Gå til hovedindhold
Sneskimmel kan angribe din græsplæne ved at man bevæger sig ud på den snedækkede græsplæne og trykker sneen sammen – eller blot ved stort snefald.

Sneskimmel på græsplænen

Har man hund og/eller børn, som bevæger sig ud på den snedækkede græsplæne og trykker sneen sammen – eller har der blot været stort snefald – er der risiko for, at plænen kan angribes af sneskimmel.

Sneskimmel er en svampesygdom, som udvikler sig bedst, hvor græsset er dækket af sne i længere tid, eller hvor sneen er presset sammen til is. Isen smelter langsommere og skaber dermed optimale forhold for svampen. Græsstråene kan ikke ånde gennem isen og har derfor svært ved at modstå angrebet.

Er græsplænen først ramt, kan græsset ikke reddes. Det eneste man kan gøre, er at fjerne det døde græs ved forsigtig rivning eller ved at grave tørven op – hvilket er lettest i en periode med tørt vejr.

For at være sikker på at få fjernet al svamp, kan det være en god idé også at fjerne noget af det omkringliggende græs i en randzone på ca. 20 cm rundt om det angrebne område. Græsset her kan nemlig allerede være angrebet uden at det endnu er synligt.

Starter man for tidligt, risikerer man ikke at få fjernet alt det inficerede græs. Sneskimmel kan smitte det raske græs, så arbejdet bør udføres forsigtigt. Der er derfor ingen grund til at gå i panik og begynde bekæmpelsen for tidligt.

De bare pletter bør først eftersås sidst i april eller først i maj, når jordtemperaturen er høj nok til spiring. Det er en god idé at topdresse med lidt ny jord, så græsfrøene får god jordkontakt.

Der er ingen grund til at bruge svampemidler (fungicider) mod sneskimmel. Skimmelsporer findes overalt, og brug af svampemidler kan desuden påvirke jordens pH-balance og i værste fald give grobund for nye svampeangreb.

Forebyggelse

Vil man forebygge sneskimmel, kan man slå græsset forholdsvis kort sent på efteråret og fjerne det afslåede græs samt andet dødt materiale, fx nedfaldne blade. Græsset skal kunne ånde under sneen hen over vinteren, så undgå færdsel på plænen, når den er dækket af sne. Det er en dårlig idé at fjerne sneen fra græsset, da det isolerer for den hårde frost.

Sørg for, at plænen er veldrænet, og luft den sidst i oktober for at fjerne filtlaget af vissent græs – f.eks. med mosrive eller vertikalskærer. Hvis plænen gødskes, bør det ikke ske for sent på året. Gød derfor senest i august. Overvej også, om det overhovedet er nødvendigt at kalke. Formålet med kalk er at hæve plænens pH, men kalkes der for sent på året, kan det give bedre betingelser for sneskimmel.

Plejer man at kalke om efteråret og er plænen særligt udsat for sneskimmel, kan det i stedet være en fordel at kalke i marts/april for at begrænse mos. Undersøg om det overhovedet er nødvendigt at kalke plænen.

Hvis du ikke orker havearbejde midt om vinteren, så husk at du altid kan kontakte din lokale, garantisikrede anlægsgartnermester.