grå og grønne belægninger i byens gader, torve og pladser.

Det mener i hvert fald René Kierstein som Hanne Pollen henviser til. Kierstein er uddannet som vejbygger og brolægger fra Tyskland og har været aktiv i sit fag siden 1987. Han arbejder nu som specialrådgiver i Veidekke Entreprenør FO Oslo.

Som fagperson inden for stenbelægninger har Kierstein en solid teoretisk og teknisk kompetence om hvad der skal til for at etablere varige og solide udegulve af sten. De senere år er han blevet overbevist om at grønne fuger – også i ‘helt grå’ og stenbelagte arealer, bør indgå som komponent i byudviklingen og i strategier for at indføre mere bynatur.

Inviterer naturen ind

Ifølge Kierstein trives de allerfleste i miljøer som ikke er alt for kæmmede. Omgivelserne bliver hyggeligere hvis vi kan overlade lidt mere til tilfældighederne, også i bymiljøerne. Der er jo en grund til at vi trives så godt ude i naturen hvor alt vokser af sig selv. Noget af det kan vi også prøve at skabe i byerne. Og her er fugerne en vigtig del ifølge Kierstein.

Hvis vi i større grad lader græsset og andre små planter få lov til at etablere sig i stenbelægningernes fuger og sprækker, inviterer vi samtidig naturen og mangfoldigheden ind. Kierstein bliver provokeret af det han oplever som en snæver opfattelse af hvad der er smukt og grimt. Han bryder sig ikke om ordet ‘ukrudt’ og mener at vi i større grad må tillade og ønske det uperfekte og ikkeplanlagte.

Selv om naturen inviteres ind skal man dog samtidig være opmærksom på stenbelægningens funktionalitet og sikre sig at den holder rent teknisk. Vegetation i fugerne må ikke blive på bekostning af belægningens stabilitet. Der skal ifølge Kierstein dog meget til for at grønne fuger ødelægger en veletableret stenbelægning, bare man holder den fri for større planter som kan give sætningsskader.

Økologisk potentiale

Det var under corona-epidemien at Kierstein virkelig blev opmærksom på det økologiske potentiale i grønne fuger. På nettet læste han om de observationer fra den spanske arkitekt og byplanlægger Angel Penero Pardo som har publiceret fagartikler om klima, bebyggelse og bykultur i den nordspanske by Santiago de Compostela.

Pardo opdagede at vilde planter etablerede sig i fugerne på brostenspladsen foran katedralen i byen da turisterne udeblev under epidemien. Arkitekten tog derefter initiativ til at undersøge hvordan de grønne fuger påvirker temperaturen i byrummet og potentialet for at dæmpe den urbane varmeøeffekt.

Målinger viste at overfladetemperaturerne var op til 28°C lavere i de grønne fuger end på nøgne sten, noget som førte til 2-4°C køligere lufttemperatur i 180 cm højde.

Et forskerteam fra byens universitet og kommunale forvaltning kortlagde 44 vilde plantearter i fugerne. Det afslørede hvordan disse ganske små grønne vækster påvirker varmeforhold, biologisk mangfoldighed og byens evne til at håndtere overfladevand.

Mange m² på en plads

Forskningen inspirerede Kierstein. Han fandt ud af at der var flere der forskede i de positive økologiske effekter der ligger i at lade ukrudtet etablere sig bedre i byens arealer.

„Fugerne opfattes som små og måske lidt ubetydelige, men mængden af fuger gør det effektfuldt. Det er mange kvadratmeter på en så stor plads. Men ja, det var meget overraskende at det havde så stor effekt,“ siger Kierstein.

Han understreger at en af grundene til at planterne fungerer så godt, kan være det uplanlagte element. Væksterne med de forskellige arter er vokset frem af sig selv og dermed får man de planter der passer bedst til stedets forhold. Hvis de grønne fuger var planlagt, havde man måske ikke ramt det samme plantevalg og vækstmedium.

De graderede overgange

Man behøver ikke kun lade det gro i eksisterende stenbelægninger. Man kan også skabe grønne indslag i nye belægninger. Det har ifølge René Kierstein både et stort byøkologisk og æstetisk potentiale. Ved at udvide materialepaletten med forskellige varianter af semigrønne bygulve, bliver handlingsrummet for at designe byrummene større, og det kan føre til mere kreative og interessante byrum.




Planlagte grønne fuger i Oslo. Første foto viser gangareal i Frognerparken, Oslo. I midten en overgang fra fortov til kørebane i Torggata, Oslo. Til sidst ses et grønt areal i Asker. Foto: René Kierstein.


På rejser, bl.a. til europæiske og amerikanske byer, har Kierstein oplevet grå-grønne byrum med gulve der er designet med graderede overgange fra en tæt stenbelægning til et mere åbent og grønt dække. Han mener at en flydende overgang mellem grå stenbelægninger og grønne flader er positivt i bymiljøet.

„Man må definere og designe for de forskellige brugszoner. Hvor der er meget trafik og brug for et slidstærkt dække, bør der være stendække med tætte fuger mens sidearealer, møbleringsfelter, legepladser og overgange til parker kan have grønne fuger. Gulvet må gerne blive gradvist grønnere, fra gråt til grønt,“ siger Kierstein der synes godt om kombinationer, forskellige mønstre og overgange uden tydelige kanter.

I projektering og anlæg af semigrønne belægninger som græsarmering eller naturstensbelægninger med grønne fuger kræves tilpassede tekniske løsninger. Som ekspert i sten har Kierstein flere råd.

Valg af materiale, både i belægningssten og i fugemateriale og læggeønsker er afgørende for at stenbelægningen skal få frodige indslag og samtidig være stabil. Ifølge Kierstein kan man planlægge grønne fuger i forskellige stenformater, både brosten og fliser, men læggemetoden må tilpasses formatet. F.eks. bør mindre stenformater lægges med den korrekte kombination af almindelige fuger, knasfuger og grønne fuger for at ‘låse’ stenbelægningen.

Begrænset vedligehold

Behovet for vedligehold af de grønne fuger med selvgroet vegetation er nærmest ikkeeksisterende. Der kræves højst tilsyn og eventuel fjernelse af opvækst af kraftigere planter eller træer. Udover det kan man kun læne sig tilbage og spille på naturens egen evne til at rydde op, for grønne fuger skal generelt ikke svække stenbelægningens funktion.

„Det mange ikke tænker på, er at fugerne og stenbelægningens stabilitet svækkes når man rykker vegetationen op. Jo, for så fjerner man samtidig en stabil, fungerende fuge. Disse fuger er jo armerede, ikke sandt? Og hvis du fjerner vegetationen skal du også være klar over at fugen skal erstattes. Den skal vedligeholdes med nyt fugemateriale, ellers risikerer man at stenene pludselig løsner sig,“ forklarer René. Så hvis vi i større grad anerkender at en spontan og selvgroet vegetation i byerne har værdi, kan vi reducere vedligeholdsbudgettet betragteligt. Og pengene der bliver til overs kan da overføres til noget andet samfundsnyttigt, f.eks. andre og måske mere priskrævende byøkologiske tiltag. 

KILDE
Hanne Pollen (2026): Grønne fuger – som økologisk og estetisk ressurs i byrom. park & anlegg 7/2026.


Kiersteins råd om grønne fuger i stenbelægninger

1. Vær bevidst om fugernes dimensionering.

  • Giv fugerne nok dybde og bredde (mindst 1-2 cm) for at få plads til rodvæksten.
  • Fugerne må ikke svække den konstruktive stabilitet.

2. Natursten virker bedst sammen med grønne fuger. Beton trækker fugtighed ud af fugematerialet.

3. Belægningen får større stabilitet når de grønne fuger ligger i studsfuger mens langfuger ligger knas.

4. Ved større stenformater med brede grønne fuger bør fugerne lægges med afstandsknaster eller lignende.

5. Underlag og opbygning:

  • Sørg for permeabelt underlag (sand, grus) under fliserne for at få en god afvanding.
  • Undgå cementmørtel. Brug en jord- og sandblanding i fugerne, f.eks. 5-10% 2-4 mm skærver og ellers vækstjord.

6. Vedligehold:

  • Fjern aggressive arter som kan skade stenene eller sprede sig ukontrolleret.
  • Klip eller udtynd efter behov for at bevare funktionalitet og udseende.

7. Plantearter der egner sig til grønne fuger (Norge):

  • Mos (f.eks. Bryum og Grimmia). Tåler skygge og fugt, ingen vedligehold.
  • Timian (Thymus serpyllum). Lavtvoksende, aromatisk, tåler sol og træk.
  • Sedumarter (f.eks. Sedum acre, Sedum album). Meget tørketolerante, ideelle til solrige fuger.
  • Små græsarter (f.eks. Festuca ovina). Giver naturligt præg, tåler moderat træk.
  • Stenurt (Saxifraga). Dekorativ og robust i fuger med god afdræning.

8. Planlæg for spontane grønne fuger i egnede eksisterende stenbelægninger. Lad vegetationen få lov til at etablere sig.


Efter 20 år halter biodiversiteten stadig i genoprettede vådområder

BIODIVERSITET. Der skal ifølge nyt studie andre prioriteringer til for at vende skuden, bl.a. større, afgræssede naturområder ved nær eksisterende naturområder med høj biodiver­sitet

Biodiversiteten halter stadig i de genoprettede danske vådområder efter mere end to årtier. Det fremgår af et nyt studie fra Københavns Universitet der også viser at tid alene ikke vil ændre udviklingen. Det er områderne for små og tørre til, og tilstrømningen af kvælstof fra landbruget ser ud til at fortsætte.

Plantediversiteten er væsentlig højere, når genoprettede vådområder besøges af græssende dyr. Foto: Marta Baumane.

Genopretning af naturområder er ellers lige nu i politisk høj kurs. Etablering af vådom­råder står højt på politikernes grønne prioriteringsliste i Danmark og mange andre lande. Med den grønne trepart vil Danmark investere stort i at genskabe naturområder i de kommende år, og her er nye vådområder et vigtigt fokus. Alt sammen fordi gevinsten lyser klart på forhånd: De våde naturområder kan reducere kvælstofudledninger og hjæl­pe et lidende havmiljø. De kan samtidig optage CO2. Og rum­me en stor biodiversitet. Ja, men ikke nødvendigvis.

En tredjedel mangler

At etableringen af vådområ­der bliver gjort med omtanke understreges i det nye studie der er den første detaljerede undersøgelse af biodiversi­te­ten i genskabte vådområder i Danmark. Den beskriver genopretningen som en ‘beskeden succes’. For trods årtiers genopretning er biodiversiteten gået i stå langt fra målstregen.

„Vores undersøgelse viser at artsrigdommen er væsentligt lavere i de genoprettede vådområder sammenlignet med oprindelige, nær-naturlige vådområder. De ny vådområ­der er domineret af få konkurrencedygtige plantearter mens mere sjældne og sårbare planter og mosser ikke formår at etablere sig. Konkret mangler omkring en tredjedel af de arter vi ser i nær-naturlige områder, og det er alle de sjæld­ne arter der mangler,“ forklarer Marta Baumane fra Biologisk Institut ved Københavns Universitet. Baumane er ho­ved­­forfatter bag studiet der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Journal of Ap­plied Ecology.

I studiet har forskerne undersøgt biodiversiteten af plantearter både gennem tilgængelige data om vådom­rå­der i hele landet og eget feltarbejde på 12 forskellige lokaliteter fordelt i de tre ådale i Omme, Odense og Tryggevælde. Alle undersøgte vådområder er oprettet i årene efter årtusindskiftet.

Forskerne kunne bl.a. se at der kun var få eller ingen mos-arter efter genopretningerne. Også den artsrige slægt star, der er typisk for naturlige vådområder, var underrepræsenteret i de genskabte vådområder. Her fandt forskerne kun 5 almindelige arter af star mod 10 forskellige arter i nær-naturlige vådområder.

Mere tid er ikke løsningen

Forskningen leverer anbefalinger til fremtidige genopretninger af vådområder, bl.a. græssende dyr, mindre næringsbelastet drænvand og en beliggenhed nær eksisterende naturområder med høj biodiversitet. Foto: Marta Baumane.

Af resultaterne står det også klart at problemerne med den haltende biodiversitet ikke er løst med mere tid alene så længe de bagvedliggende årsager ikke ændres.

„Ventede vi 20 år mere og kom tilbage igen, så er det tvivlsomt om vi ville se nævneværdige forbedringer. I regis­terdataet kan vi gå tilbage og finde optællinger der viser at områderne har været i stilstand i de seneste 10 år, og vi må antage at det skyldes en række bagvedliggende faktorer som ikke har ændret sig,“ siger Marta Baumane. „Der er fortsat høje koncentrationer af kvælstof i jorden, og vandløbene er godt nok blevet genslynget, men er stadig dybt nedgravede så vådområderne langs med dem er for tørre.“

De mængder kvælstof som befinder sig i jorden, stammer delvist fra tidligere landbrug på arealet, men strømmer og­så vedvarende til fra nabogrunde med aktivt landbrug i dag. Samtidig er mange områder for små og præget af ufærdige genopretninger af vandløb, viser forskningen. Disse områder bærer f.eks. stadig præg af uddybede åer og bække og kunstige dræn som fortsat udtørrer områder­ne. Det gør det svært at udvikle genskabte vådområ­der til naturlige økosystemer.

Flere tiltag der gavner

På baggrund af den nye forskning peger Marta Baumane og hendes kollegaer på en række konkrete tiltag der kan give bedre vilkår for biodiversiteten i både gamle og nye genopret­tede vådområder.

Et af tiltagene er græssende dyr. Områder med græsning har nemlig markant større artsrigdom af planter end områder der er overladt til sig selv, viser studiet. Ifølge forskerne skyldes det at græsning skaber et mere varieret landskab og dermed gunstige forhold for flere forskellige arter.   „Græsning reducerer især overvæksten af høje græsser og skaber plads til blandt andet lavtvoksende plantearter og mosser der ellers bliver ud­konkurreret,“ forklarer Marta Baumane.

Et andet tiltag er at reduce­re den mængde næringsbelas­tet drænvand som ledes til fra omgivende marker. Det skal sikre fuld genopretning af vandløb så områderne får de rigtige betingelser som egent­lige vådområder.

Et tredje tiltag er at skabe stør­re naturområder. Naturlig græsning, vandforhold og mindre næring er nemmere at opnå i større sammenhængende områder end i små isolerede arealer omgivet af landbrug. Det harmonerer også med den sidste anbefaling til fremtidige projekter: at de placeres i nær eksisterende naturområder med høj biodiver­sitet hvorfra planter og andre organismer kan spre­de sig til de nye vådområder.

Ikke prioriteret nok

Projekterne i undersøgelsen vidner ifølge forskerne om en politisk tilgang til genopretning af vådområ­der hvor målet næsten alene har været at reducere næringtab fra marker til vandløb for at forbedre vand- og havmiljøet. En slags rensningsanlæg i det åbne land. Biodiver­sitet nævnes næsten altid i projekt­beskrivel­ser­ne, men uden defineret mål.

„Hvis vi fortsætter med at behandle landets naturområder ensidigt som en teknisk løsning på vores udledning af næringsstoffer og CO2, vil det fortsætte med at koste os bio­diversitet,“ siger Mar­ta Bau­mane der bakkes op af professor Hans Henrik Bruun:

„For ikke at gentage samme fejl i nye naturområder bør biodiversitet prioriteres højere i fremtidige projekter, f.eks. i forbindelse med Den grønne Trepart,“ siger han. „Hvis Danmark skal nå sine biodiversi­tetsmål, kræver det en langt mere ambitiøs indsats.“

KILDER
Efter 20 år halter biodiversiteten stadig i genoprettede vådområder. Biologisk Institut, Københavns Universitetet 2025.
Marta Baumane, Lars Baastrup-Spohr, Kaj Sand-Jensen, Irina Gold­berg, Kenneth Thorø Martinsen,Hans Henrik Bruun (2024): Nutrients, isolation and lack of grazing limit plant diversity in restored wetlands. Journal of Applied Ecology. hBesjournals.onlinelibrary.wiley.com.

Bytræarboretet genbesøgt

PLANTEANVENDELSE. Med 25 år på bagen byder den hengemte træsamling på meget relevant viden om bytræers egenskaber.

Træsamlingen Bytræarbore­tet i Hørsholm blev plantet i 2000. Det har nu 25 år på bagen, og de største træer er op mod 30 meter, bl.a. poppelklonen OP42 og gråpoppel. Bytræar­bo­re­tet har dermed nu et udviklingssta­de der belyser en række centrale bytræers egenskaber. Samlingen har fra starten omfattet 88 forskellige arter og sorter. Deres vækst – eller mangel på samme – viser hvilke træer der kan plantes til alléer, rækker, grupper eller som enkeltstående træer.

Palle Kristoffersen fortæller om poppelklonen OP42’s vækst. Til højre for ham er Bühler klar til at gribe ind.

Det kunne man selv se den regnvåde 22. maj hvor der blev holdt en ekskursion til by­træ­arboretet. Bag invitationen stod de to der kender bytræar­bo­retet bedst. Den ene er Palle Kristoffersen der sammen med Ib Asger Olsen var med til at oprette bytræarboretet i 2000 og i mange år havde ansvaret for at overvåge og drifte det. Kristoffersen var dengang ansat i Forsk­ningscentret for Skov & Landskab og er nu selvstændig rådgiver. Den anden er Oliver Bühler der er ansat på Skovskolen, og som har haft ansvaret for bytræarbo­retet de seneste 12 år.

De to havde helt styr på By­træar­bo­retet der blandt fagfolk ellers er blevet hengemt og halvglemt. Det er det tide at råde bod på, lød det.

Træerne er plantet i tre rækker. I den ene har træerne fået et etableringsbeskæring med det sigte at nå 4,5 meters frihøjde. I den anden er træerne ubeskårede. Og i den tredje er foretaget særlige indgreb som f.eks. knudebeskæring, kasseklipning og styning. I hver ræk­­­ke er der som udgangspunkt plantet to individer af hvert træ hvilket giver 2×3= 6 individer træer i alt.

Men ikke alle træer har i dag stadig fuld besætning.  Nogle ser ikke ud af meget eller er gået ud. Andre er til gengæld skudt i vejret. Træerne står under parklignende vilkår i højt græs, ikke under gade- og by­rumsforhold med belægninger omkring sig. Og der er tale om træer der er tilgængelige på markedet, ikke speci­altræer.

Træsamlingen omfatter bå­de potentielt store træer og mindre træer som arrangører­ne kaldte ‘prydtræsamlin­gen,’ og som består af arter og sorter inden for birk, tjørn, prydæble, prydkir­sebær og røn. De har kun med få undtagelser kunnet stammes til trafik. De har p.t. kun nået en opstamningshøjde på 2-3 meter, men har til gengæld fået store bre­de kroner – hvor man på dagen kunne gå i ly for den silende regn.

Gik fra træ til træ

Skyrækker (Ailanthus altissima) er også plantet i Bytræarboretet og er forsynet med skilt. Det vokser fint og er velegnet som bytræ. Men arten er erklæret invasiv i hele EU og må derfor ikke anvendes længere.

På ekskursionen gik deltager­ne fra træ til træ mens Kri­stoffersen og Bühler talte på skift, ikke om alle træer, men dem der viste de klareste resultater. Og de supplerede med vurderinger på en bredere baggrund. Nogle nedslag:

  • Småbladet lind af klonen ‘Greenspire’ er tidligere talt ned fordi det rygtedes at den var slem til at danne indvokset bark. Men det er ikke noget erfaringerne fra arboretet – eller andre steder – bekræfter.
  • Storbladet lind modstår bed­re sygdomme, insekter og stormvejr end småbladet lind. Og beholder løvet længe­re.
  • Storbladet lind og netop ‘Greenspire’ er de mest kraf­tigtvoksende lind med højder op mod 16 meter.
  • Pagodetræ er ikke helt nem at styre, men er et udmærket og fuldt hårdfør bytræ med blomstring. Arten har et enestående hårdt ved, men kræver fuldt lys.
  • Vi siger gerne at stilkeg er bedst på moræne, og vintereg er bedst på sandjord. Men vin­tereg er generelt bedre som bytræ.
  • Især for spidsløn var der tendens til spidstveger og indgro­et bark i de ubeskårne eksemplarer. Det har fået store sidegrene til at flække af stammen. Rettidig opbyg­ningsbe­skæring hjælper 100%.
  • Arter som spidsløn og lind har mange kloner og er generelt podede. Kunne man ikke arbejde med frøkilder og udpege egnede bytræproveni­en­ser? Vigtige arter som eg og avnbøg handles i forvejen mest som frøformerede.
  • Kronens form minder ofte om bladenes form, se f.eks. på lind og eg.
  • Nogle go­de bytræarter har desværre også potentiale til at sprede sig. Det gælder f.eks. skyrækker som er erklæret invasiv i hele EU og ikke må anvendes længere.
  • Der er tendens til at flush cut igen er ved at blive et problem fordi elstangsavene lokker til at beskære træet fra jorden. Og så bliver det let upræcist og skadeligt.
  • Bygherrer kræver ofte at arter er hjemmehørende. Er de det når de blot stammer inden for vegetationszonen? Og kan arterne godt være produceret i udlandet, bare de er hjemmehørende? Og er småbladet lind hjemmehørende selv hvis det er en klon?
  • Populus tremula ’Erecta’ har den smalleste søjleform. ‘Diameter som en olietønde’.
  • I ubeskårne træer overtager bundgrenene styringen efter plantning og kan hurtigt dominere kronen. Det ødelægger mulighederne for at løfte kronen hvis det skulle være nødvendigt. Det er bl.a. tydeligt for hestekastanje og man­ge Acer.

Præsentation venter

Søjleavnbøg, Carpinus betulus ’Fastigiata’. Som det er typisk for sorten, er den efter 25 år ved at miste søjleformen og blive meget bred i bunden.

Bytræarboretet blev etableret i 2000 af det der da hed Forsk­ningscentret for Skov & Landskab som sammen med KVL’s Arboret lå tæt på det nuværende bytræar­bo­ret. Man fik lov til at bruge en 1,5 km lang støjbelastet stribe af Forskerparkens jord mellem motorvejen og et erhvervsom­råde og fik hjælp fra bl.a. Dansk Plan­teskoleejerforening hvis medlemmer donerede planterne.

Siden er overvågningen og driften af Bytræarboretet klaret på forskellig vis, bl.a. af studerende og som frivillige indsatser fra pensionerede fagfolk. Overvågningen har mest handlet om træernes højder og stammeomfang mens driften mest har handlet om beskæringer.

Kristoffersen og Bühler har netop foretaget endnu en omgang målinger. De vil senere indgå i en præsentation af arboretets erfaringer, bl.a. på bytræseminaret senere i år og i en artikel i Grønt Miljø der vil kunne anvendes som guide til selvbesøg på bytræaraboretet.

Der er fri adgang og skilte på alle arboretets træer. Kør til bunden af den blinde Frem­tidsvej. Tag gerne kage og kaf­fe med. Efter 25 år er By­træ­arboretet et besøg værd.

 

Den forsinkede omstilling

KONFERENCE. Byens Gulv fokuserede på det skifte bygge- og anlægssektoren står over for. Ændrer vi ikke branchens procedurer fundamentalt, er der kun håbet om et mirakel tilbage.

Håb er ikke en strategi. Det fastslog hovedtaler og partner i Post Growth Guide, Marcus Feldthus, i det indledende oplæg til årets Byens Gulv-konference der som altid var arrangeret af Københavns Universitet, Sektion for Land­skabsarkitektur og Planlægning, Dansk Byplanlabora­tori­um samt Dansk Beton – Be­tonvareforeningen.

Vi er nødt til at gå fra vækst til vedligeholdelse, var et af konferencens helt store pointer. Jordens evne til at understøtte den menneskelige civilisation bygger nemlig på ni områder hvor vi allerede har overskredet de seks: klima, biodiversitet, fældning af skov (arealanvendelse), forbrug af ferskvand, udslip af reaktivt kvælstof og fosfor til miljøet samt alle former for menneskeskabt forure ning. Vi har ikke overskredet grænserne for forurening af luft med partikler, nedbrydning af ozonlaget eller forsuring af havet… endnu. Illustration: Science.org.

Konferencen foregik lige som sidste år i ét spor hvor den tidlige­re har været delt i flere spor så deltagerne kunne væl­ge ud fra egen faglighed. Men årets tema var for væsentligt til at dele opmærksomhed. Vi er nødt til at gøre mange ting meget anderledes hvis vi som samfund ikke skal køre os selv direkte ud over afgrunden. Men selv om håb ikke er en strategi, så har håb dog stadig en funktion, understregede Marcus Feldthus.

„Jeg er håbefuld omkring at arkitekter, byplanlæggere og landskabsarkitekter kan løse nogle af de store udfordringer. I kan tænke og tegne noget helt nyt. Her i salen er der en kerne af forestillingskraft så I kan tegne et andet billede af hvordan det hænger sammen,“ sagde han.

6 af 9 systemer i fare

Vi bombarderes dagligt af vanvittige udmel­dinger og dystre udsigter, så det er let at blive overvældet og handlings­lammet. Det har vi bare hverken tid eller råd til, pointerede Marcus Feldthus.

„Der findes ni systemer som gør jorden beboelig. De seks er overskredet. Og det bliver negligeret i den offentlige debat at de alle er vigtige og hænger sammen,“ sagde han og præsenterede pointerne fra artiklen ‘Earth beyond six of nine planetary boundaries’, der blev offentliggjort i tidsskriftet Science i 2023. Flere andre oplægshol­de­re henviste til samme forskning.

Der skal altså gøres noget nu. Men hvad kan vi gøre? Læner man sig op ad håbet, kan man jo håbe på at teknologien ender med at finde løsningen for os. Der er dog intet der tyder på at det vil lykkes, ifølge Marcus Feldthus.

Eksempelvis pegede han på den nedslåen­de pointe at energirenovering ikke fører til et lavere energiforbrug. Det er resultatet af en EU-studie som over ti år har set på effekterne af energirenovering. Danmark er bedre end næsten alle andre EU-lande, og alligevel er vores energiforbrug steget i de seneste ti år fordi vi samtidig har brugt mere energi, f.eks. når vi bygger større og større boliger.

„Derfor fejler strategien om ‘Grøn vækst’. Den bygger stadig på idéen om at vi skal tilbage til det som var. At vi skal forhindre noget. Men verden har allerede forandret sig, og det handler ikke om at undgå dét der kommer. Nu er der nemlig ingen vej udenom. Nu er der kun en vej lige igennem, og så skal vi prioritere,“ sagde Marcus Feldthus.

Han kom med en anden, helt uhørt pointe: Virksomhedens overskud bør ikke bruges til at geninvestere i virksomheden, for det holder hånden under vores tårnhøje energiforbrug. I stedet bør man ganske enkelt give sig selv og medarbejderne mere fri. En radikal tanke i vores nuværende, vækstfokuserede samfund.

Forskning du gik glip af

Lektor Torben Dam fra Københavns Universitet var dagens moderator. Han fastslog at for landskabsarkitekter, rådgivere og byplanlæggere står idéen om ‘det perfekte’ ofte i vejen.

„Sæt et mål om at reducere ressourceforbruget i dit næste projekt,“ sagde han. „Start nu, få indsigt, justér i næste projekt. Og tænk over at vi ofte bygger ud fra en slags ‘volu­mensyge’, eksempelvis med sti-bredde. Og som udgangspunkt skal du bevare og genbruge alt hvad der er muligt. Mottoet bør være: Bevar eller forklar.“

Under overskriften ‘I slip­strømmen på den grønne omstilling af bygningen’ gennemgik en vifte fagfolk derefter de seneste års vigtigste rapporter, viden, initiativer og love. For som Dam sagde: „Der kommer så meget materiale at det er svært at få overblik.“

1. Strammere bygningskrav

Kirstine Brøgger Jensen, chefkonsulent i Danske Ark fastslog at mens landbruget har modsat sig de løbende strammere klimakrav, har byggeriet taget det til sig og gjort det til en bred indsats.

Men branchen er stadig konservativ, og udfordringen kompleks, ik­ke mindst fordi klimakravene kommer i karambolage med andre krav, og fordi klimakra­vene kun er 2 ud af 565 paragraffer i bygningsreglementet. Men krave­ne er kommet for at blive og bliver strammere end­nu. Bl.a. kommer grænsen for den mak­si­male udledning af CO2 ækvivalenter pr. m2 i byggeriet til at falde fra de nuværende 12 kg.

2. Findes vores rolle

Martin Hedevang, formand for Danske Landskabsarkitekter,  tog udgangspunkt i det danskudviklede Reduction Roadmap som prøver at vise vejen til at opnå Parisaftalens mål om at holde den globale temperaturstigning under 2 grader (se reductionroadmap.dk).

Men vejen er nærmest umulig lang. F.eks. udleder vi nu hvert år knap 48 milliarder ton CO2-ækvivalenter globalt set. Vi skal ned på 3 tons på få år

Fordeling af CO2-aftryk i % ved fortov T0
Den store CO2-besparelse i scenarie 2 og 3 skyldes at indvinding og transport står for størstedelen af aftrykket (61%).
Råstof-Initiativet har påvist det voldsomme ressourceforbrug ved at anlægge nyt fremfor at genanvende i denne enkle tabel. Her ses CO2 forbruget ved henholdsvis:
1) Udskiftning af eksisterende bund med nye råstofmaterialer (den opgravede bund bortskaffes).
2) Opgravning og genudlægning af eksisterende råstofmaterialer (den opgravede jord lægges i matriklen).
3) Eksisterende bund bevares (der foretages kun en let regulering af bærelaget ).
Resultatet er en CO2-besparelse på 97,7% i scenarie 2 og 99,8% i scenarie 3 i forhold til scenarie 1. Illustration: Cowi / Råstofinitiativet.

„Tiden er knap, så hvad kan vi gøre? Hvad er landskabsar­kitekternes påvirkning af de planetære grænser? Vi kan arbejde med CO2-forbruget, vi kan arbejde med genanvendelse, og vi kan skaffe materi­a­lerne lokalt og meget andet. Vi er nødt til at finde vores rolle og at dokumentere effekten,“ sagde Hedevang.

