Gå til hovedindhold

PUBlikationer

Alle skal have adgang til udemiljøet

Alle skal have adgang til udemiljøet

En træbro – eller boardwalk om man vil – kan være med til at sikre bedre adgang til naturen. For alle.


Ændringerne i den reviderede håndbog ‘Udearealer for alle’ er mest rettet mod shelters og broer og platforme der giver adgang til vandet.

Universelt design og tilgængelighed er afgørende for at flere kan få oplevelser i udemiljøet. I Dansk Standards nyreviderede håndbog ‘Udearealer for alle’ får planlæggere og rådgivere inspiration og anvisninger til hvordan udemiljøet kan indrettes så flere kan færdes trygt i dem og få glæde af naturen – også handicappede.

Den reviderede håndbog erstatter udgaven fra 2012 og en eksempelsamling fra 2015. Første udgave er fra 1995. Håndbogen er udarbejdet af Dansk Standard sammen med hovedforfatteren Ulla Kramer fra ‘God Adgang’. Der er desuden kommet input fra Dansk Standards ‘udvalget for tilgængelighed til bygninger og omkringliggende omgivelser samt rekreative områder’.

Adgangen til vandet

‘Udearealer for alle’ handler om design og planlægning af alle typer offentlige og rekreative udearealer. Det kan være af haver, legepladser, parker og naturområder som skove, strande og søer. Håndbogen er skrevet så den kan bruges i samspil med Bygningsreglementet og med Vejdirektoratets vejledninger.

Håndbogen sammenfatter kriterier og retningslinjer for god tilgængelighed til udearealer. Ofte er der tale om en kombination af lovgivning, anvisninger, standarder, anerkendte vejledninger og god praksis som er tilpasset de udfordringer man møder når man planlægger adgang og oplevelser i naturen.

De væsentligste nyheder i den reviderede håndbog handler om tilgængelighed til shelters samt broer og platforme der giver adgang til vandet. Håndbogen er endvidere blevet opdateret med nye eksempler til inspiration.

Er ikke en selvfølge

En tur i skoven, en dag på stranden eller et besøg i den lokale park virker for de fleste som noget helt naturligt og ukompliceret. Men for mange er det ikke en selvfølge, fremgår det af håndbogen.

Mere end hver femte borger i Danmark lever med nedsat eller divergerende funktionsevne – enten fysisk, sensorisk, kommunikativt eller kognitivt. Den kan være midlertidig, aldersrelateret, medfødt eller erhvervet. Denne store mangfoldighed kræver at bygherrer og kommuner kan skabe rummelighed, anvendelighed og tilgængelighed så alle kan færdes ud fra de forudsætninger de har.

Gennemarbejdede bud

I den reviderede håndbog kan man både hente inspiration til ens eget arbejde med et naturområde eller benytte den som en tjekliste hvis man vil kvalificere design eller have konkrete anbefalinger til hvordan natur og uderum kan indrettes så flere kan færdes der og få glæde af dem.

„Den opdaterede håndbog for ‘Udearealer for alle’ er et stærkt værktøj for alle der arbejder med design og projektering af udearealer,“ siger Helle Harms, seniorkonsulent i Dansk Standards udvalg:

„Den giver konkrete og gennemarbejdede bud på hvordan man kan indrette udearealer så de bliver tilgængelige og brugbare for alle. For tilgængelighed handler ikke om særhensyn. Det handler om kvalitet, funktionalitet og lige muligheder. Når vi planlægger udearealer, skal vi sikre at alle uanset forudsætninger kan opleve og deltage på lige vilkår.“

Fem fokuspunkter

Håndbogen henvender sig især til kommuner, planlæggere, rådgivere og andre der arbejder med udvikling og drift af uderum. Den kan bruges som inspiration og et værktøj i design- og planprocesser, og har bl.a. fokus på:

  • Planlægningen af stier og belægninger.
  • Design af trapper og hældninger i naturen.
  • Adgang til faciliteter som strande, havbade og shelters.
  • Indretning af opholdsarealer og hvilemuligheder.
  • Huskepunkter i forhold til toiletter og parkering.
  • Alle afsnit er suppleret med eksempler som viser hvordan løsninger kan se ud i praksis.

