Gå til hovedindhold

Klimatilpasning bliver integreret med byrumsløft

Klimatilpasning bliver integreret med byrumsløft


Størstedelen af midtbyens overskydende regnvand ledes til en ny skybrudspark dimensioneret til en 80-års hændelse. En tidligere snorlige kanal er ændret til et mere naturligt vandløb der slynger sig gennem parken sammen med en ny sti. Den langstrakte park tilgodeser også leg og bevægelse. Foto: Tønder Kommune.


PROJEKT. I Tønder arbejdes på at gøre byen mere attraktiv ved i én proces at forebygge oversvømmelser og forbedre bylivets rammer.

Af Tilde Tvedt

Flere skybrud ramte Tønder inden for få dage i august 2026 og gik bl.a. ud over den årlige Tønder Festival. En helt aktuel påmindelse om nødvendigheden af den klimatilpasningsplan for midtbyen kommunen er i fuld gang med at implementere.

Et vigtigt mål er at kombinere klimatilpasning med byudvikling, og de første projekter blev realiseret 2022-2025 efter forslag fra Effekt Arkitekter der vandt den indbudte arkitektkonkurrence.

Bygherre er Tønder Kommune og Tøndermarsk Initiativet hvor kommunen og Realdania m.fl. i fællesskab har afdækket områdets udfordringer og muligheder. Det skal danne grundlag for helhedsorienterede initiativer som gør det mere attraktivt at besøge, arbejde og bo i området.

Ved hedeslette og marsk

Forhistorien er at kommunen de sidste ti år har oplevet en række befolkningsmæssige og strukturelle forandringer som både har ført til tab af arbejdspladser, omfattende fraflytning og fald i ejendomspriser. Det har igen medført øget forfald og tab af bygningskulturelle værdier.

Samtidig udfordrer klimaændringer med kraftig nedbør og forhøjet vandstand i Vidå-systemet byen og dens mange gamle huse der typisk ikke har dybtgående fundamenter.

Vi er i Jyllands sydvestligste hjørne hvor Tønder ligger lavt på overgangen mellem hedeslette og marsk. Byen er formodentlig opstået allerede i 1000-tallet og har i dag cirka 7.500 indbyggere. I århundreder var Tønder en havneby, men Vidåen sandede efterhånden til, bl.a. fordi Tøndermarsken blev afvandet, og i 1934 blev havnen nedlagt.

En historisk markør

Det er ingen tilfældighed at klimatilpasningsplanen fra 2019 officielt hedder ’Byrums- og klimatilpasningsplan for Tønder Midtby’. Målet er ikke kun at løse de tekniske udfordringer, men også at gøre vandet mere synligt i byen som en markør for byens historie og en mulighed for nye oplevelser. Samtidig er det en ambition at forbedre rammerne for byliv i samklang med de historiske omgivelser.

Fire delprojekter er nu gennemført: vandafledning i midtbyen, etablering af skybrudspark, ny promenade langs åen og et helt nyt byrum på Skibbroen ved den tidligere havn.

Byens ret flade terræn stiller store krav til håndteringen af regnvand. En stor del af vandet ledes ad render i belægningen, så det bliver en del af oplevelsen af byen. Nye belægninger er genfortolkninger af byens historiske belægninger. Foto: Effekt.

Langs Jomfrustien aftager små regnbede vand fra belægningen på parkeringsplads og fortov. De gule Odense-klinker er et nyt element i byens belægninger og bruges især på fortove. Foto: Tilde Tvedt.


Projekterne er ifølge landskabsarkitekt Virginie Le Goffic fra Effekt meget forskellige uden et egentlig fælles tema, og dermed skulle der gabes over meget. Det mest udfordrende var dog at dele af det gamle havneanlæg fra 1600-tallet dukkede op ud af det blå under gravearbejde ved Skibbroen. „Det var meget krævende pludselig at skulle integrere et stort nyt element langt henne i etableringsfasen, men også spændende at kunne være med til at synliggøre den gamle havn,“ konstaterer hun.

Mere synligt vand

Grundlæggende stiller byens ret flade terrænforhold store krav til håndteringen af regnvand. Derfor har der været brug for teknisk komplicerede løsninger til at sikre at vandet ledes de rigtige steder hen. De omfatter bl.a. et underjordisk rørbassin under en parkeringsplads og ændring af hældningen på rørene under gaderne, så vandet i højere grad løber væk fra bymidten.

En stor del af regnvandshåndteringen er frakoblet kloaksystemet, og vandet ledes i stedet ad render i belægningen hvor det bliver synligt og en del af oplevelsen af byen. Andre løsninger er permeabel asfalt og små regnbede til nedsivning.

„Midtbyen er næsten flad som en pandekage, og det gav meget lidt råderum i koteringen. Der var virkelig brug for godt landskabsarkitekthåndværk, og vi har måttet arbejde meget med det for at få den rigtige løsning for hver enkelt gade,“ siger Virginie Le Goffic.

Tønders kniplinger

De nye belægninger er genfortolkninger af byens historiske belægninger og er tænkt meget klassisk. Vejprofilerne i de små gader består f.eks. af kombinationer af pigsten, chausséesten og brosten.

Et nyt gennemgående element er gule Odense-klinker som har lang holdbarhed. Klinkerne bruges især på fortove hvor deres rolle også er intuitivt at vise vej fra hovedgaden mod de rekreative områder i kanten af midtbyen.

Riste o.l. er inspireret af de kniplinger der er Tønders kendemærke. Det gælder bl.a. på det lille Gråbrødre Torv i det tidligere klosterkvarter hvor en vandrende i støbejern er delvist dækket af kniplingemønstrede riste. Den fungerer som et springvand med recirkulering af vand der hele tiden risler igennem på langs af renden. Sammen med en rund bænk omkring et stort træ gør vandrenden stedet til et lille nyt fokuspunkt for byliv.

Fra kanal til aktivitetspark

Overskydende regnvand ledes til en ny skybrudspark der er dimensioneret til at kunne klare en 80-årshændelse. Parken ligger langs Laurentiusstrømmen mod nord. Den var tidligere en snorlige kanal med præg af teknisk anlæg. Strømmen er nu ændret til et mere naturligt vandløb der slynger sig gennem det grønne område sammen med en ny sti.


Klimatilpasning i Tønders historiske midtby kombineres med optimering af byrum, bl.a. gennem synliggørelse af vandet. Fire delprojekter er gennemført: vandafledning i bymidten, etablering af skybrudspark (mod nord), nyt byrum ved Skibbroen (mod sydvest) og ny promenade langs Vidåen (mod sydøst). Illustration: Effekt.


Vandet løber i bunden af en lavning der giver mulighed for at forsinke regnvand ved kraftig nedbør. Den meget langstrakte park tilgodeser også leg og bevægelse og har fået navnet ’Aktivitetsbåndet’. Det omfatter flere forskellige lege- og aktivitetszoner, bl.a. med musikinstrumenter, et solsystem af store og små kugler og en lille bakke at klatre på.

Beplantningen er gjort mere varieret, og der er bl.a. plantet nye træer ud mod Kongevejen der omkranser den historiske bymidte.

Langs vandløbet giver små ’bananformede’ broer mulighed for at komme helt ned til vandet. De er udviklet til at kunne tåle varierende vandstand. Konstruktionen består af varmgalvaniseret stål beklædt med azobetræ der er en slidstærk træsort som ikke kræver overfladebehandling. I brokanten mod vandet er der integreret LED-lys for at lette orienteringen i mørke.

En ny å-promenade

I den sydlige del af bymidten er nærheden til vandet også styrket. Skulpturhaven ved Vidåen har fået en ny træpromenade langs vandkanten der supplerer parkens eksisterende stier. Sammen med en cirkelformet bro giver det mulighed for at komme tæt på åen, men konstruktionen af broen var ikke uden udfordringer.

Jordbunden består af gytje (dynd) med dårlig bæreevne, og desuden gyder den fredede fisk snæblen i Vidåen og må ikke forstyrres med fundamenter. Cirkelbroen hviler derfor på store stålbjælker der er forankret på land, og ’svæver’ i bogstavelig forstand over vandet.

Byrum afløser p-plads

Tønder Midtby har et todelt torv, men ikke så mange andre store byrum. Det råder et helt nyt anlæg ved den tidligere havn bod på. Skibbroens nye byrum ligger i forlængelse af en kort sidegade til hovedgaden på et areal der siden 1950’erne har været parkeringsplads. Det folder sig ud som en stor åben plads med gulv af de samme gule klinker som bruges til mange af midtbyens fortove, og cirkler som gennemgående element.

Pladsen skal ifølge Virginie Le Goffic både invitere til leg og aktivitet og give plads til afslapning. Samtidig fungerer den som en ny inviterende indgang til Tønders historiske centrum.

Det mest markante element er et stort rundt bassin der ligger som en forsænkning i belægningen. Det fungerer både som springvand, soppebassin og regnvandsmagasin idet regnvand fra pladsen ledes mod lavningen ad smalle render i belægningen. Også her er støbejernsristen i midten af bassinet inspireret af kniplingsmønstre.


 På Gråbrødre Torv er der skabt et nyt lille fokuspunkt for bylivet. En vandrende med rislende vand er delvist dækket af støbejernsriste med et mønster der er inspireret af Tønders berømte kniplinger. Foto: Tilde Tvedt


På tre sider af bassinet ligger runde bede med siddekanter, enkle legeskulpturer og en rund træbeklædt cafebygning. Pladsen er dog samtidig så åben at den kan bruges til f.eks. torvedage eller eventsted under Tønder Festival. To store egetræer fra den tidligere parkeringsplads er suppleret med flere nye rødeg og stilkeg.

Havnen dukkede op

Arkæologer havde på forhånd ledt efter rester af den gamle havn der blev fyldt op i 1934, dog uden held. Men da etableringen af det nye byrum på Skibbroen var næsten færdigt, dukkede havnen pludselig op da man gravede ud til et nyt vejforløb med permeabel asfalt. En mur af store kampesten stod næsten intakt og viste sig at være endemuren i det tidligere havnebassin fra 1600-tallet.

„Den lokale borgergruppe ’Havnegruppen’ havde allerede i mange år arbejdet på at vække byens maritime historie til live, så det var oplagt at resterne af havnen skulle blotlægges. Det var interessant, men påvirkede også projektet ret meget, både tidsmæssigt og økonomisk,“ fortæller Virginie Le Goffic.

En bred betontrappe fører nu ned til den gamle havnemur i et forsænket rum med vægge af cortenstål. Langs muren er der etableret et bassin med lavt vand som reference til havnens vand. Plancher og en model af den gamle havn formidler historien. Denne del af projektet er udformet i samarbejde med Museum Sønderjylland og JAC studios og blev indviet i sommeren 2025 som det sidste i midtbyprojektet.

Flere projekter på én gang

Arbejdet med nye belægningsløsninger, vandafledningssystemer og rekreative elementer er udført af det lokale entreprenørfirma Kjelkvist. For at sikre at arbejdet kunne gennemføres uden skader på de historiske huse, blev der installeret vibrationsmålere på bygningerne, oplyser firmaet på sin hjemmeside.

Her påpeges det også at projektet krævede stor fleksibilitet og planlægning, bl.a. på grund af coronanedlukninger og fundet af den oprindelige havn. Det gjorde det nødvendigt at arbejde med alle delprojekter på én gang frem for at afslutte et ad gangen.

Det er nu 1-2 år siden projekterne stod klar, og Virginie Le Goffic vurderer at det nye byrum på Skibbroen bliver brugt meget mens den nye skybrudspark mest fungerer som lokalpark, måske fordi byens grønne områder er i skarp konkurrence med marskområdet syd for byen.

Klimatilpasnings- og byrumsprojekterne i Tønder Midtby blev i 2023 tildelt prisen som ’Årets Byggeri’ i kategorien ‘Uderum’. Prisen er indstiftet af Magasinet Byggeri, men alle kan indstille kandidater der vurderes af en dommerkomité.

PROJEKT
Bygherre: Tønder Kommune og Tøndermarsk Initiativet
Landskabsarkitekt: Effekt Arkitekter.
Ingeniør: Envidan og Trafikplan
Entreprenør: Kjelkvist.
Areal: 105.000 m2.

KILDER
Virginie Le Goffic. Interview 31.8.2026
Byrums- og Klimatilpasningsplan for Tønder Midtby.
Effekt.dk. Realdania.dk. Kjelkvist.com. Bybang.dk. Lex.dk.

SKRIBENT
Tilde Tvedt er freelancejournalist og redaktør, landskabsarkitekt MDL.


Alle skal have adgang til udemiljøet

Alle skal have adgang til udemiljøet

En træbro – eller boardwalk om man vil – kan være med til at sikre bedre adgang til naturen. For alle.


Ændringerne i den reviderede håndbog ‘Udearealer for alle’ er mest rettet mod shelters og broer og platforme der giver adgang til vandet.

Universelt design og tilgængelighed er afgørende for at flere kan få oplevelser i udemiljøet. I Dansk Standards nyreviderede håndbog ‘Udearealer for alle’ får planlæggere og rådgivere inspiration og anvisninger til hvordan udemiljøet kan indrettes så flere kan færdes trygt i dem og få glæde af naturen – også handicappede.

Den reviderede håndbog erstatter udgaven fra 2012 og en eksempelsamling fra 2015. Første udgave er fra 1995. Håndbogen er udarbejdet af Dansk Standard sammen med hovedforfatteren Ulla Kramer fra ‘God Adgang’. Der er desuden kommet input fra Dansk Standards ‘udvalget for tilgængelighed til bygninger og omkringliggende omgivelser samt rekreative områder’.