3. Katastrofer, ikke kriser

Ellen Braae, professor på Københavns Universitet, fortalte om Reduction Roadmaps fortsættelse: Beyond Reduction Roadmap som inkluderer mere end CO2-problematikken og ser på mulighederne for at sænke presset på alle ni plane­tære grænser.

„Vi står ikke kun med en klimakrise, men med forbund­ne kriser på en lang række områder, og faktisk er det mere nærliggende at tale om katastrofer og ikke kriser. Desuden står det grundlag som vi regner eksempelvis klimabe­lastning ud fra, ikke stille. Det flytter sig,“ fastslog Ellen Braae der henviste til et citat fra Julia K. Steinber­ger fra FN’s klimapanel: ‘Vi står uden over drivelse over for en udvikling og konsekvenser som vil udslette muligheden for menneskelig civilisation i år 2100’.

Derfor er der brug for at gå væk fra den nuværende vækstøkonomi og skabe helt nye, mere bæredygtige måder at skabe og vedligeholde vores samfund på.“

4. Spar på råstofferne

Jakob Sandell-Sørensen fra Sandell Sustainability præsenterede råstofinitiativet som Grønt Miljø dækker i en serie. De to første artikler blev  bragt i nr. 1 og 2 i år og i nr. 3 i dette nummer. Vi nøjes her med at henlede opmærksomheden på en enkel tabel. Den viser tydeligt viser den massive effekt genanvendelse af forhåndenværende materialer giver i an­lægsarbejde som f.eks. reetablering af fortovsarealer.

4. Til én planets forbrug

Denne betongræsarmering ligner ikke noget der kan bruges til noget. Men i stedet for at køre den bort som affald er den genanvendt. Malmos Landskaber havde en betonknuser på pladsen der knuste betongræsarmeringen. Resultatet var en blanding af brokker og jord der blev brugt som rodvenligt bærelag ved nyplantede træer. Det var ikke muligt at dokumentere om produktet matchede udbudskravene, men teamet vurderede at det gik an. Foto: Thing Brandt Landskab.

Signe Westergaard fra Thing-Brandt Landskab gennemgik initiativet ‘4til1 planet’ der forholder sig til udfordringen om ikke at bruge ressourcer som om vi havde fire planeter til rådighed. ‘4-1 planet’ kobler reduceret CO2-udledning med æstetik og sundhed, arbejder fra teori til praksis og deler erfaringerne på 4til1planet.dk og bygger på samarbejde på tværs af branchen.

Westergaard kom derefter med en række punkter som man i landskabsarkitekturen skal skrive sig bag øret:

  • Anlæg mindre: „Det gælder både bygninger og landskaber. Eksempelvis bibeholdt vi et stisystem som jeg ærligt talt ville have fravalgt for 10 år siden fordi det var alt for pati­neret til at beholde.“
  • Begræns ressourceforbruget: „Husk nøjsomheden. Vi skal finde fælles fodfæste med de udførende, så tal sammen. Med Malmos Landskaber kørte vi en betonknuser til stedet og skabte vores beton fremfor at køre frem og tilbage. Det var et lavrisikoområde, så vi er gå­e­t på kompromis med bundopbygningen, men det virker.“
  • Alternative fundamenter/bundopbygning: „Hvis vi skal kigge på CO2, skal vi virkelig se på bundopbygningen. Her havde vi et affaldsprodukt – betongræsarmering med jord – det kom i knuseren, og så kom der et rodvenligt bærelag ud. Det holdt ikke vores udbudskrav, men det turde vi godt, og nu skal vi følge resultatet. Det handler om at se nye muligheder, og det er både spændende og vigtigt.“
  • Tværfagligt fokus: „Samarbejdet sikrede et 6,5 meter ledningstraché, hvor alle ledninger blev samlet for at give plads til træernes rodnet.“
  • Ny æstetik: „At genbruge, genanvende og udvikle nye materialer, kræver en ny æstetik. Vi skal ikke bare putte hvad som helst ind fordi det er genbrug, men stå ved vores fag og pege på hvad der er det rigtige det enkelte sted.“

Derudover bad Signe Wes­tergaard konferencedeltager­ne om at huske både fyrtårns­projekterne og fyrfadspro­jek­terne. „Også de små projekter batter. Desuden er der færre risici og dokumentationskrav i landskab, så vær nysgerrig, og afprøv ting. Måske kan andre fag adaptere jeres løsninger. Og først og fremmest: husk at vi ikke har tid til at vente på de andre eller de store, strategiske planer. Tiden kræver en hverdagsstrategi nu, ellers når vi ikke i mål.“

Panel med fremtidstro

Den følgende paneldebat var et virvar af pointer om hvad branchen kan udrette hvis den beslutter sig for at leve op til sit potentiale.

Martin Hedevang: „Vi skal huske teorierne om teknologiske spring. Når eksempelvis en afrikansk landsby skal have te­lefonadgang, behøver de ikke tage alle de skridt vi tog. De behøver ikke telefonpæle, men kan gå direkte til satellit­op­kop­­ling. Vi skal tænke i sam­me baner, for vi er altid fem år bagud, men man skal ikke kopiere andre for at nå derhen hvor de er. I stedet skal vi se om vi kan hoppe direkte til hvor vi bør være, simpelthen springe et trin over.“

Ellen Braae: „Det er indlysende at alle boldene er på vores banehalvdel. F.eks. CO2-lagring og skabelsen af velfungerende økosystemer. Er det ikke dét vi kan? Vi skal også blive bedre til at række ud til andre brancheorganisationer. Det er ligegyldigt hvem der får æren bare resultatet er godt. Én ting der bliver tydeligere, er altings forbundethed. Så vi kan ikke fortsætte med at arbejde i siloer.“

Signe Westergaard: „Få de udførende med. Jeg synes at jeg nærmest har lært mest, når vi er i samme rum som de udførende fra start.“

Tine Saabye fra Dansk By­planlaboratorium: „Som uddannet bygningsarkitekt er det tydeligt at landskabsarki­tekterne altid har kunnet arbejde med naturen og altings forbundethed. Landskabsarki­tekter er vant til at arbejde med det ukontrollerbare, og det skal bygningsarkitekterne ikke. Derfor har det altid undret mig at landskabsarkitek­terne har færre tegninger og koteplaner, og med det minimale udstyr går vi ud i virkeligheden og træffer beslutninger. Derfor er I foran.“

Jacob Sandell-Sørensen: „Få begrebet ‘bevar eller forklar’ frem helt forrest. Det er ikke kun godt købmandskab. Det batter også på alle parametre. Det handler om at ændre den måde vi tænker på. Eksempelvis sloganet ‘alle har ret til et fedt køkken’. Gu har de røv hvis det smadrer verden.“

Staten er på udebane

Med landskabsarkitekternes muligheder i baghovedet var det næsten forstemmende at få besøg af teamleder i Social- og Boligstyrelsens Kontor for Byggeri, Tine Faarup. Det var nemlig tydeligt at når de statslige myndigheder sætter sig for at lave klimakrav og -lovgivning til byggeriet, så er udearealerne nærmest ikke med i overvejelserne.

„Vi er nået langt på relativt kort tid,“ fastslog Tine Faarup og fortalte om det væld af politiske aftaler som de seneste år er indgået for at skærpe klimakravene til byggeriet og løbende er blevet strammet. Ikke mindst grænseværdierne for CO2-ækvivalenter som fra midten af 2025 går fra 12 kg pr. m2 til blot 7,1 kg, og derefter til 6,4 kg i 2027. Målet er cirka 10% fald hvert andet år.

Derefter fortalte hun at arbejdet med at inddrage udearea­lerne i de livscyklusvurderinger (LCA) som ligger til grund for bygningsreglementets krav, endnu ikke er påbegyndt.

„Vi har meget data for byggeriets udledninger. Når det gælder udearealer, har vi næsten ikke noget,“ fastslog hun og pointerede nogle af de overvejelser som skal klarlægges før en LCA for landskabs­arkitekturen kan blive en realitet: Hvordan opbygger vi et datagrundlag? Hvad er effekterne af at medtage udearea­ler? Hvordan afgrænses udearealer? Hvordan kan udeareal indgå i den samlede LCA beregning? Hvornår skal udledninger fra byggegrund doku­menteres?“

Dog har Christiansborg i en tillægsaftale til ‘National strategi for bæredygtigt byggeri’ indskrevet at det skal undersøges om ‘byggegrunden kan medtages i en fremtidig LCA-beregning’. Denne undersøgelse skal politikerne have i hånden senest medio 2026.

Danske Landskabsarkitekters Martin Hedevang pointerede over for Tine Faarup at branchen har mange gode initiativer i gang og har meget erfaring, men mangler regnekraft. At de har data, men at det er vigtigt at den bliver samlet, for landskabsarkitekterne ved hvor barriererne for det bæredygtige byggeri udendørs ligger. „Så husk os,“ understregede han mens Torben Dam bad myndighederne huske at „byggeriet går til havelågen, ikke kun til hoveddøren.“

LCA-beregninger udenfor

Byens Gulvs sidste del handle­de om de konkrete værktøjer landskabsarkitekter og andre kan ty til. Flere steder i branchen arbejdes med variationer af LCA-beregninger. Det er et vigtigt værktøj som er accepteret i byggebranchen, og som beslutningstagere og økono­mifolk forstår.

„Med klimakrav i bygningsreglementet er byggebranchen blevet bevidst om CO2-påvirkninger i byggeriets livscyklus. Anderledes står det til for landskab. Det til trods for at Intet byggeri eller anlæg eksisterer uden en form for landskab,“ påpegede Amanda Honoré Højerup. Hun er bære­dygtighedsingeniør hos Aaen Enge­neering der sammen med SLA og Build ved Aalborg Universitet har lavet forarbejdet til et LCA-landskab, et projekt som dog ikke er finansieret eller i gang endnu. En af udfordringerne ved at lave en LCA for landskabet er at de forskellige træarter har meget forskelligt CO2-optag.

Men livscyklusvurderinger for udearealerne er ikke lige­gyldi­ge, pointerede Amanda Hono­ré Højerup. I en tæt bebygget case med 500.000 m2 etageareal og 200.000 m2 udeareal (inkl. veje, stier, parkering, træ­er og beplantning) fordeler CO2-udledningen sig med cirka 80% på bygninger og cirka 20% på udeareal.

Design LCA Landskab

Hos Lytt Architecture har de dog kastet sig over opgaven og udviklet Design LCA Landskab sammen med softwarevirksomheden Graphisoft.

„Motivationen var at bygherrerne spurgte os hvilke materi­aler og metoder der var bedst i et klimaperspektiv og vi kunne simpelthen ikke svare, for vi er vant til at forholde os til levetid og æstetik, robusthed mv., men med hvad med mil­jøpå­virkning inklusiv transport?“ spurgte Karen Marie Fisker.

Man kan frit downloade programmet (graphisoft-danmark.dk/designlca) som bl.a. indeholder EPD-data for landskabsmaterialer, men programmet er stadig i sin tidlige fase, understregede hun. „Målet er ikke at finde et samlet tal, men derimod at gi­ve bygherre noget at forholde sig til tidligt i projektet og give dem nogle tal at træffe beslutninger ud fra, og det kan vi med Design LCA,“ sagde hun.

Lige nu er kun de ‘grå’ og ikke de grønne dele med da denne del er mere kompleks og kræver et større arbejde, men drømmen er klar: En fælles database som alle bruger, fremfor bare værktøjer som de største aktører har råd til at udvikle og holde for sig selv.

Vejdirektoratet har dog deres egen livscyklusvurderings­be­regner kaldet Infra-LCA som er offentligt tilgængelig og gratis (vejdirektoratet.dk/infralca). Programmet kan af­rapportere på 13 forskellige miljøpåvirk­ningskategorier.

Vær ikke så virkelystne

Arbejd med de materialer og muligheder der er til rådighed, fastslog landskabsarkitekt hos SLA og kursusudvikler hos biodiversitetskurser.dk, Tine Gils. Et midlertidigt vandhul opstået i et
område med komprimeret genbrugsjord, er en gave til dit projekt. Foto: SLA / Tine Gils

Tine Gils, landskabsarkitekt hos SLA, havde ikke bereg­ningsværktøjer med, men fo­reslog i stedet forsigtige skub for at se hvordan vi kan understøtte biodiversi­tet i vores projekter og samtidig belaste mil­jø og klima mindst muligt.

„Det handler om at få mest muligt ud af mindst muligt. Den helt åbenlyse vej er at skrue helt ned for forbruget af materialer og råstoffer. Her vil jeg gerne slå et slag for eksempelvis genanvendelse af jord som er en kæmpe post i klimaregnskabet. Brug genbrugsjord og råjord i jeres projekter. Jeg ved at det udgangspunkt løber ind i lidt modstand, og at man tit ender på autopilot og gør som man plejer, men jeg har ikke bestilt konstrue­rede vækstmedier i de projekter jeg har lavet i fire år, og det går meget godt,“ fortalte Gils.

Hun pointerede desuden at alle skal skrue ned for deres virkelyst. Naturen kan enormt meget af sig selv, og de planter som kommer op af sig selv, er typisk knyttet til store mængder liv. „Stop med at være så virkelystne. Vi er cur­lingforældre for vores beplantninger. Vi gøder og står på hovedet og luger og kræver et præcist vækstmedie, men planterne kan selv meget mere af vi tror.“

Desuden pointerede hun at høje græsser er vigtige og at 6 af vores 28 mest almindelige sommerfugle har værtsplante, og syv af dem høje græsser. Og i græsset skal man huske hvidkløveren. Den er vigtig for mange insekter, og hvis man bare indstiller robotplæneklip­peren til en lidt højere klippehøjde, kan hvidkløveren sagtens være i plænen som stadig er egnet til at spille fodbold på eller brede et tæppe ud på. Desuden har græsser op til 70 cm rodnet hvilket er godt for både CO2-lagring, biodiver­si­tet, nedsivning af vand – altså et væld af måder som ingen beregninger p.t. medtager.

Borgerne spiser ikke jord

Den afsluttende debat gik på mange af de forhindringer og begrænsninger som lovgivning, vaner og uvillighed til at påtage nogen risiko sætter for et mere bæredygtigt byggeri.

Eksempelvis sagde Tina Saa­by: „Udviklingen går hurtigt. Vi er i gang med anlægs­pro­jek­ter som blev tegnet for 3-5 år siden, og nu kommer folk hen og spørger hvorfor vi dog sætter et enormt betonele­ment i jorden for at holde en lille kant? Så vi skal virkelig have kigget alle vores arbejdsgange igennem med bære­dygtighedsbrillerne på.“

Karen Marie Fisker fastslog at man bør bruge det store mulighedsrum der er i starten af et projekt og inden alle kontrakterne er underskrevet. De væsentlige ændringer og tilpasninger i forhold til bæ­redygtighed kan kun ske, inden projektet er kørt af sted.

En af de helt klimatunge poster i ethvert landskabsprojekt er altid jorden, og her opsum­merede en af konferen­cedel­ta­gerne den nuværende situation: „Myndighederne behandler jord som om borgerne spiser den med ske. Det gør de nok ikke, så måske behøver vi ikke bortkøre de enorme mængder til deponi som vi gør lige nu. Og nogle gange modtager vi endda dårligere jord end der var på stedet.“

Bedste råd til kørestolsbrugere: Flyt fra byen, og køb en bil

BYDESIGN. Der kan gøres meget for at forbedre forholdene for gangbesværede og brugere af hjælpemidler i byen, lyder det fra Niels Lützen der uventet måtte finde sig en ny rolle som handicappet.

Der mangler ofte kantstensramper, selv hvor der som her logisk set burde være en. Er det en forglemmelse? Det betyder at man må gøre en omvej med kørestolen hvis man da ikke kan forcere den baglæns.

Jeg har i de seneste 8 måneder været bevægelseshan­di­cap­pet, siddet i kørestol og går nu med rollator efter et forløb med meningitis. Jeg tilbragte fem måneder på reha­bilite­ringscentret Filadelfia i Dianalund og flyttede tilbage til Nørrebro i København 1. december 2024. Det har givet nogle erfaringer om at bevæ­ge sig som handicappet i byens landskab. Regler jeg har kendt og brugt i mange år er nu blevet hverdag for mig, og det er ikke altid nemt.

Det følgende er mine personlige bemærkninger til hvor­dan byen er for en bevæ­gelseshandicappet. Mine egne notater og oplevelser fra man­ge ture i byen, brug af offentlig transport og andet.

Gåture fyldt med bump

Belægningerne i byen er ikke altid nemme at færdes på når man bruger hjælpemidler. Den bedste overflade er støbeas­falt som alle fortove er lavet af i f.eks. Paris, men det bruger vi ikke i Danmark. Pulverasfalt er også godt, men uden for man­ge skærver. Fast grus er overraskende jævnt, og flise- og klinkebelægninger er også go­de hvis de bliver vedligeholdt rigtigt.

Brosten er vanskelige og farlige at færdes på med hjælpemidler. Kørestolens og rollatorens små faste hjul sætter sig let fast i fugerne.

Brosten er lækre, uforgængelige, men også dyre, støjen­de, irriterende at cykle på og slet ikke egnede for kørestole eller rollatorer. Overkørsler i gamle brosten kan være et helvede at passere, fordi de små hjul foran hænger fast mellem de uregelmæssige sten. Derimod er de nye tilhuggede sten – jetbrændte og stokhuggede – vældig gode at færdes på. De bruges mere og mere i København til f.eks. ind- og overkørsler

Jeg har altid hyldet den danske, praktiske fortovsløsning med to skifter fliser adskilt af et skifte chaussesten, men nu er jeg knap så begejstret. Der er ofte sætninger mellem fliser og granit som kan give gevaldige bump i hjælpemidlets små, massive hjul. Og så er kommunerne dårlige til at holde deres fortove ved lige.

Kantstensramper udjævner terrænforskellene mellem fortov og kørebane. Alternativt kan kantstenen sænkes. Desværre bliver ramperne erode­ret bort, og i mange tilfælde ’glemmer’ asfaltfirmaet og kommunes tilsyn at etablere dem. Og de kan være meget stejle. Er de 1:1 kan en kørestol ikke benytte dem.

Andre byer har andre og bedre løsninger. I Berlin er kantsten normalt 30 cm bred­de og dykker på hele hjørnet. Det er en smuk løsning og  meget praktisk for kørestole

I Barcelona er mange kantsten også brede, og rampen er bygget ind i selve stenen, cirka 1:3. Det giver en sikkerhed mod erosion.

De små kantstensramper af asfalt er ofte stejle og delvis borteroderet, så de er vanskelige at forcere med hjælpemidler.

Kravet i ’Tilgængelighed for alle’ er at arealet ud for yderdøre skal være i samme niveau som det indvendige gulv, og dørtrinet må kun højst være 25 mm. Det er voldsomt og kan være vanskeligt at køre over for en kørestol eller rollator.

Tagvandet ledes ofte over fortovet i kinnekullerender som kan være afrundende eller v-formede. Begge løsninger er ikke handicapvenlige, og flere kommuner bruger dem ikke. I f.eks. Gladsaxe Kommu­ne bruges specialstøbte render der er lettere at passere og godkendt af Handicaprådet.

Frost og tø, pø om pø

At bevæge sig igennem byen efter snefald er ofte en oplevelse. Hver anden ejendom rydder ikke fortovet, og sneen trampes fast og bliver spejlglat at færdes på.

Det er grundejeren der har ansvaret for at der er ryddet sne og bekæmpet is på fortovet, havegang og på trapper­ne op til ejendommen. Juraen er helt klar når det gælder glatførebekæmpelse og snebekæmpelse. Ifølge vejloven kan kommunen rydde fortovet for ejers regning, og politiet kan udstede bøder for manglende vintervedligeholdelse. Jeg har dog sjældent set en kommunal medarbejder irettesætte ejere, ej heller set politiet udstede bøder.

Er man uheldig at falde for­di der ikke er ryddet sne, skal man kontakte husejeren hurtigst muligt for få anmeldt sagen til dennes forsikring, og det kan være en god idé at tage et billede som dokumentation for at der ikke var ryddet sne eller is. 400.000 kr. – og måske langt mere – kan være prisen for en alvorlig faldskade på fortov langs ejendommen. Dertil kan der komme erstatninger for tabt arbejdsfortjeneste, tabt erhvervsevne, svie og smerte.

Bevæger man sig igennem en gade med blandet alment og privat byggeri, er det helt klart at de almene selskaber har styr på det mens andelsbolig- og ejerforeninger sjældent har.

Ny indkørsel af stokhuggede brosten og bordursten. En drøm at gå på når man er usikker på benene.

Ujævnheder i belægningen kan også være farlig for folk med hjælpemidler. Hvis man kommer til skade ved en faldulykke, skal man vurdere om kravene er opfyldt og kontakte kommunen. Retssager viser at huller og ujævnheder (opspringende fliser og sten) på under 30 mm sjældent giver pote. Derimod er mellem 30 og 50 mm inden for rammerne, og ujævnheder over 50 mm giver næsten sikkert erstatning.

Bredere fortove, tak

Københavns fortove er ofte meget smalle, og indskrænkes også af udeservering, fortovsudstillinger og cykler. Det er derfor ofte stressende at færdes i København, og de 130 cm som BR18 kræver som minimum opnås ikke altid.   Standardbredden på 2 fliser adskilt af et skifte chaussesten er 130 cm. Det ville være dejligt med bredere fortove, 3 fliseskifter i stedet for 2. Og kunne de ligge på tværs? Det er der ikke plads til mange steder med mindre man priori­te­rer svage trafikanter højere.

Skal knæle for kunderne

I en undersøgelse fra Institut for Menneskerettighe­der rangerer København lavt når kriteriet er at bybus­ser­ sikrer sine pas­sagerer med be­vægel­ses­handicap mulighed for spontan og selvstændig rejse. Faktisk lå København sidst blandt 32 deltagende europæiske by­er. Årsagen er at det i København (som eneste by) er forbudt for buscha­uffører at hjælpe passagerer ombord.

Det blev også min erfaring. Det er næsten umuligt at komme med eller ind i en bus med en kørestol. Dels er pladsen ofte trang, og dels er det vanskeligt at forcere højdeforskellen. Ofte kan højdeforskellen mellem terræn og bus væ­re over 20 cm. Det er vanskeligt at forcere med en rollator og umuligt med kørestol.

BRT (Bus Rapid Transport) er busser af høj kvalitet hvor bl.a. terrænet og bussens gulv er i næsten samme niveau. Det giver helt andre muligheder, f.eks. en klap skaber en let rampe fra terræn til bussens gulv. Hvad blev der i København af disse ’kneeling busses’ som dem man ser i USA og andre steder? Man skal ofte løfte sig og hjælpemidlet 20 cm eller mere op i busserne.

Samme med togene. Budskabet var ’forreste vogn’, men der var tre trin op. Så er man færdig med DSB, men ikke med metro som er rigtig god for kørestolsbrugere. Konklusionen må være at man skal have bil hvis man har et handicap – noget som bus- og tog­sel­skaber tilsyneledende oplever som noget besværligt.

Smil og hjælp overalt

Der er dog lyspunkter. Er man normalt gående, tænker man ikke på andre mennesker og har heller ikke behov for det. Som handicappet lægger man mærke til menneskers reakti­on, og der er hjælpende hænder overalt. Jeg vidste ikke at ens medmennesker var så hjælpsomme og venlige. Søde mennesker og tilbud om hjælp overalt. Jeg har aldrig sendt og modtaget så mange smil som nu, og jeg modtager dagligt tilbud om hjælp. Det ved man jo ikke når man er normalt gående.

Der kan gøres rigtig meget for at forbedre forholdene for gangbesværede og brugere af hjælpemidler i byen. Men hav os i tankerne når I planlægger og tegner fremtidens byer. Indtil det giver resultater er mit bedste råd til en kø­re­stolsbruger:

Flyt fra byen, og køb en bil.

Skribent:
Niels Lützen er landskabsarkitekt og indehaver af Niels Lützen landskabsarkitekter ApS i København.

Brug normen, og bedøm jorden, og du sparer både penge og råstoffer

RÅSTOFFER. Undgå at overdimensionere, accepte­r ikkeoptimale løsninger og gør brug af forundersøgelser, melder Råstofinitiativet hvor tre af otte spor er slut, og det andet refereres her.

Resultatet af 41 prøvegravninger og vurderinger af eksisterende belægninger med let trafik. Tegning fra rapporten (klik for større foto)

Man kan sænke råstof­for­bru­get i befæstelser uden at miste den kvalitet der angives i gæl­den­de normer og standarder. Det viser Rå­stof­initiati­vets spor 3. Spor 4 viser hvordan det konkret kan ske bl.a. ved at undgå at overdimensionere, ved at accepte­re løsninger der ikke nød­ven­dig­vis er optimale og ved at anvende forunder­søgelser. Det kan sik­re en me­re bæredygtig praksis der hviler på anlægs­gart­nernormerne der igen delvist hviler på vej­regler­ og fagets praktiske erfaringer.

Bag Råstofinitiativet står en række aktører med Region Midtjylland og OKNygaard A/S (nu Idverde) som initiativtage­re. Med er også bl.a. Teknologisk Institut, Vejdirektoratet og Danske Anlægsgartnere. Initiativet omfatter 7 spor hvor 3 er af­slutte­t, herunder spor 3 omtalt i Grønt Miljø 1/2025 samt spor 4 der omtales her.

35 gartneres svar

For at få et overblik over praksis inden for anlægsgartnerfa­get er medlemmer af Danske Anlægsgartnere opfordret til at beskrive hvordan de opbygger og dimensionerer bunden under henholdsvis terrasser/stier (trafikklasse T0) og indkørsler (trafikklasse T1) samt oplyse om deres erfaring med frosthævninger. I alt svarede 35 anlægsgartnere .

For T1 hvor normerne kræver mindst 12 cm bærelag, anvendte 12 firmaer et bærelag på 12-15 cm. 13 firmaer anvendte et bærelag på 15-20 cm og 10 firmaer anvendte et bærelag på over 20 cm.

For T0, hvor normerne kræver mindst 10 cm bærelag, anvendte 19 firmaer et bærelag på 12-15 cm. 8 firmaer an­vend­te et bærelag på 15-20 cm, og 7 firmaer anvendte et lag på over 20 cm.

Som man kan se, udlægger anlægsgartneren altid bæ­re­lag. Der er dog en tydelig regional forskel. Stort set alle anlægsgartnere på Sjælland bruger stabilgrus. I Jylland er der gode erfaringer med kun at bruge sand og grus.

Generelt bruger anlægsgartneren også et tykkere bæ­relag end normerne kræver.

I T1 (indkørsler) bruger to ud af tre anlægsgartnere mere bærelag end normerne kræver. Ifølge flere anlægsgartnere skyldes det en faglig tradition for altid at afgra­ve hele muldlaget, og hvis det f.eks. er 30 tykt, er det praktisk også at lade opbygningen være 30 cm. Andre an­lægs­gartnere har oplyst at de altid udlægger en bestemt tykkelse, f.eks. 25 cm, da de har erfaring med at så holder det.

Undersøgelsen viser også at mange anlægsgartnere altid bruger bundsik­rings­lag under indkørsler. Nog­le udlægger kun bundsik­rings­lag når de vurderer behov. Et mindre antal anlægsgartnere udlægger aldrig bundsikringslag, men udlægger til gengæld altid et tykkere bærelag på mindst 20 cm. Stort set ingen anlægsgartnere udlægger bundsik­ringslag under terrasser (T0).

Generelt oplever ingen anlægsgartnere i undersøgelsen problemer med frosthævnin­ger, heller ikke på terrasser. Det ser dog ikke ud til at have betydning for frosthævninger – som ingen har registreret.

41 prøvegravninger

Stabilt grus har mange kantede korn der giver stærk bæreevne, men der er snart udsolgt. Foto fra rapporten.

For at udvide billedet af hvor tæt anlægsgartnernormerne følger i praksis, blev der også foretaget 41 prøvegravninger og vurderinger af eksisterende belægninger med let trafik.

De viser at der ved anlæg af terrasser og gangstier uden kørsel (trafikklasse T0) er gode erfaringer med at bruge af­retningsgrus (0-8 mm sand/grus) som bærelag i stedet for det stærkere sta­bilgrus.

Mange ældre fortove har da også haft en acceptabel levetid selv om bunden kun består af 7-20 cm afretningsgrus. Ved omlægning genbruges eksisterende bund, men der tilføres dog få cm nyt grus til at rette af i. Forventningen er mindst samme levetid.

11 projekterende

Det er ikke kun anlægsgart­ner­ne der bestemmer bundopbygningen. Ofte er det de projekterende, så 11 af deres projekter er gennemset.

Når man ser på den projekterede tykkelse af stabilgrus på terrasser (T0), lå de 7 på 10 eller 12 cm tykkelse og holdt dermed nor­mernes krav. Kun 1 projekterende overdimensionerede med sine 20 cm.

Når man ser på bærelaget af stabilgrus i indkørsler (T1) lå de 9 på 12 til 15 cm og holdt altså normernes krav. De sidste 2 projekterende overdimensio­nerede med deres 20 cm.

Når man ser på bærelaget af stabilgrus på biveje (T2), lå de 9 på 15-19 cm og holdt dermed normen. 1 projekterende overdimensionerede med sine 30 cm. Og 1 svarede ikke.

Generelt set overholdes nor­mer­nes krav. Det skete her i næsten 4 tilfælde ud af 5.

Når man ser på dimensioneringen af bundsikringslagets tykkelse, må man konstatere at ingen undersøgte råjordens frostfølsomhed inden der tages stilling til dimensionering af bundsikringslagets tykkelse. Kun i 1 tilfælde blev råjorden bedømt som frostsikker, og det var på en terrasse (T0). Ellers blev bedømmelsen at råjorden var frosttvivlsom eller – især – frostfarlig.

De projekterende forklarer deres praksis med at de altid dimensionerer med maksimal sikkerhed. Så undgår de nemlig at blive draget til ansvar for fejlprojektering. De tilføjer at det bl.a. er svært med sikkerhed at vurdere en råjords frostfølsomhed.

Kunne have sparet 75%

Der graves stadig i grusgravene, men fremtidens generationer vil ikke have samme frie adgang til sand, grus og sten. Foto: Råstofinitiativet.