„Når udearealer indrettes med omtanke, bliver de mere inkluderende og kan bruges af flere. Når man tager udgangspunkt i alle brugere af naturen, styrker man både livskvaliteten og fællesskabet,“ uddyber Ulla Kramer der er hovedskribent på håndbogen og sekretariatsleder.

Mennesker og natur

Tilgængelighed handler ikke kun om adgang for den enkelte. Det bidrager også til at beskytte naturen, fremgår det af håndbogen. For når uderum indrettes med tydelige stier og gennemtænkte løsninger, bliver det lettere at orientere sig og bevæge sig rundt ad de etablerede ruter.

Det kan være med til at reducere slid på sårbare områder. Samtidig understøtter gode løsninger at flere kan tage del i fællesskabet og få glæde af naturens oplevelser, uanset forudsætninger.

I Danmark findes der kun i begrænset omfang lovgivning for udearealer uden for byggematrikler. Håndbogen kan derfor bruges som et fælles referencepunkt i samspil med Bygningsreglementet og Vejdirektoratets vejledninger når nye uderum udvikles eller eksisterende områder renoveres. Med håndbogen bliver det lettere at tænke tilgængelighed ind fra starten og dermed skabe uderum der fungerer i praksis for langt flere.

SH

UDVALGET BAG
Dansk Standard har udarbejdet håndbogen sammen med ‘udvalget for tilgængelighed til bygninger og omkringliggende omgivelser samt rekreative områder’.

Udvalget består af:

  • Building Diversity.
  • Dansk Blindesamfund.
  • Dansk Handicap Forbund.
  • Foreningen God Adgang (hovedskribent).
  • Plan- og Landdistriktsstyrelsen.
  • Statens Byggeforskningsinstitut.
  • Søren Ginnerup (tilgængelighedskonsulent).

KILDER
BR18. Bygningsreglementet.dk 2018.
DS-håndbog 105:2026. Udearealer for alle – råd til planlægning til tilgængelige udemiljøer. Fonden Dansk Standard 2026. 204 s.
Helena Schou Østergaard. Presseansvarlig hos Dansk Standard. Ds.dk.


Åen der måske igen skal frem i lyset

Åen der måske igen skal frem i lyset


Ladegårdsåen i 1908. Efter 500 år i vandforsyningens tjeneste fik åen en rekreativ funktion. Fra forsiden.


Under Åboulevarden i København ligger Ladegårdsåen og venter på bedre tider.

Af Søren Holgersen

En flok drenge leger i Ladegårdsåen i København. Billedet er fra forsiden af Anders Jørn Jensen og Anja Meier Sandreids nye bog ‘Ladegårdsåen, Stenbroens Bellevue’. Året er 1908 hvor det var tilladt at lege i åen. Det havde været forbudt frem til 1903 fordi åen indtil da indgik i hovedstadens vandforsyning.

Vandet går drengene op til livet, nok 70 cm midt i åen. Andre kilder peger på en lavere dybde, men generelt set var der faktisk pænt med vand i åen. Der har ellers været en myte om det modsatte – måske fordi rørlægningen var det der bedst blev husket. Forfatterne understreger desuden at åen og søerne var forbundne i det flade landskab. Er der vand i søerne, er der også vand i åen.

Åen blev nedlagt og tildækket etapevist fra 1896 til 1969 på det sidste stykke. Den inderste og først nedlagte del af åen var altså allerede nedlagt da billedet blev taget.

På dette sene tidspunkt var historien om Ladegårdsåen allerede næsten 500 år. I 1500-tallet blev hele det naturlige åsystem ændret til kunstige kanaler for at sikre byens vandforsyning. Via opdæmninger af de naturlige åer blev vandet ledt ind mod byen og blev samlet i Bispeengen hvor det blev til Ladegårdsåen.