Adgangen til vandet

‘Udearealer for alle’ handler om design og planlægning af alle typer offentlige og rekreative udearealer. Det kan være af haver, legepladser, parker og naturområder som skove, strande og søer. Håndbogen er skrevet så den kan bruges i samspil med Bygningsreglementet og med Vejdirektoratets vejledninger.

Håndbogen sammenfatter kriterier og retningslinjer for god tilgængelighed til udearealer. Ofte er der tale om en kombination af lovgivning, anvisninger, standarder, anerkendte vejledninger og god praksis som er tilpasset de udfordringer man møder når man planlægger adgang og oplevelser i naturen.

De væsentligste nyheder i den reviderede håndbog handler om tilgængelighed til shelters samt broer og platforme der giver adgang til vandet. Håndbogen er endvidere blevet opdateret med nye eksempler til inspiration.

Er ikke en selvfølge

En tur i skoven, en dag på stranden eller et besøg i den lokale park virker for de fleste som noget helt naturligt og ukompliceret. Men for mange er det ikke en selvfølge, fremgår det af håndbogen.

Mere end hver femte borger i Danmark lever med nedsat eller divergerende funktionsevne – enten fysisk, sensorisk, kommunikativt eller kognitivt. Den kan være midlertidig, aldersrelateret, medfødt eller erhvervet. Denne store mangfoldighed kræver at bygherrer og kommuner kan skabe rummelighed, anvendelighed og tilgængelighed så alle kan færdes ud fra de forudsætninger de har.

Gennemarbejdede bud

I den reviderede håndbog kan man både hente inspiration til ens eget arbejde med et naturområde eller benytte den som en tjekliste hvis man vil kvalificere design eller have konkrete anbefalinger til hvordan natur og uderum kan indrettes så flere kan færdes der og få glæde af dem.

„Den opdaterede håndbog for ‘Udearealer for alle’ er et stærkt værktøj for alle der arbejder med design og projektering af udearealer,“ siger Helle Harms, seniorkonsulent i Dansk Standards udvalg:

„Den giver konkrete og gennemarbejdede bud på hvordan man kan indrette udearealer så de bliver tilgængelige og brugbare for alle. For tilgængelighed handler ikke om særhensyn. Det handler om kvalitet, funktionalitet og lige muligheder. Når vi planlægger udearealer, skal vi sikre at alle uanset forudsætninger kan opleve og deltage på lige vilkår.“

Fem fokuspunkter

Håndbogen henvender sig især til kommuner, planlæggere, rådgivere og andre der arbejder med udvikling og drift af uderum. Den kan bruges som inspiration og et værktøj i design- og planprocesser, og har bl.a. fokus på:

  • Planlægningen af stier og belægninger.
  • Design af trapper og hældninger i naturen.
  • Adgang til faciliteter som strande, havbade og shelters.
  • Indretning af opholdsarealer og hvilemuligheder.
  • Huskepunkter i forhold til toiletter og parkering.
  • Alle afsnit er suppleret med eksempler som viser hvordan løsninger kan se ud i praksis.

„Når udearealer indrettes med omtanke, bliver de mere inkluderende og kan bruges af flere. Når man tager udgangspunkt i alle brugere af naturen, styrker man både livskvaliteten og fællesskabet,“ uddyber Ulla Kramer der er hovedskribent på håndbogen og sekretariatsleder.

Mennesker og natur

Tilgængelighed handler ikke kun om adgang for den enkelte. Det bidrager også til at beskytte naturen, fremgår det af håndbogen. For når uderum indrettes med tydelige stier og gennemtænkte løsninger, bliver det lettere at orientere sig og bevæge sig rundt ad de etablerede ruter.

Det kan være med til at reducere slid på sårbare områder. Samtidig understøtter gode løsninger at flere kan tage del i fællesskabet og få glæde af naturens oplevelser, uanset forudsætninger.

I Danmark findes der kun i begrænset omfang lovgivning for udearealer uden for byggematrikler. Håndbogen kan derfor bruges som et fælles referencepunkt i samspil med Bygningsreglementet og Vejdirektoratets vejledninger når nye uderum udvikles eller eksisterende områder renoveres. Med håndbogen bliver det lettere at tænke tilgængelighed ind fra starten og dermed skabe uderum der fungerer i praksis for langt flere.

SH

UDVALGET BAG
Dansk Standard har udarbejdet håndbogen sammen med ‘udvalget for tilgængelighed til bygninger og omkringliggende omgivelser samt rekreative områder’.

Udvalget består af:

  • Building Diversity.
  • Dansk Blindesamfund.
  • Dansk Handicap Forbund.
  • Foreningen God Adgang (hovedskribent).
  • Plan- og Landdistriktsstyrelsen.
  • Statens Byggeforskningsinstitut.
  • Søren Ginnerup (tilgængelighedskonsulent).

KILDER
BR18. Bygningsreglementet.dk 2018.
DS-håndbog 105:2026. Udearealer for alle – råd til planlægning til tilgængelige udemiljøer. Fonden Dansk Standard 2026. 204 s.
Helena Schou Østergaard. Presseansvarlig hos Dansk Standard. Ds.dk.


Åen der måske igen skal frem i lyset

Åen der måske igen skal frem i lyset


Ladegårdsåen i 1908. Efter 500 år i vandforsyningens tjeneste fik åen en rekreativ funktion. Fra forsiden.


Under Åboulevarden i København ligger Ladegårdsåen og venter på bedre tider.

Af Søren Holgersen

En flok drenge leger i Ladegårdsåen i København. Billedet er fra forsiden af Anders Jørn Jensen og Anja Meier Sandreids nye bog ‘Ladegårdsåen, Stenbroens Bellevue’. Året er 1908 hvor det var tilladt at lege i åen. Det havde været forbudt frem til 1903 fordi åen indtil da indgik i hovedstadens vandforsyning.

Vandet går drengene op til livet, nok 70 cm midt i åen. Andre kilder peger på en lavere dybde, men generelt set var der faktisk pænt med vand i åen. Der har ellers været en myte om det modsatte – måske fordi rørlægningen var det der bedst blev husket. Forfatterne understreger desuden at åen og søerne var forbundne i det flade landskab. Er der vand i søerne, er der også vand i åen.

Åen blev nedlagt og tildækket etapevist fra 1896 til 1969 på det sidste stykke. Den inderste og først nedlagte del af åen var altså allerede nedlagt da billedet blev taget.

På dette sene tidspunkt var historien om Ladegårdsåen allerede næsten 500 år. I 1500-tallet blev hele det naturlige åsystem ændret til kunstige kanaler for at sikre byens vandforsyning. Via opdæmninger af de naturlige åer blev vandet ledt ind mod byen og blev samlet i Bispeengen hvor det blev til Ladegårdsåen.

Navnet kom fra den ladegård – oprindeligt kongelig avlsgård – der lå hvor åen løb ud til det vi nu kalder ‘søerne’ og var et stort vandreservoir både til brugsvand og til voldgravene af militære grunde.

Bogen er en del af et lokalpolitisk initiativ om at få Ladegårdsåen – og hele det københavnske åsystem – frem i lyset igen og dermed skabe en mere grøn og blå by. Men sigtet er også at gå klimaændringerne – mere regn, flere hedebølger og højere grundvand – konstruktivt i møde, bl.a. med mere beplantning og lokal afledning af regn med åen som en oplagt recipient.

Bogen viser også at det kan være en meget hård kamp når den har konsekvenser for trafikken. Der hvor åen gik – og hvor det rørlagte vandløb stadig løber – ligger i dag Åboulevarden og Ågade, en af byens største indfaldsveje. Hvor skal trafikken hen hvis åen skal ud i lyset igen? Det er betegnende at det første, og nylige, konkrete politiske afsæt er at fritlægge Grøndalsåen og en lille del af Lygte Å. Her er ingen trafikale problemer.

Aarhus Å der blev frilagt 1995-2015, har vist at det kan lade sig gøre, og begge steder fortæller navnet Åboulevarden hvad åen meget praktisk blev ændret til, nemlig en stor bred trafikgade.

Den københavnske udgave er dog meget mere trafikeret end den århusianske var, så det er en langt større opgave der venter i København. Det gælder ikke mindst den ambitøse motorgadeudfletning Bispeengbuen. Den ligger næsten der hvor Grøndalsåen og Lygte Å før løb sammen – og dér hvor den sidste rest af åen blev fyldt op.



Sort/hvid-foto: Ladegårdsåen er her i 1962 næsten tømt for vand og ved at blive fyldt op på det stykke der i dag hedder Ågade. Ågade ligger med sine 6 vejspor mellem åens leje og bebyggelsen. Foto fra bogen.
Farvefoto: Billedet fra omtrent samme sted i 2026.


Anders Jørn Jensen og Anja Meier Sandreid, der begge er historikere, har begået en velfortalt lokalhistorie der hviler på masser af skriftlige kilder, personlige beretninger og kort. Og fremfor alt med masser af billeder hvor mange ikke har været upubliceret før.

Den smalle historie om Ladegårdsåen bliver løbende sat i perspektiv af tidens samfund, prioriteringer og behov og som er med til at forklare de ændringer der i årenes løb sker med åen og dens opland.

At holde vandet nogenlunde rent var selvsagt vigtigt før i tiden, selv om åen var meget forurenet efter vores dages kriterier. Da den moderne vandforsyning efterhånden blev sat i system var det andre ting åen blev brugt til – ikke bare til badning, men også som recipient for den voksende og moderne by. Den mere og mere stinkende å endte med at blive et argument for at dække åen til.

For den senere del af historien fortælles bl.a. om motorgadeprojekterne Søringen, der ikke blev til noget, og Bispeengbuen der blev til noget, men som også endte som en isoleret løsning uden tilslutninger. Der var kun få meter hen til boligblokkene og hvor nogle blev opført næsten samtidig med Bispeengbuen. Det siger noget om hvor højt prioriteret motorgadetanken var.

Bogen kan også være en anledning til at minde om hvad lokalhistorie kan bruges til i moderne by- og landskabsplanlægning. Gamle kort kan vise hvor der før var vådområder, lavninger og åløb. Hvor man helst skal holde sig fra at bygge, men gerne bevare naturen. Samme signaler kan vejnavne som Engkrogen og Mosevangen sende. Og det er jo så heldigt at de steder man ikke skal bebygge ofte er de steder der ud fra vinkler som biodiversitet og friluftsliv helst skal friholde.

Lokalhistorien kan også fortælle om stedet. Det gør f.eks. minde- eller advarselsstenen fra 1812 der fortæller om dengang hvor en karet kørte i åen og to kvinder omkom. Stenen kan nu ses på Åboulevarden ud for nr. 16. Ulykken var med til at åens bredder blev tilplantet med piletræer som fremstår markante på eftertidens malerier og fotos. Historien kan også bidrage til at forstå byens og landskabets kulturgeografi, og derved bidrage til at sikre gamle kvaliteter og inspirere til nye.

Debatten kører, bl.a. om at sende trafikken ned i en tunnel, men det fremhæves også at være dyrt CO2-mæssigt set, så måske er det bedre med å og en nedgraderet vej skulder ved skulder. Det er der i hvert plads til på nogle stræk. Det skal blive spændende at følge det senere forløb hvor klimaændringerne er med til at gøre projektet til en ikke helt urealistisk mulighed. 

Anders Jørn Jensen og Anja Meier Sandreid: Ladegårdsåen. Stenbroens Bellevue. Frydenlund 2026. 188 s. 300 kr. Bogen er udgivet med støtte fra Nørrebro Lokaludvalg, Realdania, Miljøpunkt Nørrebro og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond.


Logikken bag etablerings-beskæring

Logikken bag etableringsbeskæring


Til venstre ses sidegrene fra et træ der er beskåret ved plantning, med et års tilvækst. Den gule grendel er to års og beskåret kort. De følgende årsskud, markeret med rødt, er lange. Til højre ses sidegrene fra træ der ikke er beskåret. Den to års grendel, markeret med gult, er derfor lang. De følgende årsskud, markeret med rødt, er korte og tynde. Det vanskeliggør senere beskæring. Beskæringen ved plantning har byttet om på længden af et- og toårs-tilvækst.


Af Svend Andersen

Som træ- og planterådgiver oplever jeg ofte stor usikkerhed om etableringsbeskæring skal iværksættes ved plantning, eller om den først skal udføres efter en til to vækstsæsoner når træet ‘er kommet i gang’ og har lavet nye rødder til erstatning for mistede ved opgravningen.

Artiklen belyser især unge træers tilvækst ved beskæring ved plantning sammenlignet med den tilvækst man får ved at udskyde beskæringen.

Der er som udgangspunkt ingen tvivl om at der er driftsmæssige besparelser og kortere vej til slutmål ved at beskære i forbindelse med plantningen. Kvalitetskrav som beskrevet i ‘Kvalitetsstandard for planteskoletræer’ forudsættes her håndhævet, og beskæringen i anlægget bør ses som en videreførelse af planteskolernes beskæringsmetoder til opbygning af fleksible kvalitetstræer.

Uanset om der omplantes i planteskolen eller udplantes i anlægget brydes træets vækstrytme set i forhold til et uforstyrret træ i natur eller anlæg. Som tidligere producent af allétræer plejer jeg at sige at planteskoler, med få undtagelser, altid beskærer ved omplantninger af træer.