Hvis fagets normer var fulgt, og man havde brugt råjor­dens frostfølsomhed som udgangspunkt for dimensioneringen, ville omkostningerne og rå­stofforbruget til anlæg af belægningen have været mindre.

Bærelagets tykkelse kunne være blevet reduceret fra 20 til 10 cm, og bundsikringslaget fra 30 cm til 12 cm, eller helt være udeladt hvis den under­liggen­de råjord blev vurderet som frostsikker. Det svarer til at man kunne have sparet 52-75% af råstofferne samt udgifter til kørsel og udlægning.

Undersøgelserne viser at manglende brug af fagets normer medvirker til overforbrug. Tilsvarende betyder manglen­de forundersøgelser af råjordens frostfølsomhed et overforbrug af bundsikringsmateriale.

Udover at forbruget af materialer er unødvendigt stort, medfører denne praksis betydelige ekstraomkostninger for bygherren til afgravning, bortkørsel og deponering af råjord samt omkostninger til køb, levering og indbygning af bundsikringsmaterialer. Det lever på ingen må­de op til tidens krav om bæredygtigt byggeri.

Sparer også penge

Når man sænker behovet for råstoffer, sparer man ikke kun råstoffer. Man sparer også penge. Ifølge rapportens overslag kan man f.eks. spare 675 kr. pr. m2 hvis man kan genbruge en eksisterende bund i en belægning i trafikklasse T1 og kun udskifter toplaget. Det er eksklusiv moms og kørsel. Man kan spare 300 kr. hvis man alligevel ikke skal udlæg­ge 20 cm bundsikringslag. Og man kan spare 155 kr. pr. m2 hvis man kan nøjes med et 10 cm tyndere bærelag af stabilgrus end ellers.

Generelt er der især meget at spare de steder hvor der ik­ke er hurtigkørende trafik, og hvor risikoen for og følgerne ved frosthævninger er minimale. Skulle der mod forventning vise sig mindre sætninger, er opretning af sætninger ikke ret dyr. 250 kr. pr. m2 iføl­ge rapportens overslag. Et beløb der oftest er mindre end den opnåede besparelse ved at spare på råstofferne og genbruge mere.

Bedømme jorden

Rapporten lægger stor vægt på  at man kan spare råstoffer ved ikke at overdimensionere. En forklaring på at projekterende og udførende alligevel over­di­mensionerer, er som nævnt for at være på den sikre side. Baggrunden kan være at den projekteren­de sjældent laver undersøgelser eller ikke kan tol­ke geotek­niske undersøgelser. Usikker­heden opstår især når der skal tages stilling til om råjorden er frostsikker, frosttvivl­som eller frostfarlig.

Det er også svært ud fra en visuel besigtigelse og en rulleprøve med sikkerhed at afgøre en råjords frostfølsomhed. Alternativt kan vurderingen laves af en geotekniker.

Det kan være en hjælp hvis tilbudslisten indeholder til­lægspriser så man kan se hvordan prisen afhænger af om jorden er frostsikker, frostfar­lig eller frostfølsom. Afgravning, bortkørsel, deponering, indkøb, levering, udlægning og komprimering er de faktorer der skal regnes med.

I rapporten peges der også på andre undersøgelser der viser at ældre belægninger ofte forbliver i god stand selv om de er opført uden at holde normer­ne eller vejreglerne. Her er det afgørende at rådgivere og udførende bliver bed­re til at føl­ge fagets normer. Og til at blive bed­re til at vur­de­re rå­jordens frostfølsomhed.

Går efter worst case

Som det fremgår af undersøgelsen blandt Danske Anlægsgartnere, opleves det sjældent at belægninger hæves af frost og at frosthæv­ninger kun i få tilfælde giver gener.

Så længe der ikke køres hurtigt på en belægning, er frosthævninger normalt ikke et problem, og da frosthæve­de belægninger normalt falder på plads ved tø, vil det ofte af økonomiske årsager og for at minimere forbruget af råstoffer give god mening at undlade udlægning af bund­sik­ringslag på terrasser, pladser, indkørsler mv.

Ved den mindste tvivl vælger man i dag altid at dimensionere efter ‘worst case’, nemlig scenariet frostfarlig. Her ville det være økonomisk fornuftigt og mere bæredygtigt at bruge praktiske risikovurderinger som man ser det med dimensionering af kloakker og støttemure. Der kan godt bygges støttemure efter ingeniørbe­reg­nin­ger som med garanti vil holde, men det vil  blive meget dyrere. I praksis bygges de fleste støttemure ud fra praktiske erfaringer

Mere genbrug af råstoffer

Det handler ikke kun om ikke at overdimensionere belægninger. Det handler også om at genbruge mere. Så sparer man på jomfruelige råstoffer og undgår bortkørsel af gamle og tilkørsel af nye materialer.

Det er der bare ikke traditi­on for. Årsagen kan bl.a. være at branchen heller ikke har for vane at lave forundersøgel­ser eller – undervejs i processen – at vurdere om materialer er egnet til genbrug.

Det kan også være svært og tidskrævende at dokumentere genbrugsmateri­a­lers egenskaber. Som omtalt i spor 3 genbruger flere kommuner dog bunden under fortove uden nærmere stillingtagen til bun­dens opbygning, levetid og fysiske udtryk.

Giv bygherren sikkerhed

Genbrug er særligt oplagt hvor en udtjent belægning udskiftes med en ny på samme placering. Bygherre og udførende bør kunne blive enige om det både økonomisk og ressourcemæssigt er fornuftigt. I sidste ende er det bygherren der får den økonomiske fordel, men som også skal leve med en øget risiko for sætninger. Man kunne øge bygherrens sikkerhed ved at  registrere eksisterende bund­op­byg­ninger og sammenholde dem med hvor skader opstår. Det kan laves i et samarbejde mellem bygherre/rådgiver og den udførende så man gør brug af alles erfaringer.

Der kan dog være behov for at ændre bundopbygningen hvis en ny belægning skal lægges i en anden kote så der skal der tilføjes eller fjernes materiale. Her er det vigtigt at fjer­ne afret­ningslaget først. Hvis bærela­get reduceres, skal tykkelsen fortsat holde normerne.

Hvis man anvender bunden et andet sted, skal det sikres at lagtykkelse og komprimering bliver mindst det samme som under den eksisterende belægning. Her bør det også vurderes om råjorden er nogenlunde den samme. Husk også at ældre stabilgrus ofte bærer bedre end nyt da stenindhol­det tidligere var større.

Flere alternativer

I sidste ende kan stort set alle eksisterende materialer fra eksisterende bundopbygnin­ger genbruges. Kan de ikke bruges andre steder, kan de altid bruges under terrasser, stier, fortove mv. der ikke belastes af kørsel. De har tilfredsstillen­de holdbarhed selv om bæ­re­laget består af sand eller af blandede grusma­terialer.

I det hele taget er det muligt at udskifte stabilgrus med andre materialer, f.eks. den ny type stabilgrus der testes i Råstof-initiativet. Det har både undersøgelser og erfaringer vist, hedder det i rapporten.   Nor­mer­nes krav til be­læg­nin­gens samlede tykkelse skal dog stadig holdes. Det er muligt at udskifte stabilgrus med andre materialer, f.eks. den ny type stabilgrus der testes i Råstof-initiativet.

Tilsvarende kan sand, grus, sten mv., eventuelt i blanding, bruges som bundsik­ringslag under hvis laget ellers er kapil­lærbrydende og komprimerbart. Også sandet råjord, gam­le bære- og afret­ningslag, knust tegl, beton, asfalt, slagger og knust glas kan bruges.

I denne sammenhæng ville det ofte være fornuftigt at knuse eksisterende beton (belægninger) på stedet. Det begrænses desværre ofte af at den udføren­de ikke kan dokumentere at den pladsfrem­stil­lede gen­brugs­stabilgrus lever op til vejreg­lernes krav.

Ikke fjerne al muld

Både spørgeskemaundersø­gelsen og et litteraturstudiet af udbudsbeskrivelser, viser at bundopbygningen i højere grad dimensioneres ud fra vaner og egne erfaringer frem for vejregler og normer.

En del af forklaringen er dogmet om at muldlaget altid skal fjernes. Det betyder at belægningen bliver lige så tyk som muldlaget, ofte 30-40 cm, hvor mindre kunne gøre det. Men har muldlaget et lavt hu­musindhold, er veldrænet og har ensartet tykkelse, behøver man ikke altid fjerne hele vækstlaget. Det værste der kan ske er at humus i løbet af nogle år omsættes med sætninger på få mm til følge.

En forudsætning er dog at det efterladte muldlag skal have nogenlunde samme tykkelse, så eventuelle sætninger bliver ens og ikke skaber lunker i belægningen.

KILDE
Kim Tang (2024): Spor 4 – Retningslinjer og guidelines for bæredygtigt forbrug af råstoffer i anlægsgartnerfa­get. Råstof-Initiativet 2024.

Pas på tynde, lette fliser

Danske Anlægsgartnere anbefaler sine medlemmer at tage forbehold efter sager med især keramiske fliser.

Danske Anlægsgartnere anbefaler nu sine medlemmer at tage forbehold, når deres kunder ønsker en belægning med tynde og lette fliser der ikke holder an­lægsgarter­nor­mernes tyk­kelseskrav på mindst 3 cm eller 5 cm. Det gælder tit keramiske fliser der er blevet moder­ne, og som er ned til 2 cm tykke.

Forbeholdet gælder den situation hvor de tynde lette fliser lægges på en fleksibel grusbund. Forbeholdet gælder ikke når fliserne lægges ‘vådt i vådt’ på en bund af beton – en konstruktion der flere gange har vist sig holdbar.

Det er moderne med tynde, lette fliser som disse keramiske fliser, men bliver de for tynde kan det give tekniske problemer. Foto: Kim Tang.

Det nye forbehold hviler på generelle erfaringer fra fle­re sager hvor fliser­ne, især keramiske, ikke bliver liggen­de som de skal, oplyser fore­nin­gens fagkonsulent Kim Tang der fastslår at forbeholdet er en anbefaling, ikke et forbud. Se en af sagerne omtalt i Grønt Miljø 2/2024 s. 64.

Efter anlægsgartnernormer­ne skal betonfliser være mindst 5 cm tykke i trafikklas­se T0 og mindst 6 cm tykke i trafikklasse T1. Na­tur­stensfliser skal være mindst 3 cm tykke i trafikklasse T0 og mindst 8 cm tykke i trafikklasse T1.

T0 er den situation hvor der aldrig kommer lastbiler og kun undtagelsesvist personbiler, typisk terrasser og stier. Det er denne situation der typisk er tale om i den aktuelle problemstilling. Og her er mini­mumstykkelsen altså 3 cm for na­tur­stensfliser, herunder ke­ra­miske fliser, eller 5 cm for betonfli­ser. Det skal holdes hvis man vil følge normerne.

„Hvis man afviger fra disse mi­ni­mumstyk­kelser kan an­lægs­gartneren ik­ke indestå for be­lægningens holdbarhed og funktionalitet hvis fliserne vel at mærke lægges på en ubunden bund af grus, stabiltgrus, skærver o.l.,“ fastslår fagkonsulenten.

Anvendes mindre flisetyk­kel­­ser, og dermed også fliser med lavere vægt, er det van­skelige­re at få dem til at lig­ge fast. De kan rokke eller vippe og lyde hule når man slår på overfladen. Det hænger sammen med at det ikke er muligt at lave et 100% jævnt aftræk. Lette fliser kan derfor vippe på en lille bule hvor tungere fliser lettere kan tryk­ke bulen ned. De lette, tyn­de fliser kan og­så rykke sig så fugerne over tid ikke fremstår lige eller ligefrem knække når de belastes.

Endelig kan de lette, tynde fliser hæve sig i perioder med frost. Det kan på sigt resultere i en ujævn belægning. Den mindre flisetykkelse betyder også at underlaget fryser tidligere. Dertil kommer at en mindre fugedybde alt andet lige tillader en større nedsivning af vand som kan ophobes op i afretnings­laget så bæreevnen falder.

Problemstillingen er særlig udtalt ved lægning af kun 2 cm tykke keramiske fliser som på grund af deres mindre tykkelse og lave vægtfylde vejer 45% mindre end en 3 cm tyk granitflise af samme størrelse. Sandstensfliser, 2,5 cm tykke, vejer 25% mindre.

Hvis man skal anvende store tyn­de naturstensfliser, f.eks. keramiske fliser, på en ubunden bund, skal de være mindst 3 cm tykke i trafikklasse 0. Der er dog også andre regler man bør følge. Fliserne bør lægges med et ensidigt fald for at undgå opspring og kanter.

Hvis man bruger bundne fuger som beton, bitumen, kalkmørtel og sand bundet af epoxy, voks mv., på et fleksibel bund af grus, stabiltgrus, skærver mv. så kan fugerne let knæk­ke eller slippe fliserne på grund af belastning og/eller frosthævning. Her skal fugen forstærkes ved at gøre den dybere så der er mere fugemate­riale til at fastholde fliserne.

Hvis den anvendte fuge er vandgennemtrængelig, er der øget risiko for frosthæv­ninger,  sporkøring og andre sætninger. Denne risiko falder hvis bunden er permeabel.

Gør byerne til bedre fuglelandskaber

DIVERSITET. Studie giver borgere og fagfolk værktøj til at gøre udemiljøet mere fuglevenligt.

Fuglene spiller en påfaldende beskeden rolle i debatten om bio­diversitet, naturen i byerne og grønne byrum. Der kæm­pes meget for insekter, men fugle bliver sjældnere nævnt, især specifikke arter – eksempelvis som vipstjert, bysvale og sangdrossel som ellers også kalder byen sit hjem.

Denne undladelse er der rettet op på med udgivelsen af rapporten ‘Fuglevenlige by­landskaber’. Arbejdet har taget fire år og er udført af land­skabsarkitekt Anna Hjortkjær Kjems for Niels Lüt­zen Landskabsar­kitekter ApS. Og med hjælp fra Københavns Almindelige Boligselskab, Dansk Ornitologisk Forening, Københavns Universitet og Habitats (hent rapporten HER).

Formålet er ifølge rapporten at fungere som „brugervenlig og inspirerende værktøjskasse og videnskatalog som skal understøtte fuglelivet i byen.“ Og den information falder på et tørt sted, for det er nok de færreste som kan opremse mere end 4-5 fuglearters behov og forklare hvordan disse behov kan tilgodeses i byen.

Målrettet tre grupper

Rapporten er delt i tre sektioner. Den ene er ‘byens levesteder’ der er rettet mod offentlige og institutionelle lodsejere og bygherrer der ‘ejer’ områderne. Den anden sekti­on er ‘retningslinjer’ der er målrettet praktikere. Og den tredje er ‘formidling’ der er rettet mod borgerne. Grønne fagfolk kan med fordel plukke fra alle tre sektioner.

Rapporten slutter med et katalog over byens almindeligste fugle, men også nogle af de sjældnere gæster som har særligt brug for en målrettet og bevidst indsats for det flaksende og ikke kun summende liv mellem bygningerne.

Tornsangeren lever mest af insekter og edderkopper. Den trækker til syd for Sahara om vinteren. Bestanden trækker om natten og aster og søger føde om dagen i krat og buskads. De danske bestande er stabile, men generes af tørke i overvintrings­området. Fuglen yngler i lavt buskads og krat, f.eks. hvidtjørn eller mellemhøje urter. Foto fra rapporten.

Katalogets 30 fuglearter er udvalgt i samarbejde med medlemmer af Dansk Ornitologisk Forening. Det er arter som lever og yngler i byens forskellige levesteder, selv om der kan ses andre fugle i by­landskabet end de udvalgte.

Hver sektion har en side med anbefalinger, de væsentligste tommelfingerregler og bokse med henvisning til yderligere læsning, online lister eller relevante foldere. Afslutningsvis er der en samling nyttige links og lovhenvisninger.

Få, tilpasningsstærke arter

Byens støj, lys og forstyrrelser har sammen med dens landskabelige sammensætning stor betydning for fuglelivet. Rapporten peger på bynaturen som et særligt mosaiklandskab af naturtyper der kan minde om en hybrid mellem et klip­pelandskab, en lysåben eng og en skov.

Dog er de mest udbredte naturtyper i byen brugsnatur som græsplæner, buskadser, blomsterbede og enkeltståen­de træer eller mindre trægrupper. Beplantningen er ofte monoton og består i høj grad af eksotiske arter som kun i minimal grad understøtter hjemmehørende insekter og fuglearter.

Byens særlige karakter betyder at den hovedsageligt er hjemsted for få, tilpasningsstærke arter som trives med temperaturerne, føden og det lavere antal naturlige fjender. De mere specialiserede arter har det svært og er begrænset til særlige, unikke områder.

Byens levesteder

Byen har mange uformelle grønne arealer med spontan vegetation og forstyrrelser. Det giver plads til naturlig succession med stor artsdiversitet. Et vigtigt levestedsbidrag for fugle. Her ses et smukt eksempel fra Carlsberg Station i København. Foto: Anna Hjortkjær Kjems.

Om byens levesteder står der bl.a. at det gælder om at understøtte byens eksisterende levesteder og skabe flere og mere varierede levesteder og understøtte sammenhængen mellem dem.

Det er ikke breaking news for faste læsere af Grønt Miljø og deltagere på konferencer om byudvikling og byna­tur. Men igen: Det sidste årtis debat om og arbejde med at ska­be ny bynatur har meget sjældent handlet specifikt om fuglene. Det har handlet om at skabe biodiversitet og grøn­ne­re byer, og fokus har været på planter og insekter mens fugle har været et ord der er sat på for enden af opremsningen som sidegevinst.

Så hvad skal du gøre hvis du gerne vil skabe mulighed for flere fugle, både i antal og i artsrigdom, i et givent byrum?

Her har rapporten 11 forskellige levesteder som hver især bliver gennemgået med beskrivelse, forklaring af hvilken gavn fuglene har af denne type levested samt en liste af værktøjer eller greb som man kan kaste sig over hvis man har ansvaret for et af disse levesteder. Det drejer sig om:

  • Gårdhaver
  • Grønne gader
  • Bygninger
  • Parker og byhaver
  • Kirkegårde
  • Natur- og vådområder
  • Ruderater & jernbaneterræn
  • Industri- og havneområder
  • Villa- og kolonihaver
  • Sportsanlæg
  • Erhvervsområder.

Industri- og havneområder og sportsanlæg er nogle af de steder hvor fuglelivets vilkår   ikke altid er i top. I industri- og havneområ­der kan man dog f.eks. etablere redepladser til arter som digesvale og ter­ne eller danne vådområder. De ansvarlige på sportsanlæg kan tænke over at benytte nedadrettede lyskilder samt LED- og sensorbelysning.

Størstedelen af de 11 leve­steders værktøjer overlapper  eksisterende råd for at skabe mere biodiversitet da flere planter og insekter også skaber livsgrundlag for fuglene.

Retningslinjer til fagfolk

Sektionen om retningslinjer for fuglenes bylandskaber har tre underkapitler: landskabsstrategier, bygningsstrategier og forvaltningsstrategier.

  • Landskabsstrategier omhandler habitater, vegetati­ons­struk­turer, fødekilder samt plantelister. Nogle af værktøjerne her er eksempelvis at plante både løvfældende- og stedsegrønne træer og buske og ikke mindst prioritere un­derbeplantning med mindre træer, buske og krat da dette lag ofte mangler i byen.

Også rådet om at understøtte stauder med frøstand hen over vinteren er værd at bemærke. Staudernes vinter­stande glemmes ofte i snakken om biodiversi­tet, og hvis de er med, er det primært af æstetiske årsager. Men de er en vigtig fødekilde for fugle i vinterhalvåret.

Plantelisten indeholder 24 arter. Den kunne dog godt ha­ve været suppleret med en angivelse af hvilke fuglearter der er tilknyttet de enkelte plantearter selv om de fleste fugle naturligvis kan fouragere fra mange kilder.

  • Bygningsstrategier går på hvad man kan gøre i forhold til glaspartier, belysning, bygninger og reder. Man kan f.eks. markere glas så fuglene ikke knækker nakken, og sør­ge for mere beplantning ved, op ad og på bygningerne.
  • Forvaltningsstrategier skal skabe de bedste arbejdsvinduer – for fuglene. Man skal vide hvornår arterne yngler så man om muligt kan udføre arbejdet på andre tidspunkter.

Til driftsfolk og -planlæggere anbefales det bl.a. at arbejde med høslæt og mosaikslåning, at vælge græssorter som er tuedannede og skaber plads til urter mellem græsset, at efterlade græsset til tørring et par dage før det fjernes fra området for at sikre insekternes overlevelse eller at vente med at beskære blomstrende buske til efter afblomstringen.

Formidling og katalog

Sektionen om formidling indeholder en række gode råd og anbefalinger til fagfolk som vil udbrede kendskabet til de værktøjer som kan hjæ­lpe fuglene i byland­ska­bet, og til nysgerrige lægfolk der vil gøre en forskel i egen boligfore­ning, institution, arbejdsplads, have, osv. Der er bl.a. 7 hurtige råd til at skabe levesteder og gem­mesteder:

  1. Sørg for variation af forskellige vegetationslag med høje træer, underbeplantning og bunddække.
  2. Skab områder med dødt ved, nedfaldsblade og -grene samt sten- og kvasbunker.
  3. Sørg for adgang til vand.
  4. Plant og bevar hjemmehørende beplantning.
  5. Understøt gamle hule træer.
  6. Sørg for fødekilder hen over året i form af blomstrende og insekttiltrækkende beplantning samt frugt og bærbæ­rende træer og buske.
  7. Giv plads til uforstyrrethed.

De første fem er kendt fra det meste materiale om biodi­versi­tet. De sidste to om vin­terføde og plads til uforstyr­ret­­hed er mere direkte henvendt til fuglens behov og er sjældnere med i tommelfingerregler for biodiversitet.

Og den følelse sidder man som fagperson med igen og igen igennem læsningen af ‘Fuglevenlige bylandskaber’: At man godt ved det meste men pludselig støder på et værktøj, et behov eller en løsning som man ikke havde været opmærksom på. Simpelthen fordi fuglene i vidt omfang har været overset i indsatsen for natur i byerne – bortset fra redekasser som måske er den eneste direkte indsats i forhold til at gøre byerne mere fuglevenlige der reelt har været udbredt hidtil.

Formidlingsdelen indeholder også specifikke råd om fuglebad, fodring, redekasser, fuglenes fjender, og hvad der forstyrrer dem, samt fuglekatalo­get med de 30 udvalgte arter fra bylandska­ber­ne.

Ingen brændende platform

Efter endt læsning er det tydeligt at der ikke er en egentlig – for at bruge et fortærsket udtryk – ‘brændende platform’. Byens fugle er ikke ved at ud­dø eller forsvinde, og rapporten indeholder heller ikke opgørelser over nedgangen i antal eller artsrigdom blandt byens fugle eller en prognose for hvor stor effekt en given indsats sandsynligvis vil have.

Denne slags dybere analyse er heller ikke rapportens formål som i stedet satser på rent faktisk at få fagfolke­ne til at se fuglene, forstå dem og tage højde for deres behov når de planlægger, designer, anlægger eller drifter byens natur. Dermed er rapporten også velegnet til borgere og haveejere og andre lægfolk med interesse for at få me­re fugleliv i deres nære omgivelser.

Og det er et godt sted at starte, for mon ikke de fleste vil medgive at et overraskende møde med en fugl eller sågar en hel mangfoldighed af fugle er noget af det mest opløften­de man kan opleve ved at træ­de ud i en have, i en park eller bare i buskadset langs fortovet. Og for at få flere fugle og flere forskellige fuglearter til at blive en del af bylandska­bets hverdag skal man kende værktøjerne.

Der skal arbejdes for bytræerne

Konference. Fældning, flagermus, frugter, asketoptørre og meget mere på byrumseminar

Ikke alle elsker træer så der skal arbejdes for at bevare dem. Ellers forsvinder de fra boligområ­det. Der er meget skov uden for skoven. Stock­holm­meto­den virker godt i sin fødeby. Man kan og­så værdisætte krat og hegn. Flagermus og andre beskytte­de dyrearter skal beskyttes – og reglerne er stramme. Træer og buske med frugt, bær og nødder er på vej ind i det offentlige rum. Og så er der lidt go­dt nyt om den plagede ask.

Boligområdet Lundevænget. Takket være husenes og træernes placeringer er det som om der står huse mellem træerne. Ikke omvendt. Foto: FSB.

Det var de overordnede konklusioner på Bytræ­se­mi­nar 2024 der blev holdt i København 13. november med cirka 325 deltagere når talere og arrangører er talt med. Arrangører var som vanligt Skovskolen og Dansk Træplejefore­ning.

Og som vanligt gik der 30 kr. fra hver deltagers deltager­ge­byr til ‘Nordisk fond for by­træ­er’ der støtter projekter i faget. Et eksempel på hvordan vi hjælper hinanden til at opnå en grøn­nere ny som træple­je­for­enin­gens formand Kasper Wei­te­meyer fastslog. Han uddelte – også vanen tro – træ­ple­jefor­e­­ningens bytræ­pri­s der gik til Iben M. Thomsen (se under branchestoffet side 44).

Ikke alle elsker træer

I faget elsker alle en grønnere by og flere træer. Uden for faget er det en anden sag. I almennyttige boligbyggerier får landskabsarkitekterne talrige henvendelser om træer der ønskes fældet, sagde Ziff Hansen fra Dansk Almennyttigt Boligselskab (DAB).“Og hvis man imødekom dem alle, ville der næppe være et eneste træ tilbage i DAB,” fastslog hun med autentiske eksempler fra forskellige bebyggelser samlet i en tegneserierække.

Træerne er under pres fra mange ledder og kanter såsom pladsmangel, nye funktionskrav og politiske agendaer. Træer fældes fordi der skal anlægges flere parkeringspladser, når der skal være plads til nye og andre funktionskrav som skure eller affaldshåndtering. Der er også anmodning om fældninger på grund af irritation over skyg­ge, honningdug, fugleklatter, løvfald, frugtnedfald. Og at fælde træer ses ofte som den letteste og billigste løsning.

Man hører oftest kun fra dem der er trætte af træerne, ikke fra det tavse flertal der er glade for træerne. De får et chok når de ser at træerne er fældet uden at det nødvendigvis har været annonceret, lød det fra Ziff Hansen.

I de DAB-bebyggelser, hvor det lykkes at bevare træerne, er det på grund af tillid, samarbejde, fagligt dygtige ejen­domsfunktionæ­rer, god kommunikation og oplysning. Men hun drømmer om en træpoli­tik i DAB. „Eller hvad med en træpolitik for hele den almene sektor?”

Træk i samme retning

Hedevig Østergaard fra Fore­ningen Socialt Boligbyggeri (FSB) opsummerede ‘alle de gode grunde’ til at have træer. Grunde som fagfolk kender, men som beboerne ikke nødvendigvis kender. For at give træerne en bedre chance må beboere, afdelingsbestyrelser og fagfolk arbejde i samme retning.

Så kan man også sørge for korrekt beskæring, bl.a. ved at stamme træerne op, så ‘andet også kan være der,’ og så skyggen bliver mindre mærkbar.  Som et ph.d.-projekt har foreslået, kan det også være en fordel med strukturplaner da træerne er en del af den basale rummelighed. Også en grøn strategi og en kommunal træpolitik kan være redskaber man kan læne sig op ad.

Som et af fire eksempler viste Hedevig Østergaard Lundevænget hvor C.Th. Sørensen i starten af 30’erne formede boligområdet med piletræer og græs. Takket være husenes og træernes placering virker det som om der – lidt skovagtigt – står huse mellem træerne. Ikke omvendt. Plantningen er i 90’erne og i 2014-2015 fulgt op med udskiftningsplaner for at bevare kvaliteterne.

Skoven uden for skoven

Når man i skovovervågningen og skovstatistikken ser på kro­nedække og biomasse, er kun skovene med, men træerne uden for skoven fylder også meget. Det fastslog sektionsleder på Københavns Universitet Thomas Nord Larsen efter et studie hvor avancerede metoder og begreber stod i kø i en kompliceret mo­delverden: maskinlæ­ring, dyp læring, neurale netværk, planet scope, kunstig intelligens.

De viser at 16,9% af landskabet er trædækket. Af dette areal ligger en femtedel (19,5%) uden for skovene og omfatter 7,5% af den samlede vedmasse. Denne andel er højere i lande som England og Holland uden meget skov og lavere i lande som Sverige og Finland med meget skov.

Man kan se at der groft sagt er 1 milliard træer i de danske skove, og 91 millioner uden for skovene. Man kan også – med den hjælp ‘deep learning’ giver – se hvor der er ryddet og tyndet, og hvordan skovene udvikler sig. Det er ik­ke kun en smart regnemaskine.

Resultaterne vises som or­thofotos og kort med 3×3 meters opløsning. I løsningen indgår en sammenligning med tusindvis af konkre­te træer for at træne modellen til bl.a. at se hvad der er et træ, og hvad der ikke er, bl.a. fordi skygger fra bygninger generer.

Rapport fra Stockholm

Stockholmmodellen er velkendt i Danmark når det gælder om at etablere nye bytræ­er og retablere gamle. En makadam sikrer rodvolumen, permeabilitet og luftskifte og sikrer bæreevne til trafikken ovenpå. Uden på makadammen er der biokul der holder på vandet og sikrer næringsstoffer. Oven på er der et ud­luftningslag af knust granit. Rør leder regnvandet til maka­dammen og jorden under.

Det fortalte Britt-Marie Alvem, træspecialist og landskabsarkitekt i den indre Stockholm Stad. I hele byen er der cirka 35.000 gadetræer som følges nøje lige fra planlægning til beskæring.

Visionen er en sund og en divers træbevoksning set i forhold til alder og art. Og her er man endnu ikke helt i mål, bl.a. fordi der er så man­ge lindetræer, især i den indre by. 31% af alle gadetræerne er lind, efterfulgt af 16% acer og 9% røn (seljerøn). Visionen er også en bæredygtig plantning uden negative mil­jøpåvirknin­ger, udført med en enkel metode i fornyelige materialer og nem vedligeholdelse. Her er plant­ningsmetoden central. Den suppleres med krav til overfladen der gerne må være uden belægning og inventar.