Navnet kom fra den ladegård – oprindeligt kongelig avlsgård – der lå hvor åen løb ud til det vi nu kalder ‘søerne’ og var et stort vandreservoir både til brugsvand og til voldgravene af militære grunde.

Bogen er en del af et lokalpolitisk initiativ om at få Ladegårdsåen – og hele det københavnske åsystem – frem i lyset igen og dermed skabe en mere grøn og blå by. Men sigtet er også at gå klimaændringerne – mere regn, flere hedebølger og højere grundvand – konstruktivt i møde, bl.a. med mere beplantning og lokal afledning af regn med åen som en oplagt recipient.

Bogen viser også at det kan være en meget hård kamp når den har konsekvenser for trafikken. Der hvor åen gik – og hvor det rørlagte vandløb stadig løber – ligger i dag Åboulevarden og Ågade, en af byens største indfaldsveje. Hvor skal trafikken hen hvis åen skal ud i lyset igen? Det er betegnende at det første, og nylige, konkrete politiske afsæt er at fritlægge Grøndalsåen og en lille del af Lygte Å. Her er ingen trafikale problemer.

Aarhus Å der blev frilagt 1995-2015, har vist at det kan lade sig gøre, og begge steder fortæller navnet Åboulevarden hvad åen meget praktisk blev ændret til, nemlig en stor bred trafikgade.

Den københavnske udgave er dog meget mere trafikeret end den århusianske var, så det er en langt større opgave der venter i København. Det gælder ikke mindst den ambitøse motorgadeudfletning Bispeengbuen. Den ligger næsten der hvor Grøndalsåen og Lygte Å før løb sammen – og dér hvor den sidste rest af åen blev fyldt op.



Sort/hvid-foto: Ladegårdsåen er her i 1962 næsten tømt for vand og ved at blive fyldt op på det stykke der i dag hedder Ågade. Ågade ligger med sine 6 vejspor mellem åens leje og bebyggelsen. Foto fra bogen.
Farvefoto: Billedet fra omtrent samme sted i 2026.


Anders Jørn Jensen og Anja Meier Sandreid, der begge er historikere, har begået en velfortalt lokalhistorie der hviler på masser af skriftlige kilder, personlige beretninger og kort. Og fremfor alt med masser af billeder hvor mange ikke har været upubliceret før.

Den smalle historie om Ladegårdsåen bliver løbende sat i perspektiv af tidens samfund, prioriteringer og behov og som er med til at forklare de ændringer der i årenes løb sker med åen og dens opland.

At holde vandet nogenlunde rent var selvsagt vigtigt før i tiden, selv om åen var meget forurenet efter vores dages kriterier. Da den moderne vandforsyning efterhånden blev sat i system var det andre ting åen blev brugt til – ikke bare til badning, men også som recipient for den voksende og moderne by. Den mere og mere stinkende å endte med at blive et argument for at dække åen til.

For den senere del af historien fortælles bl.a. om motorgadeprojekterne Søringen, der ikke blev til noget, og Bispeengbuen der blev til noget, men som også endte som en isoleret løsning uden tilslutninger. Der var kun få meter hen til boligblokkene og hvor nogle blev opført næsten samtidig med Bispeengbuen. Det siger noget om hvor højt prioriteret motorgadetanken var.

Bogen kan også være en anledning til at minde om hvad lokalhistorie kan bruges til i moderne by- og landskabsplanlægning. Gamle kort kan vise hvor der før var vådområder, lavninger og åløb. Hvor man helst skal holde sig fra at bygge, men gerne bevare naturen. Samme signaler kan vejnavne som Engkrogen og Mosevangen sende. Og det er jo så heldigt at de steder man ikke skal bebygge ofte er de steder der ud fra vinkler som biodiversitet og friluftsliv helst skal friholde.