Hvis der ikke var klare fordele, var man nok holdt op med det for længst. Og hvorfor så ikke, allerede ved plantningen af træer i anlæg, udnytte fordelene ved at starte den løbende beskæring af især unge træer, når spaden sættes i jorden?


Træerne er klippet hårdt ind før plantning sidste forår. Gul farve viser den tilbageværende stab efter indklipning. Rød farve viser tilvæksten efter én sommer

Tilsvarende træer plantet med ubeskårne årsskud (= sidegrene, gul farve). Rød farve viser tilvæksten efter én sommer.


Billedtekst til foto C og D:
Træerne C og D er podede træer af spidsløn i samme sort og leveringsstørrelse (14-16). Træerne er dermed genetisk ‘enæggede tvillinger’. De er dog langt fra ens i opbygning og udtryk, men hvorfor ikke? Og opfylder træerne kravene i Kvalitetsstandard for højstammede gade- og vejtræer? Se tekst.

Årsskuddenes alder og længde på træerne er markeret med farver for 3. års-skud (grøn), 2. års-skud (gul) og 1. års-skud (rød.

3. års-grene er ret ens i længde på begge træer (begge beskåret). 2. års-grene er korte for træ C (beskåret) og lange for D (ubeskåret). 1. års-grene er længere og færre for træ C end for træ D. Det skyldes mange vækstpunkter som følge af den udeladte beskæring året før


Tema 1. Vækstpunkter

Jeg vil efterfølgende illustrere og redegøre for træers tilvækst og antal vækstpunkter med eller uden plantningsbeskæring. I et lille ‘hjemmeforsøg’ havde jeg plantet 4 lindeheistere hvoraf to blev beskåret ved plantning og to plantet ubeskåret. Efter én vækstsæson er der målt skudlængder og antal nye skud.

Træerne var ens i størrelse og rodmængde ved plantning. Beskæringen ved plantning har reduceret antallet af knopper og dermed nye vækstpunkter på træ A. Rodtopforhold er ændret herved i sammenligning med træ B. Træ B har brudt med mange knopper og deraf korte skud med små knopper til følge.

Det er naturligt og det bør ikke overraske at beskæring påvirker træets rod/topforhold, fjerner knopper og dermed potentielle vækstpunkter med ændret nyvækst til følge. Alligevel kan en selv en garvet tidligere træproducent blive overrasket når der måles og tælles på træets reaktion!

De 10 længste årsskud på træerne var i gennemsnit 21 cm for beskårne træer A og 7,6 cm for de ubeskårne træer B! Antallet af årsskud pr. træ efter én sommers tilvækst var 22 stk. for træ A og 77 for træ B. Forklaringen er at når samme rodstørrelse skal forsyne tre gange så mange skud, bliver der mindre tilvækst pr. skud.

Billed C + D tager ‘beskæringsforsøget’ et skridt videre. Forestil dig at du skal beskære både de beskårne og de ubeskårne træer efter første års tilvækst. Grenene ser ud som på billedet, før den opfølgende beskæring og på billedet nederst næste side efter opfølgningsbeskæringen.

Med min baggrund som producent og senere rådgiver har jeg aldrig været i tvivl om at beskæring flytter tilvækst i træet derhen hvor den er ønsket, ofte opad, forudsat korrekt udført. Beskæringen påvirker dermed kroneform, grentykkelser mv. Billeder og beskrivelser bekræfter det.

Resultatet af ‘beskæringsforsøget’ passer godt med at træer tilpasser deres udspring og vækst efter deres rod/topforhold. Et nyplantet træ har mistet rod ved opgravning, og det kompenserer herfor i udspring med korte nye skud og små blade indtil en passende rodstørrelse er gendannet.

Ligger det i træartens natur at bryde på mange knopper, bliver der mange korte og tynde skud.

Modsat hvis træet beskæres på voksested (ingen omplantning), så står træet tilbage med en stor rod og en ‘lille’ top. Ved udspring kompenserer træet for den mindre top med kraftigere, længere skud og store blade.

Ovenstående beskriver fordele og logikken i at starte etableringsbeskæring med grenregulering og kroneopbygning allerede ved plantning, ikke mindst ved unge træer som heistere og træer med 1. års kroner. Store træer med flerårige kroner (fra 14-16) har mindre behov for beskæring ved plantning forudsat at de opfylder Kvalitetsstandardens krav. Opfylder træet kravene, så tag alligevel et kig på årsskud (tæthed, retning), på flerårige krongrene for forgreninger, retning, længde tæthed, dertil overordnet kroneform og opbygning. Beskæres de grene nu der alligevel skulle beskæres indenfor et år fra plantningen, medfører det et lettere forbedret rodtopforhold og dermed større tilvækst hvor ønsket (top).

Forsøget med lindetræerne er ikke videnskabeligt. Den samlede tilvækst på træer der etableringsbeskæres ved plantning, kan være lidt mindre end på ubeskårne. Den store forskel ligger i at beskæring sikrer tilvækst på blivende dele i top og krone i forhold til tilvækst på grene og vækstpunkter der senere skal fjernes. Træet vokser hvor det er ønsket, og der spares indsats i senere beskæringer.



Billedtekst: Tre eksempler på nyplantede Acer platanoides som vejtræer. Håbløs kvalitet er accepteret (eller valgt), og der er intet gjort for at ændre udgangskvaliteten gennem beskæring. Hvor var fagmanden i projektering, indkøb og kvalitetskontrol? Med dette udgangspunkt er det svært at tro på at der er evne og vilje til at foretage en dyr reparationsbeskæring. 5-10 klip pr. træ i produktionen eller ved plantning ville have givet træerne en helt anden opbygning.


Billedet viser forslag til beskæring af grene efter første års tilvækst efter plantning. Træ A med veludviklede årsskud og knopper, er nem mere at komme videre med ved følgende beskæringer end de tykkere grene med dværgskud på træ B. Pointen er at undladt beskæring ved plantning koster i indsats på den længere bane. Det beskårne træ der er groet i højden og med kraftige årsskud er nemt at lave en god gren opbygning på. Ved det oprindeligt ubeskårne træ (B) skal der bygges videre på korte, tynde dværgskud med mange knopper. Der går tid in den dværgskuddene finder tilbage til ’normal’ vækstrytme.


Tema 2. Undladt beskæring

Det næste eksempel jeg vil vise, er betydningen af en undladt beskæring i planteskolens produktion. Hvis træet plantes ud på stedet, frem for at blive afvist, påtager man sig en beskæringsopgave. Der er tydelige paralleller til lindebeskæringen ovenfor.

Træ C opfylder standardens krav for de to-treårige krongrenes tykkelse, forgrening, placering på stamme og grenretning. Der stilles ikke krav til étårs-grene, men hovedparten heraf har også kun behov for let justering (fjernelse eller tilbageklipning).

Kronen på træ C er kegleformet med lys til alle grenniveauer. ‘Søstertræet’ D er rundkronet med mange lange grene der giver den brede runde opbygning der lukker af for lys til grene inde i midtkronen.

Hvori ligger forklaringen i produktionen på træernes grenlængder, retning og udtryk? Et kig på grene kan afsløre at begge træer har fået klippet grene tilbage i punktet mellem 2. og 3. års-skud. Træ C har også fået beskåret lange grene i punktet mellem 2.- og 1. års-skud. Træ D har ikke været beskåret på de nu andetårsskud (gul grendel).

Kvalitetsstandarden foreskriver at ‘krongrene er to vækstsæsoner eller ældre og årligt reguleret i længde og struktur’. Den krævede årlige regulering er uomtvisteligt ikke sket forud for sidste vækstsæson hvilket i sig selv medfører at træerne skal afvises. Den manglende beskæring af cirka ti årsskud har medført at de to ‘enæggede’ træer fremstår meget forskellige. Den manglende årlige regulering i produktionen har også medført at træet vil kunne afvises på andre krav til grene, og kroneopbygning.

Bemærk at de 10 manglende klip har gjort at træ D står med mange dværgskud og en ringe tilvækst på disse. Hvis træet ikke afvises, men plantes, kan det ‘reparationsbeskæres’, så det efter nogle år vil ligne træ C i opbygning og dermed være egnet til en løbende opstamning og kronestyring.

Det er tilladt at købe og plante træer der ikke opfylder kvalitetsstandarden, men den umiddelbare besparelse der måtte ligge heri, vil efter få år være overgået af meget større egen driftsomkostning i beskæring. Desuden kommer nogle bagud med højdevækst og opstamningsmulighed.

Mange træer købes i dag efter tilbudsafgivning, ofte med reference til kvalitetsstandarden. Desværre ser jeg stadig eksempler på at kvalitetskravene ikke håndhæves. Det er til ugunst for træejeren, men det har også den langsigtede betydning at seriøse producenter og grossister, for at overleve, må sænke standarden hvis de skal kunne levere til den lave pris.

SKRIBENT
Svend Andersen er rådgiver inden for bytræer i virksomheden Plantefokus og tidligere planteskoleejer.


Historien om vandets veje svinder når byen vokser

Historien om vandets veje svinder når byen vokser


Med en historisk ballast kan man forebygge mange oversvømmelser – og man ville næppe have placeret en bænk lige her. Foto: Colourbox


Historiske oversvømmelser glider let ud af den kollektive hukommelse viser Holstebro-studie.

Af Søren Holgersen

Oversvømmelser handler ikke kun om voldsomt vejr og klimaforandringer. Ny undersøgelse af 150 års oversvømmelser i Holstebro viser hvordan historisk viden om vandets veje forsvinder når byer udvikler sig.

Hvordan undgår danske byer at gentage fortidens fejl i mødet med ekstremt vejr? Det spørgsmål har Bo Poulsen og Lotte Isager undersøgt og fået publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Water History. Bo Poulsen er professor på Aalborg Universitet mens Lotte Isager er antropolog og indtil for nylig projektleder ved De Kulturhistoriske Museer i Holstebro.

Undersøgelsen har afsæt i Holstebro. Byen er særlig interessant, for den er den eneste danske indlandsby der er udpeget som risikoområde under EU’s oversvømmelsesdirektiv. Derfor giver byens historie et sjældent indblik i hvordan oversvømmelsesrisiko kan opbygges gennem årtiers byudvikling og håndtering af vandløb. „Det gør erfaringerne fra Holstebro relevante for mange andre danske byer der i disse år investerer massivt i klimatilpasning og beskyttelse mod oversvømmelser,“ siger Bo Poulsen.

Byen viser et mønster

Ved hjælp af kommunale arkiver, historiske kort, fotografier og næsten 700 avisartikler har han og Lotte Isager dokumenteret 64 oversvømmelser i Holstebro siden 1878.

Resultaterne peger på at oversvømmelsesrisiko ikke kun handler om vejret eller klimaforandringer. Risikoen formes også af årtiers beslutninger om byudvikling, infrastruktur, naturforvaltning og tekniske løsninger.

„Når vi ser på de mange oversvømmelser samlet, bliver det tydeligt at sårbarhed opstår over tid. Den udvikler sig gennem en lang række beslutninger om hvor vi bygger, hvordan vi regulerer vandløb, og hvilke løsninger vi vælger. Det gælder ikke kun Holstebro, men mange steder i Danmark,“ siger Bo Poulsen.

Forskerne beskriver Holstebro som et eksempel på et generelt mønster. Byen blev oprindeligt anlagt i sikker afstand fra Storå, men voksede gradvist ned mod åen og tidligere oversvømmelsesområder. Samtidig blev åens omgivelser ændret gennem nye anlæg, broer, veje og tekniske reguleringer. De enkelte beslutninger gav mening på det tidspunkt de blev truffet. Men samlet set har de været med til at øge sårbarheden over for oversvømmelser.

Erfaringerne går tabt

En central konklusion er at historiske oversvømmelser hurtigt forsvinder ud af den kollektive hukommelse. Selv om forskerne dokumenterer mindst 64 oversvømmelser i Holstebro, er det kun en mindre del af dem der fortsat huskes eller indgår i den offentlige fortælling om byen.

„Hvis tidligere oversvømmelser glemmes, risikerer vi at miste vigtig viden om hvor vandet naturligt søger hen. Dermed får vi også et svagere grundlag for at træffe fremtidige beslutninger,“ siger Lotte Isager.

Med deres undersøgelse påviser Bo Poulsen og Lotte Isager at klimatilpasning ikke kun bør handle om sluser, diger og tekniske beregninger. Den bør også omfatte historisk viden om tidligere oversvømmelser, gamle landskaber og de beslutninger som i tidens løb har formet byerne.

„Historisk hukommelse kan ses som en del af samfundets klimainfrastruktur,“ siger Lotte Isager. „Hvis vi vil skabe robuste byer i fremtiden, er vi nødt til også at huske og forstå fortiden.“

Eller for at citere rapportens konklusion fra engelsk: „Holstebros sammenhæng med Storåen afslører – set i historisk kontekst – et gentaget mønster af manglende tilpasning, tilfældig ledelse og kollektivt hukommelsestab. På trods af det forsigtige valg af placering af byens middelalderlige grundlæggere har der været 64 oversvømmelser i de sidste 150 år hvor mange kunne være undgået.“ 

KILDER
Bo Poulsen og Lotte Isager (2026): A chronicle of floods foretold: Memory, maladaptation, and river governance in Holstebro, Denmark. Water History, 2026. Link.springer.com.
Aalborg Universitet (2026): Danske byer risikerer at gentage fortidens fejl i kampen mod oversvømmelser. Pressemeddelelse Aau.dk 31.8.2026.