Der arbejdes også meget med at forny gamle træer. Substratet løsnes med en ‘air spade’ eller trykluftslanse og suges væk med en vacu­um­su­ger. Man fjerner eventuelle træ­plan­tekasser, tilfører nyt substrat og beskytter bagefter træerne bedre, f.eks. ved at fjerne asfalt. Det kan være nødvendigt at beskære rødder, men man prøver så vidt muligt at skåne de store rødder. Det er en dyr, men virkningsfuld behandling som navnlig lind tolererer. Acer har det sværere, nok på grund af en mere overfladisk rod.

• Britt-Marie Alvem viste de berømte elme i Kungsträd¬går¬den der blev reddet fra fældning i 1971. De findes stadig – med stabiliserede kroner. I 2018 fik elmene også en forsigtig rodhulsrenovering med biokul, kompost og makadam. Foto: Britt-Marie Alvem.

Blandt de eksempler Alvem viste var de berømte elme i Kungsträd­går­den der blev reddet fra fældning i 1971. De findes stadig, nu med stabiliserede kroner. I 2018 fik elmene en forsigtig renovering med biokul, kompost og makadam.

Værdisæt krat og hegn

Værdisætningsmodellen Vat19 fungerer, men er beregnet til solitære træer, alléer og mindre grupper. Hvad gør man med sammenhængende plantninger som hegn, lunde og krat? Man udvikler en supplerende model, ‘Værdisæt­ning af buske’ (VAB). Det gør Char­lot­te Ahrndt og Hanne Lund Steffensen, henholdsvis fagkoordinator og projektle­der i Aarhus Kommune.

Beregningen i VAB har det udgangspunkt at et areal, ikke et træ, skal genplantes. Basis­vær­dien beregnes derfor ikke ud fra stammeomfang, men fra plant­ningens kronedække. Bruges Vat19 på hvert træ i en sammenhængende beplantning, vil beløbet blive for højt og metoden kræve meget tid, oplyste Ahrndt og Steffensen.

De havde brug for en model og gik af egen drift i gang bl.a. for at kunne sige at „hvis I ik­ke bevarer beplantningen så kommer der erstatningskrav regnet efter værdisæt­nings­mo­del­len.“ VAB gør som Vat19 op med at plantninger­ne alene værdisættes efter retab­leringsomkost­ningen.

Grundlaget for VAB er – ligesom i Vat19 – basisværdien der omfatter rydning, nye planter, plantning, pleje samt et stør­relsestillæg. Størrelsestillæg­get beregnes dog som kr. pr. m2 pr. år. Man bedømmer derefter beplantningens funktioner (CO2-binding, læ, luftfiltrering m.fl.), herlighed (kulturhistorie, synlighed, sansning) og biodiversitet (struktur, sammenhæng, planter over 50 år, dødt ved). Gennemsnittet om­regnes til en faktor mellem 1 og 2 og ganges med basis­vær­­dien, og man får værdien.

I Vårkjærparken i Viby i Aarhus var det på tale at fjerne en 4.000 m2 og op til 50 år gammel plantning af buske og sto­re træer. Her blev værdien kalkuleret til cirka en halv million. Det fik vandforsy­ningssel­ska­bet til at reducere arealet i den endnu uafsluttede sag.

Ahrndt og Steffensen har desuden – som tillæg til Vat19 – lavet et skema med erstatningsbeløb for at knæk­ke gre­ne og skade stammen. En knækket gren på 51-200 mm i diameter koster 5.000 kr. i bø­de. Skemaet, der har en god forebyggende effekt, er med publikationen ‘Pas på træerne i Aarhus’ som bliver sendt med grave- og byggetilladelser mv.

Beskytter flagermusene

Der er mange truede dyrearter man skal beskytte når man arbejder med træer, men flagermus trækkes oftest frem. Også på bytræseminaret hvor Cas­per Katborg, chefkonsulent i Niras, og Søren Egelund Rasmussen, biolog i Styrelsen for grøn arealomlægning og vandmiljø, tog udgangspunkt i habitatdi­rek­tivet .

Man må ikke fange og dræ­be beskyttede arter. Eller forstyrre dem når de yngler eller overvintrer. Man må ikke ødelægge og indsamle deres æg. Eller ska­de deres yngle- og ra­steste­der. En flagermus der forstyrres om vinteren og flyver væk, har næppe energireserver nok til både at finde nyt hi og over­leve helt til foråret.

Direktivet blev vedtaget i 1994, men praksis er skærpet efter nogle EU-domme og nye afgørelser fra danske klagenævn. Reglerne præciseres i en ny vejledning fra EU-kommissionen, Miljøstyrelsens ‘Ha­bitatvejledningen’ fra 2020 og ‘Håndbog om dyrearter på habitatdirektivets bilag IV’ fra Aarhus Universitet 2023.

Der er en stram beskyttelse. Den gælder uanset hvor man­ge individer der er tale om. 1 eller 100 gør ingen forskel som det blev vist i en EU-dom om den beskyttede spidssnudede frø i en svensk skov. Og det gælder uanset hvor det er som det blev vist i en EU-dom fra Rumænien. Her blev det slået fast at ulve er beskyttede selv om de lever – inde i en by.

I dansk lov er reglerne delt på en række love med Styrelsen for grøn arealomlægning og vandmiljø som primær myndighed. Ifølge loven skal driftsfor­valtere forudse hvor de beskyt­te­­de arter er. Hule træer, sprækker og spættehuller kan være et tegn. For at fastslå om der findes ynglende eller rastende flagermus bør man besigtige flere gange: i  april-maj, juli-au­gust (yngletiden) og august-september.

Er der flagermus – eller mistanke om det – kan man ikke fælde eller beskære sådanne træer om vinteren eller i yng­leperioden. Ja, det kan man faktisk kun gøre i april-maj og september-oktober. Så skal man gøre noget ved træerne, må det ske i god tid før.

Fra Pometes danske samling af æbler som rummer cirka 350 æblesorter. Foto: Pometet.

Hvis man skal fælde, skal man ikke kun tjekke det enkelte træ, men screene hele nærområdet og se det som en større helhed i forhold til fouragering, ledelinjer, hvile, skjul, yngle- og rastesteder. Så man kan sikre områdets økologiske funktionalitet for de enkelte arter, eksempelvis ved at veteranisere egnede træer i 2 km afstand. Det kan f.eks. få betydning for alléer.

Følges reglerne ikke, kan det udløse konsekvenser med driftsstop og bøder. I England er der set bøder på 5.000 pund pr. flagermus. Der er indtil videre ikke lignende bødestør­relse herhjemme.

Der er i Danmark 18 fla­ger­musarter med forskellig adfærd. Nogle raster i store grupper, andre alene. De foretrækker ikke samme vejrlig og reagerer forskelligt på eksempelvis belysning. Derfor er det også svært at skabe vilkår der tilgodeser alle arter af flagermus, men det bør ikke forhindre at der forsøges at udføre så specifikke tiltag om muligt.

Dejlige frugter og nødder

Det er blevet almindeligt med træer og buske med frugt, bær og nødder i det offentlige rum. Det var temaet for Lasse Lose, plante­skole­gartner og pometmester på Pometet, Københavns Universitet. Pome­tets formål er at drive forskning og undervisning, men og­så at fungere som genbank for frugttræer og frugtbuske.

Mange synes at frugt, bær og nødder er besværlige, men så er det fordi de er brugt forkert. Man burde have plantet et helt andet, fastslog Lasse Lose. Han havde for nylig en 8. klasse på besøg, og mange havde aldrig smagt et friskt æble før. „Så fortæl andre om hvad man kan med frugt og nødder, for mange ved det ikke mere,“ opfordrede han.

For at få succes med frugttræer skal man ikke kun bruge vildstammer, men en grundstamme der passer til formålet som sorter podes på. En svagt­voksen­de grundstamme skaber et lille træ mens et kraftigt voksende grundstamme skaber et stort. En klassisk grundstamme er den svagtvoksende M7 der passer til parcelhusha­ver mens den svagt voksende M9 er en plantagegrundstam­me der producerer en masse æbler men har svag vækst. Der er mange slags grundstammer, og med klimaændringerne kan vi nok vente at flere kommer i spil, lød det fra Lose.

Når mange er imod frugt og nødder hænger det bl.a. sammen med frygten for rotter, mosegrise, hvepse, pollen og frugtsnask på jorden. Og den besværlige beskæring. Loses råd var bl.a. at vælge sorter der blomstrer og modner sent så der ikke er så mange hvep­se. Og at have plæne under kronen så man smadrer frugten så regnormene kan tage den. Man kan også holde græsset og ukrudtet kort op til træet så mosegrise ikke kan gemme sig for bl.a. rovfugle.

Der er mange arter og sorter, og jo flere man bruger, desto større chancer er der for at blomsterne undgår frosten, og bestøvningen lykkes så man får succes. Man kan få hjælp i be­støvnings­oversig­ter over hvilke sorter der bestøver hinanden. Paradisæble er god til mange sorter, bl.a. fordi den blomstrer i lang tid.

Man kan også gå efter sun­de sorter uden så meget skurv og kræft. Problemet med sygdomme kan mindskes hvis man løfter og åbner kronen så der kommer mere lys og luft, og så man lettere kan klippe græsset under træet. Sygdom­me er ikke mindst et problem for pærer og kirsebær der er ud­fordret af kræft og regn.

Et frugttræ behøver man ik­ke at beskære, fastslog Lose der viste eksempler på smukke ubeskårede træer. Men begynder man at beskære, starter balladen, for så skal beskæringen følges til dørs. Sorter har forskellige vækstformer så selv om man ikke beskærer, opnår man forskellige vækstformer, bl.a. søjleformer.

Der er stigende interesse for nødder, bl.a. almindelig hassel hvor der er nye spændende sorter der bl.a. podes på tyrkisk hassel og rummer meget planteprotein. Der er også stor interesse for valnød  – og mo­se­grise kan ikke lide den. Inden for ægte kastanjer er der sorter der blomstrer så sent at frosten ikke er et problem. Og så er der kvæ­de, morbær og mispler hvor frugten bliver sid­den­­de vinteren over til glæ­de for fuglene.

Toptørre og pragtbiller

Askens problemer med toptør­re og måske også pragtbiller var temaet i bytræsemi­na­rets sidste indlæg fra Erik Dahl Kjær, professor på Københavns Universitet. „En fantastisk art,“ kaldte han arten hvor pollenanalyser viser at den er oldgammel i Danmark.

Men så er der lige det med sygdommene. I 2007 sker der noget i Polen og Baltikum og senere også i Danmark. Først ligner det honningsvamp, men det er noget andet fastslås det i 2009. Nemlig en svamp der overlever i de visne blade i den fugtige skovbund. De fleste aske i byens unaturligt tørre bund er derfor gået fri. Asketoptørre kom sygdommen til at hedde på dansk.

Siden er der arbejdet på at finde modstandsdygtige individer og teste dem i særlige be­voksninger i håbet om at finde resistente individer. Det sker bl.a. på Tuse Næs hvor man registrerer træer af 39 kloner. Efterhånden er kun meget få træer helt sun­de, og der bliver stadig færre. I år er det kun nogle få der stadig lever. Forbliver de det på grund af særlige gener? Ja, med forbehold, lød det fra Dahl Kjær.

De individer der har overlevet, tilhører i hvert fald samme kloner. Kloner der kan op­for­meres til nye sorter, bl.a. den lovende ‘Vendelholm’. Den nedarvede resistens er dog ik­ke total. Der sker en udspaltning af generne så halvdelen af træerne bliver syge – men i skoven kan de bare tyndes væk. En mulighed er også at klone et resistent individ så alle individer forbliver raske.

Der er forskel på de enkelte askearter, og det ser ud til at de arter der er nærmest beslægtet med arterne i Kina – hvorfra sygdommen stammer – lettest får sygdommen. Til de mindst modtagelige hører rødask (pennsylvanica) og manna-ask (ornus). Forsøg med disse arter tegner lovende. Der er endnu ikke toptørre at se.

Som om toptørre ikke er nok, er askepragtbillen (Agri­lus planipennis) også blevet et problem for asken. Vi har den fra Østasien via Rusland hvorfra billen har spredt sig mod vest og nord og bl.a. er blevet et voldsomt problem i USA. Askepragtbillen er endnu ikke truffet i Danmark eller EU, men regnes som en potentielt skadevoldende art.  Fra salen blev der spurgt hvorfor West­hoffs Glorie, en sort af almindelig ask, har skiftende modtagelighed når den er en klon. I følge Dahl Kjær hænger det sammen med at genetik ikke kan forklare det hele.

Mere, bedre og større natur i Danmark

BIODIVERSITET. Målet kan ifølge ny rapport nås med store sammenhængende naturområder.

239 muligheder for at etablere store sammenhængende naturområder. I rapportens hoved­sce­narie udpeges 149 af områderne som de vigtigste for biodiversite­ten (blå), hvis flest mulige arter skal tilgodeses i en prioriteret indsats. De øvrige store områder (mørkegrå) kan sikre biodiversi­te­ten yderligere. Grafik: Center for Makroøkologi, Evolution og Klima.

I store dele af Danmark er der gode muligheder for at etablere store naturområder der kan redde en meget stor del af den danske biodiversitet. Udgangspunktet er eksisteren­de skove og naturområder der suppleres med udtag af dyrket skov og landbrug. Dermed kan man relativ billigt opnå mindst 239 naturområder over 500 ha, og 41 steder kan man end­da få 5.000 ha sammenhængende natur eller mere.

Det fremgår af den nye rapport ‘Mere, bedre og større natur i Danmark’ fra Københavns Universitet. Den fokuse­rer på store sammenhængen­de naturområder fordi de kan udvikle sig til en robust natur med en stærk bio­di­versi­tet og være forudsætning for mange mindre naturområder. 5.000 ha er en tommelfingerregel.

I de 239 naturområder kan man med den ret­te forvaltning udvikle en vild, varieret og dynamisk natur der breder sig over skovklædte og lysåb­ne habitater med søer, ådale, moser og kystområder. Dette varierede naturlandskab kan ikke bare støtte biodiver­site­ten, men også skabe en me­re vild, afvekslende og smuk natur som vil være attraktiv for borgere og turister at færdes i, bo i eller ved.

Et kort viser hvor de større naturområder og skove er i dag, og hvordan de kan udvides ved at omlægge dyrket skov og landbrug til natur så man når det ønskede areal. En udvidelse der bl.a. er baseret på et studie af den nuværende udbredelse af næsten 3.000 arter af dyr, planter og svampe.

I prioriteringen indgår også de planlagte 250.000 ha ny skov kan placeres, hvis man, ud over klimaet vil gav­ne bio­diversiteten mest muligt. I pri­oriteringen indgår også udtag af kulstofrige lavbundsjorder, men det er kun enkelte steder det har betydning.

Kan nå de politiske mål

De 239 store naturområder kan bidrage med natur svarende til 20% af Danmarks landareal. Denne indsats vil gavne det meste af Danmarks biodiversitet på land og i ferskvand, herunder over 95% af de truede arter. Ved også at bevare mindre naturområder og etablere yderligere ny natur kan man nå op på 30% natur i Danmark.

Dermed kan man nå de stør­re politiske mål om at Danmark skal bidrage til EUs og FN’s aftaler om 30% beskyttet natur. I dag har Danmark dog højst 7% effektivt beskyttet natur, og 17% af vores arter er truede og risikerer at forsvin­de. Hvis tabet af bio­diversitet skal vendes til fremgang, kræver det plads til me­re natur og flere større sammenhængende naturområder, fremgår det af rapporten der har Carsten Rahbek og Anders Højgård Petersen som hovedforfattere.

Mulige prioriteringer

En optimal og omkostningseffektiv indsats for at sikre plads til biodiversiteten i Danmark kræver prioritering. Og den bør ske på et oplyst grundlag, fremgår det af rapporten. Forskellige scenarier viser hvordan man kan prioritere blandt de 239 områder over tid eller politisk ambitionsniveau. Men som det understreges: Jo færre områder der etableres, jo dårligere sikres biodiversi­teten.

I ho­vedscenariet er der udpeget 149 store områder som de vigtigste. Ifølge rapporten udgør de et „optimalt og arealmæssigt om­kost­nings­effek­tivt netværk af områder i Danmark hvor flest mulige arter er dækket af indsatsen.“ Disse områder alene vil bidrage med natur på 16% af Danmarks areal. For at føre indsatsen ud i livet kræver det imidlertid at 8% af Danmarks landbrugsareal og 43% af de dyrkede skove omlægges til ‘ny natur’.

Supplerende indsatser

Nationalpark Thy er en af de 149 områder der er udpeget som vigtigst for biodiversiteten. Foto: Søren Holgersen 14. juli 2024.

Et netværk af store områder kan dog ikke stå alene, ikke mindst af hensyn til sjældne og truede arter, fastslår rapporten. De­n foreslår derfor en supplerende udpegning af relativt mindre arealer uden for de store naturområder, men som immervæk er relativt rige på biodi­ver­sitet.

Rapporten nævner ik­ke andre supplerende løsninger. Heller ikke den effekt der ligger i at haver, parker, marker, pro­duk­ti­ons­sko­ve, kirkegårde, vejra­bat­ter mv. driftes så bio­diver­si­teten opti­meres. Kan det samlet set ska­be en effekt som et stort naturområde? Grønt Miljø har forgæves forsøgt at få en kom­­mentar fra Carsten Rah­bek.

Det anføres dog at der i pri­oriteringen bør ind­gå en afvejning mellem areal og natur­for­valtning. Principielt kan etablering af mere natur finansieres ved at en mindre del af naturen forvaltes aktivt, eksempelvis med græssende dyr. Det bør i givet fald bero på en biologisk vurdering.

De 239 områder går delvist på tværs af de udpegede urør­te skove og nationalparker for­di de alle fokuserer på bio­diver­sitet. Ifølge rapporten vil det kun styrke det overordne­de mål om at skabe sto­re sammenhængende naturområder for biodiversitetens skyld.

Med dette mål for øje tager udpegningen af de 239 områder heller ikke hensyn til en jævn fordeling landet rundt. Det betyder at de sydlige egne af landet er mindre tilgodeset da mulighederne for store sammenhængende naturområder er ringere her end i resten af landet. Her er der iføl­ge rapporten behov for en bredere indsats for at øge bå­de naturareal og -kvalitet, særligt af hensyn til truede og naturligt indvandrende arter.

1,5 til 3 milliarder årligt

Rapporten belyser i en samfundsøkonomisk analyse hvad en prioriteret indsats vil koste i form af tabt skov- og landbrugsproduktion. Den viser samtidig de fremtidige omkostninger, afhængigt af hvordan vi forvalter naturen, f.eks. med hegn og store dyr.

Det skønnes at ville koste  mellem 1,5 og 3 milliarder årligt at etablere og forvalte et landsdækkende og arealmæssigt omkostningsef­fektivt netværk med 149 store naturområder i Danmark.

Heldigvis er mange af de områder der er vigtige for biodiversiteten, også blandt de billigste at etablere fordi de allerede i dag har et stort naturindhold. Det dæmper behovet for udtag af skov og landbrug.

Etablering af store naturområder af hensyn til biodiversi­te­ten vil også indebære ‘betydelige gevinster’ i forhold til andre udfordringer og sam­fundsgoder. Det gælder især for klima, vandmiljø og fri­lufts­interesser. Det er gevinster som også har en økonomisk værdi, men som ikke analyseres i rapporten.

PROJEKTET

Rapporten er resultatet af pro­jek­tet ‘Mere, bedre og større natur i Danmark’ 2021-2024 på Center for Ma­kro­økologi, Evolution og Kli­ma, Københavns Universitet. Det blev støttet af 15. Juni Fonden og Aage V. Jensen Naturfond.

Projektet var ledet af professor Carsten Rahbek og specialkon­sulent Anders Højgård Petersen i samarbejde med forskere i miljøøkonomi fra Institut for Fødevare- og Ressourceøko­no­mi, Københavns Universitet.

KILDER
Anders Højgård Petersen, Berit Hasler, Thomas Laage-Thomsen, Mette Termansen og Carsten Rahbek (2024): Mere, bedre og større natur i Danmark. Hvor, hvordan og hvor meget. Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC). Globe Institute, Københavns Universitet.

Christian Agerskov Munk (2024):  5.000 hektar-spørgsmålet til professoren. Væksten 2/2024.

Bevar det gamle træ

TRÆPLEJE. Hvad angår biodiversite­t og menneskets forbun­dethed med naturen kan små unge træer aldrig erstatte et enkelt gammelt

Kan vi ikke bare udskifte et gammelt træ med en håndfuld nye træer? Spørgsmålet har både miljømæssige, naturvidenskabelige, emotionelle og filosofiske komponenter. Dem kan man samle i tre faktorer: Gamle træers biodi­versi­tet. Gamle træers sociale og fysiske funktioner. Og gam­le træers betydning for menneskers velfærd og velvære.

Gamle træers biodiversitet

Gamle træer er leve- og fødested for mange andre organismer. Jo ældre træer bliver, jo flere forskelligartede typer bark, grene, grenhjørner, sår, hulheder og dødt ved findes på og i træet. Foto: Christian Nørgård Nielsen

Til dette emne er der ganske mange relevante kilder, og der henvises til nogle af de mest centrale sidst i artiklen. Det er efterhånden godt dokumenteret at især gamle træer har ekstrem stor betydning for at et utal af arter af leddyr, svampe og fugle kan overleve.   Det er vigtigt at forstå at gam­le træer ikke blot er et ‘træ i sig selv’, men leve- og fødested for mange andre organismer. Jo ældre træer bliver, jo flere forskelligartede typer bark, grene, grenhjørner, sår, hulheder og dødt ved findes på og i træet.

Antallet af levesteder for ik­ke mindst truede organismer stiger voldsomt med træets størrelse og alder. Det betyder at træets evne til at bidra­ge til naturbevarelse og biodi­versi­tet stiger eksponentielt med alderen, jf. figuren herunder. Det fremgår ret tydeligt at 10.000 unge nyplantede træer umuligt kan erstatte ét gammelt træ, og samtidigt er det netop sådanne unge træer som dominerer bybilledet (se statistik fra København).

Sociale/fysiske funktioner

Gamle træer har en lang ræk­ke sociale, fysiske og mil­jø­mæs­sige positive effekter (øko­systemtjenester) som generelt stiger med træets størrelse og alder:

  • CO2-lagring og binding: Gamle træer er særlig effektive til at opsamle og permanent lagre CO2. I takt med at byer, industri og infrastruktur i stigende grad ‘stjæler’ arealer fra de naturlige økosystemer, øges bevidstheden om at vi også har en forpligtelse til at sikre CO2-fangst og biodiversi­tet på de urbane arealer.
  • Fordampning/regnvandshåndtering: De stigende problemer med ‘monsterregn’ og stigende grundvand øger også fokus på træernes unikt store evne til at opsamle, delvis lag­re samt fordampe vand. Det mindsker afledningen af vand gennem kloaksy­stemerne, og i stedet sker en naturlig recirkulering af vand til atmosfæren.
  • Skygge: Selv i vore somre skaber klima­foran­drin­­gerne i stigende grad ekstreme som­mer­tem­pe­ratu­rer. Her stiger betydningen af træernes skyg­ge meget voldsomt. I heden er skyggen forskellen på et tåleligt og utåleligt opholdssted. Fordelen ved løvtræer er at de køler om sommeren, men tillader solindstråling om vinteren.
  • Køling af urbane miljøer: Kom­binationen af skygning og fordampning bidrager meget til nedkøling. Der er tale om adskillige graders nedkøling i varme somre. Det forebygger de ‘urban heat islands’ som typisk opstår på sammenhængende arealer med bygninger og asfalt uden træer. Et nyligt publiceret studie i det medicinske tidsskrift The Lancet fastslår at når det krone­dæk­ke­de areal øges fra det nuværende gen­nemsnit 15% til 30%, vil lufttemperaturen falde med 0,4°C i gennemsnit. Det er nok til at sænke var­me­relaterede dødsfald med 40% i de 97 undersøgte europæiske byer (Iung­man et al. 2023). Det er især de gamle træer som med deres dybe og vidt­forgre­nede rodsystem kan fordampe vand også i tørre perioder.
  • Luftrensning: Træernes løv har vist sig i et vist omfang og­så at filtrere luftbårne skadeli­ge partikler ud af luften. De vaskes senere til jord og kloak i regnvejrshændelser, eller de falder med træernes blade.
  • Læ: Især større bygningskomplekser medfører kraftige vindturbulenser som kan føles ubehagelige. Store trækroner bidrager voldsomt til at dæmpe sådanne luftstrømme.
  • Ejendomsværdi: Fle­r­­e studier viser at ejendomsværdien stiger med forekomst af gamle træer på og umiddelbart i nærheden af ejendommen.

Gamle træers betydning for mennesker

Gamle træer påvirker vores velfærd og velvære. Der er efterhånden omfattende litteratur som dokumenterer positive effekter af især gamle træer, (Townsend et al. 2016). Også covid-19-pandemien har tydeligt vist de grønne områders og gamle træbestandes afgørende værdi for mennesker:

  • Formindsker stress og øger mental sundhed og velvære.
  • Afkorter tid til rekonvalescens efter operationer.
  • Øger børns fødselsvægt.
  • Formindsker kriminalitet.
  • Øger tilliden mellem naboer.

Vi er dog endnu ikke stødt på nogen tekster som til fulde leverer en tilfredsstillende forklaring på spørgsmålet. Det er som om ingen rigtig tør forsøge at sætte ord på de følelser og oplevelser af velvære som vi mennesker kan have i kontakten med gamle træer.   Nogen inspiration kan findes i sagn og litteratur. I det følgende forsøger vi at sætte ord på emnet.

For os er de altafgørende værdier ved gamle træer nok især deres skønhed og den livsbekræftelse som deres overlevelse er vidnesbyrd om. Mennesker har levet med og af træer i årtusinder, og nærhed til gamle træer kan have en helende virkning. Gennem vores evolution har mennesket levet i en dyb afhængighed af træer. Begrebet ‘genetisk hukommelse’ er anerkendt, så måske er træer mere eller mindre kodet i vores DNA?

I samværet med især gamle træer oplever vi det unikke ved en levende organisme som har levet før os, sammen med os og forhåbentlig også efter os. Gamle træer blev født på samme tid som vore oldeforældre eller endnu længere tid tilbage, og på den måde trækker gamle træer tråde tilbage i tid og overgår os hvad angår kontinuitet, tilpasningsdygtighed og livslængde. Vores egen forgængelighed bliver tydelig i samværet med gamle træer.

Ikke mindst i byer hvor naturen har trange kår, fremstår de gamle træer som vidnesbyrd om overlevelse, sejhed, ukue­lighed og insiste­rer på jord, vækst, frodighed og ældelse med værdighed.

Gamle træer er ofte voldsomme i størrelse. Små og store drenge og piger får lyst til at omfavne træet, klatre op i det, bygge platforme eller bo i trætophuse.

I byen står de store og gam-le træer som naturens overlevede ‘templer’. Med deres fotosyntese som basis for al organisk liv på jord, i det mindste de højere organismers, bærer de vidnesbyrd om liv – om at bliver født, ånde, vokse og ældes. Kontakt med gamle træer giver nærhed til en levende ‘natur’ i skarp kontrast til byens hårde materialer.

Alt dette kan intet nyplantet træ levere. Heller ikke 1.000 eller 10.000 nyplantede træer. Et stort antal nye træer kan levere grønt (bladmasse, CO2-bin­ding osv.), men hvad angår træets værdi for biodiversite­ten og for menneskets forbun­dethed med naturen kan små og unge træer aldrig erstatte et enkelt gammelt træ. Det er tankevækkende at en livscyk­lusanalyse på Chi­cagos bytræ­er kommer frem til at det er først 35-40 år efter plantning at træets CO2-regnskab begynder at være positivt.

Veterantræforvaltning

Gamle træer påvirker vores velfærd og velvære, men helt hvordan er endnu ikke afklaret. Foto: Christian Nørgård Nielsen

Vi skal imidlertid ikke være blinde for at især store og gamle træer også kan afføde problemer for mennesker og materiel. Træer kan gøre ska­de på infrastruktur og i enkel­te tilfælde også på bygninger.

Træer kan skade infrastruktur og ældre bygninger med dårligt fundament. Rødder går i ældre kloakker, og grene vokser ind under taget. I øvrigt kan de smide blade og frugter som skal fejes sammen og renses ud af tagrender osv.

Træer kan også gøre skade på mennesker. Byens borgere har naturligvis en berettiget forventning om at kommunernes træforvaltninger bestræber sig på at mindske risici fra træer, men som skrevet hos SkovByKon (HER) og i indledningen til Lonsdale (2013) kan risikofrihed kun opnås ved at fælde alle træer over 8 meters højde hvilket naturligvis er aldeles uacceptabelt. Vi skal forvalte træerne, også med hensyn til risici.

De sidste få år har biodiver­si­tet, bevarelse af sto­re træer og fredning af gamle træer haft stigende politisk opmærksomhed, ikke ba­re fra borger­ne, men også blandt politiker­ne. Det har affødt et behov for at forstå ‘rådne træer’ som værende bevaringsværdige og ikke kun et risikoelement.

Svaret på denne udfordring er en forvaltning henimod ‘ve­terantræer’. I stedet for at tæn­ke ‘det træ skal fældes’, skal vi reducere eller eliminere problemet og beva­re så meget af træet som muligt:

  • Er der problemer med rødder i ældre kloakker, må man i nødvendigt omfang afskære rødder og herefter reducere kronen så der er balance mellem stormbelastning og forankring. Hertil kan anbefales Rinntechs ArboStAPP software.
  • Er der generende store gre­ne, kan vi så ikke afkorte grenen og lade træet leve?
  • Er der en svamp eller råd eller flæk i træet, kan vi så ikke nøjes med at rebe sejlet (kro­nereduktion) så der opstår en balance mellem kronens kraftoptag og træets styrke?
  • Kan risikoen for skader ved nedfaldne kronedele sænkes af krone- eller faldsikring?

