Et opgør med mistillid og stift hierarki

SAMARBEJDE. Melbymetoden viser en vej til fleksible anlægsprojekter med løbende justeringer, mere genbrug og bedre løsninger uden at overskride tidsfrister og budgetter

„Jeg har aldrig forstået hvorfor vi ikke arbejder sammen,“ siger landskabsarkitekt Anna Maya Handberg og indkapsler dermed kernen i en ny samarbejdsmodel som hun, landskabsarkitekt Marie Dams­gaard og anlægsgartnermes­ter Jonas Olsen har udviklet og døbt Melbymetoden. Grundelementet er et tillidsbaseret projektsamarbejde og en tredelt faseopdeling der tillader justeringer og undervejs og en mere skitseagtig startplan til bygherre. Det er noget der kan give en rigid og risikoforskrækket teg­ne­stuedirektør eller bygherre sved på panden – men det fungerede upåklageligt da Fore­ningen Andels­gaarde skulle have en ny fæl­lesha­ve på Ler­bjerggaard ved Mel­by, støttet af Realdania og Nordea-Fonden. Anna Maya Handberg og Marie Damsgaard har tilbragt et årti hver på to af landets mest kendte tegnestuer. Beg­ge sad tilbage med en følelse af at det var svært for alvor at arbejde bæredygtigt, genbru­ge materialer på stedet, arbej­de tæt og gensidigt sammen med entreprenøren – og kom­me i mål med en løsning der er både hurtigst, billigst, bedst og mest bæredygtig. Hvor van­vittigt det end kan lyde. Det mener de to landskabsarkitekter som i dag har hver deres lille tegnestue, Anna Maya Landskab og Efterland. Det gør de er kommet i nærheden af med den såkaldte Melby-metoden som de har udviklet i samarbejde med an­lægsgart­nermester Jonas Olsen fra Stenbroens.

Være mere til stede

Det handler om at land­skabs­arkitekterne skal væ­re langt mere på stedet og ikke bruge rådgivertimerne på at lave nagelfaste planer på computeren på tegnestuen. Det handler om ikke at forelske sig i de mange nye materialer man kan sidde foran computeren og udvælge, men i stedet tage udgangspunkt i stedets materialer og få dem til at fungere. At skaffe genbrugssten og planter. Det er en langt mere ad hoc og fleksibel tilgang til et an­lægsprojekt end de fleste landskabsarkitekter og professionelle bygherre er vant til, men alligevel en helt indlysen­de og oplagt fremgangsmåde, mener Marie Damsgaard. „Til næsten alle mindre landskabsprojekter er denne tilgang langt mere velegnet end det standardiserede system som vi over tid har fået opbygget i branchen. Og selv større projekter vil kunne tilpasses vores tilgang hvis man planlægger processen godt, og kompleksiteten i projektet ikke er alt for høj,“ siger Marie Damsgaard. „Men problemet er at den måde vi udfører projekter på i dag, har en tendens til at blive kørt igennem den samme rigide mølle af de store aktører som om de var ved at bygge et supersygehus, uanset hvor stort eller småt projektet er. Det er en logisk model at føl­ge, men det er ik­ke sådan man skaber den højest mulige kvalitet, giver mulighed for at genbruge materialer eller tilpasse undervejs efterhånden som man rigtigt lærer stedet at kende i virkeligheden, ikke på skærmen,“ siger hun.

Tidligt i maskinrummet

Hos anlægsgartnermester Jonas Olsen er en af de største fordele ved Melbymetoden at han rent faktisk bliver inddraget af landskabsarkitekterne fra start så projektets design­beslut­nin­ger drager nytte af hans lange erfaring og praktiske betragtninger om  arealet og mulighederne og sågar anerkender ham for det. „Vi er som anlægsgartnere vant til at bygherre og rådgivere taler med os og får rådgivning om hvad der er smar­test at gøre i en given situati­on. Det er bare meget sjældent  at vi bliver honoreret for denne rådgivning eller kan sæt­te reelle timer af i tilbuddet til at komme med vores input. Men det har bare stor værdi for bygherre at alle parter i projektet bliver inddraget tidligt, og personligt var det fedt at komme ind i maskin­rummet tidligt nok til at ens faglighed kan komme rigtigt i spil. Det kan den ikke når projektet kører, og man står med en færdig plan i hånden og først dér får chancen for at opdage de ting som ikke hænger sammen med virkeligheden,“ pointerer Jonas Olsen.