Lokalhistorien kan også fortælle om stedet. Det gør f.eks. minde- eller advarselsstenen fra 1812 der fortæller om dengang hvor en karet kørte i åen og to kvinder omkom. Stenen kan nu ses på Åboulevarden ud for nr. 16. Ulykken var med til at åens bredder blev tilplantet med piletræer som fremstår markante på eftertidens malerier og fotos. Historien kan også bidrage til at forstå byens og landskabets kulturgeografi, og derved bidrage til at sikre gamle kvaliteter og inspirere til nye.

Debatten kører, bl.a. om at sende trafikken ned i en tunnel, men det fremhæves også at være dyrt CO2-mæssigt set, så måske er det bedre med å og en nedgraderet vej skulder ved skulder. Det er der i hvert plads til på nogle stræk. Det skal blive spændende at følge det senere forløb hvor klimaændringerne er med til at gøre projektet til en ikke helt urealistisk mulighed. 

Anders Jørn Jensen og Anja Meier Sandreid: Ladegårdsåen. Stenbroens Bellevue. Frydenlund 2026. 188 s. 300 kr. Bogen er udgivet med støtte fra Nørrebro Lokaludvalg, Realdania, Miljøpunkt Nørrebro og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond.


Anmeldelse: Det nye stenlandskab

Anmeldelse: Det nye stenlandskab


På Langbjerg i Mols Bjerge ligger stenene formentlig som de blev efterladt efter sidste istid. Foto fra bogen.


Nané Køllgaard Pedersen udforsker et nyt og gammelt emne i en billedrig bog, der mest fokuserer på at genoprette stenstrøninger

Af Søren Holgersen

Den lille gård jeg voksede op på, var rig på stendiger. Det største lå i det gamle sogneskel og var rig på store kampesten der lignede grundfjeld som brød gennem marken. Efter regn blev de hurtigt tørre, og i solen blev de hurtigt varme. Det kriblede med smådyr. Det var et godt sted at lege. Men en dag var hele diget borte. Alle stenene endte midt i 60’erne i molerne i den nye færgehavn på Odden.

Et tab, ikke bare for mig, men også for naturen, landskabsoplevelsen og biodiversiteten. Og et eksempel blandt tusinder i en proces der startede lige efter istiden. Og har varet ved siden selv der nu er større bevidsthed om ikke bare kulturarven, men også om naturarven. Og selv om der er flere eksempler på at genskabe landskabsfortællingen ved at anlægge nye stenstrøninger der ligner de oprindelige – selv om autenticiteten går fløjten.

Emnet er taget op af Nané Køllgaard Pedersen i sin nye bog ‘Nye stenlandskaber, sten i naturgenopretning’ der har fokus på at genindføre sten i det danske landskab for at give landskabet mere karakter og variation.

Det kan være svært at forestille sig, men da isen fortrak mod nord, var hele landskabet oversået med et mylder af sten med mange forskellige typer, former og størrelser selv om det mest var granit. Stenene kom også fra flere forskellige ‘aflejringsmiljøer’: moræne, smeltevand og såkaldt abrasionsflak på hævet havbund.

Men stenene lå ikke kun i overfladen, de lå også længere nede i jorden hvor vi stadig kan finde dem når vi graver dybere i grusgrave og på bygge- og anlægspladser. Istidens stenrigdom findes stadig, bare længere nede.

Stenene i overfladen blev ikke liggende selv om det var møjsommeligt at fjerne dem. Stenene var lige siden bondestenalderen i vejen for et effektivt landbrug, og de kunne siden bruges som ressource, ikke bare som diger og moler, men også til fortidens gravhøje og eftertidens hus- og vejbyggeri. Hvis stenene da ikke – mere eller mindre midlertidigt – lå hen i store bunker.

Jens Vejmand og hans kollegaer slog mange af dem til de skærver som stadig findes under de fleste ældre veje.


I Lerbjerg Skov er 4 ha i 2024 fritlagt ved afskrabning så stenstrøningen er blevet mere tydelig. Fra bogen.