I stedet for ‘fældning’ skal vi tæn­ke: Hvordan reducerer vi problemet med træet samtidig med at vi bevarer det længst muligt? Hvis vi bruger vores faglighed til at forvalte og gradvist fjerne åbenlyse risici ved træ­et, kan det ofte bevares i mange årtier, måske århundreder, mens træets naturindhold og måske også æstetik øges til glæde for natur og mennesker.

Dedikerede organisationer

Det er meget svært at finde udtalelser om gamle træers betydning for menneskers velbefindende. Her nævnes nogle af de mest nærliggende:

  • Ancient Tree Forum: „An­cient and veteran trees are a link to our past, form a large part of our cultural heritage and are extremely valuable for wildlife.“
  • Certification for management of veteran trees: „Anci­ent and veteran trees are genuine monuments of nature. Their historical, cultural, biodi­versity and landscape value is invaluable.“

I Dansk Træregister optages danske træer og bevoksninger som er bemærkelsesværdige: Gamle og store træer. Træer med speciel vækstform. Træer med tilknytning til kongelige eller andre kendte personer. Træer med tilknytning til folketroen. Træer med en god eller sær historie. Og fredede træer jf. Knud Ib Christensen, Dansk Træregister, Dansk Dendrologisk Årsskrift 2009. o

KILDER
Fay N, Berker N de (2016): Ancient trees and their value. In: Dujesiefken D, Fay N, de Groot J-W, de Berker N (2016): Trees – a Lifespan Approach, Contributions to arboriculture from European practitioners, Road for Nature, 136 pp. http://www.ancienttree­forum.co.uk/wp-content/uploads/2017/04/Trees-a-life­span-approach-Nev-Fay-et-al.pdf.
Nowak, DJ (2021): Understanding i-Tree: 2021 Summary of Programs and Methods. Northern Research Station | General Technical Report NRS-200-2021 | December 2021. U.S. Depart­ment of Agriculture.

Lonsdale D (2013): Ancient and other veteran trees: further guidance on management. The Tree Council, London 212pp. http://ancient­tree­forum. co.uk/wp-content/uploads/2015/02/ATF_book.pdf.
The Woodland Trust (2022): Ancient and veteran trees: An assensment guide. https://www.woodland­trust. org.uk/publications/2022/06/green-recovery-avt-tree-assessment-guide/.
Townsend JB, Ilvento TW, Barton SS (2016): Exploring the Relationship between Trees and Human Stress in the Urban Environment. Arboriculture and Urban Forestry, 43(3): 146-169
Iungman, T., Cirach, M., Marando, F., Barboza, E. P., Khomenko, S., Masse­lot, P. & Nieuwenhuijsen, M. (2023): Cooling cities through urban green infrastructure: a health impact as­sessment of European cities. The Lancet, 401(10376), 577-589.
Petri, A. C., Koeser, A. K., Lovell, S. T., & Ingram, D. (2016). How green are trees?- Using life cycle assessment methods to assess net environmental benefits. Journal of Environmental Horticulture, 34(4), 101-110.
HCU (2017): https://www.hcu-ham­burg.de/research/forschungsgruppen/reap/reap-projekte/stadtbaeume-im-klimawandel-sik.
Konijnendijk, C. C. (2023): Evidence-based guidelines for greener, heal­thier, more resilient neighbour­hoods: Introducing the 3–30–300 rule. Journal of forestry research, 34(3), 821-830.

Skribenter
Christian Nørgård Nielsen er forsker og konsulent i SkovByKon.
Oliver Bühler er studielektor på Skovskolen, Københavns Universitet.
Anders Tærø Nielsen er konsulent i SkovByKon.

En drift der skaber mere biodiversitet

NATUR. Giv plads, kig på arterne, undgå slagleklipperen, målret driften og prøv dig frem. Det var nogle af rådene da Vildskab og Care4Nature gav praktisk biologisk indsigt

Hvad sker der når man i et lille lokale i Albertslund sætter to nørdede biologer over for et hold kursister fra kommunale driftsafdelinger, anlægsgartnere, landskabsarkitekter og naturforvaltere for at lære om biodiversitet en hel dag?

Det kunne man opleve en grå novemberdag hvor Vildskab og Care4Nature havde indbudt til kursus i na­turvenlig drift. Alle kursisterne arbejder til dagligt med de grønne bynære arealer, så der var stort overlap mellem de forskellige faggrupper. De videnskabelige og praktiske snakke bliver altid meget sjovere når deltagerne har forskellige tilgange til emnet og bidrager med viden. Derfor er det så vigtigt at vi bliver ved med at mødes på tværs af faglighed.

Her har Axel kørt en tur med fingerklipperen og Hans Wernberg fra Care4Nature fortæller hvordan materialet samles op med en siderive. Foto: Pernille Vesterløkke

Plads til biodiversitet

På kurset var der utrolig man­ge slides om græs, for græs har vi rigtig meget af i vores grønne områder. Det er faktisk primært derfor de er grønne. Så kurset havde stor fokus på hvordan vi gør de græsklædte flader mere interessante som levesteder for dyr og planter for at få mere biodiversitet ind i den grønne drift.

Hvorfor skal vi have mere plads til biodiversitet? Det var et relevant spørgsmål at stille kursisterne, for giver det overhovedet mening at skabe me­re natur i lille Danmark når der er det samme antal arter på en hektar regnskov som der er i hele Danmark?

Kursisterne undrede sig faktisk lidt over spørgsmålet, for det er efterhånden blevet sådan at vi ikke længere spørger hvorfor vi skal hæve biodiver­si­teten i den grønne drift, men i stedet spørger hvordan vi kan gøre det. Vi tror på at denne tilgang er ved at brede sig i he­le branchen og ikke kun er en selvfølge for deltagere som går på kursus i biodiversitet.

Vi ved at der er efterspørgsel efter biodiversitet hos både virksomheder, boligforeninger og kommuner. Mange har heldigvis fået øjnene op for at det er spændende at opdage nye svirrende arter, opleve forskelligheden på arealer med mange levesteder og lære nyt og blive klogere på hvordan man på sine egne arealer kan byde ind med løsninger for at stoppe tab af biodiversitet.

Afhænger af arterne

Kampen for mere biodiver­sitet kan helt oplagt starte med at man ser på sin praksis med græsslåning, men hvad er det bedste alternativ til robotplæneklipperen? Det fortalte Hans Wernberg fra Care4Na­ture en hel del om, og kursisterne så med egne øjne hvordan forskellige maskiner klipper det høje græs.

Græsset skal klippes, men hvordan og hvornår. Og hvorfor er det så vigtigt at samle det afklippede materiale op? Disse spørgsmål blev stillet på kurset, men kan først besvares når man ved hvad der vokser på ens areal:

  • Er der fredede arter, så skal der skabes lys og luft til dem – og de skal naturligvis ikke rammes af græsklipperen i deres vækstsæson.
  • Har man ingen værdifulde arter, men kun græs, er det godt at slå græsset midt om sommeren og fjerner afklip­pet. Så fjerner man nemlig meget mere næring fra arealet end hvis man venter til september eller senere med at fjerne græsset.
  • Har man blomster i sit græs, skal det endelig ikke slås om sommeren, for så fjerner man den pollen og nektar som insekterne lever af, og blomster­ne får ikke mulighed for at sprede sine frø. Så er der blomster, så vent med at slå arealet til midt i september.

Kursisterne vidste godt at materialet skal blive liggende, så frøene kan selvså på arealet, men hvis man alligevel først slår sit areal i september, så kan man samle materialet op med det samme i én omgang – hvis man har den rette maskine. Det samme gælder hvis man slår arealet tidligt forår, marts og april.

Biotopias vildeng: Den udsåede blomstereng er bestemt ikke det nemme valg. Det blev forklaret i Biotopia hvor en gruppe frivillige har etableret en vildeng ved af fjerne mulden og udlægge brugt sandkassesand. Det kræver løbende lugning af tidsler og årlig leslåning, men hvis man kommer rigtigt fra start og er vedholdende, får man den smukke vildeng efter nogle år. Foto: Povl Markussen.

Brug ikke slagleklipper

Bruger man slagleklipperen til at slå sit areal, slår man en mas­­se dyr og insekter ihjel, for alt hamres sønder og sammen på en valse som kører 600 omdrejninger i minuttet. Meget frøma­teri­a­le bliver også. Derfor er slagle­klippe­ren no-go på nær i det tidlige forår og i det sene efterår. Men udfør klipningen når materialet er tørt, ellers stopper det findelte materiale op­samleren til.

Slagleklipperen har generelt set mange udfordringer, når formålet er at skabe biodi­ver­sitet. Slå derfor i stedet det høje græs med skiveklipper, fingerklipper eller en anden høstemaskine, for så bliver græsset klippet af ét enkelt sted. Brug af disse maskiner gør altså – modsat slagleklip­peren – at insekterne overlever slåningen. En anden fordel ved at benytte en høstemaski­ne er at det bliver nemmere at samle materialet op og køre væk fra området.

Men der er andre dyr end insekter, edderkopper og larver på græsstråene at tage hensyn til. Derfor er slåningshøjden på høstemaskinen afgørende for om man får slagtet padder, fuglereder, myretuer og pindsvin på vejen mod mere biodiversitet. En slå­nings­højde på 12 cm i en for­årsslåning er livsvigtig for jordlevende dyr. Slår man til gengæld i september, er slåningshøjden mindre vigtig.

Den ophobede næring

„Hvorfor er det at naturen ikke bare virker, hvorfor skal vi fjerne materialet fra naturom­råderne,“ blev der spurgt på kurset. Det skal vi fordi der siden 50’erne er ophobet man­ge næringsstoffer i jord, luft og vandmiljø siden opdyrkningen tog fart. Denne næringsbelastning er unaturligt høj så kun ganske få arter trives.

I naturen ville meget af det­te plantemateriale blive ædt af store græssere, især om vinteren når føden er knap. I dag homogeniseres naturare­alerne med få, næringselskende arter. Antallet af levesteder på arealet indskrænkes og derfor skal områderne udpines for næringsstoffer.

Da man kun kan have græssende dyr i en lille del af vores bynatur, må maskiner afhjæl­pe næringsbelast­ningen ved at fjerne det organiske materiale. Så vil man ha­ve diversitet i sit høje græs eller på en ny blom­stereng, skal man høste næringsstoffer fra arealet for ikke at ende med en tidselmark.

En målrettet drift

Slår man græs for at gavne biodiversiteten, er opsamling altså en rigtig vigtig del af indsatsen. Budskabet til kursister­ne var derfor at hvis man vil fremme naturindhold, kræver det en målrettet drift og en vedholdende indsats gennem høslæt som fjerner næringsstoffer. Det er desuden vigtigt at benytte de rette maskiner og redskaber som ikke skader padder og insekter.

På høsletengen supplerede en landmandsuddannet kursist fra Forstas med at landbrugsmaskinen ‘skårlægger’ til strå faktisk kan indstilles med en slåningshøjde på 12 cm. Skivehøsteren og fin­gerklip­peren har ikke den mulighed.

Skårlæggeren er desværre ikke det bedste valg når man høster græs. Derfor skal man selv ud og rode med sin maskine hvis slåningshøjden skal op. Her har markedet endnu ikke en løsning.

Maskiner med omtanke

Alle maskiner homogeni­se­rer arealet og trykker jorden, og det går rigtig stærkt så man skal have indsigt når man vælger en maskine til et driftstil­tag på sit areal.

Fræseren er den maskine der gør størst skade på et levested, men på et mindre områ­de kan det sagtens være godt. For når Lilli Gruwier kører med fræseren i sin have, er det for at skabe forstyrrelse og bar jord på enkelte områder.

Brugt på den rette måde og i passende doser kan maskiner være meget brugbare til at skabe variation og til at efterligne naturens egen mekanismer så som lynnedslag, græssende dyrs slid på jorden eller forstyrrelsen fra et væltet træ.   Den største udfordring med nutidens maskiner er at de er enormt effektive og oftest benyttes til at ensrette og fjerne variation. Men naturen har brug for dynamik og forskellighed, og derfor er en passen­de forstyrrelse godt for biodi­versiteten. Det vigtigste er i virkeligheden at tænke i forskellighed og gøre op med den æstetik som er i det ensartede kortklippede græs.

Må prøve sig frem

Det er vigtigt at stå af maskinen og lære sit areal at kende. Samarbejdet med biologer som Hans og Lilli eller naturforvaltere ansat i kommunen er vigtigt, men man må også prøve sig frem og f.eks. følge med i hvad der sker når man stopper med at slå græsset.

Kommer der så hjemmehørende arter frem helt af sig selv? Og hvad kan en tidlig slåning af græsset sætte gang i, hvis man med en maskine efterligner det dyrene gør ved græsset når de kommer tidligt på fold og dødbider græsset? Så får man måske blotlagt noget jord, og det er godt for f.eks. jordlevende vilde bier. Den sorte jord skaber varme pletter og forskellighed på arealet og det er netop det vi ønsker frem for ensartede kortklippede plæner.

Man kan også vælge mosa­ik­slåning ved enten af slå græsarealet i tilfældige baner og forskelligt hvert år. Denne driftsform kaldes også humoristisk for ‘fuldemandsslåning’. Slår man græsset i et større boligområde med smalle græsarealer, kan man indarbejde mosaikslåning i sin driftsplan og vælge rotationsslåning på arealerne så områderne slås på skift forår, efterår eller slet ikke slås et enkelt år. Det skaber diversitet og mulighed for at blomsterne får en chance for at sprede sig på trods af græsset.

Hos Grøn Vækst har de godt styr på de forskellige biodiver­sitetsfremmende indsatser, men efterspørgslen fra kunderne på biodiversitet bliver større og større, og kunderne har mange idéer. Derfor er det vigtigt at man som driftsan­svarlig kan svare på spørgsmål og forklare de biodiversi­tets­venlige tiltag. Det bliver der spurgt ind til når man er på job, lød det fra Grøn Vækst.

Arter frem for sorter

Lilli havde en masse gode råd til hvilke planter man skal satse på og hvorfor. Og selv om planteforhandlerne bugner af smukke sorter, så ud­vælg nøje planterne og vælg arter frem for sorter. Sammenligner man den blå anemone Hepatica nobilis, som er hjemmehørende, med den fremavlede sort Hepatica nobilis ‘Ple­na’, vil man opdage at sorten hverken har pollen eller nektar. Disse for biodiver­siteten så vigtige egenskaber er gået tabt i forædlingspro­cessen hvor der alene var fokus på store, flotte blomster.

Det er et godt eksempel på hvorfor de hjemmehørende arter er et sikkert valg når man vil styrke biodiversiteten. De er nemlig udviklet gennem tusindvis af år sammen med insekterne. En hjemmehørende art som f.eks. pil bliver besøgt af hundredvis af insekter sammenlignet med en eksotisk busk som forsythia der kun har 7 danske arter tilknyttet. Lilli Gruwier fortalte på kurset om en database man kan slå op i og finde antallet af tilknyttede arter til forskellige planter, træer og buske.

Måske er en vildeng slet ikke det rigtige valg. Det giver i hvert fald ikke det forventede resultat hvis man vælger at udså en blomsterblanding med hjemmehørende arter på en næringsrig jord. Den indsats ender efter få år med en ensartet vegetation med bræn­­denælder og tidsler. Og det var jo ikke tanken med den dyre frøblanding.

Langt nemmere tiltag

Der er langt nemmere tiltag til at styrke biodiversiteten end vildeng. På kurset blev indsatser som dødt ved, store sten, stendiger, blottet jord, kvashegn, torsotræer, vandhuller nævnt. Og man må endelig ik­ke glemme værtsplanterne hvor larver kan spise sig mæt­te, og insekterne dermed har le­ve­steder i hele deres livscyklus.

Alle disse tiltag finder man i Biotopia, og derfor var kursisterne på en rundvisning her. Et af budskaberne fra Povl Markussen, som er ansvarlig for driften i Biotopia, var dog lidt anderledes end hvad der ellers blev talt om på kurset. For i Biotopia vil man ikke være uvenner med næringsstofferne. Så selv om næringen skal ud af vildengen gennem årlig slåning med le, så bliver næringsstoffer i form af muldjord og alger fra klimasikringsbassinet benyttet som gødning i køkkenhaven i Bio­to­pia, og døde, vilde dyr bliver til nyt liv for mikroorganismer i dødeburet. På den måde bliver næringskredsløbet sluttet.

Skab naturens rammer

Hans Wernberg mindede om at vi skal passe på med vores ‘anlægstrang’, for holdbare resultater for biodiversitet skabes ofte gennem driften. Og vi skal huske at vi ikke kan anlægge et slutresultat, men i stedet skaber rammer hvor naturen kan udvikle sig.

Anlagte insekthoteller virker kun til ly og overvintring hvis der også er levesteder med værtsplanter og mad fra hjemmehørende blomster, buske og træer. Her er de mange hvidblomstrende træer til stor hjælp for biodiversiteten, for de er ofte hjemmehørende arter, som giver god nektar i det tidlige forår. Giv plads til dem.

Hule gamle træer har altid været redesteder for fugle, men når de gamle træer er væk, kan en fuglekasse være et alternativ – og kan man hæn­ge den i 6 meters højde, så er der gode chancer for, at tårnfalken flytter ind.

Wernberg mindede til sidst om de enkle regler til at fremme naturen:

  • Bevar eksisterende natur
  • Afstå plads
  • Tilbyd levesteder
  • Masser af blomster
  • Udpin, skab lys og luft
  • Skab variation
  • Frem hjemmehørende arter
  • Tilpas driften.

Skribent
Pernille Vesterløkke er ansat i Care4­Na­ture og er medarrangør af kurset som denne artikel omhandler.

 

En femtedel af trædækket står uden for skovene

Mange træer overses når man opgør biomasse og CO2-lagring, viser undersøgelse med  kunstig intelligens i 30 europæiske lande.

Når man opgør biomasse og CO2-lagringer, er der mange træ­er som i dag gerne overses. Nemlig alle de træer der står uden for skovene, dvs. i haver, parker, byrum, sommerhusområder og landskaber. I Danmark står de faktisk for næsten en femtedel af hele træ­dæk­ket, viser en ny kortlægning fra Københavns Universitet.

En femtedel af trædækket står uden for skovene.

16,9% af Danmarks areal er dækket af træer, men heraf står knap femtedel af trædækket, 19,5%, uden for de områder der defineres som skov. Det svarer til at cirka 4,7 millioner ton biomasse i Danmark befinder sig andre steder end i sko­ve. Trædække defineres som kronedække for træer over 3 meters højde. Buske og anden opvækst er altså ikke regnet med.

Forskere har anvendt en algoritme der kombinerer satel­litbilleder og kunstig intelligens. På den måde har de nærstuderet 30 europæiske lande for at se hvor mange træer der er uden for skovområder – og som derfor ikke tælles med i nationale opgørelser.

„Vores studie viser at der er et skjult potentiale i forhold til lagring af kulstof uden for skovene som skal indregnes i klimamodellerne og i oversigter over biomasse,“ siger lektor Martin Brandt fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.

Også i andre lande

Også i resten af Europa er der masser af træer uden for skovene der ikke tælles med i de nationale opgørelser. Faktisk er der 15 millioner hektar med trædække uden for skovom­råder­ne på hele kontinentet. Det svarer til en millard tons hidtil skjult biomas­se der nu kan regnes med i statistikker og modeller.

Når man ser på de lande der har forholdsvist mest trædæk­ke uden for skovene, ligger skovfattige lande af gode grun­de i top. I Holland er trædækket uden for skovene 25% heraf de 8% er i byerne. I Storbritannien er det 22% og i Irland 20%. I den slags lande spiller træerne uden for skovene ifølge Martin Brandt „en vigtig rolle for biodiversiteten, mikroklimaet, landskabsværdier og vandets kredsløb i det enkelte områ­de.“ For skovrige lande er trædække uden for skovene procentvist mindre, f.eks. 2% i Finland.

Deep learning algoritme

Forskerne har taget udgangspunkt i data fra bl.a. nationale opgørelser der inddeler lande i by, skov- og landområder. De har derefter designet en ‘deep learning’-algoritme der kan gen­kende træer ned til tre me­ters højde ud fra deres trækroner.

Derefter har forskerne fodret algoritmen med detaljerede satellitbille­der af 30 eu­ropæiske lande som den har brugt til at udregne hvor stort et trædække der findes uden for skovområ­derne i hvert enkelt land.

„Kvaliteten af vores resultater kommer meget tæt på dem fra satellitbilleder. De er meget dyre at lave i den størrelsesorden vi her får kunstig intelligens til at undersøge. Vores kortlægning af træer uden for skovene har således en præcision på 92,4 %,“ siger ph.d.-studerende Siyu Liu som er førsteforfatter på studiet.

Det seneste studie af Europas skjulte trædække indgår i en længere række af studier lavet i løbet af de sidste par år, der har belyst trædækket i bl.a. Sahara og andre dele af Afrika med satellitbilleder og kunstig intelligens. Det er kortlægninger som det ifølge Martin Brandt ikke har været muligt at lave tidligere med samme præcision og detalje­ringsgrad. Dermed er det også lettere at overvåge vores skove og biomasse i fremtiden hvor kulstoflagre og klima står højt på dagsordenen.

Grundlaget for arbejdet var bl.a. data fra Danmarks Skovstatistik. Herfra fastslår seniorforsker Thomas Nord-Larsen er det stadig er vigtigt at anven­de feltdata. „Uden skovbe­holdningsdata der bruges til at kalibrere sådanne metoder, er satellitobservationer bare digitale tal uden mening,“ bemærker han. „Disse opgørel­sesdata er dog typisk begrænset til skove, og metoder som præsenteret her, gør det muligt at skalere opgørel­sesdata til hvert hjørne af landet.“ sh

KILDER
Siyu Liu, Martin Brandt, Thomas Nord-Larsen m.fl. (2023): The over­looked contribution of trees outside forests to tree cover and woody biomass across Europe. https://www.science.org/doi/10.1126/sciadv.adh4097
Københavns Universitet (2023): Skjul­te kulstoflagre opdaget fra oven: 20 procent af Danmarks trædække overses i statistikkerne. Institut for Geovi­denskab og naturforvaltning. Ign.ku.dk 24.10.2023.

Finansiering
Forskningen er finansieret af European Research Council (ERC) under Den Europæiske Unions Horizon 2020 forsknings- og inno­vationsprogram og som en del af Forestplan-projektet finansieret af Miljøstyrelsen. Forskningen er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Science Advances.

En femtedel af trædækket står uden for skovene.

Byrum og trafik er ved at smelte mere sammen

Trafikpladsen bliver et bedre og tryggere sted at være i og støtter den offentlige transport

I fremtidens byer vil byrum og mobilitet i højere grad smelte sammen for at berige hinanden. Flere større og mindre transporthubs – stationer, stoppestedet mv. – vil skabe livfulde byrum. F.eks. kan en åben trafikplads med busser få parklignende kvaliteter hvor man har lyst til at være, ik­ke kun når man venter på bussen. Det kan også få flere til at væl­ge offentlig transport.

Det fremgår af Heidi Hjort Thuesen, Susanne Renée Grun­kin, Thomas Grave Larsens artikel ‘Tendens i byudviklingen: Byrum og mobilitet smelter sammen’ i Teknik & Miljø 10/2023. De er alle knyttet til arkitektfirmaet Arkitema der arbejder med byens grønne rum.

„Byrum er meget mere end en kulisse for vores daglige liv. Det er også en aktiv medspiller i hvordan vi vælger at kom­me omkrig. Derfor handler det også om at skabe byrum der er egnet til altenative transportformer, og som opmuntrer os til til at forandre vores mobili­tetsadfærd,“ skriver de.

Kennedy Plads i Aalborg. Busserne er der stadig, men de dominerer ikke længere pladsen. Foto: Susanne Renée Grunkin

Det er nemlig en stor udfordring at reducere den private bilkørsel i byerne hvor de optager meget plads til kørsel og parkering og stadig giver gener med støj og os. Biltekno­lo­gien har ganske vist løst en del af problemet. På den anden side kommer der flere og flere biler i byerne bl.a. fordi byerne fortættes. Det øger også problemet med trafikpropper og parkering. En del af løsningen er bedre offentlig transport. Og den kan bl.a. hjælpes på vej af bedre byrum som de tre eksempler viser.

Kennedy Plads

På Kennedy Plads i Aalborg er banegårdspladsen blevet til en grøn oase selv om der stadig er busser. Omkring 6.600 m2 er beriget med frodige bede mens nye træer supplerer pladsens gamle træer. „Sidder man og venter på bussen, dufter man det grønne lige bag ryggen,“ skriver de tre Arkite­mafolk. „Skygge er en ny og behagelig ting der har givet flere gode pausesteder ligesom solen får frit spil andre steder på pladsen. Hvor den dominerende stemning før var hektisk aktvitet og travlhed, har en fornyet ro sænket sig over bylivet.“

Vollsmose i Odense. En bygade med fornyet beplantning og klinker skaber en mere tryg og tiltalende vej til bussen. Susanne Renée Grunkin.

Vollsmose

I Vollsmose i Odense er en utryg offentlig sti gennem krat og hegn til busstoppestedet blevet til en 850 meter lang åben bygade. Den skaber et nyt op­levelsesrigt byrum og mødested i bydelen, og med tre nye busstop er vejen til Odense bymidte blevet korte­re. Beplantningen er fornyet. Krattet er blevet til frodig bynatur og giver sammed 200 bevarede og 100 nyplantede træer og en belægning af Odenseklinker bydelen ny iden­titet. Se også artiklen s. 4.

Hellerup Station

På Hellerup Station i København var der før sekundære bygninger og aflukkede cykel­skure mellem perronen og sta­tionspladsen. De hindrede overblik og skabte utryghed.

Hellerup Station. Perronerne er blevet en integreret del af byrummet omkring stationen med cykelparkering og ophold. Foto: Lars Rolfsted Mortensen.

I dag er der ét stort åbent og tryggere byrum hvor man færdes på kryds og tværs med mulighed for ophold, bl.a. mellem de nyplantede opstammede træer. Perroner­ne er en integreret del af det nye byrum, og de ventende passagerer er en integreret del af bylivet, skriver de tre Arkite­mafolk der ser lyst på udviklingen:

„Stationer der har skubbet bylivet væk til fordel  for parkeringspladser, betonkon­struk­tioner og utryg indretning, ligger allerede mere eller mindre bag os,“ skriver de. „Mens bymiljøer, der vokser op omkring transporthubs som stationer, bus- og letbanestop ude i lo­kalområderne, allerede giver os flere åbne, velintegre­rede og trygge samlingspunk­ter i byerne indrettet for mennesker hvor et levende byliv kan blomstre op.“

KILDE
Heidi Hjort Thuesen, Susanne Renée Grunkin, Thomas Grave Larsen (2023): Tendens i byudviklingen: Byrum og mobilitet smelter sammen. Teknik & Miljø 10/2023.

Værdien af at plante og pleje

PLANTEANVENDELSE I PRAKSIS 27. Planter og plantninger skal tilgodese naturens trivsel, menneskers trivsel og andre formål, men uden vækst og vitalitet bliver intet tilgodeset

Fagfolk der arbejder med planteanvendelse, påtager sig et stort ansvar for mange generationers trivsel, for naturens udvikling og tilstand og for det arkitektoniske udtryk i by og i landskab. Det gælder lige fra bygherrer og projekterende til generationer af dygtige forvaltere og driftsfolk, der plejer og udvikler.

Tre gartnere tilplanter et større areal med 3-års planter af stilkeg. Vi spørger hvad de har gang i. Den første svarer at hun planter eg, præcist på række, træder planterne til og sikrer at de står godt fast. Den anden svarer at hun er ved at skabe en egeplantning der hurtigt skal komme i god og hurtig vækst. Den tredje svarer at hun er ved at skabe en lys og karakterfuld egelund.

Sammen er de et godt team, for de har hver især blik for noget væsentligt, men med et lidt forskelligt tidsperspektiv. Det er godt, for netop tid er afgørende når man arbejder med planter og plantninger. Man sår nogle frø eller planter nogle unge planter. De vokser, bliver plejet og udvikler sig og efter en kort årrække er der fremelsket en frodig og karak­terfuld plantning der tjener sine formål.

Kyndige fagfolk ved godt at tid er et afgørende forhold for plantninger der konstant er i udvikling, ligesom vækst og frodighed er afgørende forhold. For at få succes med plantninger er det dog helt afgørende at beslutningstagere, dem der bestemmer og betaler, forstår hvad der skal til så forventningerne kan blive indfriet. Det er både en vigtig og interessant opgave at sikre den forståelse uanset om det er planlægning og projektering eller de efterfølgende mange års drift og pleje.

Ud over at sikre at beslutningstagerne er blevet fortrolige med hvordan plantninger dyrkes og udvikles, så er det rimeligt at offentligheden også får indsigt og får nogle forventninger. Det er næppe detaljer og tekniske forhold der har interesse, men mere hvad man kan forvente, hvornår man kan opleve noget og hvad det helt særlige er.

De første beslutninger

Løvbakkerne nord for Herning er et gammelt egekrat og alderen på de ældste træer er ukendt, men langt over 100 år. Egekrattet er opstået fordi sandjorden aldrig har været dyrket, og udtrykket skyldes konkurrencen om lys, vindens hærgen og dyrs gnaven og gnubben. De fleste holder meget af stedet, og med omhyggelighed kan motivet som man finder i gamle egekrat, genskabes, især på næringsfattige jorde.
I princippet planter man traditionelt, men allerede i etableringsperio¬den skal træerne have god afstand så de forgrener sig rigt nedefra. Ud-viklingsperioden vil så bestå i at fjerne træer der gror for regelmæssigt og i stedet give de skæve, forgrenede og krogede træer plads.
Hvordan det bliver, kan man intet vide om, men man kan regne med at efter cirka 20 år har man en egelund med træer af usædvanlig fremtoning. Det er så blandt dem man fortsat vælger hvilke der skal vokse videre. Nogle vil tro at det er ægte natur. Det er det næsten også, og na¬turindholdet bliver stort ligesom i en stævningsskov. Men det er og bliver et skabt udtryk. Foto: Henning Looft.

Hvad er en påtænkt plant­nings formål? Svaret er ikke altid enkelt og ligetil, for grøn­ne omgivelsers værdi kan opgøres på mange måder og afhænger tit af hvem der opgør.