Mistillid som præmis

Alle tre peger på at der også er udfordringer med Melby-me­toden, men mange af dem handler om at man som landskabsarkitekt og anlægsgartner på et anlægsprojekt er vant til at se lidt skævt til hinanden. Melbymetodens mere skitseagtige tilgang til projektet kræver at man stoler på hinanden, og det er ikke hverdagskost på anlægsprojekter. Anna Maya Handberg beskriver hvordan entreprenørens forslag til ændringer ofte affødte en mistanke om hvorvidt det var en god idé for projektet eller blot nemmere for dem. Den tvivl lå ofte og gnavede, også når den slet ikke var berettiget.

Jonas Olsen fra Stenbroens genkender billedet fra an­lægsgartnerens side. Han beskriver hvordan den traditionelle udbudsmodel kan friste til at udnytte fejl i projektma­te­rialet for at ‘score’ ekstra timer: „Man kan som erfaren anlægsgartner måske fornemme eller læse mellem linjerne hvor der kommer til at være udfordringer i projektet, men man skal bare give den billigste pris, for ellers vinder man ikke. Og så venter man til man møder problemet senere og overrasker bygherre. Denne klassiske konkurrencemodel lægger simpelthen et grundlag for mistillid, men hvis vi skal lave de bedste og mest bæredygtige projekter, og endda gøre det sammen, så er alle nødt til at opgive sine egne små lus­ketheder. Problemet er at et konkurrencesamfund ret fundamentalt bygger på at alle går ud fra at man prøver at snyde hinanden. Det skal vi væk fra,“ fastslår Jonas Olsen.

Indblik i andres opgaver

Ved renoveringen af Ler­bjerg­gard blev projektet opdelt i tre faser hvor projektets parter løbende tog stilling til økonomi og ændringer baseret på foregående fase. Der var desuden en fast mødestruktur hvor me­re utraditionelle emner også var på dagsordenen, såsom at aftale hvordan man gav hinanden feedback, og hvordan man kunne få plads til at sige hvad alle havde på hjertet. „Grundlaget er tillid,“ lyder det fra Anna Maya Handberg. „Selv om det måske lyder banalt, så tror jeg at det betød meget for samarbejdet at vi var på gården sammen, kørte frem og tilbage og spiste frokost sammen. Vi havde hver vores arbejdsopgaver, men når noget skulle ændres eller tilpasses, var der ikke langt fra tan­ke til handling. Vi fik indblik i hinandens opgaver hvilket jeg tror er vigtigt begge veje,“ siger hun. „Jeg er i hvert fald selv blevet mere opmærksom på hvor vigtig det er at indrette en byggeplads og være opmærksom på ikke kun designet, men også hvad jeg sætter andre mennesker til at gøre,“ siger Anna Maya Handberg og pointerer at en bygherre forleden bemærkede: „Det virker bare som en indlysende god metode.“ Marie Damsgaard, der ligesom Anna Maya Handberg trækker på sin fortid på en stor tegnestue, beskriver den traditionel­le tilgang som grundlæggende meningsløs: „Det eneste modargument mod vores metode er at vi er vant til at have modvilje og mistillid og at kontrollere hinanden og prøve at finde huller og tjene penge på hinanden. Det er meningsløst. Men man bliver nemt lullet ind i det, og så følger man bare planen som man er vant til i storrumskon­toret, det er trygt, og alle forstår systemet.“

Rydning og kortlægning

Projektets erfaringer har holdet samlet i en såkaldt pixibog om Melby-metoden som de håber at Realdania på sigt vil støtte en professionel udgivelse af. Projektet er opdelt i tre faser hvor første fase har følgende fordele for tid og økonomi, ifølge holdet bag:

