Gå til hovedindhold

Anlægsgartnernes bedste lærlinge – DM i Skills

De to vindende anlægsgartnerlærlinge i teltet i Hjørring efter at de havde fået sejren. Foto: Jesper Van


Karen Hjortbak og Kristian Øvstegård Christensen vandt DM i Skills

DM i Skills blev — inden for anlægsgartnerområdet — en sejr for Karen Hjortbak og Kristian Øvstegård Christensen. De har henholdsvis haft Grønt Udemiljø og Witdahls som praktikvirksomheder og Sandmoseskolen på AMU Nordjylland som fagskole.

Inden for anlægsgartnerområdet stiller hver af de fem hovedforløbsskoler pr. tradition op med et tomandshold. Også i år hvor uddannelseseventen blev holdt i Park Vendia i Hjørring 22.–25. april. Her kom der omkring 50.000 gæster ifølge arrangøren Skills Denmark.

På Skills vises de forskellige håndværksfag frem, primært for skolernes afgangsklasser hvis elever skal finde uddannelse. „Det er et udstillingsvindue lavet som en konkurrence,” forklarer Julie Thostrup Vesterlyng der er fagkonsulent i Danske Anlægsgartnere.

Det faglige niveau på konkurrencerne er højt. Der er ikke plads til fejl, men man burde kunne nå det hele hvis man tænker sig om. Konkurrencedeltagerne har også øvet inden — med nye tegninger og mål.

Det var tæt på at DM i Skills ikke var blevet til noget. Den 5.–6. april raserede stormen Dave, især i Nordjylland. „Mest af alt lignede det en slagmark,” skrev TV2 Nord bagefter om Skills-arealet. Ved hjælp af frivillige blev det alligevel muligt at holde arrangementet.

DM i Skills 2026 var det 15. i rækken. Det første var i 2011 mens man sprang over i 2021 grundet corona og i 2025 hvor den europæiske Euroskills blev holdt i Herning. Næste DM i Skills holdes i Vejle 7.–10. april 2027.