Gå til hovedindhold

Ovalen holder sammen på det hele


Visionen var et sammenhængende anlæg der kunne favne både Musikhuset (tv), kunstmuseet ARoS (bagerst), Officersbygning og Ridehuset (th) der bruges til kulturformål – og være i dialog med Rådhusparken på den anden side af Frederiks Allé der anes længst til højre. Nederst ses skøjtebanearealet. Billedet er fra juni 2025 hvor parken blev indviet selv om værket ’The Dome – a Skyspace’ og dens nærmeste omgivelser ikke var helt færdige. Foto: Matilde Hobolt Mortensen.


Den nye version af Musikhusparken i Aarhus skal kunne mange ting på én gang. Hovedgrebet er en oval stiforbindelse der også favner kunstmuseet Aros’ nye værk The Dome

Aarhus har fået et nyt grønt hjerte: I juni 2025 blev Musikhusparken i byens centrum indviet i ny og udvidet form. Anlægget er tegnet af Schønherr der i samarbejde med billedhugger Morten Stræde, Habitats ApS og ingeniørfirmaet Artelia vandt den arkitektkonkurrence som Musikhuset Aarhus og Aarhus Kommune udskrev i 2022.

Musikhuset ønskede at forny haven foran bygningen fra 1982 for at skabe mere varierede opholds- og aktivitetsmuligheder. Samtidig lagde naboen, kunstmuseet Aros, an til bygning af ‘The Dome – a Skyspace’ af den amerikanske kunstner James Turell.

Det stod ret hurtigt klart at domen vanskeligt kunne spille sammen med det næsten barokagtige anlæg ved Musikhuset. Det blev afsæt for at gentænke hele området hvor store bygninger omkranser en tilsvarende stor flade.

Hovedgrebet er den ovale gangsti der indrammer en stor åben plads med The Dome i den ene ende. På ydersiden ligger haver og andre op holdsrum i mindre skala, her ‘Den mosaiske have’ hvor stiens hævede kant fungerer som siddeplads. Projektet havde stort fokus på genbrug, og omkring 60% af chaussestensbelægningerne stammer fra det tidli gere anlæg. Foto: Malmos.

Visionen var et sammenhængende anlæg der kunne favne både Musikhuset, kunstmuseet AroS, kulturhuset Ridehuset samt være i dialog med Rådhusparken på den anden side af Frederiks Allé. Den nye park skulle både tilgodese et stærkt ønske om en stor åben plads med mulighed for events med mange mennesker og danne ramme om hverdagens uformelle byliv.

Partner Rasmus Stougaard fra Schønherr fremhæver at tegnestuen ikke tidligere har lavet noget der var så stort og med så mange funktioner i ét anlæg. „Det mest udfordrende har været at finde ud af hvordan man skaber en stærk helhed samtidig med at de forskellige interessenter kan se sig selv i den,” siger han.

Ovalen som hovedgreb

Den kuppelformede bygning The Dome er 40 meter i diameter og 15 meter høj og dermed en virkelig stor spiller i området. Derfor tog projektet i høj grad afsæt i hvad domen ville det omgivende rum og byen — ud over at være kunstværk, fortæller Rasmus Stougaard. Dens energi blev afsæt for konkurrenceforslagets hovedgreb: en oval der både indrammer en stor åben plads og The Dome.

Foran Musikhuset ligger byens nye ’terrasse’ på hver side af den ovale sti. Her er bl.a. udeservering og en lille scene hvor musikken kan rykke udendørs. De nye specialdesignede møbler er flytbare, men også så til pas tunge at man ikke slæber dem med ud af parken. Foto: Tilde Tvedt.

Med sin klare og enkle form binder ovalen parkens mange funktioner og udtryk sammen. På ydersiden ligger haver og andre opholdsrum der knyttes sammen af ovalens brede gangsti. Stien er belagt med chaussesten og har på nogle strækninger hævede kanter der fungerer som siddeplads. Mod Frederiks Allé sikrer en grøft på ydersiden af stien at man ikke kan køre ind.

Terrasse og bassiner

Foran Musikhuset ligger byens nye ‘terrasse’ med udeservering og en lille rund scene hvor musikken kan rykke udendørs og blive en del af parkens sommerliv. De nye specialdesignede møbler er flytbare, men også så tilpas tunge at man ikke lige slæber dem med ud af parken.

Det tidligere spejlbassin er erstattet af to nye bassiner, der er støbt på stedet og har små organisk formede øer af chaussesten som gerne må bruges til leg. Det ene er et roligt spejlbassin mens det andet tilfører bevægelse og dynamik i en tidevandsagtig cyklus hvor bassinet via 11 vandsøjler fyldes i løbet af cirka 20 min. og derefter tømmes igen på 8–9 minutter. Den nye vandkunst er designet af billedhugger Morten Stræde.

