Beboere på plejehjem skal have mere grønt
Svensk undersøgelse munder ud i en national strategi for at øge de ældres livskvalitet
Plejehjems udemiljø kan gavne både beboernes og ansattes sundhed og velvære. Hvordan, er undersøgt i forskningsprojektet Out-fit ved Göteborg Universitet og flere andre svenske forskningsmiljøer. Det skriver Helle Wijk, Göran Lindahl, Anne Bengtsson og Madeleine Liljegren i ‘Äldre och utemiljöer’, Gröna Fakta i Utemiljö 2/2026.

De forklarer at kontakt med natur, jævnlige udeophold og masser af lys kan mindske stress og styrke humøret, appetitten, søvnen, give en følelse af social samhørighed og i sidste ende højere livskvalitet. Det gælder ikke mindst de ældre på plejehjem. Men det gælder også for plejehjemmets personale der bl.a. får mindsket risikoen for stressrelateret sygefravær.
Ud over de individuelle sundhedsfordele er udemiljøet central for udviklingen af ældrevenlige byer som det fremgår af WHO’s internationale arbejde og FN’s bæredygtighedsmål. Ældrevenlige udemiljøer fremmer aktivitet og social kontakt så de ældre kan fortsætte med at være aktive i samfundet selv når de er flyttet på plejehjem.
For at nå de positive sundhedseffekter anbefaler forskningen mindst to timers ophold udenfor pr. uge — en anbefaling der også gælder ældre personer og personale på plejehjem. Forskningen viser også at mangel på udeliv kan have negative følger for sundhed og velvære, bl.a. fordi man ikke føler sig som en del af samfundet.
Vil øge kundskaben
Svenske undersøgelser peger på at beboerne på plejehjem ikke har optimale forhold for at komme ud i det grønne. Blandt plejehjemsbeboerne selv er det kun godt halvdelen der finder forholdene gode.
Forklaringen kan bl.a. være manglende viden om ældre menneskers behov for og ønsker til udemiljøet, noget som det aktuelle projekt kan råde bod på. Forskernes mål er derfor at skabe mere viden om de ældres og personalets behov for og ønsker til udemiljøet. Samtidig er det målet at løfte resultatet til et nationalt niveau med en national strategi.
Udgangspunktet er at hver person er unik med egne værdier, livserfaringer og behov som skal respekteres. Et andet udgangspunkt er at pleje, omsorg og rehabilitering bygger på kontakt, forståelse og nærvær mellem de ældre og personalet — også når det gælder udviklingen af udemiljøet.
Fordeles på fire zoner
Som princip opstilles fire zoner af kontakt med udemiljøet. Hver har sine særlige muligheder for sundhed og velvære for de ældre og for personalet.
Zone 1 består af det indemiljø der giver udsigt gennem vinduerne og tilfører dagslys og naturkontakt. Zone 2 er en overgangszone mellem inde- og udemiljøerne og består af bl.a. entréer, altaner, væksthuse og terrasser. Zone 3 er den have der hører til boligen. Zone 4 er de omgivende miljøer som parker, pladser og natur på 300 meters afstand. Hertil kommer at der skal være en let og sikker adgang mellem de forskellige zoner.
Zonemodellen — samt en matrice med 26 variable — blev brugt til at kortlægge adgangen til udemiljøet ved alle Sveriges cirka 2.000 plejehjem. Det ser fint ud i zone 1 hvor næsten alle ældre og ansatte har fin adgang til vinduer i lejligheder, kontorer, kantiner mv. I de øvrige 3 zoner er der faldende adgang, men immervæk har 54% af beboerne (zone 3) egen have i stueplan.
Gåture med interviews
De ældres behov og ønsker er også undersøgt gennem individuelle gåtursinterviews med 12 beboere med forskellige forudsætninger og boligforhold. Svarene faldt i to hovedkategorier: Udemiljøer er en del af hverdagen. Og man skal kunne komme ud i virkeligheden. Det understreger udemiljøets vigtige sociale funktion. For mange var de manglende udendørs ophold noget af det beboerne savnede mest efter at være flyttet på plejehjem.
I en anden del af projektet undersøgte man personalets tanker om udemiljøet som et sted for pleje, omsorg og rehabilitering. Der blev gennemført gåtur-interviews med 11 personer som så et potentiale i udemiljøerne. Der var tre hovedtemaer: sundhed, beriget hverdagsliv og plejehjemmets udfordringer. Til sidstnævnte hørte bl.a. tidspres og usikkerhed om hvordan udemiljøet kan bruges og udvikles.
Anbefalet strategi
Undersøgelsen er — som ønsket — mundet ud i en national strategi. Her bidrager også tidligere forskning, workshops, input fra myndigheder og interesseorganisationer samt nøgleaktører fra plejehjem. Strategien retter sig mod ældre på plejehjem og henvender sig til politikere og andre beslutningstagere. Der er fire temaer:
Udendørs ophold er en selvfølgelig del af hverdagen. Pleje, omsorg og rehabilitering udendørs gennemsyrer personalets arbejde. Udemiljøet er en selvfølgelig del af bomiljøet hvor alle zoner er repræsenteret. Blandt personalet er der viden om hvordan udemiljøet kan bruges som en ressource for sundhed og velvære.
Kilde:
Helle Wijk, Göran Lindahl, Anne Bengtsson og Madeleine Liljegren (2026): Äldre och utemiljöer. Gröna Fakta, Utemiljö 2/2026.