Som noget nyt kan fagfolk se prognoser og bedre nå at reagere i tide når regnen udebliver
Klimaændringer med stigende temperaturer gør tørke til et voksende problem. Sådan lyder det fra DMI som derfor har lanceret en ny tørkeovervågning på dmi.dk/toerke.
Den samler viden om tørkesituationen ét sted, og gør det lettere at følge hvordan tørke udvikler sig over tid. Som noget nyt kan man se prognoser for den kommende tid.
Tørkeovervågningen bygger på fire indikatorer der sammen giver et overordnet billede af hvor alvorlig tørken er, og hvor den rammer: Nedbørsstatus, jordvandstatus, planteaktivitet og satellitbaseret tørkeindeks.
Tørke kan ifølge DMI føre til afgrødetab, højere fødevarepriser og større behov for kunstvanding. Samtidig kan bygninger, veje og jernbaner tage skade, og risikoen for naturbrande stiger.
Brugerne kan navigere i interaktive kort, zoome ind på specifikke kommuner enten direkte på kortet eller via en menu for at få mere detaljeret indsigt.