Kun enkelte steder kan man finde noget der ligner fortidens stenstrøninger, og helt sikre kan vi ikke være, for de lettest tilgængelige sten kan sagtens være plukket. Stenene ligger gerne hvor de var sværest at fjerne, og hvor terrænet gjorde størst modstand mod opdyrkning. Forfatteren opregner 18 eksempler, men der er givet langt flere.

Især i skovene er stenstrøningerne dækket af førne, mosser, laver og myretuer og nærmest usynlige mens de andre steder er mere synlige bl.a. på grund af afgræsning eller udsat kystnær beliggenhed. Men er de usynlige, kan de blive synlige igen med plejeindsatser som afskrabninger, afbrænding og svinehold.

Det er en billedrig og spændende fagbog Nané Køllgaard Pedersen har samlet både med egne indlæg og indlæg fra forskere og fagfolk hvor geologer og biologer træder mest frem. De udfolder den geologiske og glacialmorfologiske baggrund og de rige biologiske lune nicher som stenene skaber for flora og fauna – og som er med til at begrunde de genopretninger der sker af stenstrøninger og som – jævnfør titlen – er bogens mest fremtrædende sigte.

Der opregnes 12 genopretningsprojekter, og der udledes en række principper for hvordan man kan skabe kunstige stenstrøninger der ser naturlige, meningsfulde og autentiske ud, og hvor man opnår den ønskede biodiversitet.

Man kan spørge hvorfor de kunstige stenstrøninger skal se oprindelige ud hvis den biologiske fordel er den samme. Her er argumentet at stenstrøningerne også bidrager til den kultur- og naturhistoriske fortælling om landskabet. Det berøres i mindre grad hvordan stenstrøninger også kan påvirke landskabets æstetiske og rekreative potentialer.

Som knægt var det at ‘køre sten’ et fast tilbagevendende markarbejde, og de voksne undrede sig tit over hvorfor der hele tiden dukkede nye sten op af jorden. Spørgsmålet kom op i TV-programmet ‘Spørg Århus’ hvor en professor mente at årsagen var maskinernes komprimering af jorden, mens andre mente at det var frostens skyld. Nanés bog afslører heller ikke sammenhængen, men ellers mange tak for en gedigen afsløring der tilfører fagområdet et både gammelt og nyt perspektiv.

BOGFAKTA
Nané Køllgaard Pedersen (red.): Nye stenlandskaber. Sten i naturgenopretning. Med bidrag fra forskere og fagfolk inden for geologi, biodiversitet, kulturhistorie og landskab. NK Landskab ApS, 2026. 160 s. 225 kr.

Ved køb: Send navn, adresse og telefonnummer til nane@nklandskab.dk.


Udstilling: Chelsea Flower Show er alle pengene værd

Udstilling: Chelsea Flower Show er alle pengene værd


Den hyggelige krog har tydelig inspiration fra japanske tehaver. Der er lagt natursten uden fast mønster med ral i brede fuger. Det rislende vand i tre kar skaber behagelige lyde og den nøje udtænkte plantesammensætning danner en harmonisk ramme om haven


Der var alskens haveudstyr, men temahaverne var vigtigst for inkarnerede havefolk

Af Ole Fournais

Dette års Chelsea Flower Show i London i maj bød på talrige elementer — både velkendte og overraskende. De talrige boder med alskens udstyr til haven fyldte godt og tiltrak som sædvanligt store grupper af tilskuere og ikke mindst kunder.

Her kunne man få stort set alt lige fra solide redskaber til havearbejde over elegante tørklæder og sjaler til stort udvalg af billeder og postkort. Plus alt muligt andet med relation til haver, men for første gang nogensinde ikke havebøger — meget skuffende.

Men det vigtigste for inkarnerede havefolk er uden nogen tvivl de mange forskellige haveprojekter som konstant tiltrækker store grupper af tilskuere — ofte så mange at det undertiden kan være svært at komme tæt på. Derfor må man væbne sig med en solid gang tålmodighed for at kunne se noget overhovedet.