Historien og oversvømmelserne

  • Forskerne har identificeret 64 oversvømmelser i Holstebro 1878-2025.
  • Hændelserne er klassificeret på en skala fra 1 til 5 efter omfang og skade.
  • Den alvorligste registrerede hændelse fandt sted i marts 1970.
  • Undersøgelsen bygger på kommunale arkiver, historiske kort og fotografier samt næsten 700 relevante avisartikler.
  • Artiklen er fagfællebedømt og udgivet open access i Water History.
  • Forskningen er støttet af Velux Fonden.

Overdams evige græsgange

Overdams evige græsgange


Selv store mængder grønne fagfolk ser små ud blandt de høje græsser. I baggrunden ses en kæmpe-elefantgræs (Miscanthus × giganteus), som er plantet i 1997. Den klippes ned en gang om året og afklippet brændes.


Overdam Planteskole lukker efter planen i 2027. Ved en afskedsrundvisning videregav Poul Petersen sine erfaringer om prydgræsser, om et klima i forandring og om sine eksperimenter med stauder der kan klare sig selv.

Af Lars Thorsen

Fra stepperne, prærien og sletterne kommer det, græsset, som planteskoleejer Poul Petersen siden han overtog planteskolen i 1979 har skabt et unikt samlingspunkt omkring på Overdam Planteskole i Hørsholm. Den 10. september var knap 100 fagfolk fra flere lande samlet for at følge Poul på en form for afskedsturné rundt på planteskolen, der på sit højeste årligt har produceret over 65.000 græsser fordelt på godt 150 sorter, men som efter planen lukker i slutningen af 2027 (med mindre den bliver opkøbt, hvilket stadig er en mulighed).

Indledningen med græsserne fra stepperne var faktisk en af de væsentlige pointer i rundvisningen på Overdam Planteskole. Poul Petersen pointerede hyppigt, at netop disse græsser men også planter generelt har en række fordele, når man tænker på de ændrede klimaforholds længere tørkeperioder og voldsommere regnskyl.

Det er nemlig vigtigt at kigge fremad, når kommuner, landskabsarkitekttegnestuer og anlægsgartnervirksomheder vælger planter til nyanlæg, fastslog Poul Petersen.

”De arter, som i dag er hjemmehørende i Danmark og som der har været konsensus om er “danske” i årtier, kommer til at forandre sig. Det der var klimanormalen for Danmark i 1960erne til 1990erne nu er rykket op til Jönköping i Sverige, 300 kilometer mod nord. Og planteskolerne sydpå, som bruger Rhinens vand, har tørre planter og elendighed i drivhusene, så mod steppernes planter, mod prærien, mod savannen. For de urter, som var gode for Danmarks insekter i 1960erne er altså ikke de samme planter i dag, for her kommer til at bo andre insekter. Og her bør man tænke fremad, både på klimaet og på børnebørnene.”

Havens balletdansere

Planteskolen blev grundlagt af Poul Petersens forældre i 1943. Her blev oprindeligt dyrket grøntsager, siden frugttræer og roser. I 1962 begyndte forældrene at samle og producere græsser, og det er den beslutning alt det øvrige hviler på, så Overdams motto i dag er “Dem med prydgræsserne!”


Poul Petersens begejstring (og viden) er ikke til at holde nede. Her står han ved dagens indledning og fortæller om græssets glæder, eksempelvis i krukker med stauder, helst i et 60-40 forhold til græssernes fordel.


Som det står formuleret i planteskolens eget græshæfte:

„Græsserne er havens balletdansere — lette og elegante. De hører hjemme i enhver have og ethvert anlæg hvor de giver en stor synsmæssig effekt med en meget lille arbejdsindsats.”

Der gik dog årtier før kunderne kunne se idéen, og prydgræsserne som salgsprodukt havde trange kår længe efter, at Overdams produktion var i gang. Det vendte, da de svenske landskabsarkitekter fik øjnene op for mulighederne og begyndte at efterspørge prydgræsser i stor stil. De svenske planteskoler havde ingen nævneværdig produktion af græsser, og da den slags tager år at bygge op, kom leverancerne fra Overdam i mange år.

Herhjemme var vi endnu langsommere. Vi skal op efter årtusindskiftet, før prydgræsser for alvor begyndte at blive anvendt i stor stil i nyanlæg – bl.a. med SLAs storstilede projekt i Charlottehaven, hvor beplantningsplanen nærmest kun bestod af græsser, 19.000 planter for at være præcis og naturligvis leveret af Overdam.

Salgsargumentet for prydgræsser er det samme i dag som dengang: Græsserne giver mening både æstetisk og driftsmæssigt. De er sunde og bliver sjældent angrebet af sygdomme og skadedyr. Dræbersneglene æder dem ikke, og rådyrene lader dem stå. „Bare plant elefantgræs, de rører det ikke,” som han sagde om vildtet.

Driften er enkel. De sommergrønne græsser klippes ned én gang om året i marts, og afklippet køres væk. De stedsegrønne, som pampasgræs og mange star, klippes ikke helt ned på samme måde. Her fjerner man i stedet det visne ved at rive eller rede tuen igennem.

Foersters græs og Overdams

Rundvisningen startede ved hovedbygningen, hvor Poul Petersen viste både en opslagstavle med historiske fotos som han fortalte historien ud fra og dernæst præsenterede en række kummer, som bestod af sammensætninger af prydgræsser og stauder. Her anbefaler Poul selv, at man går efter en 60/40 fordeling af hhv. græsser og stauder.

I den forbindelse kom han med dette håb til rundvisningen:

”Jeg håber, I er bidt af græsser herefter. Men ikke kun græsser: også af de store, massive stauder.”

Der er mange flotte pampasgræsser, men den, som er bedst herhjemme er sorten ”patagonia”, efter Poul Petersens vurdering.

Landskabsarkitekter elsker mosebunke, fastslog Poul Petersen, men de skal holde sig til sorten ”pavala”, som her ses i forgrunden.


De store stauder kommer vi til i beskrivelsen af det vilde, lavtliggende forsøgsområde, for det handler trods alt primært om græs.

Det kunne man også se på opslagstavlen, hvor den tyske gartner Karl Foerster figurerede med portræt.

Karl Foerster (1874-1970) drev planteskole i Potsdam-Bornim og kaldes i planteskolens eget hæfte ligefrem græssernes opfinder. Han forædlede omkring 370 sorter, mest ridderspore, floks og asters, men hans varigste spor er bogen ”Einzug der Gräser und Farne in die Gärten” fra 1957, hvilket løst oversat betyder ”græssernes og bregnernes indtog i haverne”. Hans have i Bornim er i dag fredet og en af Tysklands mest besøgte privathaver.

Som alle historier om græsser fortalte Poul Petersen også denne med fuld begejstring under en skyfri himmel og midt i sin sidste september som planteskoleejer:

I 1930’erne fik Foerster øje på et græs i Hamborgs Botaniske Have. Faktisk opdagede han det fra sin plads i en kupé i et forbipasserende tog, hvor han efter sigende straks rejste sig og trak i nødbremsen. Det gav en bøde, men det gav også en unik græsopdagelse. Det særlige græs, som han havde spottet blev anset for en form af sand-rørhvene, men Karl Foerster var ikke overbevist og konkluderede at det var en naturlig krydsning mellem sand-rørhvene og bjerg-rørhvene. Han førte det i sit katalog fra 1939 og introducerede det for alvor i 1950. I dag hedder det Calamagrostis × acutiflora ‘Karl Foerster’ og er et af verdens mest plantede prydgræsser.

To ting gør det særligt velegnet i offentlige anlæg. Det er sterilt og sår sig derfor ikke. Og det grønnes meget tidligt om foråret og står i fuld højde omkring Sankt Hans, 150 cm med purpurfarvede aks op til 180.

Det var i et bed af netop ”Karl Foerster,” at Poul Petersen i 1981 fik øje på et skud med hvidstribede blade, og sådan fik verden sin første ”Overdam”-græs. Græssorten ‘Overdam’ er altså opstået som en knopmutation i Foersters eget græs. Den bliver 140 cm høj med aks i 160 og er dermed en anelse mere kompakt end moderplanten.

Genetisk er den stadig ‘Karl Foerster’ på nær mutationen i bladfarven, og derfor kan den kun formeres ved deling. Der findes andre brogede mutationer af det samme græs, men efter Poul Petersens erfaring springer de tilbage og mister tegningen efter fem-ti år. Det gør ”Overdam” ikke. Det er netop stabiliteten der gør en tilfældig mutation til en sort der kan sælges.

I græshaven tæt op ad planteskolens hovedbygning står naturligvis også en plantning af den ikoniske græssort, Calamagrostis × acutiflora ‘Karl Foerster’. Den har stået samme sted i 55 år, er fast klippet ned én gang om året og aldrig rørt med en spade. Det er hele plejeindsatsen.

Og ikke nok med det. Faktisk købte Pouls far, Jacob Petersen, Overdams første græsser direkte hos netop Karl Foerster i 1962.

Et hav af prydelige græsser

Selvom dagen mest bød på gyldne og rødlige og i al væsentlighed smukke græsser i septembersolen, var der faktisk også meget andet at se på, da planteskolen har fem udstillingshaver. Ved hovedbygningen ligger græshaven, der blev anlagt allerede i 1969 og i dag fylder 700 m², samt ”den klimatilpassede have”. På den anden side af vejen ligger elefantgræssamlingen, blomsterengen og Kombinationshaven (hvor man eksempelvis kan se Solhat i kombination med – godt gættet – græs). Kombinationshaven er et 400 m² anlæg med femten forskellige kombinationer af én staude og ét græs. Formålet er at vise hvad de to plantegrupper kan sammen.

Poul Petersen fremhævede bl.a. græssorten ‘Overdam’ i kombination med purpursolhat ‘Magnus’. Solhatten vil have lys helt ned til basis, og det får den mellem havesandrørets oprette strå. Til gengæld lever purpursolhat kun seks-syv år, så man skal huske at ryste frøstandene ud om efteråret. Så kommer der mange nye. Af asters fremhævede han ‘Mönch’ og ‘Twilight’ fordi de ikke får høje, nøgne ”ben”.

Flere gange pointerede Poul Petersen desuden vigtigheden af at holde biodiversiteten for øje. Både den der er hjemmehørende i Danmark og den fremtidige biodiversitet. Her giver kombinationer god mening, da græsserne giver skjul for insekterne, mens stauderne giver nektaren. Hjortetrøst (Eupatorium) med de rødviolette blomster er ”en insektmagnet der siger spar to,” som han udtrykte det.


Stemningen og omgivelserne var uovertrufne, da Norðîc® og Overdam Planteskole inviterede til rundvisning på den lukningstruede planteskole i Hørsholm.


På moderplantearealet stod elefantgræsser, hvor moderplanterne står to år, hvorefter de graves op, deles og pottes. I november-december dækkes de med 10-15 cm granflis, som er valgt fordi der er meget luft imellem flisstykkerne, så det isolerer bedre. De står i potterne vinteren over, og det eneste reelle problem er mus.

Elefant og pampas

Elefantgræs (Miscanthus) og pampasgræs (Cortaderia) er de to store græsser de fleste kender, og de bliver ofte forvekslet. Men de er meget forskellige planter, ikke mindst når det gælder driften.

Elefantgræs er sommergrønt. Det visner helt ned om efteråret og står gyldent og stråbrunt vinteren igennem, indtil det klippes ned i marts. Bladene har en tydelig lys midterribbe, og aksene er vifteformede med fingerlignende grene. Planteskolen har omkring 75 sorter. De laveste bliver godt en meter, den højeste på planteskolen når 4,2 meter, og i varmere klima kan elefantgræs ifølge Poul Petersen blive op mod seks meter.

Poul Petersens egen yndling er stadig Miscanthus sinensis ‘Malepartus’, der er moderat i bredden og rimeligt opret i væksten. Aksene er først rødlige og bliver siden sølvhvide.

En del af samlingen har stået samme sted siden 1997 uden at blive reduceret eller omplantet. Det er en af de ting de udenlandske gæster hæftede sig ved — noget i den retning ville have været en national skat i England, lød det fra en af dem. Og stedet er virkelig fortryllende med sine labyrintiske gange og græsser der lyser op i efterårssolen.

Pampasgræs er derimod stedsegrønt. Bladene har savtakkede kanter der kan skære, og aksene er tætte fjerbuske der bliver siddende og langsomt blegner, så man ofte ser to årgange på samme plante. Pampasgræs klippes ikke ned som elefantgræs. Man fjerner i stedet de gamle aks og river tuen igennem, og nogle skærer den ned til 30-40 cm i det tidlige forår.

Og her var Poul Petersens råd kort: Kun ”Patagonia” bør plantes i Danmark. Den er fuldt hårdfør, bliver 200 cm høj og får aks allerede i begyndelsen af august. De øvrige typer frarådede han direkte — også dem planteskolen selv har haft på hylderne.

Gode råd om græsser

Mængden af pointer og holdninger til græsser var der mange af på dagen, og det lader ikke til at Poul Petersen nogensinde kommer til at løbe tør. Her er nogle af guldkornene:

Brug efterårs-blåaks (Sesleria autumnalis) til at skabe store, lysegrønne flader. Den har selv lysegrønne blade, og Poul Petersen tegner den ofte ind hos kunder som en decideret flod gennem anlægget, netop for farvens skyld. Den bliver 30 cm med aks i 50, og aksene holder hele vinteren. I naturen er den en pionerplante, hvilket er en del af forklaringen på robustheden.