„Første fase består af ryd­ningsarbejde – ikke mindst en kortlægning af stedets materialer. Det er først efter denne fase at vi går i gang med at lave det egentlige projektfor­slag,“ fortæller Anna Maya Handberg og fortsætter:   „Projektforslaget laves altså på baggrund af de erfaringer som vi gør os under rydningsarbejdet, de materialer som vi finder, f.eks. de mange sten på Lerbjerggårds gårdsplads som vi ikke behøvede at køre væk, men kunne give nyt liv i den nye belægning på gårdspladsen.“ Projektets fase 1 afdækkede stedets faktiske forhold både over og under jorden før hele planen blev tegnet. I denne fa­se blev de skjulte lag og strukturer afdækket, f.eks. ledninger, fundamenter, store sten eller tidligere konstruktioner som ikke nødvendigvis var registreret på forhånd. Desuden er kortlægning af materialer et centralt element i fasen. Man identificerer de ressourcer der allerede findes på stedet, og som kan indarbejdes i projektet: mængden af over­skudsjord, jordbundsforholdene, eksisterende bundopbyg­ninger, marksten og sten fra den gamle gårdsplads.

Ud på stedet, igen og igen

Efter rydnings- og kortlægningsfasen følger fase 2 hvor projektets primære områder etableres. Denne fase handler om at finde ud af hvordan man bedst muligt gør brug af de indsigter og ressourcer der er afdækket i fase 1. Det er her Melbymetoden virkelig viser sit værd, fortæller Marie Damsgaard: „Hvis du er skeptisk fra start, får du virkelig øjnene op for potentialet, når du står ude på stedet og har mulighed for at finde på løsninger i det virkelige landskab og vende forskellige muligheder med entreprenøren. Det giver bare så meget mening at stå derude og fæg­te med armene og sanse landskabet,“ fortæller hun. Også Anna Maya Handberg følte at hele projektet løftede sig ved muligheden for at væ­re til stede igen og igen og på en måde ‘bygge’ sammen med entreprenøren: „Hele spørgsmålet om jordbalance er også mere ligetil når du ikke har bygget en fastlåst og detaljeret plan, men en plan hvor der er plads til justeringer og tilpasninger,“ siger hun. Samme opfattelse har Jonas Olsen om processens løbende dialog og fælles beslutnings­tagen: „Jeg synes at man hurtigere er et sted henne hvor man snakker løsning og ikke straks gik i forsvarsposition om hvem der havde ansvaret for en given fejl eller misforståel­se. Man ser mere på løsning og ser hvad man kan gøre. Det er muligt fordi alle følger projektet mere løbende. Vi opfinder selvfølgelig ikke den dybe tallerken ved at tale sammen og inddrage hinandens kompetencer, det er gjort før, men det er sært nok alligevel sjældent at opleve i branchen,“ pointerer han.

De sekundære områder

Fase 3 angår etableringen af de sekundære områder og er projektets økonomiske buffer. Her arbejdes der med en enkel løsning der tilpasses den resterende økonomi og de materialer der allerede er til rådighed. Anna Maya Handberg giver et eksempel fra Lerbjerg­gaard: „Vores fase 3 var parkeringspladsen – projektets buffer. Vi beskrev hvad der var vigtigt, og sammen med Jonas og Elias fra Stenbroens fandt vi en løsning som var realistisk inden for de tilbageværende midler. Elias foreslog at de lejede en større maskine – så kunne de nemt ordne det.“ „Det kan ikke beskrives hvor lettende det er at arbejde sammen med fagfolk der kan berige projektet og processen med sådan en praksisviden. Det er en af de mange gange hvor jeg er blevet bekræftet i, at samarbejdet med Stenbroens er dybt meningsfuldt,“ fortæller Anna Maya Handberg.