Der er derfor altid en del forhold der indgår og afvejes i beslutningerne, og mange fag­ligheder bliver bragt i spil. Landskabsfaglige, fagtekniske, biologiske, psykologiske, sociale, økonomiske, samfundsmæssige og mange andre. Planter og plantninger betyder noget for alle og har mange værdier.

Inden selve planteopgaven er der derfor behov for at formulere et program for hvad der er formålene, altså hvad man vil opnå, og hvordan formålene afvejes og prioiriteres. Det er vigtigt at dem der beslutter og betaler har en klar idé om hvad formålene er. Det lyder kompliceret, men er det ikke.

En god professionel hjælp er derfor at forsyne beslutningstageren med få, men letfor­stå­elige sætninger om formålene og de argumenter der begrun­der formålene. De skal være så tilpas enkle og klare at enhver journalist også let vil kunne formidle til en større kreds.

Når det er gjort, er den næste opgave at formulere den idé der skal ligge til grund for projektering, plantning, pleje og andre opgaver. Heller ikke den opgave er kompliceret, men til gengæld helt afgøren­de for plantningens udvikling. Idéen skal naturligvis vinde genklang hos beslutningstagere og dem der betaler, men lige så vigtigt er at den skal kunne forstås af de personer der senere kommer til at arbejde med opgaven i praksis. Hvis man ikke får instruktioner i hvad der er meningen, så er det ikke nemt at udvikle og fremelske plantningen så den kan leve op til formål og idé.

Bliver man usikker på en indsats, så er det altid hensigtsmæssigt at overveje hvad der giver beslutningstagere, samfundet eller naturen værdi fremfor hvad man selv synes i den givne situation. Plantnin­gens program med formål og idé er altid ledetråde, i første omgang dog kun frem til cirka 20-års alderen fordi plejeopga­verne bliver anderledes når udviklingsperioden afsluttes.

Det er en vigtig opgave for fagpersoner at formulere formål og idé der er lette at forstå, kan være være ledetråde for de fremtidige indsatser og være en del af beslutningsta­gerens målestok for om der er skabt værdi for indsatsen. Som et supplement kan man vise referencer, altså fotos af situationer der kan være forbillede.

Vækst, vitalitet, frodighed

På Jernbjerggård ved Slagelse hvor Have & Landskab holdes, blev der i 2017 etableret en demonstrationsplantning med buske. Hvis der er en myte om at busketter er kedelige, vanskelige og dyre, aflives den her.
Idéen var at vise hvordan forskellige plantemønstre giver forskellige udtryk. Udgangspunktet var at buskplantninger burde opbygges som etagerede plantninger hvor buskene får bedre mulighed for at fremstå med deres særlige karakterer fremfor en kompakt mur af løv.
Det er lykkedes ret godt, og her seks år efter kan man opleve veletablerede busketter med tre eller fire etager afhængigt af om der indgår stauder. På fotoet ses et udsnit af en plantning med gråløvede arter med havtorn, gråpil, fyr og perlekurv.
Buskene har plads til at vokse så frit at deres karakterer træder frem. Det øger herlighedsværdien med former, farver og frugter. At etab¬lere flere etager kan formentligt gøre buskettet lidt mindre pleje¬kræ¬ven¬de fordi lys bedre kan lukkes ude fra jordbunden. Foto: Henning Looft.

Uanset formål og idé som altid er ord og hensigter, er der andre forhold fagper­soner har langt større indflydelse på, og som alle, både beslutningstagere og offentlighed, kan føl­ge med i. Det er plantnin­ger­nes udvikling og fremtoning.

Nøglebegreberne er vækst, vitalitet og frodighed. Selv om mange er vokset op i byer og måske aldrig selv har dyrket et stykke jord, er de fleste i stand til at se når plantninger gror, trives og vokser og instinktivt ved man når det ser rigtigt ud.

Det er lige omvendt hvis en plantning mistrives og sygner hen, så breder usikkerheden sig. Er det bare noget midlertidigt som retter sig? Eller er det det i virkeligheden ret normalt? For fagpersoner er det nemt at svare på. Det drejer sig om sjusk, utilstrækkelige evner og mangel på forståelse for hvad der er de helt centra­le opgaver som at skabe vækst og frodighed – uanset formål og idé.

Grønne fagfolk skal derfor påvirke beslutningsprocesser på ethvert niveau med deres viden og erfaring. Om det drejer sig om klimasikring, biodi­versitet, nybyggeri, renovering af plantninger i by og på land eller bevarelse af kulturarv og naturindhold, er der altid brug for erfaring og viden, og grøn­ne fagpersoner skal bidrage for at sikre at der kan skabes noget værdifuldt.

Mange beslutningstagere og mange interessenter er de sidste årtier blevet interesserede i vores omgivelser, lige fra store naturområder over byens friarealer til den lille blomsterplantning, både offentlige og private. Man kan i medier dagligt se hvad der rører sig, og når beslutningstagere fortæller om nyanlæg, er der mange grønne hensigter, måske dokumenteret med visualiseringer der viser hvor vidunderligt det kan blive.

Grønne kompetencer

Når det konkret kommer til vækst, vitalitet og frodighed, er der dog noget der tyder på at de grønne kompetencer ikke altid er blevet hørt, ikke er blevet forstået – eller måske slet ikke er blevet inddraget.

Planteanvendelse i praksis handler i høj grad om at omsætte tanker, idéer og planer til noget der reelt har værdi, og at gøre det hurtigt og effektivt uden fordyrende indsatser til udbedringer eller til at starte forfra.

Det der skal bidrages med, er noget så enkelt som plantedyrkning, men på en måde hvor vægten i høj grad er lagt på herlighedsværdi, naturind­hold, rumskabende forhold og plantningernes fysiske funktioner og i mindre grad på økonomisk udbytte eller et snævert og begrænset formål.

Sagt på en anden måde, er der i vidt omfang brug for at sikre at man rent faktisk kan realisere beslutninger, gøre det begavet og gøre det inden for en rimelig kort periode. At træer nemt kan blive flere hundrede år, er ikke så afgørende. Det kommer ingen alligevel til at opleve. Sagens ker­ne er at sikre at anlægget over en kort periode vil leve op til formål og idé – og derfor sandsynligvis få en lang levetid.

Dyrkningsgrundlag afgør

Et vigtigt forhold er den jord der skal plantes og dyrkes i, og den skal der passes godt på. Man siger nogle gange at na­turgrundlaget er givet, og at jordbund og klima er som det er. Det er ikke helt rigtigt. Når en anlægsaktivitet er i gang, kan der ske meget med jorden der vil ændre vækstvilkå­rene, nogle gange fatalt. To forhold afgør især væksten: jordens porestruktur og jordens mikroliv og dyreliv op til regnorme.

Den idé man har med et anlæg, skal være i overensstemmelse med jord og klima, ellers lykkes det ikke. Man sikrer at jordbunds­forhol­dene tilpasses det formål og den idé man har – hvis der er budget og vilje hertil. Eller man tilpasser sin idé til det mulige.

Man kan mene at jord­bunds­­­forholdene kan blive så ødelagte at ingen vækst er mulig. Det er dog ikke tilfældet. På betondæk som i taghaver eller på parkeringskæld­re er jorden jo ikke eksisteren­de, men med omhyggelighed og et passende budget er det muligt at skabe vitale og frodige plantninger når bare deres basale krav kan opfyldes.

Fagpersonen skal derfor argumentere for et brugbart vækstgrundlag og et anlægsbudget der kan sikre anlægsarbejderne, planteopgaven og etableringsplejen frem til endelig aflevering efter fem år. Før er anlæg med træer og buske ikke veletablerede og derfor ikke egnet til afslutning af anlægsperioden. Det skal man også argumentere for da man traditionelt afleverer nyplantninger sammen med nybyggeri hvilket i praksis ikke giver så meget mening.

Det har traditionelt været tankegangen at råjord skulle forefindes med rumvægt på ikke meget over 1,6 t/m3 dækket af et muldlag på 25-35 cm, gerne med en lavere rumvægt. Var det ikke tilfældet, kunne man grubbe eller kulegrave, men alt sammen fordyrer, og det er ikke altid succesfuldt. Det bedste har altid været at beskytte kommende plantearealer. Det har man tilfælles med forstfolk, landmænd og produktionsgartne­re der aldrig ville plante i ødelagt jord fordi deres udbytte vil blive forringet.

Har man ikke mulighed for en optimal jord, måske fordi der ikke er budget til det, så må idéen i stedet tilpasses forholdene. Iagttager man jern­banearealer, gruspladser, forladte industrigrunde m.m. kan man se at vækst indfinder sig, og det gælder både vedplan­ter, urter og græsser. Man kan udlede at vækst sjældent er umuligt, men altid betinget af vilkårene på stedet hvor især jorden er afgørende. Pio­ner­træer som birk, pil og poppel kan gro stort set overalt, men deres udvikling og tilvækst bestemmes af forholdene.

Det er derfor afgørende at den idé der besluttes, er afstemt efter voksested og økonomi, og det er en central opgave for grønne fagfolk. Der er ikke andre der varetager den opgave.

Kan det lade sig gøre?

Inden en idé bliver besluttet, er der et vigtigt spørgsmål der altid bør stilles, og det uanset om man er projekterende, bygherre, et offentligt medie eller en engageret kollega: Kan det lade sig gøre? Og hvis ja, hvordan kan det så gøres?

Man kan postulere næsten hvad som helst og med grafiske hjælpemidler kan man forsøge at visualisere en tænkt herlighed. Men det svarer ikke på spørgsmålet om det kan lade sig gøre og hvordan. Her er især to forhold afgørende:   For det første anlægssituati­o­nen i forhold til jordbund, kul­turarbejder, plantevalg, plan­te­­kvaliteter, etablerings­meto­de og andet der fastlæg­ger udgangspunktet.

For det andet hvilken pleje der skal udføres indtil en passende udviklingsperiode er gennemført. For blomsterplantninger bør det være to år, for plantninger præget af buske 10 år og for plantninger hvor træer indgår, 20 år.

Selvfølgelig kan man drøm­me om hvor smukt et anlæg kan tage sig ud om 100 år, men det er og forbliver en drøm som ingen kan vide noget om. Det kan vi dog for plantningernes udviklingsperi­ode, altså op til cirka 20 år, og det er den periode man kan redegøre for når man svarer på det simple spørgsmål og begrunder med hvordan.

Det drejer sig om dyrkning og fremelskning, noget der har været kendt i generationer, men som tilsyneladende ofte undlades som en ellers uadskillelig del af en plantning. Nogle kalder det drift eller pleje, men det er lidt uklare termer, hvor etableringspleje og udviklingspleje bedre tyde­liggør hvad opgaverne er, og hvornår de udføres.

Dyrkning med andre mål

Dyrkning kendes fra planteproduktion i landbrug, skovbrug og gartneri, og både viden og erfaringer herfra er meget nyttige. Men dyrkning af plantninger hvor herlighed, naturindhold, rumforhold eller fysiske virkninger er det væsentlige, dyrkes på andre måder og med andre formål. Forhold som varighed, bæredyg­tighed, oplevelser, naturind­hold og anvendelser betyder at dyrkning tilrettelægges anderledes, og da man sjældent har indtægter, betyder det at omkostninger skal begrundes anderledes, og at unødige eks­traomkostninger er uønskede.

De mål man i stedet forfølger er påviselig succes, gerne år for år. Hurtig tilvækst, effektiv dækkeevne og tydelig vitalitet er væsentlige forhold som dyrkningen skal tilgodese. Og selv om udviklingsperioden for nogen kan synes lang, er det en nødvendig periode hvor dyrkning og fremelskning sikrer at formål og idé bliver indfriet. På tyve år kan et na­turpræget skovlandskab, en karakterfuld trægruppe eller et markant gadetræ være af store dimensioner, vel at mær­ke når dyrkning og fremelskning er foretaget kyndigt.

Grønne fagfolk må ligesom landmanden, frugtavleren og forstmanden have dyrknings­mæssig indsigt for at skabe meningsfulde plantninger, men dyrkningstekniker og metoder skal transformeres så man i stedet for produktion opnår herlighed.

Ofte er det plantedyrknings­mæssige aspekt undertrykt, men dyrkning og kultivering er nødvendige processer for at opnå groede miljøer af stor værdi. Grønne fagfolk skal derfor også se sig selv som plantedyrkere. I årtier er vores nære omgivelser i stort omfang blevet præget af belægninger, udstyr og i bedste fald græsplæner som alle har det tilfælles at de løser få, forudbestemte funktioner. Men de kan ikke tilføre naturoplevel­ser, udfordre fantasien eller vidne om årstidernes skiften.

Tid skaber skønhed

Det er helt særligt i plantean­vendelsen at tiden er en væsentlig og afgørende dimension. Alle ved at planter vokser og at plantninger er dynamiske. Enhver plantning bliver over tid formet af planternes vækst, vilkårene på voksestedet og den pleje der bliver udført. Det er en vidunderlig ting at arbejde med noget der altid er i udvikling, men også et forhold der skal tages vare på, både i planlægning og i pleje.

Plantningers evne til at dan­ne rum er afhængig af tid. Først er der slet ingen rum, men alene et plantet udgangspunkt. Tiden gør at der hurtigt opstår rum hvor planter fra at danne flader eller en­kelt­indi­vider begynder at dan­ne rum der kan omslutte og som man kigger ind på eller op på. Men uanset hvornår man betragter, så vil plantninger med træer og buske fortsat være i udvikling i adskillige generationer fremover. Med en alder på 100 år er plantninger stadig undervejs. Tiden som dimension skal derfor indgå i ethvert planteprojekt.

Nogle gange ser man projekter eller plantninger hvor drømmen eller idéen er noget statisk, hvor alting er som tænkt og tegnet i al evighed – som var det en bygning eller en skulptur. Det kan man f.eks. opleve mesterligt udført i minianlæg som i Le­goland og på nogle kirkegårde.

Den helt store glæde ved plantninger er netop at de gror og udvikler sig. Både års­tidsvariationen og udviklingen over en årrække er oplevelsesrige, og det uanset om det er dygtige fagfolk der har udviklet karakterfulde plantninger eller om de er relativt selvgroede.

Tid er et arbejdsredskab hvor man disponerer med udviklingstrin og de indsatser der skal til hvornår. I løbet af en plantnings udvikling vil man hurtigt opleve at de enkelte planter konkurrerer indbyrdes og hver især vil have mest lys og vand. Det er enkelt nok, men hvad det betyder, er ofte ufor­udsigeligt. Det man ikke kun­ne forudse, må plejeind­sat­sen så hjælpe med at udbedre, f.eks. ved udtyndinger, tilba­ge­skæringer eller indplantninger.

Det er vigtigt at få bygherren eller ejeren til at forstå at det er sådan. Helt galt kan det gå hvis drømmen er noget ’vedligeholdelsesfrit’. Det findes ikke i plantninger og heller ikke når man taler bygninger, veje eller biler. Men gennemtænkte plantninger kan minimere behovet for indsats.

Selv om tiden er vel indtænkt, skal man kalkulere med at pleje og pasning i visse sammenhænge kan blive ret sporadisk eller være afhængig af ’mærkværdige’ beslutninger på alle niveauer. Det er altid klogt at indtænke så plantninger over tid ikke taber værdi.

Planternes herlighed

Det er vist meget få mennesker der ikke holder af grønne omgivelser, naturoplevelser eller blomsteroplevelser, og det er for de fleste noget man dagligt har glæde af og er bevidst om. Det må vi som fagfolk ved enhver lejlighed argumentere for med vores viden og erfaringer. Det er ikke et område hvor der er så meget viden, men dog nok til at der er evidens for at oplevelsen af natur, planter, dyrkning osv. har gunstig effekt på menneskers trivsel, både fysisk og mentalt. Vi ved det godt, men ofte bliver det ikke sagt klart og tydeligt.

Landskabsarkitekt Jørn Palle Schmidt har sagt at „det er sel­ve plantevækstens herlighed og frodighed der er noget af det der udløser størst glæde og lykkefølelse og får fantasien til at udfolde sig.“ Det kan være bevidst eller ubevidst eller en kombination, men at tilbringe en forårsaften i skyggen fra et blomstrende æbletræ fortryller vist de fleste.

De virkemidler vi har for at stimulere planteglæden, er ud­nyttelsen af planternes mangfoldighed og evnen til at udarbejde kompositioner hvor planterne hver for sig og i indbyrdes samspil giver oplevelser. Groft sagt kan man desig­ne og formgive grønne områder på uendeligt mange måder, men hvis planternes fremtoning ikke kan give oplevelser, bliver områderne ikke interessante uanset hvor raffineret de er formgivet.

Det er ikke ualmindeligt at opleve anlæg præget af form, men kun lidt oplevelses­mæs­sigt indhold. Form bliver ikke nødvendigvis til rum med mindre planter vokser op i øjenhøjde eller mere.

Mangfoldigt plantevalg

Planterne er det byggemateriale vi har at skabe med og det er deres fremtoning der giver den samlede virkning. Et af nøglebegreberne er mangfoldighed i plantevalg, altså en diversitet der primært har til formål at skabe frodighed og oplevelser. Monokulturer med kun én art kan i få tilfælde være praktiske, men de har ofte kun ét formål – og det er sjældent planteglæde.

Planter der indgår i en plant­ning, er ikke kun karakteriseret ved art og eventuelt sort, men også ved kvalitet. Man taler her om to ting: En ydre kvalitet som er produktform, størrelse, rodudform­ning mm. Og en indre kvalitet som er plantens genetiske form, vitalitet, sundhed mm.

Kvalitet afgør væksten og planternes udtryk. Om et træ plantes som højstammet, som fler­stam­met, som stam­busk eller som landskabsplante har stor og afgørende betydning for oplevelsen i hele plantens levetid.

Forhold som genkendelighed og tryghed betyder meget for mange mennesker. Man hører ofte om referencer til ’mormors have’ hvor det ofte handler om store æbletræer, syrenhegnet og staudera­bat­ten med lavendler som mange med glæde husker. Sådanne referencer er en del af en fælles kultur og kan nemt genfortælles med planter.

Det æstetiske er selvfølgelig vigtigt, og hvis plantninger ik­ke er attraktive, bliver de måske ikke altid beskyttet. Skønheden i sig selv får ofte publikum til at beskytte plantninger. Når noget er smukt nok, bliver det ikke ødelagt, men hvis et anlæg først er blevet misligholdt, er der ingen der ser på det med respekt længere. Også derfor er det utroligt vigtigt at fagfolk skaber anlæg som kan leve op til formål og idé, og hvor planterne kan udfolde deres skønhed.

Viden og uddannelse

Erfaring og fornemmelse for plantevækst kan man ikke kun læse sig til. Det skal erfares i virkeligheden og gerne med kyndige fagpersoner der kan indføre andre i plantedyrk­ning, plantepleje og andet. Kyndighed og erfaring er næsten altid noget der er knyttet til enkeltpersoner og en god forvalter eller ejer skal sikre at der er sådan nogle i virksomheden, og at de bliver der læn­ge med deres viden.

Det er ikke kun et spørgsmål om at kende planter og plantninger, men også hvordan forskelligheder i vækstvilkårene eller plejen fungerer. Det er ikke generelle forhold, men altid specifikt for forskellige plantninger eller delområder. Mange beslutningstagere har en idé om at pleje bliver bedst hvis den sendes i udbud så man kan få den billigste pris. Men hvordan erfaring og den løbende vidensopsamling kan indgå, er sjældent afklaret.

At beskrive og udbyde stan­dardopgaver som græsklip­ning, hækklipning, renholdel­se og andet rutinemæssigt kan man sagtens, men det er sværere at beskrive noget der gror og udvikler sig. Hvis man ikke sikrer sig at den opsamlede erfaring kan indgår i processen er den kompliceret. Man ved aldrig, fra år til år, om der kommer sygdom, tørke eller for meget vand. Vi er nødt til at have en medleven i den dynamik for at kunne håndtere plantninger.

Plantedyrkning og pleje af plantninger burde være omfangsrige fag i de grønne uddannelser. Det er jo her fagfolk uddannes som senere skal varetage opgaverne. Nyuddannede fagfolk inden for hver deres felt er de eneste personer med sådanne dyrk­nings­mæssige kompetencer. Det kan være fagfolk lige fra de lange videregående uddannelser som landskabsarkitekt til specialarbejdere der har været på korte, men intensive plejekurser.

Faren er når planlægning og udvikling overlades til ukyndi­ge der nok kan producere omfangsrigt materiale, men hvor de dyrknings- og driftsmæssige aspekter ikke er indtænkt – så får de sjældent noget med virkeligheden at gøre.

Artiklen er den 27. i serien ‘Plantean­vendelse i praksis’ der præsenteres i perioden 2021-2023.

Kilder:
Annemarie Lund (2007): Grøn form, grønt modspil. Biografi om Jørn Palle Schmidt. Arkitektens Forlag.
Ib Asger Olsen (1998): Planter i miljøet. Forlaget Grønt MIljø.
Jane Schul (2020) Interview af Tine Gils. Landskabsarkitekter.dk.
Plantgruppen (1975): Plant og Plej.
Poul Erik Brander (2010, 2021): Træer og buske i by og land, bind 1 og 2. Forlaget Grønt Miljø.

Skribent:
Henning Looft er landskabsarkitekt, førhen ansat i flere kommuner og stadsgartner i Aarhus Kommune. Fra 2008 til 2018 var han medindehaver af Moos+Looft Landskabsarkitek­ter.

Overordnet vellykkede klimaprojekter

Teknologisk Institut har for Realdania gennemført projektet ‘Teknisk dokumentation af klimatilpasningsprojekter’. Her er der indsamlet og beskrevet erfaringer i form af planlægning, udførelse, drift, inddragelse af borgere, økonomi og praktiske udfordringer fra 11 gennemførte klima­tilpas­ningsprojekter. Denne artikel gennemgår nogle af de vigtigste erfaringer.

De 11 projekter er gennemgået ved besøg på projekterne og i samtaler med drift- og plan­lægningspersonale der er udspurgt om projektet igennem en spørgeguide udviklet til dokumentationsprojektet.

Regnvandsbassin, Glisholm Sø. Glisholm Sø, øst fra Odense. Søen er en del af et større område, der indgår i klimatilpasningsplan for ny udviklet byområde. Området består af søen, et vådområde der kan oversvømmes i tilfælde af meget regn og et udløb til nærliggende å.
Foto: Teknologisk Institut.

Overordnet anses de gen­nem­gåede projekter for at være vellykkede i forhold til deres forventede funktion, og sammenlignet med traditionel separering af regnvand har de ofte været billigere. Klimatil­pas­­ningsprojekterne spreder sig fra tekniske anlæg i byrum til regnvandsbassiner (1).

Styr på vandteknikken

Erfaringerne fra projektet viser at der generelt er styr på den vandtekniske del. Anlæggene virker efter hensigten, og det er generelt robuste anlæg. De hydrauliske beregninger af magasineringsvoluminer, nedsivning, transport mv. såvel som projekteringen af de enkelte anlæg er umiddelbart foretaget hensigtsmæssigt.

Den gode projektering af de enkelte anlæg hænger sammen med at man i Danmark har et meget gennemarbejdet dimensioneringsgrundlag som gør at dimensioneringen kan foretages i forhold til de forventede nedbørsmængder.

De fleste af anlæggene er dimensioneret til 100 års regnhændelser eller mere og har endnu ikke vist deres fulde kapacitet da de ikke har været belastet med noget der kommer i nærheden af den dimen­sionsgivende regn. Desuden er flere af anlæggene endnu ikke tilkoblet alle oplande.

Mødes og diskuterer

Klimatilpasningsprojekter involverer som regel mange interessenter. Erfaringer fra do­kumentationsprojektet viser at hvis de involverede – i form af myndighed, forsyning og bygherre – i en tidlig fase mødes og diskutere problemstillingerne, kan det fremme afklaringen af komplicerede problemstillinger.

Erfaringen viser også at det letter arbejdet betydeligt – og giver et struktureret samarbej­de – hvis man kan fastholde flere inte­ressenters involvering. Det kan f.eks. ske i form af en styre­grup­pe der mødes og diskuterer i både plan­læg­ningsfasen og senere under udførelsen.

En forudsætning for at den­ne involvering fungerer, er at processen ikke bliver for omfattende med for mange involverede, og at alle parter er interesserede i at finde løsninger på eventuelle problemer da projektet ellers kan forsinkes.

Vejbed med erosionsbeskyttelse i indløb. Risvangen, Aarhus. Foto: Teknologisk Institut.

Erfaringer går tabt

Mange klimatilpasningsprojek­ter har et langt tilløb og bliver designet specifikt til det aktuelle område. Når projektet kører over en årrække, vil der of­te være stor udskiftning i projektgruppen (både kommune, forsyning og rådgiver), og man risikerer at værdifulde erfaringer går tabt.

Erfaringerne fra dokumen­tationsprojektet viser at især for projekter der har løbet over en årrække, forekommer der udskiftning i projektgruppen, og information tabes. For at undgå det skal de forskelli­ge faser i projektet dokumen­ters, så det sikres, at vigtig viden bliver overleveret.

Afslutningen af projektet er også et af de steder hvor information tabes. Det ses ofte ved at ansvaret for opfølgningen på tegninger og afsluttende projektbeskrivelse ikke er placeret. Det gør at det kan være svært at samle op, og man risikerer at de mange justeringer der sker under anlægsarbej­det,  ikke er dokumenteret.

Husk driftsplanen

Erfaringerne fra de gennemførte projekter viser at man sjældent har fået aftalt hvordan driften skal fordeles mellem f.eks. kommune og forsyning, og ofte findes der slet ikke drifts- eller plejeplaner for det opførte anlæg.

Det skal der naturligvis væ­re. Desuden er det vigtigt at sikre sig at driftspersonalet er uddannet til at håndtere driften. Det er en meget klar erfaring at det skal være aftalt hvem der står for og betaler for driften før anlæggene tages i brug.

For de projekter hvor der er lavet driftsplaner, er erfaringen at de ikke må være alt for detaljerede, for driftspersona­let læser ikke lange manualer. Små videoer kan være mere anvendelige. En fælles driftsplan med afklaring af grænseflader skal aftales før et anlæg tages i brug. Det har især stor betydning for anlæg hvor der er planlagt speciel beplantning, da denne karakter vil forsvinde, hvis den eneste ple­je er græsslåning.

Den grønne merværdi

Kombinationen af vandhånd­tering og grønne områder med plads til forskellige aktiviteter samt merværdi er lykkedes i alle klimatilpasningpro­jekterne. Generelt er brugen af områderne øget, og folk er meget tilfredse med udformningen af de nye anlæg (2).

I flere af projekterne er der indtænkt elementer der kan bruges til læring f.eks. om nedbør, jordarter, jordens evne til at rense vand mv. Der er dog ingen af disse lærende elementer der har haft værdi i længden. Ofte er de indtænkt sammen med ildsjæle på nærliggende skoler, og når ildsjæ­len forsvinder, bliver anlæggene ikke længere brugt i læ­ringsforløb. I Linde­vangspar­ken var det f.eks. planen at ellipsen og de andre elementer i parken skulle indgå i mate­­ma­tikundervisning på den nærliggende skole.

I mange af anlæggene er det planlagt at der skal be­plantes med forskellige typer af beplantning så udtrykket bliver varieret. Dette udtryk har været svært at bevare i flere af anlæggene. Dels kræver en varieret beplantning specifikke plejeplaner og måske uddannelse af personale. Dels skal denne pleje være aftalt og finansieret på forhånd. En varieret beplantning uden plejeplaner ender som regel med at blive vedligeholdt med simpel græsslåning, fordi det er det der er afsat penge til.

Afstem forventninger

Der er ofte langt fra de illustrationer der vises som inspiration til anlægget, til det endelige resultat. Det er derfor vigtigt at afstemme forventninger med borgerne i forhold til hvad de kan forvente af den fremtidige beplantning.

Ved planlægningen er det vigtigt at vælge planter der passer til de aktuelle forhold, og ikke til de tænkte forhold. Hertil kommer at der næsten altid vil ske en tilpasning af beplantning hvor de arter der trives bedst under de aktuelle forhold, vil overtage for andre arter (3). Det kan udnyttes til at give robuste og holdbare anlæg, men kræver at både beboere og driftspersonale er opmærksomme på det.

Vejbede indgår i mange kli­matilpasningsprojekter. Her er den generelle erfaring at vejbedene er tørre og i visse tilfælde har vanding været nødvendig. Vejbedenes udtørring begrænser valget af planter der kan benyttes. Det giver anledning til skuffede borgere der ikke kan få deres ønsker til beplantningen opfyldt.

Brugen af specielle planter i vej­bede­ne giver anledning til ekstra pleje. Dokumen­tati­ons­pro­jektet viser at vejbede med frøblandinger medfører markant flere mandetimer til ple­je end vejbede med stauder.

Vanskelig overvågning

I forbindelse med klimatilpas­ningsprojekter gives der tilladelse til nedsivning og/eller udledning af regnvand i byområder. Med tilladelserne indeholder følger ofte en midlertidig tilladelse hvor miljø­myndighe­derne stiller krav om overvågning af vandkvaliteten for udløbsvandet.

Erfaringer fra dokumen­tati­onsprojektet viser at denne overvågning er svær at overholde. Det skyldes dels at ansvaret ikke placeres, dels at anlæggene udføres så prøvetag­ning ikke er mulig. Derudover er midlerne til overvågningen ikke fastlagt. Derfor er det vigtigt at placeringen af ansvar og økonomi, indskrives i tilladelsen til udledning eller nedsivning.

Mere viden

De enkelte klimatilpasningsprojekter der har indgået i undersøgelsen samt de samlede erfaringer fra projektet kan ses på instituttets hjemmeside HER.

Skribenter: Inge Faldager, Katrine Nielsen, Lars Jørgensen er alle ansat på Rørcentret på Teknologisk Institut hvor Ulrik Hinds­berger er centerchef.