Elementer og bede

I år dominerede flere elementer de udstillede projekter: Robuste materialer. Langtidsholdbare møbler. Belægninger af genbrugsmaterialer. Inspirerende projekter med altaner. Og overraskende sammensætninger af både planter og faste elementer.

Vanen tro rummede projekterne også særdeles flotte og smukke blomsterbede — alle tæt tilplantede og med yderst smagfulde sammensætninger.

Altan med klinker. De robuste materialer og den tætte beplantning sikrer en nem vedligeholdelse. Planteudvalget skaber dufte, farver og diversitet året rundt.

En lille forhave med kummer af klinker. En simpel opbygning skaber stor variation. Det populære projekt tiltrak konstant grupper af tilskuere. Men den kritiske fagmand spørger: Hvad sker der med de åbne fuger?


Og også i år sås talrige fuldt udvoksede buske og træer i fuld blomstring — hvilket må kræve meget stort kendskab til de valgte planter, omhyggelig planlægning og tålmodighed for at få det hele til at fremstå i smukkeste stand. F.eks. kunne man kun beundre en række mindre træer som er over 100 år gamle — imponerende syn.

Den japanske tehave

Normalt ser man ved Chelsea Flower Show altid mindst et projekt med inspiration fra japanske haver. Således også i år med en særdeles klassisk japansk te-have. Her var alle elementer både omhyggeligt udvalgte og nøje placeret efter ældgamle traditioner: smukt indgangsparti, snoede gangstier, store og små natursten i dæmpede farver, afvekslende plantebede og mos i flere fuger. Det hele fremstod harmonisk og atmosfærefyldt — og udstrålede ro og fred. Ikke overraskende vandt dette projekt sølvmedalje.

Det særlige formål

Mange af de udstillede haveprojekter støttede et særligt formål som f.eks. brystkræft, alzheimer, kræftramte børn, personer med psykiske lidelser m.fl. — og tiltrækker derved særskilte grupper. Ved sådanne projekter er designet ofte skabt i samarbejde med den pågældende organisation. Haveprojekterne skal også opleves og bedømmes med dette formål for øje.

Når man bevæger sig rundt, hører man ofte kommentarer netop om den kobling: Vil den og den haveløsning hjælpe personer med den pågældende diagnose?

Altaner i fuldt flor

I de senere år har man også ønsket at vise diverse muligheder for at skabe spændende grønne løsninger for altaner. Således også i år med endnu flere altaner udsmykket og møbleret på virkelig spændende måder.


Udsnit fra japansk inspireret projekt. Natursten i forskellige størrelser og farver er omgivet af ral formet som bølger. Mospuderne nærmest kravler op på stenene. Traditionelt design med tankevækkende virkning.


Der var inspirerende løsninger lige fra altaner med almindelige altankasser i fuldt flor til altaner med diverse krukker og kreative siddepladser. Man kunne endda også se en løsning med en halv pergola hen over altanen — godt tænkt og meget nyskabende. Desuden rummede de udstillede altaner et meget stort antal forskellige planter, så alle kunne vurdere og beundre.

De kunstige materialer

Et andet emne er valget af materialer til deciderede kunstværker: Er det kunst eller bare kunstige materialer? Set over en årrække forekommer det at udstillerne flere og flere gange vælger kunstige materialer også til haveprojekterne. F.eks. plast og beton i stedet for træ og natursten.

Det kan man trods alt ikke opleve i den store pavillon hvor titusindvis af blomster — vanen tro er arrangeret kunstfærdigt og meget overvældende. Her er bl.a. titusindvis af roser fra David Austen. Det er vanen tro ganske enkelt totalt imponerende. Det gælder også de smukke og harmoniske bede fra særskilte lande som Costa Rica og flere caribiske øer. Det er voldsomt fængslende med de dominerende eksotiske planter i klare farver.


Denne altan bød på en uventet løsning med en pergola med blomstrende slyngplanter i flere farver. En spændende løsning.