Mod syd og nord findes to nye haver til ophold. ‘Den mosaiske have’ ligger i fugtig skygge fra høje lindetræer på den lille mosaiske begravelsesplads i hjørnet af parken. Officershaven ligger helt op til The Dome og indrammes desuden af Ridehuset og Officersbygningen der i dag bruges til kulturformål. Her bliver stemningen ifølge Rasmus Stougaard lidt parisisk med grusoverflade med træer og små hævede øer med stauder. Denne del af parken er i skrivende stund endnu ikke helt færdig på grund af forsinkelser i opførelsen af domen.

Serpentinerhaven i grønt

Det største grønne element er Serpentinerhaven på skråningen mellem Musikhuset og ARoS. Det tidligere amfiteater er erstattet af et langstrakt haverum omkring en zigzagformet sti der også giver handicapvenlig adgang fra Aros Allé ved bunden af bakken.

Stien løber i en slynget dal og har ‘skuldre’ af belægning der går lidt op ad dalsiderne. De er tilplantet med en stor variation af stauder, buske og enkelte træer der veksler med små plæner. Her er mere intime rum i kontrast til den store plads på fladen.

Det tidligere spejlbassin er erstattet af en ny vandkunst, designet af billedhugger Morten Stræde. Det ene har en rolig vandoverflade, mens det andet har varierende vandstand i en tidevands agtig cyklus. De små øer er et gennemgående tema i parken hvor der flere steder er små hævede bede i organisk form. Foto: Pia Møller Munksgaard


„Biodiversitet fyldte meget i konkurrenceprogrammet, og det tilgodeser vi især i Serpentinerhaven. Men byen skal også fungere så haverne er kultiveret natur der passer ind i den parkmæssige sammenhæng,” siger Rasmus Stougaard.

Habitats har bistået med rådgivning om plantesammensætningen der bl.a. er inspireret af den vilde flora omkring Aarhus Å. Alle bede er dækket af 8 cm grus (0–8 filtergrus) der både reducerer ukrudtsvækst og holder på fugt.

Midt i Serpentinerhaven ligger en legeplads udtænkt af billedkunstneren Fos. Legeinstallationerne står i sortmalet træ med indbyggede skulpturer i kraftige farver. Den er — ligesom The Dome og Art Square (udendørs udstillingsområde) — ikke en del af parkprojektet, men tilkøbt efter en bevilling fra Salling Fondene.

Schønherr har sammen med Morten Stræde forestået kunstnerkonkurrencen om legepladsen og integration af den i parken. Rasmus Stougaard fremhæver det som et eksempel på hvor kompliceret det store projekt på mange måder har været.


Den nye version af Musikhusparken i Aarhus afløser bl.a. den tidligere have foran Musikhuset. Den nye park skulle både tilgodese et stærkt ønske om en stor åben plads med mulighed for begivenheder med mange mennesker og danne ramme om hverdagens uformelle byliv. Plantegning: Schønherr.


Omfattende genbrug

Et hovedfokus var genbrug af materialer, både for at sikre kontinuitet i forhold til det tidligere anlæg ved Musikhuset tegnet af Sven Hansen og for at spare nye materialer. Hovedprincippet var at der ikke måtte køres noget væk.

Omkring 60% af parkens chaussestensbelægninger svarende til 1.700 m² er derfor genbrug. Genbrugsstenene er suppleret med lidt ny granit, bl.a. for at sikre fremkommelighed i ovalens ganglinje hvor der er lagt nye jetbrændte chaussesten. Alle brosten og en del granitblokke fra det gamle anlæg er også genbrugt. Kanter fra det tidligere spejlbassin og amfiteater er f.eks. anvendt i trapper og som kantsten. Desuden er 14 af Sven Hansens kraftige bænke fra 1982, både lige og buede, renoveret, og Louis Poulsen-parklygter er repareret og tilpasset for at kunne indgå i den nye park.

„Materialeansvarlighed er med i alt hvad vi gør hvor vi kan. Udfordringen er at tænke de genbrugelige materialer ind i designet og holde styr på logistikken ude på byggepladsen,” fortæller Rasmus Stougaard.

Parkens mest frodige og plantemæssigt varierede element er Serpentinerhaven på skråningen mellem Musikhuset og ARoS. Her slynger et langstrakt haverum sig langs en zigzagget sti der også giver handicap venlig adgang fra bunden af bakken. Legepladsen er udtænkt af billedkunstneren Fos. Foto: Tilde Tvedt.


I stedet for den sædvanlige lineære proces fra tegning til udførelse blev arbejdet organiseret som en cirkulær proces. Materialerne blev registreret og sorteret, og tegningerne blev løbende tilpasset så de svarede til mulighederne.

Cirka 2.000 m² af de aflange betonfliser (cirka 35×71 cm) fra det tidligere anlæg blev også genbrugt. Fliserne var produceret i flere omgange og varierede desværre en smule i størrelse, fortæller projektchef Martin Høj fra OK Nygaard. „Desuden var det også nødvendigt at få produceret supplerende fliser, så vi stod med flere forskellige størrelser og farver. Løsningen blev at blande de gamle fliser for at udjævne forskellene og lægge de nye for sig selv, bl.a. på pladsen foran Musikhuset,” siger han.

