Bynaturens grønne faktor
Et tal eller en faktor der angiver hvor grønt et område er, kan bruges når en grøn politik eller strategi skal udmøntes i konkrete planer.
Det er sigtet i Københavns Kommune der sammen med Niras har udviklet en ‘begrønningsfaktor’ der med en enkel formel og et regneark tager højde for både bynaturens areal og kvalitet.
Begrønningsfaktoren hviler på udenlandske erfaringer fra bl.a. i Berlin hvor man siden 1990’erne har brugt Biotop Flächenfactor. I Sverige er der flere års erfaringer med den tilsvarende ‘grönytefaktor’ der i Malmø har været brugt siden 2001.
I Danmark har begrebet hidtil været knapt så kendt. Som en generel betegnelse kan man sige den ‘grønne faktor´. Den kan myndighederne f.eks. bruge når de skal stille krav til og godkende lokalplaner eller bygge- og anlægsprojekter uden at lægge bindinger på hvordan udemiljøet skal være.
Planlæggeren kan bruge den grønne faktor i sin projektering. Den kan også bruges til at skabe en bedre dialog mellem byggeriets parter og gøre det lettere at få en fælles forståelse af hvad bynatur er. Og når man bruger den grønne faktor, kan man med de eksakte tal bedre undgå at
det grønne tilsidesættes til fordel for andre byggehensyn der i forvejen føres frem med
mange talkrav.
Det er alt sammen fordele der fremhæves i både den danske begrønningsfaktor og den svenske grönytefaktor. De er også enige om baggrunden, nemlig urbaniseringen og byfortætningen og det samtidige ønske om at skabe et rent, sundt og grønt bymiljø med et godt lokalklima.
Byen skal også håndtere de skybrud og hedebølger klimaændringerne skaber. Og understøtte den
truede biodiversitet. Og tilbyde et behageligt udemiljø med læ. Det er store krav at stille, men den grønne bevoksning kan gøre sit. Også i de tætte bydele som den grønne faktor især er beregnet til.
Areal og kvalitet
I sin enkleste form angiver den grønne faktor hvor meget der er grønt og dækket af planter
set i forhold til hele arealet inklusive byggerier og befæstelser. Og jo mere grønt, desto bedre. Det er en relativ simpel opmåling og udregning.
Men grønt er ikke bare grønt. Der kan være stor forskel på hvor meget det grønne gavner, så det må man have med i sin beregning. Træer og store buske udnytter pladsen i højden og tilfører området mere grønt end f.eks. græs, og under træet kan der også være græs så arealet udnyttes dobbelt. Også slyngplanter vokser opad og giver meget bladareal på et meget lille vandret areal. Desuden kan grønne tage give et tilskud på et ellers bebygget areal.
Hvor grønt et område er, kommer også an på hvor varieret bevoksningen er, f.eks. om der er tale om højt eller klippet græs. Det kan spille en væsentlig rolle for biodiversiteten.
Der er også forskel på befæstelser, for den kan godt defineres som grøn hvis den afleder regnen lokalt.
Det kvalitative element
Både begrønningsfaktoren og grönytefaktoren inddrager derfor en kvalitativ faktor. I begrønningsfaktoren ser man på ‘kvalitetsværdien’ der er forholdet mellem de opnåede og de mulige kvaliteter på stedet.
I grönytefaktoren ser man på det ‘økoeffektive’ areal. De grønne arealer ganges med en særlig tillægsfaktor der udtrykker elementets økologiske værdi. Det økoeffektive areal er altså ikke det
samme som det reelle areal. I begge tilfælde sker vurderingen ud fra bestemte kriterier.
I begrønningsfaktoren er de fire kriterier klimatilpasning, biodiversitet, rekreation og egenart hvor man for hver skal vurdere om kvaliteten er lav, middel eller høj. I den svenske grönytefaktor er kriteriet det brede begreb ‘økologi’, men det specificeres nærmere når man definerer tillægsværdierne. I begge tilfælde er udgangspunktet for beregningen de enkelte grønne elementer.
I den danske model er det dem der er defineret i ‘Kvalitetsbeskrivelse for drift af grønne
områder’ fra 2015.
Det gode overblik
Skal man have en høj grøn faktor, skal man både have meget grønt areal og grønt areal af høj kvalitet. I rapporten om begrønningsfaktoren er sammenhængen vist med et koordinatsystem med kvalitet på den vandrette akse og arealandel i den lodrette akse. Her angives også hvornår man kan tale om en lav, middel og høj begrønningsfaktor. Det giver et godt overblik når man skal vurdere et område.
Når man skal vurdere ændringen i forbindelse med et bygge- og anlægsprojekt, må man først se på hvilken begrønningsfaktor der er før anlæg, og hvilken der opstår efter. Det kan let vise sig at begrønningsfaktoren falder, og hvis den falder under den krævede faktor, må man revurdere
projektet, bl.a. om det er muligt at beholde flere af de eksisterende kvaliteter.
Begrønningsfaktoren
Begrønningsfaktoren blev godkendt i kommunen i foråret og afprøves nu i ti pilotprojekter. Derefter er det planen at indføre begrøningsfaktoren i alle kommunens bygge- og anlægsprojekter og lokalplaner. Det skal hjælpe med at omsætte visionerne fra strategien ‘Bynatur i København 2015-2025’ til handling.
Strategien har som begrønningsfaktoren to faktorer: at skabe mere natur og at give bynaturen større kvalitet.
Man ser først på hvor meget areal bynaturen udgør af projektarealet. Så har man arealværdien. Så ser man på hvilke kvaliteter man har opnået i bynaturarealet set i forhold til dem man kunne have opnået. Så har man kvalitetsværdien. Og når man ganger arealværdien med kvalitetsværdien, får man begrønningsfaktoren.
Det gør man alt sammen for hvert af de enkelte elementer for sig og beregner til sidst et vægtet gennemsnit. I regnearket er der en overbliksside som viser de enkelte resultater som den samlede faktor består af. Her kan man så gå ind og se på hvor man scorer højt, og hvor man godt kan gøre det bedre.
Arealværdien er baseret på en arealopmåling og giver en værdi på højst 1, nemlig hvis hele projektarealet er bynatur. Kvalitetsværdien baseres på en vurdering af hvad der er opnået i forhold til det mulige inden for de fire kriterier klimatilpasning, biodiversitet, rekreation og egenart.
Metoden muliggør lokale valg, og det var altså her et vigtigt krav i Københavns Kommune at det
grønne i alle tilfælde skal understøtte lokalområdets egenart, herunder bydelens særlige karakter og beplantning. De fire kriterier vurderes efter om kvaliteten er lav, middel eller høj. Her hjælpes man af en vejledning om hvad de enkelte kriterier dækker over.
Ud over egenart er det:
- Klimatilpasning der omfatter nedsivning af regnvand, forsinkelse og tilbageholdelse af regnvand, fordampning på tage og fra træer og buske.
- Biodiversitet der omfatter levesteder, strukturel variation, hjemmehørende arter, spredningskorridorer og vilde hjørner.
- Rekreation der omfatter større græsarealer, sammenhængende grønne forbindelser, terrænvariation, offentlig tilgængelighed, små grønne lommer, vandelementer, sanselig beplantning, spiselig beplantning og dyrkning.