Nye anlægsgartnernormer med mange justeringer

STANDARDER. Efter otte år kan Danske Anlægsgartnere lancere den nye udgave der lige som den gamle også har forkortelsen Nova

Normer og vejledning for an­lægsgartnerarbejde be­skriver hvad faget betragter som fagmæssigt korrekt an­lægs­gart­ner­arbejde. Nu er den kommet i en ny udgave der efter otte år afløser 2015-udgaven. Det er stadig med det sam­me lange navn bortset fra at årstallet er ændret til 2023. Og det er stadig med det officielle tilnavn Nova og det uofficielle ‘anlægsgart­nernor­mer­ne’ – eller bare det indforståede ‘normerne’.

Bortset fra at omslaget er nyt, ligner normerne dem fra 2015. Opbygningen og layou­tet er det samme. Men det dækker over en masse større og mindre ændringer hvor nogle af de væsentligste er remset op i boksen. Der er og­så enkelte mindre omstruktureringer i indholdet.

Normernes omslag er denne gang et luftfoto fra DM i anlægsgartneri på fagudstillingen Have & Landskab ’21 hvor mange af fagets elementer – og dermed også normerne – var i spil. Foto: Lars Hestbæk.

Årsager til ændringer

Nu som før består normerne af relevante krav fra andre referencer, f.eks. standarder, er­fablade, vejregler og vejledninger. Når de ændres, må normerne også ændres. Hertil kommer den faglige udvikling på grundlag af ny forskning, flere erfaringer, løbende sager, ny teknologi og andre materialer. Det skal selvfølgelig alt sammen også ind­arbej­des i normer­ne.

Denne gang har det også været overvejet at ændre normerne gennemgriben­de med udgangspunkt i bæredygtighed og livscyklusanalyser. Et gennemgående princip kunne f.eks. være at normernes krav og målemeto­der ikke må hindre bæredygtige løsninger. Der er to grunde til at denne ændring ikke er gennemført. Den ene er at de referencer normer­ne i høj grad hviler på, skal komme først. Den anden grund er bygherrerne og deres rådgivere skal stille kravene, f.eks. at jordud­ligning skal ske så lokalt som muligt.

Under de vejledende afsnit anføres dog flere alternative løsninger hvor bære­dyg­tighed prioriteres. Det er et beskedent afsæt til næste udgave af normerne hvor man må forvente en anden principiel opbygning.

Brug og begrænsning

Generelt set er Normer og Vejledning for An­lægsgart­nerar­bej­­de et udgangspunkt for an­lægs­gart­ne­rens arbejde når der ikke er særlige aftaler om hvordan arbejdet skal udføres.   Normerne kan også anvendes som et projektværk­tøj og som reference for udbudsma­teria­le, men den er ikke en projek­teringsnorm selv om grænsen flyder. Den siger f.eks. ikke noget om plan­te­anvendelsen eller om hvilke former og skråninger jorden skal reguleres med.

Normerne er rettet mod anlægsarbejde. Hvad angår drift henvises til Danske An­lægs­gart­neres manual ‘Pleje af grønne områder’. Der kan dog som led i anlægsar­bejdet forekomme en vis drift frem til aflevering. Det tages der højde for i afsnittene ‘Drift til aflevering’ der slutter hvert kapitel.

Suppleret opsamling

Normer og Vejledning for An­lægsgartnerarbejde kan ses som en referenceopsamling der giver en oversigt over relevante regler i danske standarder, anvisninger, vejregler mv. Der er overensstemmelse mellem disse referencer og normerne i Normer og Vejledning for Anlægsgartnerarbejde.

Når der f.eks. efter et afsnit angives at de opstillede normkrav er jævnfør DS 1136, betyder det at der er fuld overensstemmelse mellem det be­skrev­ne krav og den pågældende reference. Derimod kan vejledningen supplere eller nuancere referen­cer­nes krav.

De gengivne referencer dækker ikke hele faget. Hvor de efterlader mangler, suppleres med normer og vejledning der er baseret på andre kilder og på praktiske erfaringer. Dette supplement er afhængig af den tilgængelige viden og i øvrigt ikke helt dækkende.

Med opbygningen er der søgt en samlet og overskuelig beskrivelse af de krav der kan stilles til faget uden at stække den faglige metodefrihed og kreativitet. Det er på den anden side klart at fagets kompleksitet og de omfattende mate­rialestan­darder sætter en grænse for hvor enkelt og kort kravene kan beskrives.

Hvert kapitel består af en materialedel og en udførelsesdel. Mate­rialedelen er i høj grad en gengivelse af referencer. Gengivelsen skal opfattes som en service der gør det muligt at vurdere om den pågældende reference bør anvendes og om nødvendigt bestilles.

Der skelnes nu som før mellem normer og vejledning: Nor­mer er understreget. Hvis et skema eller en figur tæller som norm, er det markeret med ‘norm’ ligesom overskriften er understreget. Normen er i vidt omfang gengivet fra anerkendte referencer som danske standarder og vejreg­ler og bør normalt altid følges.

Vejledning er al tekst der ikke er understreget. Vejledning er baseret på branchens erfaringer og kan med fordel følges i de fleste tilfælde. Vejledning kan også omfatte orienterende stof.

10. udgave siden 1962

Normer og Vejledning for Anlægsgartnerarbejde er udarbejdet af Danske Anlægs­gartneres sekretariat i samarbejde med foreningens erhvervsfaglige udvalg og har været sendt i høring hos udvalgte fagfolk. De tidligere udgaver har været gennem en tilsvarende proces.

Publikationen er 10. udgave af Danske Anlægsgart­neres faglige normer siden 1962. Den nuværende form blev introduceret med 6. udgave fra 2005 hvor den tidlige­re skematiske form blev ændret til en blanding af tekst, skemaer og figurer. I de følgende fire udgaver (2006, 2010, 2015, 2023) er der foretaget rettelser og tilføjelser.

Den nye udgave træder i kraft pr. 1.8.2023. I en overgangsperiode vil både de nye og de gamle normer kunne have betydning afhængig af de konkrete aftalefor­hold.

15 væsentlige ændringer (fra 2015-udgaven til 2023-udgaven)

Muldjord, norm. Før hed det at muldjord skal have et humusindhold på 2-5 vægt-%. Nu hedder det at muldjord skal have mindst 2 vægt-%, til græsplæner dog 3-5 vægt-%. Og det tilføjes vejledende at et højere indhold ofte ikke er et problem for plantevækst mv. Side 9

Muldtykkelser, vejledning. Før burde muldlagstykkelsen være 20-50 cm afhængig af den fremtidige anvendelse. Nu kan muldlagstykkelsen være over 50 cm hvis jorden er porøs og har et lille humusindhold. Side 17

Plantekvalitet, norm og vejledning. PartnerLandskabs kva­litetsstandard for buske, klatre- og bunddække er refereret som reference. Side 26

LAR-bede, vejledning. Før var der ikke noget specifikt afsnit om LAR-bede, men det er der nu. Side 33.

Plantedybde, norm. For container- og klumpplanter hed det før at klumpen skulle dækkes af 2-5 cm jord +/-2 cm. Nu skal klumpens top flugte med jordoverfladen +/-2 cm. Side 34

Golfgreens, vejledning. Før var der en specifik vejledning med USGA-specifikationer. Nu henvises blot kort og generelt til at USGA har et regelværk. Side 40.

Græstørv, norm. Før skulle græstørv til færdiggræs være fri for tokimbladet ukrudt og have under 2% dækning af enårig rapgræs og andre fremmede græsser. Nu må græstørven højst have 1 tokimbladet ukrudt pr. m2 og under 3% dækning af enårig rapgræs og andre fremmede græsser. Side 42

Klinker, norm. Før stod der ikke noget om fejl grundet håndtering og brænding. Nu er kravet at højst 2% af leverede klinker må have fejl. Side 64

Bundsikringslag, vejledning. Før blev der advaret mod at sænke mindstelagtykkelsen i trafikklasse T0 eller undlade et lag. Nu hedder det at bundsikringslaget kan udelades eller minimeres under iagttagelse af totaløkono­miske forhold, ressourceforbrug og CO2-udledning. Side 71

Afvandingsfald, norm og vejledning. Nu hedder det at afvandingsfald som udgangspunkt skal være mirerette, men at skiftende fald kan accepteres hvis f.eks. et areal foran en dør går over i en sti. Det stod der ikke før noget om. Side 79

Sokkelhøjde, vejledning. Før var sokkelhøjden nuanceret defineret og går ned til 10 cm hvor facaden består af uorganisk materiale og terrænet er belagt eller forsynet med stensten. Nu refereres til en ny kilde der siger 15 cm, men de 10 cm fastholdes for så vidt der tales om en ‘faglig tradition’. Side 81

Fald fra bygning, vejledning. Før hed det at faldet skal være mindst 20‰ og mindst 25‰ hvor der ikke er tæt belægning. Nu suppleres med at man sænker faldet til 15‰ hvor der er tæt belægning og ikke er kælder. Side 81

Brostensfuger, vejledning. Nu som før refereres til DS 1136, men nu suppleres med at fugebredden bør være 5-20 mm for chaussésten og 5-25 mm for kørebanebrosten. Der argumen­teres for at af kravene i DS 1136 ikke holder i praksis. Side 85.

Knasfuger, vejledning. Nu accepteres manglende fuge i trafikklasse 0, hvor fliser eller belægningssten er lagt knas (uden fuge). Det forudsætter dog at der ikke er andre mangler. Det stod der ikke noget om før. Side 85

Brostensmure, norm og vejledning. Før stod der ikke noget om opmurede brostensmure. Det gør der nu. Side 109

Træterrasser, vejledning. Før stod der ikke noget specifikt om træterrasser, men det gør der nu alene med Træinfor­mati­on som reference. Side 120

KILDE
Kim Tang, Søren Holgersen (2023): Normer og vejledning for anlægs­gartnerarbejde 2023. Danske Anlægsgartnere og Forlaget Grønt Miljø. 136 s. Dag.dk.

Skribenter
Kim Tang er fagkonsulent i Danske Anlægsgartnere. Søren Holgersen er redaktør for Grønt Miljø.

Vejenes vildere flora

Biodiversitet præger Vejdirektoratets håndbog om beplantning der markerer et holdningsskift

Vejplantning handler ikke me­re kun om æstetik. Den handler mindst lige så meget om bio­diver­sitet og bæredygtig drift. Traditionel plantning udgår ikke, men der skal satses mere på naturens succession – uden muld. ‘Beplantning’ omfatter derfor ikke kun det bevidst plantede, men og­så den spontane vegetation der kan have en ønsket værdi eller få det ved at ændre driften.

Vejsidearealerne kan minde om overdrev hvor den rigtige drift kan skabe stor blomsterrigdom. Træerne er her anvendt som arkitektonisk element, her 5 år efter anlæg. Foto fra håndbogen af Mette Riis.

Holdningsskiftet fremgår af den nye håndbog ‘Beplantning’ fra Vejdi­rek­toratet der samler vel­af­grænsede vejreg­ler i ‘håndbøger’. Den afløser ‘Beplantning i åbent land, forudsætninger og strategi’ og ‘Planlægning og projektering’ fra 2006. Håndbogen fastlæg­ger principper og retningslinjer for beplantning langs veje knude­punk­ter og ved rastepladser, i land og by. Men er her uden bindende normer.

En beplantning skal ikke bare anlægges og driftes, understreges det. På grundlag af en landskabsanalyse og en be­plant­ningsstrategi skal beplantningen planlægges i en dynamisk proces der lø­ben­­de må gentæn­kes og justeres. Så kan man bedre gavne biodi­versiteten og foregribe kli­ma­udfor­drin­ger. Og samtidig gi­ve trafikanterne en landskabelig æstetisk oplevelse.

Beplantningen skal ifølge håndbogen tilpasses de givne vækstbetingelser så den bliver varieret og rig på natur, har lang levetid og kan driftes bæredygtigt. Beplantningen skal tænkes ind i vejprojektet samtidig med andre bindinger som en integreret del af vejprojektet. Der skal være fokus på biodiversitet, klima og drift gennem hele projektet fra strategi til drift så vejen bliver en ‘varie­ret og helstøbt oplevelse’ i harmoni med det omgivende landskab.

Håndbogen vejleder også om driften og hvordan arealer langs eksisterende veje kan udvikles mod de nye mål. Her betræder man i egne ord et lidt uudforsket land. Derfor vil håndbogen blive revideret når nye erfaringer tikker ind.

Det anbefales dog at man – for at styrke biodiversiteten ved – anvender råjord frem for muld og bruger frøblandinger der passer til forholdene. Vejkanter og skråninger kan min­de om overdrev. De kan udvikles til artsrige arealer hvis man undgår muld og gødning og drifter rigtigt. Planter eller sår man, skal man bru­ge hjemmehørende arter, helst arter der er naturligt på stedet. Senere kan et årligt høslæt være en vej. Det bemærkes ikke om der skal udføres jordløsning eller andre kulturarbejder.

Biodi­versitet opstår ikke af sig selv. Der skal meget planlægning, viden og målrettet drift til at ska­be en beplantning der understøtter biodi­ver­­sitet, hedder det. Og det skal ske i forståelse med kommunen og borgerne. Det kan stil­le store krav til kommunikationen da mange ser bio­di­ver­si­­tetsplantninger som grimme.

Vejbeplantningen er ved at få vildere præg, også i byer. Foto fra håndbogen.

Vigtigst er dog stadig trafiksikkerheden der altid skal prioriteres. Beplantningens placering, udvikling og drift bør indpasses og understøtte et trafiksikkert miljø for både trafikanter og driftspersonale.

Man må også tage hensyn til at planter gror. Et ungt bøjeligt træ bliver til en hård på­kør­sels­farlig genstand og skal helst fra starten placeres uden for sikkerhedszonen eller beskyttes med autoværn hedder det i håndbogen. Et træ anses for farligt hvis det er mindst 10 cm i stam­media­me­ter 40 cm over terræn. Håndbogen næver dog også be­plantningens sik­ker­hedsfor­de­le: viser vejens forløb, beskytter mod vind og sne, dæmper blænding mv.

Beplantningen skal tilpasses ekstremt vejr som tørke, skybrud og storme. Beplantningen kan i sig selv bidrage til klimaindsatsen, f.eks. ved at begrænse erosion på skråninger og forsinke vejvandet så det ikke belaster kloaknettet. Det kan f.eks. ske med regnbe­de og faskiner der med den rigti­ge beplantning kan understøtte biodiversiteten. 

KILDE
B
eplantning. Håndbog. Vejudstyr. Vejregler. 19.12.2022. Af vejregelgruppe Udstyr for veje og bygværker. Vejregler.dk. Schønherr har bidraget.

Invitér hele mennesket på arbejde

ARBEJDSMILJØ. Det fysiske arbejdsmiljø er let at tale om og finde løsninger på. Det er sværere med det indre. Men sådan behøver det ikke at være, heller ikke i anlægsgartnerfaget.

Du kan tage tigeren ud af junglen, men du kan ikke tage junglen ud af tigeren. Den metafor kan man overføre til en almindelig virksomhed. Her møder medarbejdere og ledere ind hver dag, men det er ikke kun en anlægsgartner og formand der siger godmorgen. Det er også en far, en mor, en pårørende, en enlig, en fodboldtræner og en alt-muligt-andet der nikker hen over morgenkaffen.

Og det bør virksomhederne have langt mere fokus på, lyder det fra flere fronter. Eksempelvis har Velliv Foreningen de seneste tre år spurgt godt 2.000 medarbejdere på danske arbejdspladser om hvordan det går med at tale om mistrivsel og at få hjælp fra arbejdspladsen.

Og lidt bedre er det blevet. Den seneste undersøgelse viser at antallet der har følt sig stressede eller på anden måde haft det psykisk dårligt i deres arbejdsliv, er faldet fra 39,6% til 36,5% det seneste år. Men det er stadig voldsomt at hver tredje dansker stadig døjer med dårlig mental sundhed på arbejdspladsen, siger Lars Bo Pedersen, chef for mental sundhed og kommunikation hos Velliv Foreningen.

„Det er min fornemmelse at mange arbejdspladser – på baggrund af de store forandringer pandemien fik for manges ar­bejdsliv – har indset at trivsel er en uomgængelig faktor for produktivitet og arbejdsglæde. Der er nok blevet større lydhørhed over for at tale sammen for at forebygge problemer. Så det er vigtigt at mange flere arbejdspladser bliver opmærksom på det. Derfor afholder vi igen i år ‘Danmarks Mentale Sund­hedsdag’ for at støtte danske virksomheder i deres ønske om at sætte fokus på mental sundhed,“ siger Lars Bo Pedersen.

Mental sundhedsdag

14 medarbejdere fra Buus Anlægsgartner deltog i Danmarks Mentale Sundhedsdag 10. oktober hvor de både diskuterede fiktive situationer på arbejdspladsen der kan påvirke trivslen men også udfyldte anonyme spørgeskemaer om hvordan de selv har det i hverdagen. Foto: TV2 Nord.

Hos Buus Anlægsgartner A/S tog man Vellivs opfordring og støtte til at afholde en mental sundhedsdag til sig, fortæller lederen af virksomhedens Aal­borgafdeling, Dennis Worum, der ikke er i tvivl om at der er brug for at sætte trivslen højere på dagsordenen.

„Vi er jo håndværkere og har nok en tendens til at vi bedst kan forholde os til at en kollega slår sig over fingeren med hammeren. Så ved vi at det går over, og vi tør tale om det. Men det er lige så vigtigt, og det skal være lige så nemt at tale om hvordan man har det indeni. Det skal være lige så lovligt at bringe på banen som fysiske problemer,“ fortæller han.

„Så vi skal skridtet dybere og binde os selv op på at medarbejder­ne skal have det godt. Det gik for alvor op for os da vi efter coronaen oplevede at sygefra­været steg meget. Vi har talt med medarbejdere om det og er nået frem til at det sommetider er hovedet der ikke kan følge med. Derfor besluttede vi at sætte fokus på vores men­tale trivsel. Det vil v gerne have input til og en åben snak om. Også om vi skal gøre noget anderledes,“ forklarer Dennis Worum.

Kort og skemaer

Til sundhedsdagen den 10. oktober tog 14 medarbejdere i Buus Anlægsgartners afdeling i Aalborg derfor til Lundby Krat for at tale om trivsel på en ny måde i nye omgivelser.

Først satte man sig i grupper og diskuterede ud fra en ræk­ke dia­logkort, eksempelvis hvordan man bruger sine pauser. Tit ender man med at sid­de og kigge ned i sin telefon i stedet for rent faktisk at snak­ke med hinanden.

Derefter udfyldte alle anonyme spørgeskemaer hvor de på en skala fra 1 til 10 skulle vurdere eksempelvis hvordan de havde haft det den seneste uge på arbejde, og hvordan det stod til med deres motivation for at gå på arbejde, men også mere indgående spørgsmål til de ansatte som privatpersoner, eksempelvis om man boede alene, og hvad man laver i sin fritid.

Det er nu planen at der skal afholdes en årlig trivselsmåling i hele Buus hvor der i samarbejde med de ansatte fastsættes mål og metoder til at forbedre de områder der bliver vurderet lavt på skalaen. Selve sundhedsdagen skal desuden udvides til at omfatte alle medarbejderne. Samtidig skal der være flere sociale arrangementer for at åbne endnu me­re op for dialogen mellem ledelse og medarbejdere.

Ingen er altid på 100%

Hos anlægsgartnervirksomhe­den Skov Larsen Anlægsgartner ApS på Fyn er direktør Marianne Larsen også fortaler for at man som virksomhed gør mere ud af at sikre at medarbejderne bliver mødt som mennesker og ikke kun som arbejdskraft.

„Der har været en tendens til at man i arbejdslivet kun ønsker at se det bedste af mennesker. Vi bliver bedt om at præstere på højeste niveau hele tiden, både fysisk og mentalt. Der er meget fokus på at presse mest muligt, at være mest muligt effektiv og lave færrest muligt fejl. Men jeg er overbevist om at vi må finde en balance hvor vi kan have hele mennesket med og erkende at vi alle sammen har både gode og dårlige dage fysisk og mentalt. Sådan er det at være menneske. Og tænk hvis vi kan skabe et arbejdsliv hvor vi kan være der præcis som vi har det alle dage,“ fortæller Marianne Larsen.

Derfor har virksomheden inviteret to kandidatstu­derende til at skrive deres speciale om trivsel med udgangspunkt i Skov Larsen Anlægsgartner ApS. En artikel om denne undersøgelse vil blive bragt i et af de kommende numre af Grønt Miljø.

På baggrund af workshops med gartnermedarbejderne har de to kandidatstuderende lavet en handlingsplan som implementerer konkrete ændringer der skal sikre mere rum til det hele menneske på arbejdspladsen.

Det hele hænger sammen

„Vi kan ikke dele mental sundhed op og sige at det hører til derhjemme, og så skal man bare være en anden på arbejdet. Det hele hænger sammen. Har folk det godt derhjemme, har de det også godt i virksomheden, og som leder har jeg jo brug for at de trives og har lyst og overskud til at byde ind,“ siger Marian­ne Larsen.

„Det handler om at sætte ord på det og finde ud af at det ikke er farligt at snakke om. Det er en proces vi skal starte,“ fortsætter hun. „I håndværksvirksomheder er det normalt at tale om det konkrete og det man kan se og veje. Derfor er det ekstra vigtigt at gøre en indsats for at tale om det indeni og få det afmystificeret. Og det kan væ­re svært. Det kan være svært at sige at man har det dårligt fordi man har skændtes med sin mand eller kone hele ugen. Især fordi mange håndværke­re jo har en jargon hvor man siger nogle ting lidt hårdt til hinanden. Det kan gøre at man pakker de følsomme ting lidt væk for at beskytte sig selv mod hurtige bemærkninger. Men der skal være så meget tryghed i virksomheden, at man tør være åben over for ens kollegaer.“

Et spil om trivsel

Hos Danske Anlægsgartnere anbefaler miljø- og arbejdsmil­jøkonsulent Bente Mortensen også at virksomhederne tager fat om den mentale del af arbejdsmiljøet og ikke kun den fysiske. Og det kræver måske at man griber udfordringen an på en anden måde end man er vant til, pointerer hun.

„Du kan ikke bare sige at nu tager vi også trivsel med i MU-samtalerne, for så bliver det kun til den enkeltes problem. Så er det dig der sidder og siger til din leder at du ikke trives på arbejdspladsen, og så kan det fremstå som dit problem og ikke det fælles problem det ofte er. Måske ligger problemet endda hos den leder som man sidder over for til samtalen, og så er det næsten umuligt at få svesken på disken,“ siger Ben­te Mortensen.

Branchear­bejdsmiljø­udval­get Jord til bord har udviklet et APV-spil om trivsel og psykisk arbejdsmiljø til netop an­lægsgartnerfaget, kirkegårde og skovbrug som Bente Mortensen vil anbefale virksomhederne at kigge nærmere på.

„På den måde bliver der bragt nogle situationer på banen som man kan sidde sammen og vende uden at det bliver personligt. Og så er det pludselig ikke farligt. Det giver mulighed for en langt mere åben dialog hvor man virkelig får talt om tingene uden at det er den enkeltes ansvar. På den måde kan det efterfølgen­de arbejde også lettere håndteres og sættes i system i en APV. Men det kræver selvfølgelig at ledelsen er klar til at se indad, lytte og tage imod input og rent faktisk gerne vil ændre tingene,“ siger Bente Mortensen. Hun understreger at man sagtens bare kan pluk­ke nogle af spørgsmålene ud og vende dem med medarbejderne hvis det virker for omfattende med selve spillet.

Ikke som i finanskrisens tid

Heldigvis vurderer ar­bejdsmil­jøkon­sulenten at virksomhedernes ledere generelt er mere klar og bedre rustet til at se på de ansattes trivsel end før.

„Hvis man ser tilbage på tiden inden finanskrisen, var der mange virksomheder der væk­stede meget, men kom bagud, brug­­te meget tid på brandslukning. Travlheden til trods fik de rø­de tal på bundlin­jen og endte med at gå ned med stress,“ siger Bente Mortensen.

„Sådan oplever jeg ikke helt situationen i dag. Der er mere fornuft derude og en beslutning om ikke at blive stør­re end at man kan følge med. Og det er et enormt gode, for bå­de ansatte og medarbejdere vil gerne gøre et godt stykke arbejde. Her er det de travle perioder som giver støj på linjen og skaber den dårlige kommunikation og forvirring om ansvar og arbejdsområder typisk fører til stress og mistrivsel,“ siger Mortensen som   håber at den forøgede ro om virksomhedernes vækstambitioner vil resultere i et øget fokus på trivslen.

SPILLET
Spillet om trivsel og psykisk arbejdsmiljø kan hentes HER.

FOLDER
BAU Jord til bord (dengang BAR Jord til bord) har i 2005 desuden udgivet folderen ‘Under åben himmel’ som giver spørgsmål man kan diskutere i plenum om psykisk arbejdsmiljø. Folderen kan hentes elektronisk HER.

Planter som værktøj i regnhåndtering

AFLØB. Planter bidrager til klimatilpasningen gennem kildekontrol og forbedring af LAR’s hydrauliske funktion, men er også med til at forbedre lokalklimaet og støtte biodiversiteten

Trug langs Lørenskogvej i Rødovre. Vegetationen er sået med en frøblanding med både græsser og urter. Rødderne danner en rodmåtte der sikrer god kontakt med – og dermed rensning af – det infiltrerende vejvand. Foto: Marina Bergen Jensen.

Planter kan forbedre klimatil­pasning, æstetisk som funktionelt. Det batter især at afstrømningen fra byens plan­tedækkede arealer sænkes, ofte til nul fordi planter­ne optager og fordamper vand.

Desuden kan planter få LAR-anlæg til at virke bedre: Deres rødder kan gøre kompakt jord mere porøs og mindske forsumpning, tilklog­ning, erosi­on. Og de skaber LAR-anlæggets natur – hvis altså planter­ne passer til stedet og derfor trives. Det fremgår af Marina Bergen Jensens videnblade om planter i regnvandshåndte­ringen fra 2021.

Reducerer afstrømning

Med planter kan man mindske den samlede afstrømning der skal håndteres med bl.a. LAR (kil­dekontrol). I byen kan især træer bidrage med inter­cepti­on (den regn kro­ner­ne tilbageholder og fordamper). Den øvrige nedbør drypper gennem kronen eller løber langs grenene mod stamme eller kro­nekant afhængigt af den vej grenene peger.

Interceptionen afhænger af vegetation, vind mv. I et studie med birk og fyr i Slovenien var interceptionen 25-50% af årsnedbøren og i snit 4-6 mm pr. hændelse, størst for nåletræer.

For at optimere kildekon­trol­ anbefales arter med store kroner, lang vækstsæson og ger­ne stedsegrønne. Gen­nemdryp og stammened­løb bør dirigeres ned i plantehullet, f.eks. ved at sænke plantearealet få cm i terrænet. Grønne tage og andre grønne overflader bidrager og­så til kildekontrol.

Forbedrer nedsivning

Vegetation kan også øge LAR-anlæggets hydrauliske ledningsevne (nedsivning) når rødderne efterlader porer vandet kan løbe i. Nogle arter danner et tæt, fint rodnet. Andre har fær­re, kraftige­re rødder. Nogle har overfladiske rødder, andre når meter ned. Det kan indgå i plante­valget.

Er jorden komprimeret, kan planter bidrage til at løsne den, typisk med efterafgrøder kendt fra landbruget. Når rødderne dør, efterlades desuden porer i jorden. For vejbede til vejvand bør man dog undgå sto­re porer så vandet ikke passerer rensemediet for hurtigt. Her bør derfor bruges planter med trævlerødder.

Vådt bassin med flad kant hvor vegetationen har responderet med en tydelig fugtighedsafhængig
brinkvegetation. Bassinet ligger i Mosegårdskvarteret i Gentofte og er fra 2018. Foto: Marina Bergen Jensen.

Forebygger forsumpning

Vegetation bevarer saftspæn­dingen med vand der suges op fra jorden. Det meste fordam­per i bladenes spal­te­åbnin­ger der må være åbne for at planten kan optage CO2 fra luften. Dette vandtab, trans­pirati­on, udnyttes i LAR-anlæg hvor planternes vandforbrug kan sænke grundvandspejlet lokalt og forebygge forsumpning.

Med de rigtige planter er LAR dermed muligt selv hvor der er tendens til vintersump. Det er en fordel hvis vegetati­onen er vind- og soleks­pone­ret og har så stor en eksponeret overfla­de som mulig, så man opnår ’tørre­snoreffekt’.

Jo større planter, jo bed­re, for jo me­re vand fordam­pes. Store planter kan desuden hente vandet op dybere fra. Det er en fordel at bru­ge løvplanter med lang vækstsæson. Skal fordampningen optime­res, skal rødderne have frit spil, så det taler imod regn­skassetter og membraner.

Modvirker tilklogning

Regnafstrømning transporterer sediment og blade der kan samles på jorden og hæm­me nedsivningen. Det kan modvirkes af rødder der er med til at skabe en struktur af aggre­ga­ter der gør jorden me­re porøs. Det er især græsser gode til. Deres trevlerødder kan løfte plantens vækstpunkt i takt med aflejringen og samle små partikler til aggregater. Samtidig nedbrydes årligt de gamle rødder og efterlader porer.

I nedsivningsanlæg følger vandet tit en bestemt vej, ofte med erosion ved indløbet. Det kan dæmpes af et plan­te­dæk­ke hvis rødder ar­merer jorden. Det bør væ­re etableret før vand til­ledes første gang. Bedst er dæk­kende planter med et tæt trevle­rodsnet, især græs. Buske med kraftige stauder imellem kan også bruges.

Andre gevinster

Vegetation kan køle byen gennem fordampning og skygge. Når vegetationen transpirerer, indbygges varmen i vanddam­pen. Jo større overflader der dækkes af grønt, jo bedre. Ba­re vegetationen får vand nok. Derfor skal regnaf­strøm­ning først tilbydes vækstjorden eller et magasin før over­skyden­de vand ledes væk.

LAR er et godt grundlag for mere natur. Variation er afgørende for biodiversiteten fordi der opstår flest levesteder. Der bør vælges hjemmehørende træer og buske (plan­te­valg.dk) suppleret af lavere vegetation. Ter­ræn­va­riation, sten- og grus­ma­te­ria­ler, lys-skygge, næ­rings- og fugtig­hedsfor­skelle støtter også biodiversiteten.