Overvej præriegræs (Schizachyrium scoparium ‘Blue Heaven’), som er lidt lilla yderst, næsten orange hen på efteråret, fra den amerikanske prærie. Den kræver veldrænet jord, men er ellers nem og hårdfør herhjemme.

Mosebunke (Deschampsia cespitosa) er en favorit blandt landskabsarkitekter, og der findes en lang række sorter, men man bør vælge ”Palava” og kun den, fastslog Poul Petersen. Planteskolen har selv afprøvet tolv sorter gennem årene, og i græshæftet peges der på fem andre, men hos Poul selv er der ingen tvivl.

Sølvaks (Achnatherum calamagrostis) bruger planteskolen mere og mere. Den står som en grøn tue om foråret og får sølvagtige aks fra juni til november, og han kaldte den ”græssernes brudeslør”. ‘Allgäu’ og ‘Lemberg’ er de gode sorter.

Præriehirse (Panicum) fortjener mere opmærksomhed af en grund der rækker ud over det æstetiske. Slægten er ifølge Poul Petersen blandt de planter der kan optage mest CO2. Planteskolen har haft 17 sorter i testområdet, og ‘Heavy Metal’, ‘Northwind’, ‘Heiliger Hain’ og ‘Squaw Select’ er blandt de bedste.

Og skulle man endelig vælge noget andet som bunddække end græs, har han én klar favorit: guldjordbær (Waldsteinia ternata).

Stauder som kan tåle meget

Et af rundvisningens højdepunkter var i en lavning bag hovedbygningen, hvor Overdam Planteskoles vilde område henligger næsten uden pleje, ”dagens chok” som Poul Petersen formulerede det. Arealet var et vildnis af græs, brændenælde, skvalderkål, snerle, tidsel og kvikgræs og meget andet.

Fakta: Norðîc® stod bag dagen

Arrangementet på Overdam Planteskole var arrangeret af Planteskolesamarbejdet Norðîc®, der udspringer af A-Plant, som er en sammenslutning dannet af ni danske og én amerikansk planteskole i 1987 med det formål at finde, producere og udbrede planter der var ordentligt beskrevet og robuste.

Arbejdet skete fra begyndelsen i samarbejde med Statens Jordbrugsforskningscenter Årslev, og blandt pionererne var Peter Ørum og Poul Erik Brander. Det oprindelige varemærke Dafo ophørte i 2010, varemærket Norðîc® blev registreret i 2013, og i 2018 kom en genbank til.

I dag tæller sortimentet 40 unikke planter, udvalgt efter fem kriterier: sundhed, robusthed, klimatolerance, ensartethed og sortsægthed. Med i samarbejdet er Birkholm Planteskole, Gunnar Christensens Planteskole, Hennecke Stauder, Majland Stauder, Overdam Planteskole og Staudegaarden samt de amerikanske Midwest Groundcovers og Doty Nurseries.


150 forskellige stauder har Poul Petersen udplantet i på vildt og uplejet areal og derefter blot ladet alt være for at finde de mest hårdføre sorter. Der er mange lovende arter og sorter på listen, som Poul Petersen omdelte på dagen til inspiration til yderligere forskning blandt deltagerne.


Poul Petersen har siden efteråret 2015 plantet kulturstauder direkte ind i det vilde uden at renholde bedene eller anden pleje. 150 bambusstokke markerer de enkelte stauders placering, og der bliver ikke luget, vandet eller gødet. Udvælgelsen er sket ud fra en vurdering om plantens chance for overlevelse. Hovedparten kommer fra prærien, stepperne og savannen, altså områder med både våde vintre og tørre til meget tørre somre, og netop det klima der ligner det, Danmark er på vej imod. Middelhavsstauderne har efter hans erfaring ikke klaret sig.

Formålet er at vise kommuner, ejendomsselskaber, virksomheder og haveejere at man kan lave en græsmark om til en blomstereng til glæde for både mennesker, insekter og fugle.

”Jeg gør intet. Det er for at se hvad en kommune kan plante, måske i større grupper, og som skal kunne klare sig selv.”

På den baggrund har Poul Petersen udarbejdet en liste, som han håber, at andre fagfolk vil forsøge sig med, men også pileurterne (dog ikke den japanske!) fremhæver han som gode insektplanter fordi de blomstrer over en lang periode.

Følgende stauder vurderer han som rimelig robuste og værd at arbejde videre med. Rækkefølgen er tilfældig.

• Helianthus ‘Lemon Queen’ (staudesolsikke). 150 cm, gule blomster fra august til oktober. Meget robust.
• Aruncus ‘Horatio’ (fjerbusk). 150 cm, cremefarvede blomster i maj-juni. Meget robust. Forædlet af Ernst Pagels.
• Aster ageratoides ‘Ezo Murasaki’. 70 cm, blå blomster i september-november. Meget robust.
• Aster umbellata. 150-180 cm, mængder af små hvide blomster i august-oktober. Meget robust.
• Aster amethystina. 120 cm, blåviolette blomster fra sidst i september til november. Robust.
• Euphorbia palustris. 100 cm, limegul i april-maj. Meget robust og tåler både megen fugtighed og tørke.

Desuden lyder Pouls liste med anbefalinger således: Euphorbia griffithii ‘Fireglow’, Lythrum ‘Blush’, Veronicastrum, Thalictrum, Persicaria amplexicaulis, Persicaria bistorta, Centaurea scabiosa, Filipendula rubra ‘Venusta’, Geranium ‘Joseph Green’, Helianthus rigidus ‘Miss Mellish’, Nepeta sibirica, Phlomis, Salvia pratensis, Eupatorium, Silphium, Succisa, Succisella, Telekia, Verbascum, Verbascum nigrum, Verbascum olympicum og Vernonia.

Af græsser: elefantgræs (Miscanthus) og Carex ‘Gurre Sø’.

Og her er et par praktiske råd fra Poul Petersen angående stauder:

Plant aldrig i en lavning. Man får langt mere ud af at lave en forhøjning og plante i den.

Plant småt. De små planter etablerer sig bedre.

Lav blandede jordforhold frem for ensartede. Poul Petersen tester selv planter for tørketolerance i stabilgrus og i meget luftholdig muld. Tanken er blandt andet, at man kunne knuse beton og diverse materialer på en byggegrund og plante direkte i den dårlige jord, så materialet kan blive liggende på stedet i stedet for at blive kørt væk og dermed spare store mængder CO2.

Poul på plantejagt

Det er altså en ægte planteentusiast, som nu træder tilbage fra fronten, og han fortalte på rundvisningen, at han virkelig ville komme til at savne jagten på nye planter. Da flere deltagere straks pointerede, at han jo sagtens kunne jage videre uden at være planteskoleejer, uddybede han, at det var hele processen, som han ville komme til at savne. At jage og finde, men også at sætte i produktion og føre den nye plante til markedet.

Og Poul har virkelig været på jagt. ‘Overdam’ var som nævnt et skud med hvidstribede blade i et bed af ‘Karl Foerster’. Sesleria heufleriana Norðîc ‘Overdam Blue’ opdagede han i et parti frøformerede planter. Carex pilosa Norðîc ‘Copenhagen Select’ kom fra Københavns Botaniske Have, som havde indsamlet arten i de schweiziske Alper. Et brunbladet star-græs – Carex ‘Vulkan’ – fandt planteskolen i New Zealand, og samme sted har de selv samlet frø af Festuca novae-zelandiae på Sydøen.

Og mon ikke at han når at finde en sort eller to mere? Efter Grønt Miljø deltog i rundturen er der i hvert fald ingen tvivl på redaktionen. Så vil tiden vise, om alle de bølgende prydgræsser ved Overdam Planteskole får mulighed for at fortsætte med at pryde landskabet i Hørsholm under andet ejerskab.


Ny metode sætter strøm til pileurten

Ny metode sætter strøm til pileurten


Sælgeren fra den hollandske maskinleverandør er ved at gøre rede for de skrappe sikkerhedskrav, bl.a. gummistøvler med ekstra tyk sål. Det er påkrævet når man arbejder med 5.000 volt. Foto: Care4Nature.


Elektrisk bekæmpelse af blandt andet japansk pileurt testes i fire kommuner. Metoden og udenlandske erfaringer skaber optimisme i en branche der ellers kæmper næsten forgæves.

Af Lars Thorsen

Japansk pileurt (Fallopia japonica) er formentlig det ukrudt der mere end noget andet holder grønne fagfolk vågne om natten. I fire kommuner testes en ny, elektrisk bekæmpelsesmetode der måske kan give ny nattero til alle som ved hvor dyr og svær den invasive art er at bekæmpe.

I foråret 2026 begyndte virksomheden Care4Nature at behandle japansk pileurt med en elektrisk lanse i samarbejde med fire sjællandske kommuner: Hvidovre, Frederikssund, Lyngby-Taarbæk og Hørsholm. Princippet er enkelt. Man sender høj spænding ind i planten og følger fugtigheden ned i rodsystemet hvor rødderne koges indefra.

Teorien er at strøm er mere effektiv end eksisterende termiske metoder som gasbrænder og hedvand der kun med besvær trænger ned i det massive rodnet oppefra. Om teorien holder i praksis er ikke bevist endegyldigt, men interessen er stor, og det er ikke så mærkeligt.

Japansk pileurt skygger den naturlige vegetation væk, omdanner lysåbne arealer til uigennemtrængelige bevoksninger, giver problemer langs vandløb hvor den efterlader brinkerne ubeskyttede når stænglerne visner om vinteren og kan ødelægge bygninger. Samtidig har ingen af de metoder kommunerne hidtil har haft til rådighed, for alvor haft en effekt som står mål med omkostningerne. Det er kort sagt en invasiv art med biologiske egenskaber der gør den nærmest umulig at bekæmpe kommunalt med konventionelle midler.

Følger vandet i roden

Derfor er der stor interesse for den nye, elektriske bekæmpelsesmetode. Og de fagfolk der arbejder med den, er omhyggelige med at betone at der er forskel på det teknologien kan i princippet, og det der er bevist i praksis.

Biolog og indehaver af Care4Nature Hans Wernberg har købt maskinerne hjem og driver nu behandlingerne selv og håber på at metoden er lige så effektiv i Danmark som de udenlandske erfaringer og logikken tilsiger.

Japansk pileurt i Frederikssund Kommune før første behandling. Billedet er taget 20. juni. Foto: Care4Nature

Genvækst — eller mangel på samme — efter første behandling. Billedet er taget 24. juli, altså godt en måned efter første behandling. Foto: Care4Nature.


Selve maskinløsningen er relativt simpel i sin opbygning. Et specialdesignet batteri styrer strømforhold og spændingsniveauer og er forbundet til en generator. Ude på arealet etableres et lille, lokalt strømfelt: En spade — reelt det samme som en jordelektrode eller jordstik — stikkes ned i jorden, og derfra føres en lanse ind til planten. Når lansen berører stænglen løber 3.000 til 5.000 volt fra lansen til spaden. Energien fordeler sig i plantens væskeindhold og opvarmer den indefra så rødderne koger.

Det er her den elektriske metode adskiller sig fundamentalt fra eksisterende termiske metoder. Gasbrænding og hedvand er fysiske energikilder der virker oppefra og skal trænge ned. Strøm fordeler sig i vand øjeblikkeligt og overalt.

„Det er ligesom at stikke en rod i kogende vand. Der går jo lang tid før den ende som du holder i, bliver så varm at du ikke kan holde på den. Med strøm koger alt mere eller mindre med det samme,” siger Hans Wernberg.

3-4 behandlinger

En af de fire testkommuner er Hvidovre, og her formulerer natur- og vandløbsmedarbejder Steen Roed kommunens perspektiv på den nye metode:

„Som jeg forstår teknikken, er det at strømmen følger fugten. Den kan således ikke bruges på eksempelvis mosearealer da der er for meget vand overalt. Men i almindelig jord er niveauet af fugt større i roden end i den omgivende jord, så strømmen følger roden ligesom et lyn følger et træ. På den måde kan du koge rødderne i en dybde der er helt anderledes end brænding. Og det er vigtigt med pileurt hvor der stadig er masser af rødder i jorden selvom du får krammet på de øverste 30 cm,” siger Steen Roed.

Håbet hos både Steen Roed og Hans Wernberg er at gentagne behandlinger efterhånden fjerner så meget af rodmassen at planten ikke kan regenerere.

„Planen er 3-4 behandlinger i løbet af en sæson. Gør du det igen og igen, skal planten trække ressourcer fra det eksisterende rodnet for at skyde igen. På et tidspunkt har den ikke ressourcerne til at skyde mere… håber vi,” siger Steen Roed.

Måske lidt tyndere

Care4Nature har netop afsluttet tredje runde. Første behandling blev givet midt i maj, anden midt i juni, tredje midt/slut juli, og en fjerde forventes inden sæsonens slutning.

Biolog Nadia Oftebro-Pauck fra Care4Nature fortæller at første runde i Hvidovre ikke har forhindret genvækst selv om skuddene der voksede frem mellem første og anden behandling ifølge Nadia „måske var lidt tyndere, men ikke mærkbart.”

Care4Nature behandler bestande af meget forskellig karakter: nye, mindre bestande, ældre, etablerede bestande, og steder hvor der tidligere er gravet op, men hvor der stadig er fragmenter af rodnet tilbage.

