Stubben fra det fældede ær ved Sycamore Gap er indhegnet med et træhegn for at beskytte rodsystemet. I august 2024 opdagede nationalparkranger Gary Pickles 12 nye skud ved stubbens basis. Foto: Northumberland National Park.
Der er fundet en vinder i konkurrencen om hvad der skal ske med veddet fra den døde ær.
Tre år efter det berømte ‘Sycamore Gap Tree’ midt i Hadrians mur på grænsen mellem England og Skotland blev ulovligt fældet, er gerningsmændene i fængsel, kloner af træet er plantet, og den skamferede stub skyder hvert år. Men dermed er historien ikke slut om den berømte ær, Acer pseudoplatanus.
Den 23. maj 2026 er der kåret en vinder af den private fond National Trusts konkurrence om hvad der skal ske med halvdelen af veddet fra den fældede ær. Seks kunstnerteams fra hele England blev shortlistet, offentligheden fik lov at stemme, og en faglig jury vurderede forslagene.
Vinderen blev kunstorganisationen Helix Arts fra North Shields ved Newcastle i samarbejde med London-baserede George King Architects. Projektet hedder ‘The People’s Tree — A Shared Story’ og skal stå færdig i september 2027.
Fælles historie i tre faser
Folk over hele landet inviteres i første fase til at indspille deres personlige minder, refleksioner og betragtninger om træer og natur — og om dette træ i særdeleshed.
Sideløbende arbejder kunstnerne med selve veddet: årringslagene i den fældede stamme scannes digitalt, og hvert lag knyttes til et specifikt lydindhold. Tanken er at hvert år af træets liv — fra det blev plantet i slutningen af 1880’erne og frem til fældningen i 2023 — vil bære sin egen lyd og sin egen fortælling.
I anden fase præsenteres det indsamlede materiale i en vandrende udstilling, og her afholdes også workshops hvor lokale kunstnere og lokalsamfund kan arbejde med dele af træet og skabe egne mindre kunstværker inspireret af det.
Tredje fase er en permanent lydinstallation ved det sted hvor træet engang stod. Installationen integrerer fysisk træ fra den fældede ær og vil give besøgende mulighed for — via scanning af årringslagene — at navigere i lydarkivet og lytte til fortællingerne.
Et sted for eftertanke
„Træet som det var, kan aldrig erstattes, men det vi kan gøre er at skabe et sted for eftertanke og forbundethed,” siger George King fra George King Architects. Cheryl Gavin, direktør i Helix Arts, understreger at projektet bygger på en tro på at træets eftermæle ikke alene lever i dets ved, men i de relationer, erindringer og øjeblikke af forbundethed det har skabt hos mennesker.
National Trusts Annie Reilly, der ledede juryen, fremhæver at det vindende forslag er enestående fordi det ikke forsøger at give ét svar eller én stemme til tabet af træet, men inviterer mennesker til at lytte, reflektere og genopdage forbindelsen til natur og hinanden.
Den præcise arkitektoniske udformning af installationen er endnu ikke offentliggjort. Det er netop det den igangværende udviklingsfase frem mod 2027 skal afklare. Men det er allerede besluttet at skulpturen placeres tilgængeligt langs Hadrians Mur, i umiddelbar nærhed af den tomme dal hvor træet stod.
Rør The Sycamore Gap Tree
For dem der ikke kan vente til 2027, er der allerede nu mulighed for at komme tæt på træet. Den største bevarede sektion af stammen — mere end to meter lang — er opstillet permanent på The Sill: National Landscape Discovery Centre der er besøgscentret nær Hadrians Mur i Northumberland.
Her har kunstneren Charlie Whinney skabt en installation hvor stammen er omdrejningspunkt: Omgivet af dampbøjede træelementer og bænke med indskårne ord fra folks indsendte minder. Installationen er gratis og tilgængelig alle ugens dage — og man må røre ved træet der stod ikonisk placeret i en lille dal mellem bakker op ad Hadrians Mur, den næsten 2.000 år gamle romerske befæstning. Hele området er fredet og på Unescos verdensarvsliste. Træet var kåret til Årets Engelske Træ i 2016 og verdenskendt for sin rolle i Robin Hood-filmen med Kevin Costner fra 1991.
Kilder: Artikler i Grønt Miljø 8/2023, 5/2025 og 8/2025. Nationaltrust.org.uk. Northumberlandnationalpark.org.uk. Smithsonianmag.com. Helixarts.com. Georgekingarchitects.com.
Sycamore Gap Tree, den berømte engelske ær, Acer pseudoplatanus. Træet blev fældet som hærværk 28. september 2023. Foto: Wikipedia.