Naturskove lagrer mere CO₂ end produktionsskove
Forskerne tager jordprøver ned i en meters dybde for at måle jordbundens CO₂-indhold i naturskovene. Foto: Johanna Aschh.
Det er især lagringen i jorden der gør forskel, viser en ny undersøgelse fra Lunds Universitet
Svenske naturskove lagrer 83% mere CO₂ end produktionsskove. Det viser et nyt studie fra Lunds Universitet. Forskellen er betydeligt større end tidligere undersøgelser har vist og beror især på et stort indhold af CO₂ i naturskovenes jordbund.
Studiet, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science, er den hidtil mest omfattende kortlægning af hvor meget CO₂ der lagres i svenske naturskove. De lagrer 78–89% mere CO₂ end i produktionsskove. Her er medregnet både levende træer, dødt ved og jord ned til 60 cm dybde.
„Det mest overraskende resultat er hvor store mængder CO₂ der lagres i jorden i naturskove. Det er lige så meget som i træer, dødt ved og jord tilsammen i produktionsskove,” siger Anders Ahlström, forsker ved Miljö- och Geovetenskapliga institutionen ved Lunds Universitet.
3 til 8 gange større
Når man sammenligner forskellen i CO₂-lagring i naturskove og produktionsskove — inklusiv CO₂ som lagres i træprodukter — er der cirka 3 til 8 gange mere lagring i naturskove end tidligere bedømmelse viser. Denne gevinst svarer til cirka 211 års udslip baseret på Sveriges nuværende fossile CO₂-udslip.
Den mængde CO₂ som lagres i træprodukter fra produktionsskove, er relativt begrænset og kompenserer ikke fuldt ud for den CO₂-fordel som naturskove har i forhold til CO₂ i dødt ved og i jorden. Det skyldes at de fleste træprodukter fra produktionsskove er kortlivede, f.eks. papir og bioenergi.
„Ændringen af naturskov og andre naturlige skove mindsker landskabets CO₂-lagring mere end man før har troet. At beskytte de tilbageværende naturskove og lade uudnyttede skove komme til hægterne kan medføre betydelig større klimanytte end tidligere undersøgelser har vist,” siger Didac Pascual. Foto: Johanna Aschh
Naturskov som reference
„At sammenligne CO₂-lagring i naturskov og produktionsskov er afgørende da nutidige målinger af CO₂ kan overse store historiske CO₂-udslip. CO₂-lagring viser hele billedet over tid. Naturskove fungerer som en reference til at forstå hvordan skovbrug påvirker økosystemet og CO₂-balancen,” siger Anders Ahlström.
„Ændringen af naturskov og andre naturlige skove mindsker landskabets CO₂-lagring mere end man før har troet. At beskytte de tilbageværende naturskove og lade uudnyttede skove komme til hægterne kan medføre betydelig større klimanytte end tidligere undersøgelser har vist,” siger Didac Pascual.
Det svenske studie rammer også den danske debat om urørte skove og naturnationalparker og deres effekt på klimaet.
Kilder: Johan Joelsson (2026): Urskogar lagrar mycket mer kol än brukade skogar. Lunds Universitet. Higher carbon storage in primary than secondary boreal forests in Sweden. Science 19.3.2026.