En særskilt plante tiltrak stor opmærksomhed: en Hosta med røde aftegninger på bladene. Her kunne man høre en række fagfolk diskutere om den vil kunne sælge. For denne skribent ingen tvivl: Hostasamlere vil uden tøven skaffe den hjem for at opleve denne variant sammen med alle de andre Hostaer.

Alle pengene værd

Et måske noget kættersk spørgsmål: Er dette ‘verdens største og vigtigste’ Flower Show stadig en rejse værd? Svaret er uden nogen tøven: Ja. Også Chelsea Flower Show 2026 var en hel dag (8 timer) og alle pengene værd. Allerede nu glæder talrige fagfolk og haveentusiaster sig til næste års udstilling.


ANMELDER
Ole Fournais er cand.mag. og tidligere faglærer på Jordbrugets UddannelsesCenter. Han er i dag guide på haverejser verden rundt.


Mesterens 39 haveplaner

C.Th. viste parcelhushavens potentiale. Bogen fra 1966 er nu udkommet for fjerde gang

C.Th. Sørensen (1893-1979) er vel den mest anerkend­te danske landskabsarkitekt gennem tiden, og en af de få der også formidlede sig skriftligt i bøger. En af dem er ’39 have­pla­ner’ fra 1966 hvor parcelhusbyggeriet boomede med typehuse, men ingen ty­peha­ver. Det ville C.Th. råde bod på med bogen der blev genudgivet i 1984 og 1997. Og nu igen i 2024, 58 år efter den første.

Bogen har skiftet forside for hver ny udgave. Her den nyeste

Bogen består af 39 skitser til den samme parcelhushave i 1:200 så man kan måle på dem. Til hver hører lidt tekst og et re­ferencebillede der viser hovedidéen. Plus et generelt forord. Ingen detaljer, plantelister og arbejdstegninger, men masser af variation i rum, vægge, gulv og arealdis­pone­ring. Det er de­signrig­dom­men der er budskabet.

Hver skitse sit te­ma: Lund og lysning. Radiæ­re espaliers. Drivhushave til en entusiast. Forsænket blomsterhave. Skov eller lund. Have til fest. Huset i et skovbryn. Bare for at tage syv af dem. „Enkelt sagt er det klogt på et lille are­al at nøjes med et af den stør­re haves elementer, i visse tilfælde at se sin have som ét rum,“ skriver C.Th. Sørensen.

Formerne er enkle, ofte i C.Th.’s velkendte geometriske stil. De bløde kurver skulle plantevæksten nok sørge for. Referencebilledet er ofte fra den klassiske havekunst. C.Th. satte den franske barok højest. Man finder da og så en parter­rehave, men de engelske forbilleder står alligevel stærkere.

C.Th. Sørensen  var 73 år da han skrev bogen der skulle blive en klassiker. Ikke kun fordi skitserne var inspireren­de. Også fordi de var tegnet af fagets stjer­ne. I de upræ­ten­ti­øse streger og ord fornemmes destillatet af C.Th.’s talent, rutine og viden. Man kan i nedskaleret form finde træk fra hans tidligere anlæg.

C.Th. kalder selv bogen for en ‘lille undersøgelse af hvilke muligheder der er i en meget almindelig havesituation’. „Det har overrasket mig meget at disse muligheder er så talrige, her har jeg udvalgt 39, men jeg kunne let give Dem ti gange så mange,“ skriver han. Tonen er høflig og ydmyg selv om afsenderen havde al den autoritet nogen kunne ønske.

Have nr. 39, Regnbuehaven. Det var forfatterens egen favorit.

Grønt Miljø anmeldte bogens 1966-udgave i 2010 som led i en serie af gen­an­mel­dte klassike­re. Ville ty­pehaverne se anderledes ud i dag, spurgte Grønt Miljø i 2010. Ja, helt sikkert, lød svaret. Alene fordi grunde­ne som regel er mindre end dengang, mens husene er stør­re. C.Th.’s standardsituati­on er en have på 810 m2 med et knap 100 m2 stort hus.