„Vi kører strøm på dem for at se hvad der sker når rodnettet allerede er svækket af opgravning. Kommer de svagere igen?” siger Nadia Oftebro-Pauck. Det ved hun dog endnu ikke. Regn har begrænset arbejdet i starten af juli.

Setup og sikkerhed

Det er ikke en metode man bare trækker ud af en bil og begynder at bruge. Setuppet er: generator, batteri, specialbygget UTV (ladvogn) med ekstraudstyr vejer samlet cirka 300 kg. UTV’en kan udstyres med bælter til svært terræn. Invasive bestande befinder sig nemlig tit på utilgængelige arealer.

I tørt vejr medbringes dunke med vand der hældes ud ved jordstikket — også kaldet spaden efter det engelske ‘spader’. Det sikrer ledningsevnen i den tørre jord.

Det er livsfarligt arbejde, så sikkerheden er ikke til diskussion, fastslår Wernberg. Metoden kræver i nogle tilfælde to mand, afspærring og sikkerhedsgodkendte gummistøvler med tyk isolerende sål. Selv med alle forholdsregler kan en hund der løber gennem afspærringen, blive ramt og dræbt på stedet. Metoden er uanvendelig i regnvejr og har det regnet om natten, skal man vente en time med at gå i gang så strømmen ikke bevæger sig i dug og dråber langs græs og lignende.


Der er p.t. ingen lovgivning som kræver at grundejere bekæmper japansk pileurt. Det betyder at dens rodnet kan få godt fat. Det er eksempelvis ved at ske her ved et ubeboet hus på Englandsvej i Københavns Kommune. De højeste stængler i baggrunden er omkring 2½ meter høje. Der er intet naboerne kan gøre for at tvinge ejeren til at bekæmpe planten som på sigt kan gøre skade på selve bygningen.


Hans Wernberg vurderer at dansk efterårsdis — fugten i luften og på overfladen — vil kunne lede strømmen i forkerte retninger. Den bør heller ikke bruges tæt på strømførende hegn eller jernstrukturer som autoværn hvor strømmen kan springe fra lansen. Spaden som strømmen løber til, opvarmes under brug og kræver pause efter 20-60 minutters drift alt efter jordforholdene.

Alt det betyder at dagsprisen med to mand og maskine ligger på cirka 19.000 kr. (indkøbsprisen på maskinen angives at ligge omkring 80.000 euro), forklarer Wernberg.

Trods de høje indledende omkostninger er der dog stor interesse for metoden, for selv om der endnu ikke er krav om bekæmpelse fra myndighederne herhjemme, er der meget stor opmærksomhed på japansk pileurt i udlandet.

I Holland er maskinen under navnet ‘Electro lance’ solgt i 92 eksemplarer på fem år. Det kan hænge sammen med at de hollandske kommuner ikke har egne driftsafdelinger og alt grønt arbejde derfor udbydes til entreprenører. Ifølge Hans Wernberg er tendensen at når en entreprenør køber maskinen, køber han en eller to mere før sæsonen er slut.

Forsøgene i Hvidovre

I Hvidovre Kommune behandles aktuelt tre lokaliteter. Valget faldt på let tilgængelige bestande som Care4Nature let kan nå til med det tunge grej, og som giver mulighed for at prøve metoden under rimelige betingelser inden man tager de sværere lokaliteter. Et af de steder der må vente, er en bestand på toppen af en mountainbikebane.

Åmarken Station er et af de udvalgte steder. Her er to bestande: to op ad et klubhus og en langs Mågestien op mod et støjhegn. Steder hvor det kan være svært at grave den væk. „Når vi opdager den andre steder end ude i naturarealerne, er det tit tæt op ad veje, bygninger og infrastruktur som gør den umulig at grave op,” siger Steen Roed om en af lokaliteterne.

Forsøget i Hvidovre er struktureret som et kommunalt samarbejde med Frederikssund, Hørsholm og Lyngby-Taarbæk. Det er kommuner der ligesom Hvidovre har identificeret pileurt som en voksende udfordring og ønsker at dele erfaringer og dokumentation på tværs.

I den anledning sagde Tina Cartey, formand for Hvidovre Kommunes klima-, miljø- og teknikudvalg: „Det her forsøg viser hvor vigtigt det er at kommunerne arbejder sammen og handler i tide. Vi har brug for nye løsninger hvis vi skal stå stærkt over for invasive arter som pileurt. Forsøget giver os mulighed for at teste en innovativ teknologi der både kan spare ressourcer og beskytte naturen bedre.”

Endnu ikke dokumenteret

Det er dog værd at notere, at forsøgene på nuværende tidspunkt ikke er videnskabeligt kontrollerede studier, understreger både Care4Nature og Steen Roed:

Metoden er ikke godt dokumenteret p.t. Vi fornemmer bingo og håber virkelig at metoden virker lige så godt som den logisk bør gøre. Vi ved det bare ikke, men håber at vi kan være med til at udvikle en ny og effektiv og prisbillig metode ved at støtte Care4Natures projekt.”


Hans Wernberg fra Care4Nature er ved at sætte strøm til en pileurt. Røgen omkring lansens spids er damp fra den kogende plante. Det tager 10-20 sekunder at sende strøm igennem skuddet der er omkring ½ meter. Foto: Care4Nature.


Care4Nature overvåger behandlingsstederne ved at tælle skud og måle tilvækst. En systematisk optælling er planlagt til august, så resultaterne kan sammenlignes med udgangspunktet fra foråret.

„Er der 30 skud pr. m² nu, og er der næste år kun 5 skud, er det i hvert fald tegn på at vi har pint den og tappet energien fra planten,” siger Hans Wernberg.

Så hvornår ved vi noget? Hans Wernberg: „Et forsigtigt bud kan vi måske godt komme med til næste år i slutningen af sæsonen hvis man kan se effekt. Men selv hvis der er markant færre skud, tør jeg ikke sige noget endegyldigt før der er gået to år, netop fordi japansk pileurt er så heftig,” siger han.

Metodens potentiale

De hollandske erfaringer peger på at man skal køre fire runder pr. sæson over fire år for at se fuldt resultat. Det skal dog sammenholdes med en pris på 300.000 til 400.000 kr. for opgravning af en mellemstor bestand eller de årtiers arbejdsindsats slåning kræver.

Derfor ser Hans Wernberg også et begrundet håb om at der er et forretningspotentiale i metoden.

Det samme gør de i Hvidovre Kommune: „Vores drøm er at det virker, og at økonomien bliver helt anderledes. Viser den sig at være funktionel, er det en game changer,” siger Steen Roed.

Hvis effekten holder, og prisen pr. behandling falder med erfaring og skaleringsfordele, kan den elektriske metode gøre bekæmpelse af invasive arter tilgængelig for kommuner der hidtil har ladet pileurten brede sig fordi den er for dyr at bekæmpe.

Olympic Park i London

I England er japansk pileurt klassificeret som et alvorligt bygge- og forsikringsmæssigt problem. Man kan miste byggetilladelse hvis arten er til stede på grunden, og realkreditinstitutterne har lov til at nægte at yde lån.

Det bedst kendte, dokumenterede eksempel på de økonomiske konsekvenser af japansk pileurt er fra opførelsen af Olympic Park inden de olympiske lege kom til London i 2012. Da bygherren i 2004 begyndte at opmåle det store areal i East London der skulle blive til Olympic Park, viste det sig at knap 4 hektar var fulde af japansk pileurt.

Et konsortium af tre aktører udarbejdede en plan med systematisk herbicidbehandling, mekanisk slåning og forbrænding under opsyn, samt udgravning og fjernelse af rodnet og rhizomer.

På de hårdest ramte dele af arealet måtte man grave mere end fem meter ned for at fjerne alt rodmateriale. Det der ikke kunne destrueres, blev nedgravet i dybden og indkapslet i svejste horisontale og vertikale rodbarrierer. Operationen tog over fire år og kostede cirka 70 mio. pund (over 600 mio. kr.).

Centre for Agriculture and Bioscience International i England estimerede i en rapport fra 2023 at japansk pileurt koster den britiske økonomi over 245 mio. pund om året. Det svarer til over 2,1 mia. kr.

Rod af en anden verden

Rodsystemet kan strække sig ned til 3 meters dybde og indeholde op til 26 kg biomasse pr. kvadratmeter, ifølge biolog og indehaver af Care4Nature Hans Wernberg. Det er dette rodnet der giver planten dens ekstraordinære styrke: Om foråret trækker den næringsstoffer op og skyder hurtigt til vejrs, om efteråret lagrer den ressourcer tilbage i rødderne.

Selv meget små rodstykker ned til 0,6 cm kan spire frem fra en meters dybde. Det betyder at selv den mindste fejl ved opgravning eller jordflytning kan starte en ny bestand. Der er dokumenterede eksempler på at arten er spredt via rodstykker på lastbiler.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø beskriver opgravning som en bekæmpelsesmetode der kan koste op til 250 kr. pr. m² kvadratmeter svarende til 2,5 mio. kr. for en hektar. I praksis er økonomien sjældent bedre.

Naturmedarbejder Steen Roed fra Hvidovre Kommune, der er en af de kommuner som nu tester den elektriske metode, sætter det i perspektiv: „En lille bestand har kostet os 10-15.000 kr. årligt at bekæmpe med nedklipning. Og med opgravning taler vi 300.000-400.000 kr.”

Steen Roed understreger at mange af de steder kommunerne har pileurt i Hvidovre, er opfyldningsjord med byggeaffald ned i 2½ til 3 meters dybde. „Kommer vi ned i 50 cm støder vi på byggeaffald hvilket gør bortskaffelse af den opgravede jord endnu dyrere og mere kompliceret,” siger han.

Metoderne rækker ikke

Ifølge videnbladet ‘Metoder til bekæmpelse af japansk pileurt og kæmpe-pileurt’ fra Københavns Universitets Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning fra 2014 er ingen af de tilgængelige metoder tilstrækkelige alene. Kataloget over muligheder er langt, men resultaterne er nedslående.

Slåning kan ikke udrydde japansk pileurt, men kan holde den nede — forudsat at der slås mindst fire gange i sæsonen i mindst 10 år. Den umiddelbare effekt er paradoksalt nok ofte en øget tæthed i bestanden, og en stresset plante kan skyde til siderne og etablere nye bestande.

Tildækning kræver mindst 5 år med holdbart, lystæt materiale der rækker 3 meter ud over bevoksningen, og rodsystemet er stadig levende efter tre år som Steen Roed bekræfter fra Hvidovre Kommunes hverdag: „Du skal stadig ud tre gange om året og klippe skud, selv med dug og flis.”

Kemisk bekæmpelse med glyphosat kræver gentagne behandlinger og virker kun effektivt ved påførelse i oktober hvor planten trækker giften med ned i roden når bladene visner.

Harvning og rodfræsning er under afprøvning og viser lovende resultater i henholdsvis dansk og europæisk kontekst, men ingen af metoderne er tilstrækkeligt dokumenteret i stor skala. I England er der givet tilladelse til forsøg med biologisk bekæmpelse via bladloppen Aphalara itadori der suger saft fra pileurters stængler — men heller ikke den er forbi forsøgsstadiet. Billedet er kort sagt at arten er i fremgang, metoderne er utilstrækkelige, og de kommunale forvaltninger betaler regningen.

Ingen lov der forpligter

Trods det store besvær og omkostningen til bekæmpelse af japansk pileurt og artens potentielle ødelæggende kraft, er der p.t. ikke nogen lovgivning der forpligter grundejere til at bekæmpe arten.

Og selv om man kun må transportere planten til destruktion, er det fortsat uklart lovmæssigt set hvem der har ansvaret hvis planten alligevel bliver spredt under transporten. Er det entreprenøren, jordtransportøren, kunden eller bygherren?

Det er endnu ikke klarlagt, og imens vokser den japanske pileurt lystigt videre. Læs mere om udfordringerne med lovgivningen i artiklen på næste side.

KILDER
CABI — Centre for Agriculture and Bioscience International.
Hans Wernberg. Interview juni 2026.
Hocking, S. et al. (2023): Assessing the relative impacts and economic costs of Japanese knotweed management methods. Scientific Reports, vol. 13, marts 2023. nature.com/articles/s41598-023-30366-9.
Hvidovre Kommune (2026): Hvidovre tester ny elektrisk metode til bekæmpelse af invasiv plante. Hvidovre.dk 7.4.2026.
Miljøstyrelsen: Forebyggelse og bekæmpelse af invasive planter.
Nadia Oftebro-Pauck. Interview juli 2026.
Rita M. Buttenschøn (2024): Metoder til bekæmpelse af japansk pileurt og kæmpe-pileurt. Videnblad nr. 06.00-33, 2014. Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet. videntjenesten.ku.dk
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV): Vejledning om bekæmpelse af japansk pileurt. sgav.dk.
Steen Roed. Interview maj 2026.
Treating Japanese Knotweed at the 2012 Olympic Park Stratford London. southwestknotweed.co.uk.


Der eksperimenteres også med at bruge den elektriske løsning til at bekæmpe arter som kæmpebjørneklo og rynket rose. Ifølge Care4Nature reagerer kæmpebjørneklo dog anderledes end pileurt. I første runde var reaktionen umiddelbar og synlig, for planten kollapsede hurtigt. Men to til tre uger efter stod den der igen med nye blade, stort set uforandret i volumen. Siden har Care4Nature givet hver plante strøm i længere tid, og resultaterne er mere lovende. Et ekstra punkt skal man dog være opmærksom på ved kæmpebjørneklo der er berygtet for dens giftige saft. Når planten varmes op bliver den giftige saft til giftig damp der ikke skal spøges med. Man skal være grundig og f.eks. indtænke vindretningen med. Foto: Care4Nature.