Totalt meget billigere

Det store spørgsmål om metoden er for mange pressede bygherrer givetvis: Bliver det dyrere? En berettiget tanke, for det kan vir­ke mere besværligt og risikofyldt at tale sammen og give hinanden line end at have helt tæt­te skotter og en kampklar ju­ra­afde­lin­g. Men holdet er ikke i tvivl: „Om det er dyrere? Det er totalt meget billigere. Det er fuldstændigt vanvittigt hvad vi har lavet dette projekt for. Vi har sparet så meget tid ved ik­ke at tegne, men træffe de rig­tige beslutninger på stedet på det helt rigtige tidspunkt,“ fastslår Anna Maya Handberg. Marie Damsgaard er på samme linje: „Projektets an­lægssum var lidt over 1 mio. kr. Det har været en vild oplevelse at se hvad man kan få for pengene hvis man gør det på denne måde. Pengene rækker længere og kvaliteten bliver meget højere. Vores rådgiverhonorar er gået til at udvikle designprincipper, koordinering, løbende dialog, besøg på stedet og på at brug­te materi­aler på DBA og i vores netværk af leverandører og producenter, frem for at tegne færdige løsninger, og som måske viste sig alligevel ikke at passe til stedet.“

Får fagligheden i spil

For Jonas Olsen har selve byg­geprocessen ikke været så meget anderledes end mange andre, mindre anlægsgartnerprojekter hvor han og folkene fra Stenbroen, selv har tegnet og anlagt ud fra eget tilbud. Men det har været en af de mest tilfredsstillende byggeprojekter han har oplevet: „Det er bare langt federe at arbejde når man får lov til at bringe sin faglighed i spil med landskabsarkitekterne, end det er bare at køre på efter deres computerplan og så bruge timer på at pille det op igen og lave det om fordi der er fejl eller noget uhensigtsmæssigt i designet. Det er tristere arbej­de for os at bruge flere timer på at gentage det samme arbejde og er uden tvivl dyrere og dårlige for bygherre,“ lyder det fra Jonas Olsen.

Skal turde tale åbent

Melbymetodens fokus på tillid, åbenhed og gensidighed betyder til gengæld at man skal være klar til at spille med åbne kort når man går ind i den­ne form for projektsamarbej­de, siger Anna Maya Handberg. „Tilgangen kræver en entreprenør som er åben og som du stoler på,“ understreger hun. Kan enhver entreprenør eller anlægsgartner anvende Melbymetoden? Marie Dams­gaard er fortrøstningsfuld, men understreger at tilgangen ikke er uden udfordringer: „Man skal turde tale åbent og i god tid om hvis noget i samarbejdet er svært, for det er langt bedre end pludselig at skvulpe over når vi står midt i gravearbejdet. Det er nøglen: Kan man finde ud af at tale om problemerne på en konstruktiv inden de begynder at spænde ben for projektet? Der er næsten altid i fejl i kommunikation eller misforståede hensyn, og det tror jeg at alle kan lære at tale om, og­så i en professionel kontekst. Men man skal være med på at det er en anden form for samarbejde man går ind til.“

Sætte det rette hold

Jonas Olsen og Stenbroens folk får rosende ord med på vejen af de to land­skabsarki­tek­ter, men han understreger at processen ikke altid har været let i hans del af butikken. „Man skal synes at det er skægt hvis det skal fungere. Og det handler om at sætte det rette hold til opgaven, at finde folk der vil arbejde på den præmis at vi ikke bare bygger derudad,“ forklarer Jonas Olsen. „I denne proces er der lidt flere stop hvor man træder et skridt tilbage, taler sammen og får tilrettet. På den måde er man som anlægsgartner lidt mere ‘på’ hele tiden. Det er der mange som får ekstra energi og ejerskab af, men det er ikke for alle, så det skal man være opmærksom på inden man går i gang,“ siger han. Netop nu har de to land­skabsarkitekter og Stenbroens vundet et projekt hvor de får lov til at fortsætte deres arbejde med Melbymetoden. Derudover ønsker holdet at søge penge hos Realdania til en udgivelse som kan fungere som drejebog til processen for hele branchen.