I dag skal der også bruges mere plads til parkering, af­faldsspande, skure og carpor­te. Og selv om C.Th. selv bemærker at soldyrkelsen har taget til, tager han ikke de solhensyn man må i dag. Han trækker desuden store veksler på haveejernes lyst til at holde haven og evnerne til at gøre det. I dag vil man gøre haverne me­re plejevenlige. C.Th. har også flere dyrk­ningshaver med og skriver at frugt, pyntegrønt mv. kan give ejeren indtægt. Her mærker man ik­ke bare at det er 1966, men også at forfatteren har rod i en ældre havekultur.

Tidens tand ses dog mest ved at forslagene alene handler om arkitektur og form. Der er ikke noget om aktuelle udfordringer som regn­vandsaf­ledning, biodiversitet, klima og økosy­stemtjenester. Faktorer der har udvidet landskabs­arki­tektu­rens virkefelt, men efterlader C.Th. i en mere snæver fortid hvor inspirationen til i dag har sine grænser.

Tiden præger også bogens udstyr. Med dagens digitale teknik kan vi visualisere idéer­ne så godt de kan ligne fotografier af de færdige anlæg. C.Th. nøjes med en skitse af de faste elementer – huset og de afgrænsende hække og hegn -og tegner og skriver hen over det, nok på et transparent papir. Enkelt og klart.

Titlen er en historie i sig selv. Den hed oprindelig ‘39 haveplaner’ med ‘typiske haver til et typehus’ som undertitel. Typiske skulle forstås som typehaver, men de fle­ste så haver­ne som ‘utypiske’. I 1984 og 1997 var hovedtitlen derfor ‘Utypiske haver til et typehus’, nu med ‘39 havepla­ner’ som undertitel’. I den nye udgave er ‘39 haveplaner’ igen ho­ved­titel’ mens ‘Utypiske haver til et typehus’ er undertitel.

Der er også kommet andre ændringer til. Hvor forsiden  i 1996 var en stærk rød karton er de senere udgaver blevet grønnere og med hårdt bind. I 1984 supplerer Sven Ingvar Andersson med et forord der bl.a. forklarer det ‘typiske’ og ‘utypiske’. Hans forord er – i revideret form – også med i 1997 og 2024. I 2024 supplerer Son­ja Poll – forfatterens datter – med et forord der begrunder bogens fortsatte relevans. „Bogens ærinde er stadig det sam­me: valget og muligheden for at opnå noget mere og noget mere personligt,“ skriver Poll hvis egen ha­ve der er nr. 28.

Flere ændringer kommer til i udgavernes løb. Enkelte billeder udskiftes. C.Th.’s røde skitser og tekster er i 1984 blevet grønne. Den rejste plan af C.Th. Sørensens favorit, regn­buehaven, afløser samme år det oprindeli­ge referen­ce­foto. I 1997 kommer der bedre re­­­pro­er og i 2024 ny sats der afløser den affotograferede tekst fra 1997. I 2024 er højre- og venstresiderne også byttet om. Alt sammen forbedringer.

Det er en hurtigt læst bog med mange gode idéer til bag­­­­hovedet, hedder det i anmeldelsen fra 2010 der slutter anmeldelsen sådan: „Nogle forudsætninger holder ikke længere, men bogen har mere end historisk interesse tilbage. Man kan stadig blive inspireret af C.Th.’s kreative leg med former­ne og kække brug af forbille­derne.“

C.Th. Sørensen: Utypiske haver til et typehus. Gyldendal 2024. 84 s. 280 kr. Bogen er også udkommet i en engelsk udgave på Uitgeverij Blauwdruk og en tysk på Lars Müller Verlag.

Grønt Miljøs anmeldelse af ‘39 haveplaner’ fra 1966 kan læses på grønt­miljo.dk >særtryk. Læs også 11 andre anmeldelser af fagets klassike­re. Anmeldelserne er fra 2010 til 2012.

Grønt Miljø – udgives af Danske Anlægsgartnere, Sankt Knuds Vej 25, 1903 Frederiksberg C
Secret Link