Klædt på til biodiversitet i stor skala

Klædt på til biodiversitet i stor skala


Danske Landskabsarkitekters nye efteruddannelseskursus om biodiversitet i storskalaprojekter foregik på Molslaboratoriet. Her kunne deltagerne opleve artsrig natur med alle sanser med biolog og medarrangør Morten D.D. Hansen som vidende guide. Foto: Tine Gils.


Molslaboratoriet på Djursland dannede ramme, da 27 fagfolk dykkede dybt ned i naturen og blev klogere på udviklingen af ny artsrig natur i store bygge- og anlægsprojekter.

Af Tilde Tvedt

To dage i juni var Molslaboratoriets bakkede landskab befolket med landskabsarkitekter, arkitekter, anlægsgartnere og miljø- og naturrådgivere der med alle sanser tog naturens store variation ind. De deltog i Danske Landskabsarkitekters nye efteruddannelseskursus om de muligheder og udfordringer som storskalaprojekter giver i forhold til biodiversitet.

Det handlede både om at få naturens dynamikker og processer helt ind under huden og blive klogere på hvordan man kan skabe levesteder og tiltrække liv i sine projekter.

Ny behov for viden

Med tidens fokus på natur og biodiversitet er det blevet en nødvendig kernekompetence at have en forståelse for hvordan man bedst understøtter biodiversitet, også i store bygge- og anlægsprojekter som f.eks. energianlæg og infrastrukturprojekter.

Derfor sætter Biodiversitetskurser.dk, som hidtil har arbejdet med bynatur, nu fokus på biodiversitet i storskalaprojekter i landskabet, fortæller landskabsarkitekt Tine Gils der er koordinator på kurserne.

Hun blev allerede for 10 år siden opmærksom på at bygge- og anlægsbranchen manglede viden og fælles sprog i forhold til biodiversitet. Med tiden blev det afsæt for at udvikle og afholde kurser for Danske Landskabsarkitekter og Arkitektforeningen i samarbejde med biolog og naturformidler Morten D.D. Hansen.

En vigtig pointe er at kurserne foregår i noget af Danmarks mest varierede natur. „Folk kommer væk fra skærmen og lærer om naturen ude i naturen som de får mulighed for at opleve med alle sanser. Vi tilbringer meget tid udendørs for at vise eksempler på hvordan artsrig natur fungerer, og hvordan den kan se ud så deltagerne får en masse referencer på nethinden,” siger Tine Gils. Det suppleres med ‘biologitimer’ om udvalgte arter og eksempler på projekter hvor øget biodiversitet er en ambition.

Solcellepark med natur

Det første projekt blev præsenteret ude på stedet. Viuf-Håstrup Solcellepark nordvest for Kolding har som noget særligt også et tilknyttet naturområde. Biolog og landskabsforvalter Peter Ruhlmann fra Vejle Kommune præsenterede projektet som han kalder enestående.

Den kæmpestore solcellepark skal forsyne 165.000 mennesker årligt med strøm. Den dækker 347 ha (næsten 500 fodboldbaner) hvoraf cirka 129 ha er naturgenoprettede arealer med rekreative faciliteter.

På Molslaboratoriets 150 ha møder man alt fra krat og urørt skov til hede, overdrev, ekstremrigkær og mose. Her lyser en smuk argusblåfugl op. En af naturens mere krævende arter. Foto: Tine Gils.

Når man vil understøtte biodiversitet er det en stor fordel at have natur i nærheden. Det viser Glatved Strand, et råstofområde på det østlige Djursland som ligger lige op ad eksisterende artsrig kystnatur. Det har muliggjort en ubesværet indvandring af et mylder af sjældne arter der gør området til et af Danmarks biodiversitetshotspots. Foto: Tine Gils.

Om Molslaboratoriet
Molslaboratoriet udgøres af gården Nedre Strandkær med tilhørende husmandssted og cirka 150 ha af Mols Bjerges bakkede landskab. Ejendommen tilhørte 1951-2026 Naturhistorisk Museum i Aarhus, men blev brugt til feltbaseret forskning og undervisning allerede fra 1941 hvor arealet blev fredet. 65 ha med landbrug blev opgivet i 1960.

I 2016 blev den traditionelle naturpleje afløst af et rewildingprojekt hvor heste og kvæg græsser frit inden for en hegning på 120 ha. Man lod naturen passe sig selv, og det har ifølge Biodiversitetskurser.dk resulteret i at Molslaboratoriets natur i dag er mere varieret og artsrig end de fleste andre steder i Danmark.

Molslaboratoriet ejes nu af Hempel Fonden, og ambitionen er ifølge en pressemeddelelse på overtagelsesdagen 15.04.2026 bl.a. at „give dyrevelfærd en meget høj prioritet for at vise at helårsgræsning og god dyrevelfærd kan gå hånd i hånd.”


Projektet blev igangsat af Better Energy som havde en klar profil i forhold til at integrere natur i sine projekter, sammen med Kolding og Vejle Kommuner. Alle parter ønskede en aktiv inddragelse af lokalsamfundet, og en borgergruppe bidrog med input til udvikling af naturarealet der tidligere var intensivt dyrket landbrugsjord.

Resultatet er varieret natur med cirka 3 km fritlagte vandløb, vandhuller, græssende dyr og fugleliv. De 18 vandhuller der blev anlagt i 2023, er f.eks. allerede indtaget af løvfrøer. 10 km stier og løberuter og en ny fodgængertunnel under hovedvejen giver borgerne adgang.

Projektet er alt i alt gået godt, men ifølge Peter Ruhlmann er det ikke sikkert man kan gøre det helt så godt igen. Han peger på at det er blevet sværere at motivere solcelleopstillere til natur, bl.a. fordi reglerne for miljøvurdering m.fl. er blevet så stramme at opstillerne holder sig væk fra meget naturrige projekter.

Desuden skal der nu indbetales et væsentlige højere beløb pr. MW til en særlig grøn pulje i den pågældende kommune hvilket tager økonomi til natur ud af projekterne. I det aktuelle projekt ville indbetalingen i dag være omkring 25-30 mio. kr., cirka tre gange mere end det beløb der var gældende for projektet i Viuf-Håstrup.

Når naturen ligger i vejen

Med udgangspunkt i Femernforbindelsen præsenterede Martin Kielland erfaringer med erstatningsnatur som værktøj. Han er biolog og markedsdirektør for biodiversitet i Rambøll og har fulgt arealerne på Lolland i mere end 10 år.

Grundlæggende råder han til ikke at nedlægge natur fordi det er langt sværere at genskabe end at bevare og udvikle. Natur der er beskyttet af Naturbeskyttelsesloven §3, skal f.eks. erstattes med dobbelt så store arealer fordi det ikke er sikkert det hele lykkes. Udfordringen er bl.a. at erstatningsnatur næsten altid skal etableres på landbrugsjord hvor jordlagene er meget forstyrrede, og frøbanken reduceret.

Ifølge Martin Kielland bør ethvert projekt følge afbødningshierarkiet hvor aflad i form af erstatningsnatur er det allersidste man griber til. Ofte kan små tilpasninger i et projekt hjælpe med at bevare den mest værdifulde natur.


Viuf-Håstrup Solcellepark viser at øget biodiversitet også er mulig i den type storskalaprojekter. Arealet er på 347 ha hvoraf cirka 129 ha er naturgenoprettede arealer med rekreative faciliteter der ligger som kiler mellem solcellerne. Foto: Tine Gils.


I Femern-projektet var det imidlertid ikke muligt at undgå at nedlægge natur. Det var derfor nødvendigt at kompensere med erstatningsnatur uden for projektområdet. Det tillader lovgivningen, fordi projektet er af væsentlig samfundsmæssig interesse.

Konkret skulle 10 vandhuller, en sø på 8,2 ha og 30 ha strandeng og mose fjernes til fordel for vej- og tunnelbyggeri. Planen for genskabelse var mere ambitiøs end lovgivningens krav, så der blev f.eks. genskabt tre gange så mange vandhuller og tre gange så meget lysåben natur. De første vandhuller blev etableret i 2013-14 og kom ret hurtigt i god naturtilstand. Efter 2-3 år var de fleste af vandhullerne levesteder for padder.

Bedste naturpotentiale

Martin Kielland peger på at det er vigtigt at gå efter hvor der er de bedste forudsætninger for natur. Noget af erstatningsnaturen i Femern-projektet blev f.eks. anlagt i den tørlagte Rødby Fjord hvor braklægning 1995-2009 havde vist et naturpotentiale.

Generelt er den nye natur kommet godt i gang, om end kvaliteten ikke er helt den samme som på de oprindelige arealer, vurderer Martin Kielland. Han understreger også at det er vigtigt at være bevidst om at erstatningsnatur ikke kan løse alting, både på grund af grundlaget og tidsperspektivet. Hydrologi som kildevæld kan f.eks. ikke genskabes, og højmoser er flere hundrede år om at udvikle sig. Derfor bør de behandles som uerstattelige.

Skov med biodiversitet

Skov er ofte et ønske i de store projekter, men hvordan får man bedst skoven til at understøtte biodiversitet? Det havde chefkonsulent Mikael Kirkebæk fra Klimaskovfonden en model for.

Fonden har hovedfokus på klimagevinster, men det udelukker ikke at man inddrager andre fordele, f.eks. øget biodiversitet. Derfor har man arbejdet med en ny model for skovrejsning, der bl.a. kan være med til at tilgodese Grøn Treparts ambition om etablering af 100.000 ha urørt skov.

Grundlaget er litteraturstudier, dialog med eksperter og undersøgelse af eksempler der ifølge Mikael Kirkebæk tilsammen tyder på naturlig tilgroning som en del af løsningen. Når man lader naturen selv gøre arbejdet, får skoven større strukturel variation og dermed flere levesteder.

En vigtig udfordring er at det tager tid, og at det ikke alle steder resulterer i skov inden for en kort tidshorisont. Dermed forsinkes — eller forringes — klimagevinsten i form af CO2-binding. I begyndelsen kan det især være en udfordring at den næringsrige landbrugsjord giver hurtig opvækst af store urter der hindrer frø af vedplanter at i nå ned til jorden og spire. Der kan også mangle frøkilder i form af læhegn, eksisterende skov o.l. i umiddelbar nærhed.


Molslaboratoriets varierede natur giver mulighed for at vise hvad fysiske forhold, driftshistorie og naturlige processer kan skabe af levesteder. Man kan bl.a. opleve skov i alle udviklingstrin. Her et selvgroet egekrat der for 70 år siden var åben hede. Deltagere er fra et tidligere lignende kursus. Foto: Tine Gils.


I Femern-projektet var det ikke muligt at undgå at nedlægge natur. Til gengæld var planen for genskabelse mere ambitiøs end lovgivningens krav. Der blev f.eks. genskabt tre gange så mange vandhuller. Et af dem blev etableret nær det gamle baneterræn og var efter 5 år fuldt koloniseret med kransnålalger der er en indikator for god tilstand. Grønbroget tudse yngler også i vandhullet. Foto: Martin Kielland.


Klimaskovfondens nye skovrejsningsmodel opererer derfor dels med at placere de nye skovarealer rigtigt, dels med ‘assisteret tilgroning’ hvor processen hjælpes på vej. Jorden bearbejdes på samme måde som ved traditionel skovplantning for at give bedre muligheder for selvsåning. Desuden plantes mindre, indhegnede ‘skovøer’ med danske arter for at sikre hurtigere frøspredning og læ.

Fem demonstrationsprojekter i samarbejde med udvalgte kommuner skal være med til at give Klimaskovfonden flere konkrete erfaringer med den nye metode, fortalte Mikael Kirkebæk.

Lækker strategi ikke nok

Biolog og rådgiver Lilli Gruwier satte fokus på gennemførelsen af projekter — alt det der sker når en god biodiversitetsstrategi skal overleve de mange faser frem til ‘færdigt’ anlæg. Hendes udgangspunkt er anlægsprojekter hvor ny natur ikke nødvendigvis er lovbestemt, men udspringer af lokale ønsker, bæredygtighedscertificeringer e.l.

Den første udfordring er at visionen ofte allerede er afstemt med bygherren inden der kommer en biolog på banen. Dermed bliver der i nogle tilfælde en uoverensstemmelse mellem hvad man har solgt projektet på, og hvad der kan lade sig gøre på arealet.

„Man kan sjældent love, at der flytter en hvid stork ind i et nyanlagt boligkvarter selv om det ser godt ud på visualiseringen, men en gærdesmutte kan også have stor værdi. Et godt resultat kræver at man fra begyndelsen forankrer viden om den natur der er realistisk i projektet, og hvordan man bedst får den i gang,” siger Lilli Gruwier der ser et tæt samarbejde mellem landskabsarkitekter og biologer som et stærkt kort.

Vigtigt er det også at forventningsafstemme i forhold til tid. Hele kæden af processer omkring et anlægsprojekt er udviklet til at levere et færdigt produkt mens man i naturprojekter etablerer nogle rammer hvor naturen så skal udvikle sig over tid.