Martin Høj er vant til genbrug, men ikke så tit af betonfliser der ofte går i stykker når de tages op. „Ved projektstart spurgte vi faktisk om Schønherr virkelig var sikker på at fliserne skulle genbruges,” siger han. Men det skulle de, og spildprocenten i de gamle fliser som var estimeret til cirka 15%, blev reelt kun cirka 4%. Det er ifølge Martin Høj en ret lille andel der måske skyldes et højere cementindhold end i nutidens fliser.

Officershaven får en lidt parisisk stemning med grus med træer og små hævede øer med stauder. Den store græsklædte dome er en del af kunstmuseet ARoS. Rummet under kuplen åbner sig mod himlen gen nem et cirkulært udsnit i toppen. Oplevelsen forandrer sig i takt med vejret, døgnet og den besøgendes placering. Foto: Tilde Tvedt.


Omlægningen krævede fældning af 34 træer mens 8 gamle træer er bevaret på deres oprindelige plads. Projektet er formet omkring dem, og de har fået forbedret vækstforholdene. Indtil videre vokser de alle — tillige med 119 nye træer og solitærbuske i 16 forskellige arter, bl.a. stilkeg, robinie, lind, bærmispel, hvidtjørn, hæg og guldhængepil.

Skøjtebane på makadam

Et stort ønske i borgerinddragelsen forud for projektet var at der fortsat skulle være en skøjtebane der nu udgør en del af ovalens indre. Arealet har fået sit eget særlige underlag i form af en makadambelægning med en specialudviklet blanding af hårdføre, lave urter der bedre end græs kan klare afdækning og kulde fra skøjtebanen om vinteren. Løsningen er et forsøg og har endnu ikke helt fundet sin form. Lige nu fremstår overfladen således ret rå med blottede skærver nogle steder.

„Urterne var egentlig godt i gang sidste år, men så var der festival og flere andre arrangementer der gjorde at de ikke etablerede sig inden vinteren. Her i maj sprøjtesår vi derfor en lidt anden urteblanding i håb om at i hvert fald dele af fladen bliver grøn,” siger Martin Høj.

Parkens mest frodige og plantemæssigt varierede element er Serpentinerhaven på skråningen mellem Musikhuset og ARoS. Her slynger et langstrakt haverum sig langs en zigzagget sti der også giver handicap venlig adgang fra bunden af bakken. Foto: Kristian Erlandsen, Artelia


Det samme gælder det store græsareal ved siden af der er opbygget af 80% islandsk pimpsten og et toplag af 5 cm FFL2-jord af bakkemateriale der giver en bæreevne svarende til stabilgrus. „Den store iskøler til skøjtebanen blev f.eks. kørt ind over arealet i oktober uden at det gav skader på plænen,” fortæller Martin Høj.

Udfordrende logistik

Vi er midt i Aarhus i et komplekst projekt hvor mange processer skulle gennemføres på kort tid, nærmest oven i hinanden. Derfor har koordinering med møder flere gange om ugen fyldt meget, konstaterer Martin Høj. „Vi skulle f.eks. nå at rydde det gamle anlæg og støbe de nye bassiner før vinteren 2024–2025. Det var ret afgørende for resten af forløbet,” siger han.

Samtidig var der et kunstprojekt lige ved siden af som blev forsinket fordi en leverandør gik konkurs. Det betød at parkprojektet ikke kunne sluttes helt i 2025, men måtte genstartes i marts 2026 da vinteren slap sit tag. Nu er det et kapløb med tiden om at få plantet før det er for sent og være klar før 19. juni hvor ‘The Dome — a Skyspace’ og den færdige park indvies.

„Vi har haft gode folk og et fortrinligt samarbejde med bygherre, Artelia og Schønherr. Fordi projektet er så stort og kompliceret, har alle involverede været nødt til at gøre sig umage. Alle har været indstillet på at finde ud af at komme i mål. Og så har det også været fedt at få lov til at levere fra øverste hylde,” siger Martin Høj.

Skribent: Tilde Tvedt er freelancejournalist og redaktør, landskabsarkitekt MDL.

Kilder: Rasmus Stougaard, interview 18.05.2026. Martin Høj, interview 18.05.2026. Schønherr.dk. Malmos.as. Realdania.dk.


PROJEKTET

  • Bygherre: Musikhuset Aarhus og Aarhus Kommune.
    Landskab: Schønherr.
  • Entreprenør: OK Nygaard (nu med i Malmos — en del af Idverde).
  • Ingeniør: Artelia.
  • Pris: I alt 53,1 mio. kr.
    Heraf: Aarhus Kommune 16,3 mio.; Realdania 16,3 mio.; Salling Fondene 20 mio.; NRGi Værdipulje 0,5 mio.