Grønne tage har en påvist støjdæmpende effekt. En ny mulighed er ‘Den Grøn­ne Kli­maskærm’, et lodret be­plan­tet LAR-anlæg der af­dam­per vandet, men også dæmper støj.

Til grønne tage

Et grønt tag bidrager til kildekontrol, uanset vegetationen, da det mest er substratet der holder på nedbøren. Man kan derfor vælge frit mellem sukkulenter, mosser, græsser og stauder uden at LAR-funktionen ændres nævneværdigt. Jo tykkere substrat, desto mere vand kan det hol­de tilbage, men kun til cirka 25 cm tykkelse da tykkere lag tit ikke kan nå at tørre før næste regn. Et tykt lag muliggør også planter med stor biomasse og lang vækstsæson. Det er godt for biodiversiteten at sub­stratets tykkelse varierer og vegetationen selv indfinder sig.

Til regnbede

Planter i regnbede skal tåle meget våde forhold og ofte og­så meget tørre. Sammenlignet med andre bede får et regnbed 10-20 gange mere vand. Er jorden under vækstlaget udskiftet med grus eller kassetter, har regnbedet samtidig mindre vandholdende evne og sværere ved at støtte plan­te­væksten i tørke.

Bedet fyldes kun til randen ved den dimen­sionsgivende regn (f.eks. 5 års-hændelse). Derfor opstår der fugtigheds­for­skelle hvor tørkeelskende arter trives bedst i kanten og fugtelskende arter trives bedst i bunden der altid får vand.

Hvor der er tendens til højtstående grundvand, bør man vælge løvtræer og store buske med lang vækstsæson der kan sikre en ordentlig optørring og tolererer stående vand. Det gør især arter som gråel, rødel, dunbirk, sel­jepil, gråpil, båndpil, hvidpil, tørst og alm. hæg.

Til våde bassiner

Et vådt bassin har et permanent vådt volumen der er med til at rense regnaf­strømnin­gen, og et dynamisk volumen der fyldes helt eller delvist op under regn og sikrer langsom udledning til recipient. De sto­re udsving i vanddybden gør det svært for vandplanter med flydeblade. Jo fladere et vådt bassin kan anlægges, jo mindre udsving bliver der i vanddybden, men det fylder mere.

Jo stejlere kanter, desto mindre areal kræves for at levere det ønskede forsinkelsesvolu­men, men brinken bliver smal uden meget plads til vegetati­on. Plantemæssigt set er de bedste våde bassiner derfor lavvandede med lav hældning på kanterne.

Man kan lade naturen invadere selv. Eller man kan sprede frø hvilket er næstbil­ligst. Har man travlt med at få anlægget til at se færdigt ud, kan man udlægge vegetationsmåtter eller plante med f.eks. plugplanter.

Planter til trug

Et trug er en lavning der minder om et regnbed, men anlægges typisk langs stier og veje som en flad grøft. Tit ønskes plæ­negræs, men hvis driften tillader, kan man lige så godt vælge stauder og lave buske, f.eks. til bunddække.

Hvis truget anlægges på lerjord, vil græsfrø udviklet til fugtige jordbundsforhold trives bedst. I trug på sandjord – eller som er forsynet med en grusrende eller regnvandskas­setter under vækstlaget – vil frø til tørre områder trives bedst. Samme overvejelser kan gøres for stauder og buske.

Klar med en plan B

I de første år efter tilplantning af et LAR-anlæg er kan nogle planter mistri­ves og dø. Måske blev vækstkårene ikke helt som forudset, måske var konkurrencen fra andre planter for stor. Der anbefales løben­de at teste nye plantearter hvis de første er gået ud. Det er bedre end at fastholde de projekterede. Man kan og­så plan­t­e eller så lidt forskelligt og fjer­ne dem der mistrives, så de andre kan brede sig.

Uden helhedsfokus taber både naturen og hele landet

KONFERENCE. BIO udstillede en akut mangel på tværkommunal planlægning og behovet for landspolitik, når et lille areal skal prioriteres

Hvad skal vi vælge? Vindmøller? Stor vandsalamander? Boliger? Fælled? Kan vi få det hele på samme tid? Som situationen er nu, vil opfyldelsen af de eksisterende arealkrav kræve at Danmark var 40% større, så der er brug for en prioritering. Og det er nødvendigt at få taget landspolitiske beslutninger så hver eneste vindmøllerejsning ikke bliver en kommunal kampplads. Foto: Better Energy.

Danmarks nye fagforeningskraftkarl DM er opstået i kølvandet på fusionen af JA (Jord­brugsakade­miker­ne) og DSL (Danske Skov- og Land­skabsingeniører) og det større DM (Dansk Magi­sterfor­ening). Den lagde 1. april fra land med sin første konferen­ce, BIO, på Christiansborg. Af de tre fagforeningers 65.000 medlemmer arbejder 12.000-14.000 hver dag professionelt inden for “grøn” forvaltning, biologi og biovi­denskab. Derfor har man lanceret BIO som overbygning der skal samle og støtte foreningens grønne netværk og viden.

Konferencen handlede om hvordan vi prioriterer og forvalter Danmarks jord. Emnet var allerede højaktuelt før regeringen to uger senere erklæ­rede at vindmøller og solceller om otte år skal producere fire gange så meget strøm som i dag. I den forbindelse anerkendte klimamini­ster Dan Jørgensen (A) at der “måske” vil komme modstand mod fle­re solceller og vindmøller når de skal placeres i landskabet.

I forvejen mangler vi plads til flere boliger, bygmarker til svinefoder, plads til vindmøller, sol­celleparker, friluftsliv, gode udsigter over havet, meget mere uberørt natur, våd­områ­der, urørt skov og skovdrift med træ til grønt boligbyggeri. Så der er behov for handling.

Klondykelandskabet

Der er ikke opstillet én landvindmølle i Danmark i fem år. Påfaldende når man tænker den endeløse snak om grøn omstilling i den samme perio­de. Men vindmøl­lebeslut­nin­gen er op til de enkelte kommuner, og her er virkeligheden at politikerne ikke i til­trækkelig grad formår at tæn­ke længere end deres egen kommunegrænse og valgperi­ode, fortalte ph.d. i naturres­sourcer og seniorprojektleder i Teknologirådet Søren Gram.

“Hvis man ikke går ind nationalt med mere klare retningslinjer for hvordan Danmark skal se ud på den lange bane, så bliver resultatet at vi ender med et underligt klondykelandskab. Som det er nu, sker udviklingen som resultat af en evig kamp mellem interesser der falder meget for­skel­ligt ud lokalt. Hvis vi ser 100 år frem og bliver ved med langsomt at æde os ind på det åbne land med alle disse nyttige ting, vil vi sandsynligvis ende med et landskab man ville sige nej tak til hvis man kunne,” fastslog Søren Gram.

Teknologirådet gennemførte 2014-2017 et projekt om “Prioritering af Danmarks areal i fremtiden” der viste at hvis vi skal opfylde de ønsker og målsætninger der er til det danske areal, har vi brug for et land som er omtrent 40% større. Men vi får ikke mere land, og derfor er der brug for en bed­re planlægning og prioritering af de arealer vi trods alt har. Det er svært når hver kommu­ne kæmper for sig selv.

Og der er endnu ikke opfundet en tidsmaskine, så vi kan ikke rejse tilbage til kommu­nalreformen og hindre at amterne blev nedlagt. De sikrede ellers en planlægning der rak­te længere end kom­mune­grænsen og næste kom­munal­valg. Søren Gram fortæller at han til næsten hver konferen­ce oplever kommunale planlæggere som sukker efter dengang man havde amterne.

“Men når vi ikke har amter­ne, er den overordnede planlægning noget der må komme oppefra. For mange kommuner giver netop udtryk for et ønske om at nogen andre sad med myndigheden om placering af fossilfri energianlæg i det åbne land,” siger Gram.


Konferencens emne var hvordan vi prioriterer og forvalter Danmarks jord – et højaktuelt emne i tidens debat, bl.a. set i lyset af udbygningen af solcellemarker. Foto: Better Energy.

Må træde i karakter

At opgaven med landskabet og den grønne omstilling er for stor for den enkelte kommune, er professor ved Københavns Universitets Institut for Landskabsarkitektur og Planlægning Henrik Vejre enig i.

“At løfte opgaven med grøn energi er noget som ingen kommune har lyst til. Vindmøller er store, tekniske anlæg som jeg mener skal løftes ud af kommunerne og laves et landsplandirektiv for. Kommunerne beslutter jo heller ikke om vi skal have en motorvej gennem Jylland, eller om vi skal lægge naturgasrør. Det giver ingen mening at have ansvaret for den slags nationale hensyn delt ud på 98 kommuner. Her må staten træde i karakter,” understreger han.

Men det betyder ikke at den enkelte grønne fagperson bør give op, siger Henrik Vejre:

“Det handler om at tage ansvar for dét man har. Hvis man er vicevært i en boligforening med fem hektar græsplæner, har man et kolossalt ansvar for at gøre det bedre. Det samme gælder hvis man er ansat i Na­turstyrelsen eller i en kommu­ne. Alle må påtage sig et ansvar når de forvalter en bid af jorden. For det er svært at fin­de steder hvor det ikke kan blive bedre. Og det er let at finde steder hvor det nærmest ikke kan blive dårligere.”

Vejre understreger at man naturligvis ikke redder en håndfuld sjældne sommer­fug­learter ved at lade være med at klippe plænen i sin egen have eller etablere et par urtebede i parken. Men mindre kan også gøre det.

“Almindelige arter er også vigtige. Som min gamle professor i miljøplanlægning sagde: “Ingen dyr kan overleve ved at spise sjældne arter”. Så antallet og udbredelsen af almindelige arter er og­så uhyre vigtigt for antallet af harer, markfirben og agerhøns rasler ned i antal. Og hvor du bare i vores levetid kunne opleve 20 forskellige sommer­fug­learter i haven, oplever du måske tre i dag. Derfor handler det om at sætte ind overalt.”

Han peger dog på to hovedspor som afgørende i den tiltagende biodiversitetskrise. Det ene er at beskytte de steder hvor vores truede arter danner levedygtige bestande. Det andet er at indrette store dele af det åbne land – primært de dyrkede skove og landbrugsjorden – bedre til natur.

Der skal handling til

Der skal mere plads til naturen. Mantraet har klinget højt over landet i de seneste år, men er naturhensynet ved at blive for ensidigt. Den mulighed bragte Anker Madsen på banen i sit oplæg: “Nye konflikter om arealernes anvendelse viser behovet for samarbejde og helhedsorientering”. Han er chefkonsulent i Friluftsrådet selv om han ikke deltog i konferencen for organisationen, men som privatperson og landskabsarkitekt med me­re end 35 års rådgivererfaring fra civilsamfundsorganisati­o­ner om natur, landskab, friluftsliv og fysisk planlægning.

“For mig at se synes der at være to grupperinger med hver sin dagsorden når vi skal tale om arealanvendelsen i Danmark. Én gruppe argumenterer for at vi politisk må reservere zoner til eksklusiv brug af den ene eller den anden art. Det kan virke tillokkende nemt at sige: Skæg for sig, og snot for sig. Ønsket om eksklusive arealer til fødevare­produktion møder vi hos landbrugets interesseorganisati­o­ner. Også ønsket om arealer reserveret eksklusivt til flora og fauna er massivt fremført af flere biodiversitetsfor­kæm­pere de seneste år. En anden gruppe argumenterer for at vi i højere grad skal søge at kombinere brugen af arealerne, så flere samfundshensyn kan opfyldes på samme areal. Her finder vi fortalere ikke mindst i faglige planlæggerkredse og i eksempelvis gruppen bag Collective Impact, fremtidens bæredygtige landskaber,” sagde Anker Madsen der bekendte sig til sidste gruppe.

Han understregede at andre arealinteresser end natur og friluftsliv vil vinde hvis politikerne ikke er bevidste om deres ansvar for at handle og skabe en helhedsorienteret tilgang til arealplanlægningen.

Men også interesseorganisa­tionerne bør i dette lys fokusere mere på den helhedsori­enterede tilgang og den flersidige brug af arealerne og måske fokusere deres indsatser på at få politikerne til at gennemføre konkrete handlinger i stedet for at holde fast i at lige præcis deres interessefelt bør prioriteres på andres bekostning,? pointerede Anker Madsen der også talte imod den øgede silotænkning i både forvaltning og politik. I stedet bør der findes en mere hel­hedsorienteret og multifunk­tionel brug af arealerne.

Baggrund

Grønt Miljø havde ikke mulighed for at overvære konferencen. Vi har i stedet interviewet tre af oplægsholder­ne Søren Gram, Henrik Vejre og Anker Madsen. Af konferencens øvrige punkter dækkede vi ikke:

  • Hvad kan og vil vi i BIO? Indleden­de diskussion med formændene for JA (Jordbrugsakade­mikerne), DSL og DM (Dansk Magis­terforening).
  • Hvordan revitaliserer vi dansk politik og beslutningerne om arealanven­delse. Ved Marie Bjerre, klimaordfø­rer i Venstre.
  • Politikerne skal styre arealanvendel­sen og samtidig sikre kompenserende foranstaltninger for bilag IV-arter. Ved Peter Pagh, professor i miljøret ved Københavns Universitet.
  • Dansk landbrug skal producere på mindre jord. Ved Tommy Dalgaard, professor ved Aarhus Universitet.

Vejsalt er ikke bare salt

Københavns Kommune bruger alle typer. Det drejer sig om at få det bedste resultat

Vejsalt kan udbringes tørt, be­fugtet eller som lage. Hver har sin berettigelse og per­for­mance, så der er ikke en der er bedre eller dårlige­re. Vi sværger ikke til nogen bestemt. Sådan lyder det fra Tor­björn Häg­g­­quist, en­heds­chef for Kørsel og Vin­ter­tjeneste i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

Tørsalt spredt ud på fortovet søndag eftermiddag 12. februar 2022.

„På gangarealer bruger vi kun tørsalt, fordi det skal ud med småt liftudstyr. Her er grejet til be­fug­tet salt for tungt når man har salt i én tank, vandet i en anden og spredningen sker helt ude i snuden. På cy­kelstier­ne kan vi bedre bruge be­fugtet salt. Tørsalt er det bedste til at tø is og sne væk, hvor lage er fo­rebyg­gende. Befug­tet salt læg­ger sig inde i mel­lem,“ siger han.

„Vi kunne i teorien godt bruge lage overalt, men sikkerheden og fremkommeligheden kommer i første række. Og lage kan ikke bruges i alle situationer. Er der kommet isslag, er lagen ikke sikker nok. Lagens effekt har også sin begrænsning når temperaturen når under 2 grader.“

Saltlagen er en 21% saltop­løsning hvor man spreder 4 g/m2, så der er meget lidt salt at gøre godt med. Befugtet salt spredes med 12,5-20 g/cm2 og tørsalt typisk med 20 g/m2, forklarer Häggquist.

Når man på cykelstien kan se et uregelmæssigt spredebillede, kan det hænge sammen med saltets kvalitet, forklarer han. Kornkurven kan være ujævn og sprederne kan være meget upræcise som test i SUG-gruppen også har vist.

Det handler også at tilpasse opgaven til de maskiner entreprenørerne har, forklarer han. Her betyder det meget at landmænd – som byder på saltning – bruger traktorer på typisk omkring 200 hk. „Hvis vi f.eks. siger at de må bruge traktorer på højst 100 hk og at alle skal have Stage V-motorer og skal køre med lage,“ får vi ingen operatører til at byde.

„Vi drøfter da om vi kan kø­re med mere forskelligt grej og bruge mere af den milde lage, men det kræver et tostrenget system med dobbelt setup af udstyr. Det øger op­gavens kom­plek­sitet, og så er der større risiko for at noget går galt,“ bemær­ker Häg­g­­quist. Han glæder sig over at der er meget udvikling i gang, bl.a. med behovsstyre­de doseringer, men det tager tid at implementeret teori til praksis.

Det bedste resultat

„Det drejer sig om hvordan den enkelte glatføre­be­kæm­per får det bedste resultat. Der er meget tradition, historie – og og­så religion i det,“ fortæller Häggquist til GrønTeknik fra saltla­ge­ret på Amager Strandvej der før vinteren var fyldt med 1500 tons stensalt fra Baltikum.

Der er nylig sket en EU-harmonisering af salt. Hvor man før skelnede mellem havsalt og stensalt, defineres vejsalt nu alene ud fra kornkurve og vandindhold. Men der er i alle tilfælde stor forskel på hvor hurtigt de forskellige salttyper opløses, og hvordan de smelter det væk de rammer. Og alt efter føret er der stor forskel på hvor længe saltetligger før det smelter fra.

I København salter man primært præventivt så man ofte helt undgår at der kommer glat føre. Og så betyder salt­kornenes størrelse noget.

„Det er en fordel at have en stor kornstørrelse fordi den lejrer sig bedre på vejen og har en længere effektiv tid. Omvendt er det ikke særlig hensigtsmæssigt at køre rundt ude i byen og kaste spejderhagl på 8 mm ud på biler og fodgængere, så det er altid en afvejning af hvad der er praktisk muligt,“ siger Häggquist.

Er der snedække, er det nødvendigt at plove eller feje det væk først. Man smelter nemlig ikke sne væk med salt.

“Man skal fjerne sneen mekanisk, og så skal man salte for at fjerne det sidste væk så du får en sikker overflade at gå på. Men det er klart at hvis du har svære forhold med kraftig frost og ikke får renset i bund, så vil større korn være bedre end mindre korn.“

Saltmaskinerne skal indsås (kalibreres) til den salt man har. Det vigtigste er at saltet er så ensartet som muligt så den kan blive fordelt jævnt „Hvis salten varierer i kvalitet, i vandindhold og i korn­kur­ve, så har du problemer med at lave kvalitet ude i by­en,“ forklarer Häggquist. Uens salt gør det desuden umuligt at indså maskinerne korrekt.

Det tærende salt

Kommunens saltspredere er fortrinsvis fra Epoke, plove­ne er fra Snowline og kostene fra GMR. I saltlageret flytter en Volvo-gummiged saltet i fyl­de­siloer og i højtipvognen der er decentralt lager for de små traktorer. Det store grej har salt med til hele turen.

Saltkørsel tærer voldsomt på maskinerne, og det bliver ikke bedre af at pladsen er kystvendt med havgus hele året. „Vi forsøger at vedligeholde det så godt som muligt. Vi vasker det efter hvert udkald, og vi servicerer det efter alle kunstens regler i løbet af sommerhalvåret,“ forklarer Häggquist.

Københavns Kommune har levetidsfor­længet sine store saltspre­dere på lastbilerne ved at skifte lejer, ruller og bånd og opgraderet elektronikken. Det giver mening fordi teknikken i forhold til saltspred­ning ikke har udviklet sig særlig meget de seneste 30 år. Dem der kører nu er 12 år, og de kan sagtens tage 10 år mere, vurderer Häggquist.

Mere målrettet og præcist

I dag er saltning stadig hvad han kalder en ‘simpel’ opgave hvor traktorernes computere ikke kommer på arbej­de. Hägg­quist håber at styring, elektronik og udkaldsme­to­dik bliver forfinet så man kan få mere præcist og gps-sty­­ret grej og hvor tovejskommunikation mellem udstyret og centralen kan au­toma­tisere hele processen og optimere saltforbruget. Det gælder også om at få prog­noser på vejni­veau så man kan væl­ge de veje der skal saltes, og de der ikke skal.

Det handler meget om at være mere præcis med hvor man skal lægge saltet og hvor man ikke skal lægge det. I den sammen­hænhæng betyder det mindre hvor store saltdo­serne er, forklarer Häggquist.

I dag saltes hele byen når først der bliver trykket på knappen. Skal man lave dynamiske udkald hvor kun nogle veje saltes, kræver det ifølge Häggquist at setuppe ændres dramatisk. „Der er pilotpro­jekter, og vi ser det blive testet i de mindre kommuner, men når der kommuni­keres med 200 chauffører, gælder det om at holde kompleksiteten så lav som mulig.“

KILDER
Jakob Tilma (2022): Vejsalt er ikke bare salt. Grøn Teknik 6.1.2022.
Tor­björn Hag­g­­quist, Københavns Kommune. Interview 11.2.2022.

Jo ældre træer er, jo mere råd kan de have uden at blive farlige

Bytræseminar. Frank Rinn: Derfor er de gamle træer så stærke

Når man skal se på hvilke træ­er der er farlige, er der tradition for bl.a. at pege på træer hvor stammen er hul eller rådden. Men når man ser på stammernes styrke, handler meget mere om hvor omfangsrig stammen er. Derfor kan et stort gammelt træ med rådden stamme være mere stormfast end et yngre, mindre træ uden råd.

Sådan lød det på bytræseminaret fra den tyske fysiker Frank Rinn der bl.a. er kendt som opfinderen af resi­stogra­fen. Det er et værktøj som ved hjælp af et tyndt bor kortlæg­ger råd i stammen, også hvor råddet er placeret i stam­me­tværsnittet. Hvis den ydre sun­de rand af stammen er tykkere end 1/3 af stammens radi­us, anses træets stamme for sikker, og man behøver ikke at fo­retage sig videre.

Et gammelt egetræ vokser ikke mere i højden, men det gør det i stammetykkelse. Og det øger ikke bare styrken 1:1, men i tredje potens af stammetykkelsen.

Metoden er stadig hyppigt brugt fordi den er enkel og let at forstå, også for ikke fagfolk. Men den har sine begrænsninger, og når man ser på hvilke træer der faktisk får skader, er der ikke nogen klar sammenhæng med 1/3-reglen. Det er der flere grunde til.

For det første er kollapsede stammer kun direkte årsag til 10% af de ulykker som skyldes træer. De fleste ulykker skyldes grene der falder af kronen som Frank Rinn forklarede.

Nu kunne man så tro at det derfor handler om at beskære kronen så man dæmper vindpresset mod kronen og fjerner de grene der måske kan knæk­ke af når det stormer. Men det øger risikoen for at udvikle råd i stammen som et par ældre undersøgelser viser.

Når man reducerer kronen, begrænses det sug løvet danner så vandet kan suges op som en overset engelsk undersøgelse fra 1983 viser. Mange af de vandstransporterende kar bliver derved tørre. Og det er i tørt ved at rådsvampene angriber som en amerikansk undersøgelse fra 1993 viser.

Frank Rinn konkluderer derfor at man kun skal beskære kronen når det er “virkeligt nødvendigt”, for ellers spredes svampene. Det var den navnkundige amerikanske træfor­sker Alex Shigo også inde på allerede i 1970’erne.

Denne sammenhæng er der dog ikke den eneste grund til at 1/3-reglen halter. Det gør den også fordi området med råd ikke nødvendigvis ligger midt i stammen, men til den ene side. Så falder stammens evne til at klare vindpresset mod kronen til det halve set i forhold til at råddet er centreret i stammen. Stammens ydre kan også være meget ujævn på grund af knaster, indlejret bark mv. så den sunde rand af stammeved kan være meget uens eller ligefrem opdelt.

Frank Rinn gav et eksempel på nogle gamle egetræer i Miami, USA, som var på tale at fælde fordi stammerne var hule og træerne derfor farlige i de mange orkaner der hær­ger området. Men de gamle træer havde jo overlevet hundr­edvis af orkaner, også med hule stammer, mens yng­re intakte egetræer i området var knækket. Flere andre eksempler peger i samme retning. De tyder på at 1/3-reglen ikke altid er relevant for alle træer. Som f.eks. gamle træer med stammer der er hule eller har en rådden kerne.

Det har rettet blikket mod andre metoder. En af dem er at vurdere stammen efter en teoretisk LCC (load carrying capacity) og at sammenholde forholdet mellem træets højde og stammediameter. Det har ført til omfattende fældninger i tyske byer, og i et enkelt tilfælde blev 5000 bøge fældet. På grundlag af forkerte teorier, som Frank Rinn fastslog.

Forskellige træer opfører sig helt forskelligt under pres. Ligesom det er tilfældet med en gulerod, en banan og en bladselleri som nogle tilhørere på første række fik lejlighed til at prøve. Sammenhængen er kompleks, men det spiller en stor rolle hvilken retning vinden kommer fra, og hvilken form stammen har.

Træer “feels the stress” og vokser mest hvor presset er størst. På kun få timer kan væksten dirigeres derhen hvor der er mest brug for det. Og så betyder størrelse mere end styrke. Et gammelt egetræ vokser ikke mere i højden, men det gør det i stammetykkelse. Og det øger ikke bare styrken 1:1, men i tredje potens af stammetykkelsen.

Derfor kan gamle træer være stærkere end unge træer selv om de har råd eller hule stammer. Jo ældre træer er, jo mere råd kan de have uden at blive farlige. Så gamle træer kan være sikrere end unge træer. Som Rinn slog fast: Der er derfor god grund til at hol­de mere på de ældre træer.

Det tager 20 år at pleje overdrevet frem

Hvis de rigtige forhold er til stede, tager det 11-23 års afgræsning, viser Miljøstyrelsens og Naturstyrelsens erfaringer fra 25 fynske arealer

Det tager omkring en snes år at omdan­ne et dyrket areal som en kornmark eller nåleskov til overdrev – hvis de rigtige forhold er til stede. Det er erfaringen med 25 fynske arealer der har været fra 11 til 23 år undervejs. De ligner nu overdrev med flere af de rigtige plantearter, men savner dog stadig den artsrigdom og de myretuer, krat og fårestier man ser i gamle overdrev.

Overdrev er en åben naturtype baseret på vedvarende græsning eller høslæt og rummer en stor artsvaria­ti­on af planter og dyr. Overdrevene er dog gå­et tilbage i man­ge år fordi græsning og høslæt er ophørt hvorefter jorden er opdyrket eller groet til med træ­er, buske og grove nærings­kræ­vende urter og græsser.

De overdrev der er tilbage, er som regel små og isolerede. Det øger randef­fek­ten fra det dyrkede land og gør det sværere for overdre­vets planter og dyr at sprede sig. Løsningen er derfor ikke bare nye overdrev, men også større sammenhængende overdrev, fremgår det af undersøgelsen.

Stor nælde er en hyppig problemart hvor jordbunden er rig på kvælstof. Foto: Erik Vinther.
Bredbladet timian er en såkaldt stjerneart der mest gror på kalkrig bund. Foto: Erik Vinther.

Mange stjernearter

Ifølge habitatsdirektivet er Danmark forpligtet til at sikre overdrev en ‘gunstig beva­ringssta­tus’. Det er slet ik­ke tilfældet i dag, og derfor fremgår det da også af flere danske Natura 2000-planer at der skal gøres noget ved det. Af sam­me grund opkøbte Natursty­relsen Fyn siden starten af 90’erne de undersøgte 25 are­aler for at lave nye overdrev. De har i op til 22 år været af­­græs­set af køer eller får, og har ellers passet sig selv. Miljø­sty­relsen Fyn vurderer at 17 arealer har udviklet sig til kalk­over­drev, 4 til sure overdrev, 1 til almindelig overdrev mens 3 stadig må kaldes mark.

Artsrigdommen blev målt ved at registrere ‘stjernear­ter’. Det er overdrevsarter der er særligt følsomme over for næ­ringspåvirkning og andre kul­turpåvirkninger. Dem blev der fundet 51 forskellige af på de nye overdrev, bl.a. almindelig gyldenris, almindelig kamgræs, almindelig knopurt, hjer­tegræs, bakketisel, vild hør, bredbladet timian, nikkende limurt, vild løg og djævelsbid. Der blev dog også set 19 pro­blemarter, bl.a. vild kørvel, stor nælde, rejnfan, mælkebøtte, hvid kløver, almindelig rajgræs og agertidsel. Ud fra de fundne plantearter er der i hvert område udregnet et artsindeks der ligger mellem 0,22 og 0,69 hvor 1 er bedst. Lavest lå de arealer der stadig mest er mark.

De rigtige vilkår

Tidligere undersøgelser har vist at nye artsrige overdrev forudsætter en ret næringsfattig jord og navnlig et lavt fos­fortal. Desuden skal der være gode frøkilder fra værdifulde  overdrev i nærheden. Det bekræfter den nye undersøgelse for så vidt at jordens pH og næ­ringsstofind­hold i de nye overdrev er på et niveau der er typisk for danske overdrev.

Målet er et højt artsindeks, mange stjernearter og kun få problemarter. Her spiller dog ikke kun jordbunden og gode frøkilder i nærheden en rolle. Det er også vigtigt med en effektiv afgræsning for at fastholde gunstige betingelser for overdrevsplanterne. Desuden kan intensivt dyrkede marker i nærheden trække overdrevets naturværdi ned.

Det får Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen til at slutte at na­turkvaliteten i de nye overdrev afhænger af at der er en passende græsning, at der er kort afstand til gamle overdrev, ret stor afstand til dyrke­de marker, og at jordbunden har et lavt næringsindhold.

Positiv overraskelse

Undersøgelsen omfatter kun et relativt beskedent antal lokaliteter og omfatter kun planter, ikke svampe og dyr. Man kender heller ikke detaljerne i land­brugs­driften på de tidligere dyrkede arealer. Alligevel peger undersøgelsen på at man er på rette vej.

Kontorchef Helle Pils­gaard fra Miljøstyrelsen kalder det en „stor positiv overraskelse“ at det er gået så hurtigt. Og ifølge skovrider Jakob Harre­kilde Jensen fra Naturstyrelsen Fyn kan man „udvide og sam­menbinde områder med overdrev over en relativt kort årrække. Den viden kan vi bruge til at skabe en mere robust og sammenhængende natur.“ sh

KILDER:
Erik Vinther, Jonas Hansen, Jesper V. Christensen, Søren K. Strandgaard, Anette S. Jacobsen, Hans Brendstrup, Nikolaj L. Aaskoven (2017): Nye overdrev på Naturstyrelsen Fyns arealer. Vand & Jord 4/2017.
Miljøstyrelsen 2018: Marker og nåleskov forvandles til værdifuld natur. Mst.dk 25.1.2018.

Grønt Miljø – udgives af Danske Anlægsgartnere, Sankt Knuds Vej 25, 1903 Frederiksberg C
Secret Link