Noget af forklaringen på udfordringerne ligger i brugen af standardbeskrivelser hvor natur ikke helt er slået igennem som parameter, vurderer Lilli Gruwier. „Man arbejder lidt pr. projekt og ryger let tilbage i default mode hvor man gør som man plejer. Der mangler også et fælles fagsprog for biodiversitet, og man skal vænne sig til at naturen er uforudsigelig og dynamisk,” siger hun.

Driften kræver også en anden tilgang end i traditionelle anlæg. Det handler om udvikling, og det kræver noget viden der f.eks. kan understøttes af løbende dialog mellem biolog og driftsfolk. Medarbejderne skal gerne så dybt ned i opgaven at de selv kan vurdere nødvendige tiltag.

Får dækket det hele

At få naturen ind under huden er der som sagt gode muligheder for på Molslaboratoriet der danner ramme om hovedparten af kurset om biodiversitet i storskalaprojekter. På de cirka 150 ha møder man både det argeste strandsand, tørvejord, morænegrus, stejle skrænter og bløde bakker — og alt fra krat og urørt skov til hede, overdrev, ekstremrigkær og mose.

„Området har ekstremt stor variation og giver mulighed for at vise hvad fysiske forhold, driftshistorie og naturlige processer kan skabe af varierede levesteder, og for at sige noget om hvad det vil være relevant at lade sig inspirere af, og hvad der ikke kan lade sig gøre,” siger Tine Gils.

Medarrangør og underviser Morten D.D. Hansen fremhæver at Molslaboratoriet giver en helt basal forståelse for hvordan naturen fungerer — en slags baseline for alt det man gerne vil lave i sine projekter.

„Der er så stor diversitet at vi virkelig får dækket det hele. Det overrasker tit deltagerne fordi vi ikke er så vant til vild natur i vores gennemregulerede land. Det hele er jo en slags instagramlandskaber — jo federe natur, jo bedre billeder. De meget sanselige landskaber gør folk sindssygt nærværende, og derfor får de meget med hjem,” siger han.

KILDER
Biodiversitetskurser.dk.
Lilli Gruwier. Interview 09.06.2026.
Martin Kielland. Interview 05.06.2026.
Mikael Kirkebæk. Interview 11.06.2026.
Molsbogen: en antologi, Årgang 2005.
Morten D.D. Hansen. Interview 11.06.2026.
Peter Ruhlmann. Interview 7.06.2026.
Tine Gils. Interview 11.06.2026.

SKRIBENT
Tilde Tvedt er freelancejournalist og redaktør, landskabsarkitekt MDL.


En af kursets ‘biologitimer’ var med sommerfugleekspert Flemming Helsing der introducerede deltagerne til natsommerfuglenes verden. Poppelporcelænsspinder (Pheosia tremula) med et vingefang på cirka 5 cm er knyttet til bævreasp og andre poppelarter der fungerer som larvens værtsplanter. Ved at plante bævreasp kan man ikke blot gavne denne art, men også mange andre natsommerfugle. Træet er blandt de vigtigste værtstræer for landets sommerfuglefauna sammen med bl.a. seljepil, birk og eg. Foto: Flemming Helsing.


Rustbæltet blev Europas største park

Rustbæltet blev Europas største park


En stor del af beplantningen i Duisburg-Nord et etableret spontant. Den dækker gradvis industriepokens efterladte og mere og mere rustne rør. Foto: Kjell Nilsson.


Med sine 457 km² og investeringer på 680 millioner euro er Emscher Landschaftspark Europas største parkprojekt i moderne tid og skal også huse udstillingen IGA Ruhrgebiet 2027.

Af Kjell Nilsson

Ruhr-området var engang centrum for Tysklands kul- og stålindustri og motoren for den økonomiske genopretning efter Anden Verdenskrig. Men selv det der blev kaldt ‘Europas industrielle hjerte’ kunne ikke modstå den strukturelle forandring der fandt sted i den sidste del af 1900-tallet.

Lukningen af tungindustrien førte til arbejdsløshed, depressioner og en pludselig bevidsthed om den miljøforringelse der var prisen for industrialiseringen. En rig, velstående region med nu lidt over 5 millioner indbyggere var på kort tid blevet forvandlet til et enormt ‘brownfield’ eller rustbælte med tårnhøje sociale, økonomiske og miljømæssige problemer.

Myndighederne i delstaten Nordrhein-Westfalen indså at der måtte gøres noget radikalt, og besluttede i 1989 at der skulle afholdes en international bygge- og boligmesse (IBA) som rygraden i restaureringen. Men det var ikke en messe i traditionel forstand, men snarere en proces af aktiviteter.

I en 10-årig periode skulle der opnås en økologisk og økonomisk revitalisering af Ruhrdalen gennem partnerskaber og samarbejde med sytten kommuner, private virksomheder, professionelle organisationer, miljøgrupper og lokale foreninger.

Grønne korridorer

Emscher Park udviklede et nyt, banebrydende koncept for genbrug af postindustrielle landskaber. Det fysiske fokus er Emscherfloden, en biflod til Rhinen. I industrialiseringen fungerede den som et åbent kloaksystem for overfladevand fra asfalterede overflader i industri- og boligområderne. Et centralt tema var derfor at genoprette vandkvaliteten. Det omfattede etablering af naturlig vegetation i floden og langs bredderne, dvs. foranstaltninger der havde en øjeblikkelig synlig effekt. Parallelt blev syv grønne korridorer etableret for at skabe en grøn infrastruktur.


Halde Rheinelbe er en af de to høje der er opbygget af affald fra mineindustrien. På toppen har kunstneren Herman Prigann installeret en himmeltrappe som fører op til et monument bebygget af betonrester fra Dortmunds mineskakter. Foto: Kjell Nilsson.


Designet, der optog elementer fra industrilandskabet, blev krydset af et netværk af veje, men fremfor alt et veludviklet fodgænger- og cykelvejnet. Primært for lokalbefolkningen, men også for at imødekomme behovene hos det stigende antal turister der begyndte at opdage området.

Design styrker selvtillid

Brugen af kunst og inddragelsen af kunstnere var kontroversiel. Mange lokale politikere mente at det var spild af penge. IBA stod dog fast. Baggrunden var en overbevisning om at godt design var en afgørende faktor i både genoprettelsen af det fysiske miljø og genopbygningen af selvtillid og økonomi. Eksempler er lysinstallationer, designede gangbroer og udplaceringen af talrige skulpturer.

Mange af de kunstneriske installationer tager udgangspunkt i industritiden. Hele områdets identitet, historie, økonomi og kultur var tæt forbundet med den gamle industri på trods af det ødelagte landskab. I Emscher Park har man valgt at bevare så meget af den gamle infrastruktur som muligt, både i form af bygninger og landskab.

Flere nye parker

Emscher Park er ikke bare én park, men flere. Gennem årene er der blevet investeret i mere end 400 projekter, primært finansieret af delstaten Nordrhein-Westfalen og støttet af EU’s regionale udviklingsfond ERDF.

Blandt de mere kendte er Nordsternpark i Gelsenkirchen som blev bygget på stedet for en tidligere kulmine i forbindelse med Bundesgartenschau i 1997. Kulminens gamle bygninger og driftsfaciliteter blev bevidst og omhyggeligt inkluderet i omdesignet. Blandt bemærkelsesværdige vartegn er en moderne hængebro for cyklister og fodgængere over Rhinen-Herne-kanalen og en 85 meter høj kulsilo, oprindeligt bygget i 1950’erne og designet af industriarkitekten Fritz Schupp. Kulsiloen blev udvidet med fire glaserede etager og en 18 meter høj Herkules-skulptur.

Halden på affaldsdynger

En almindelig parktype i industrilandskabet er bunkerne — die Halden — skabt af affald fra mineindustrien. Dem er der to af i Gelsenkirchen.


Duisburg-Nord er fuld af liv. Her passerer et lille karnevalsoptog under kirsebærtræernes kroner og de rustne jerndragere ved parkens indgang. Foto: Kjell Nilsson.


Den ene er Halde Rungenberg hvor to trekantede pyramider, hver omkring 50 meter høje, hæver sig over en firkantet grundplan. De er kronet af to stållanterner som er en del af lysinstallationen ‘Nachtzeichen’ — skilte i natten.

Den anden er Halde Rheinelbe. Her har et skovlandskab gennem årtier etableret sig med naturens hjælp. Fra skoven rejser sig et 85 meter højt spiralbjerg. En kunstner har lavet en himmeltrappe af betonelementer fra en af kulminerne i Dortmund. Fra toppen kan man opleve et panorama over det centrale Ruhrområde og opleve hvordan det tidligere industrilandskab er forvandlet til et varieret og overraskende grønt landskab.

Flagskibet Duisburg-Nord

Flagskibet i Emscherpark er Landschaftspark Duisburg-Nord. Her begyndte opførelsen af et stålværk i 1901, og to år senere blev de første højovne taget i brug. Bygherren var August Thyssen (1842-1926), grundlægger af Thyssen-gruppen.

Da stålværket blev lukket ned 4. april 1985, var det under navnet Thyssen Stahl AG (nu en del af ThyssenKrupp-gruppen). Lukningen kom som en overraskelse da virksomheden så sent som i begyndelsen af 1980’erne havde investeret 45 mio. Deutsche Mark i højovn nr. 5 og et fuldstændig renoveret gasværk.

Chance for noget nyt

Industrien efterlod et fuldstændig kunstigt, splittet og fjendtligt landskab. Da det stod klart at mineindustriens dominans i Ruhr-området var uigenkaldeligt forbi, stod regionen over for en tvingende udfordring, men også en mulighed for at omforme landskabet til noget nyt og bedre.

Derfor blev der i august 1989 udskrevet en arkitektkonkurrence med åbne forudsætninger. F.eks. blev det ikke besluttet om det nedlagte industrianlæg skulle rives ned eller bevares, eller om stedet skulle gøres tilgængeligt for offentligheden eller ej. Konkurrencen blev vundet af Latz + Partner, grundlagt af Peter Latz, professor ved TUM (Tekniske Universitet i München).

Hans forslag var at ændre så lidt som muligt. Alt hvad der kunne bevares i form af bygninger, fundamenter, jernbanespor og kanaler, blev ladt være i respekt for stedets industrihistorie. Bevarelsen af anlægget som helhed gør de funktionelle forbindelser i en kompleks produktionsproces håndgribelige. Andre steder kan man opleve individuelle fabriksdele, men ikke i en helhed som i Duisburg-Nord.


For at skabe en hurtig visuel effekt var en af de første indsatser i restaureringen at rense kanalerne som havde fungeret som industriområdernes åbne kloakker og at etablere en naturlig vandløbsvegetation. Foto: Kjell Nilsson.


Duisburg-Nord er ikke kun et eksempel på genbrug af industriområder. Det er også et tegn på mod og åbenhed hvor man turde skabe noget nyt i en tid hvor industrilandskaber blev betragtet som farlige, grimme, miljøskadelige, utilgængelige, økologisk værdiløse osv.

Respekt for det spontane

Peter Latz viste også respekt for den natur der allerede havde udviklet sig spontant på stedet. Det betyder ikke at naturen overlades til sig selv, men at man aktivt griber ind og selektivt påvirker den. Planternes naturlige udvikling (succession) afbrydes gentagne gange, så nye pionerplanter kan slå rod. Det har resulteret i en slående artsrigdom på 450 vildtvoksende arter.

Vedplanter holdes konsekvent i skak, især på selve industriområdet. Den eneste formelle træplantning er placeret tættest på hovedindgangen hvor der er etableret en gitterbaseret træplantning for at give skygge. Den er især attraktiv om foråret når hestekastanjer, kirsebær- og pæretræer blomstrer.

Et paradigmeskift

Duisburg-Nord er ikke det første eksempel på at transformere et industrilandskab til en park. Gaswork Park i Seattle blev f.eks. indviet allerede i 1975. Men Duisburg-Nord er unik i ambitionen om at kombinere et ødelagt landskab med dets bevarede industrianlæg og transformere det til en park der ikke forsøger at skjule fortiden, men snarere ser den som grundlaget for en ny landskabsæstetik.

Den blev en trendsætter i en tid hvor det meste fokus var på de negative (miljømæssige) konsekvenser af industrialiseringen, og hvor design primært handlede om at skjule de industrielle spor.

Landschaftspark Duisburg-Nord blev første gang åbnet for besøgende den 17. juni 1994. Med 1,2 millioner besøgende årligt ser det ud til at der er en tiltrækningskraft i de rustne højovne og jernbanespor, og at Peter Latz og hans folk har formået at formidle en følelse af stolthed over stedets industrielle kulturarv.

IGA Ruhrgebiet 2027

Stoltheden fremgår ikke mindst af beslutningen om at være vært for den store internationale havemesse IGA Ruhrgebiet 2027 i Ruhr-området. Den foregår fra 23. april til 17. oktober og fokuserer på den unikke kombination af havekunst, byudvikling og industrikultur som karakteriserer Ruhrområdet. Læs mere på iga2027.ruhr.

SKRIBENT
Dr. Kjell Nilsson er landskabsarkitekt mdl og tidligere direktør for Nordregio og vicedirektør ved Skov & Landskab, Københavns Universitet.


I stedet for at nedrive og fjerne de gamle industrianlæg har man i Emscher Landschaftspark bevaret den fysiske arv fra Ruhrområdets storhedstid som Europas industrielle kerne. Foto: Kjell Nilsson.


Grønt Miljø – udgives af Danske Anlægsgartnere, Sankt Knuds Vej 25, 1903 Frederiksberg C
Secret Link