De kantede, de runde og de knudrede

På Bytræarboretet findes træer som gennem 25 år er blevet klippet og formbeskåret, og det kan der i dag udledes mange erfaringer fra

Af Palle Kristoffersen og Oliver Bühler

Gennem tiden har der været tradition for at klippe og beskære træer. Formålene kan være meget forskellige — fra at høste vinterfoder til husdyr, grene til gærdsel eller brænde til komfuret. Disse driftsformer har givet karakteristiske stynede pile og popler i landskabet, stævningsskove m.m. Siden blev klipning og beskæring en del af havekunsten og et udtryk for magt: Planterne blev kontrolleret og formet efter menneskets ønskede form og facon.

Op gennem 1900-tallet brugte en del kommuner klippede gade- og vejtræer som en bevist strategi for at have nok vinterarbejde til at fastholde gartnerne i helårsbeskæftigelse. I god socialdemokratisk ånd skulle man som gartner ikke have ringere sociale vilkår end f.eks. industriarbejdere.

I dag bruges klippede og formede træer som landskabsarkitektoniske elementer måske nok lidt mindre end i de mere formalistiske perioder efter krigen. Men der er fortsat gode muligheder for at anvende formede og klippede træer — og netop resultaterne fra Bytræarboretet viser at der er andre og mere spændende muligheder end de traditionelle stammehække i lind.

Formklipning medfører i øvrigt en tilpasning af rod-top-forholdet i træet. Det betyder at formklippede træer også har et mindre rodnet. Derfor oplever man at formklippede træer kan overleve og endda trives på lokaliteter med begrænset jordvolumen og endda i potter og containere.

Behandling af træerne

Siden plantningen i Bytræarboretet i år 2001 er 1/3 af træerne blevet udviklet og driftet som henholdsvis formklippede, knudebeskåret og stynede. De formklippede er årligt klippet som en kasse med hækkeklipper på sider og top uden nogen forudgående opbygning af grenskelet. Der har i løbet af de 25 år ikke været foretaget tilbageskæring, tynding af grenskellet eller andet.

De knudebeskårne blev klippet til samme overordnede form som de formklippede. Klipningen af grene skete først efter nogle år da grenene havde opnået en tykkelse på nogen cm. Herefter er der årligt sket en afskæring af alle årsskud som har medført den ønskede knudedannelse. Der har ikke været efterladt nogen afkortede skud som det ellers anbefales.

Pil og poppel blev stynet i 2 m’s højde når de havde opnået en stammetykkelse på 8–10 cm. Og herefter er der årligt sket en afskæring af alle årsskud.

Resultater efter 25 år

Efter 25 år kan der uddrages en række erfaringer, og bytræarboretet anskueliggør både hvad der fungerer, men måske lige så vigtigt også hvad der ikke fungerer. Helt generelt mistes der stammetilvækst når man foretager årlige afklipninger af årstilvæksterne.

Pil- og poppelmyten

Det viste sig ret hurtigt at pil og poppel ikke kunne tåle behandlingen med at blive stynet årligt. Og det var gældende for alle arter og kloner. De døde simpelthen og er i dag helt væk.

Den mest nærliggende forklaring er at den årlige afskæring af alle skud har vist sig at være for meget. I landskabet kan der findes stynede pil og popler som er op til 100 år gamle, men de har sandsynligvis fået nogle år til genvækst inden næste styning. Anbefalingen er derfor at styne i et interval på mindst 2 og gerne 3 år.

Formklip der overrasker

Formklipning har givet en række overraskende resultater. Traditionelt set er det kun lind som anvendes som formklippede stammehække, men resultaterne her viser at andre arter som normalt anvendes til hække, selvfølgelig også kan anvendes som stammehække — som f.eks. Acer campestre (navr), Carpinus betulus (avnbøg) og Fagus sylvatica (alm. bøg).

Avnbøg er set brugt forskellige steder i byrum da den danner nogle stærke stammehække som kan holdes som tynde skærme. Avnbøg vokser med tynde årsskud som betyder at den er let at klippe og dermed holder faconen uden at lægge på i størrelse som f.eks. lind gør det.

Navr er også kendt som hækplante, men bruger man den rene art kan den årlige formklipning give øget modtagelighed for meldug, især i varme og tørre år. Det kan derfor overvejes at bruge den mindre modtagelige sort ‘Elsrijk’ til stammehæk.

