Gå til hovedindhold

Verdens landskaber: Kaktusser og stier for Californiens bohemer


Tegnestuen Elysian Landscapes har designet et haveanlæg der skal afspejle kvarteret i bydelen Venice i Los Angeles som siden begyndelsen af 1900-tallet har været hjemsted for kunstnere, musikere og en bohemeagtig livsstil.

Resultatet er en have med 90 plantearter fordelt på træer, buske, græsser, slyngplanter og især sukkulenter samt en blanding af citrusarter der giver frugt og duft gennem hele vækstsæsonen.

Den jord der blev opgravet under anlægsarbejdet, er beholdt på stedet og formet til bølgende jordvolde. Det skaber en topografi og rumdannelse i det ellers flade areal. Også eksisterende store fyrretræer og palmer er bevaret.

Belægningen består af både brede stier af præfabrikerede betonfliser og grus på de mindre stier. En lige, insitu-støbt betonsti markerer retningen mod hovedindgangen. Stierne mødes midt i en ny lysning i haven hvorfra endnu en sti, med en belægning af knust granit, slynger sig igennem den skovagtige periferi. Stien forbinder mindre og større opholdsrum der ligger gemt i periferien.

Læs mere på worldlandscapearchitect.com og søg på ‘Venice Studio Sanctuary’.


Secret Link