Cykelsti med geoceller er anlagt oven på terrænet

BEFÆSTELSER. Tilst-rutens asfalt holder fint efter seks år, og der er sparet både grus, penge og CO2 Når cykelstier skal slynge sig gennem naturen, behøver man ikke anvende en traditionel opbygning med en udgravet vejkasse til bundsikringsgrus og bærelag. Man kan anvende en løsning med geocel­ler der ligger oven på terrænet, og hvor råstofforbruget og mate­rialetransporten derfor er langt mindre. Og hvor man derfor sparer både råstoffer, penge og CO2-udslip – og udsætter naturen for et langt mindre anlægsarbejde.

Det var planen, da Aarhus Kommune i 2017 ledte den asfalterede Tilst-rute gennem skov, eng og mose hvor der var meget blød bund. Det oplyser Per Thoft Kærsgaard fra Aarhus Kommunes teknik- og miljøforvaltning og Christian Mattle fra Mattle ApS i Trafik & Miljø 5/2025. De var henholdsvis bygherre og rådgiver på opgaven der efter seks år var faldet godt ud. Der var ingen tegn på hverken, slid, sætningsskader eller rodhævninger. Kvaliteten hviler på en undersøgelse og vurdering af Teknologisk Institut i 2023, seks år efter anlæg. Hertil kommer Mattles og kommunens jævnlige besøg og observationer, bl.a. i efteråret 2024 hvor interesserede fagfolk var inviteret med. Ikke ét læs blev kørt væk Med traditionel opbygning skulle der fjernes indtil otte meter jord for at give stien et fast underlag. Det ville blive dyrt i transport, grus og CO2-udledning. Det ville også på virke vandflowet i jorden under cykelstien og dermed også bevoksningen omkring stien. Det begyndte dog med et andet problem, nemlig de mange træer der stod tæt på cykelstien. Ønsket var at skåne træerne under anlægsarbejdet og at undgå at rodhævninger senere skulle ødelægge stien. Det førte til idéen om at læg­ge cykelstien oven på jorden for at undgå dybe opgravninger der ville skade rødderne. Samtidig blev stien anlagt med et tyndt lag af geoceller og skærver og ellers kun en smule afretning. Derved blev opbygningen tyndere og mere grave- og materialebesparen­de. Stien kunne dermed lægges oven på terræn uden at det virkede påfaldende. Samtidig kunne geocellerne sammen med en geotektil i bunden hindre at træernes rødder pressede sig gennem asfalten. Ikke ét læs jord blev kørt væk fra området, og den jord man visse steder var nødt til at skrabe af for at få et jævnt underlag, blev brugt samme sted til at afrette kanter. Hertil kom at den alternati­ve løsning ville være billigere i anlæg. Den ville sandsynligvis også sikre stien en længere levetid – hvilket Teknologisk Institut senere har bekræftet. Det gjorde at kommunen valgte løsningen til hele ruten, ikke kun til de steder hvor der var blød bund. Den økonomiske besparelse blev dengang vurderet til cirka 3 mio. kr. Skaber stærk pladeeffekt

Den anvendte geocelle var Permaweb med 100 mm høj­de, dog 200 mm hvor stierne krydser en trafikvej. Geocel­ler­ne blev fyldt med 8-16 mm skærver og komprimeret let. Det skaber et trykfordelende lag med en pladeeffekt der mindsker belastningen på bunden. Bæreevnen er dermed nok til cyklisterne og de arbejdskørsler med materiel som stien skal holde til. Oven på geocellerne er der to asfaltlag, 6 cm GAB og 2 cm PA (pulverasfalt). Og under geocel­ler­ne er der et geotek­stil, Per­maTex 300. Det skaber en samlet opbygning på kun 215 mm trods den bløde bund. Problem at måle kvalitet Den største udfordring var at de traditionelle målemetoder – E-værdier og faldlodsmålinger – ikke kunne bruges til at kontrollere arbejdets kvalitet. Det var derfor svært at måle og vurdere det færdige arbejde lige efter afleveringen. Det skal ses i lyset af at der trods alt var en risiko ved metoden der på det tidspunkt var ny, og hvor der kun var begrænsede danske erfaringer. Der var dog udenlandsk dokumentation der ifølge Mattle og Kærsgaard gjorde det forsvarligt at anvende metoden. De kan dog stadig ikke anbefale en bestemt metode til at kontrollere det færdige arbejde. I stedet anbefaler de at man er omhyggelig med valg af materialer og udfører løbende proceskontrol når an­lægsarbejdet udføres. De understreger dog at an­lægs­arbej­det er ret ukompliceret. Forskellige kvaliteter Der er i dag flere forskellige slags geoceller med forskellig kvalitet. Selv om de umiddelbart minder om hinanden, er det alligevel værd at hæfte sig ved detaljerne, skriver Kærs­gaard og Mattle. Flere produkter har tilfredsstillende trækstyrke på langs og på tværs, men savner en tilsvarende diagonal styrke. Når der etableres bærelag på blød bund, kan bunden arbejde i alle retninger, og det skal bæ­relaget og geocellerne kunne holde til. Gå gerne efter en styrke på 18-20 kN/n, anbefaler Kærsgaard og Mattle. Det er også vigtigt at hullerne i geocellernes vægge er ret store, gene omkring 2 cm i diameter. Så kan skærverne låse sig fast på tværs af de enkelte cellerne. Det øger stabiliteten sammenlignet med løsninger hvor cellerne stabiliseres enkeltvist. Endelig skal man være opmærksom på geocellernes samlinger, for jo bedre de er, desto stærkere er geocellernes samlede styrke. Ofte ser man at flere celler bliver ødelagt allerede under opfyldningen. Mattle har selv gode erfaringer med Permaweb. Det var bl.a. muligt at køre på traceet så snart skærverne var fyldt i. Permaweb er desuden let at rulle ud og klippe til.