Af de mere overraskende blandt de gode finder vi Alnus cordata (hjertebladet el), Metasequoia glyptostroboides (vandgran) og Prunus avium ‘Plena’ (fyldt fuglekirsebær). Hjertebladet el er karakteriseret ved at beholde sine mørkegrønne, læderagtige blade helt hen i december. Vandgran får de friskgrønne lækre årsskud som lyser op og holder hækfaconen hen over sommeren. Den fyldte fuglekirsebær er steril og ikke sætter frugt — dens kvalitet er at den bliver en blomstrende stammehæk.

Linde med flere evner

Bytræarboretets samling af lind udgør 12 forskellige, heraf 5 forskellige arter. Særligt klonen ‘Rancho’ som udmærker sig med små lidt læderagtige blanke blade viser sig at være særligt egnet til formklipning. Modsat skal man nok holde sig fra at anvende storbladet lind til formklipning da den har tykke årsskud som betyder at stammehække vil lægge mere på i tilvækst hvert år. Krimlind (Tilia euclora) er faktisk ganske velegnet med bløde hængende skud og blanke blade.

Kugleformede varianter

Der findes en række kugleformede varianter inden for forskellige slægter. Her kendes f.eks. Acer platanoides ‘Globosum’ (kugleløn), Robinia pseudoacacia ‘Umbraculifera’ (kugleakacie) samt askene Fraxinus ornus ‘Meczek’ og Fraxinus excelsior ‘Nana’.

De podes i faste stammehøjder som 2,0 meter og op til 2,5 meter. Globosum indikerer noget med en globus og en rund form, men formen er med udgangspunkt i podestedet — og det betyder at vi her har et træ som faktisk vokser nedad. En kugleløn kan klippes og dermed danne grundlag for en fin helt tæt stammehæk.

En lignende vækstform kan opnås med den kugleformede manna-ask Fraxinus ornus ’Meczek’ som modsat Fraxinus excelsior ’Nana’ ikke påvirkes synderligt af asketoptørren.

Kugleakacie er et kapitel for sig. Sortnavnet er umbraculifera hvilket minder om det engelske ord for paraply, umbrella. Og det er meget mere en vifteform end en kugleform man får med en kugleakacie. Sorten vokser opad og hverken nedad eller ret meget til siden, og de gør det hurtigt. Sorten burde nok ikke være på markedet eller i det mindste markedsføres og beskrives anderledes end den aktuelt gør det.

Efter 25 år må vi desværre konstatere at den generelle sundhed og fremtræden af de fleste af de kugleformede træer ikke lever op til forventningerne. Løsningen er at beskære de kugleformede træer — ikke klippe, men håndbeskære hvor man klipper de længste skud så man dermed kan bevare en tilnærmet fritvoksende form uden at træerne bliver for store eller tynde indeni.

De knudrede træer

Knudebeskårne træer har mange betegnelser. De er blevet kaldt sporebeskårne, og en anden brugt betegnelse er tenbeskæring — med reference til en håndten som bruges når man håndspinder uld. Referencen til træerne er at man faktisk bør efterlade et enkelt skud på hver knude — en ten — som kortes tilbage til 1–2 knopper. Det efterladte skud kaldes også en safttrækker.

Knudebeskæring fungerer bedst på træer som er gode til at forsvare sig mod rådangreb, og som har en så passende tilvækst at der rent faktisk sker en knudedannelse. Og tillige skal de have evnen til at danne adventivknopper.

Lind er velegnede til knudebeskæring — og det gælder i og for sig alle lindearter og -sorter på bytræarboretet. Derudover viser det sig at platan også er velegnet. Mere overraskende er det at hestekastanje også er egnet til at knudebeskære.

Som arter der ikke bør knudebeskæres, kan nævnes mange Acer-arter, særligt spidsløn og ahorn samt askearterne. Egearterne på bytræarboretet reagerede heller ikke hensigtsmæssigt på knudebeskæring.

Det samlede udtryk

De formklippede træer på bytræarboretet viser at uanset hvilken formbeskæring der vælges, skal der være taget stilling til beplantningselementets samlede form og mål. En hver form for formning bør ske på grundlag af landskabsarkitektoniske beslutninger og ikke som en beslutning truffet i driften.

Og selv om de formklippede træer antalsmæssigt ikke fylder så meget som fuldkronede træer, har de deres berettigelse enten af historiske, arkitektoniske eller pladsmæssige grunde, og det giver derfor mening at dyrke og bevare den gartneriske viden og erfaring om egnede arter og praksis. Her kan et besøg på bytræarboretet med de mange umiddelbare sammenligningsmuligheder give et godt overblik.

Skribenter: Palle Kristoffersen er landskabsarkitekt, ph.d. og ejer af Rådgivende Landskabsarkitektur ApS. Oliver Bühler er studielektor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.