Overdam Planteskole lukker efter planen i 2027. Ved en afskedsrundvisning videregav Poul Petersen sine erfaringer om prydgræsser, om et klima i forandring og om sine eksperimenter med stauder der kan klare sig selv.

Af Lars Thorsen

Fra stepperne, prærien og sletterne kommer det, græsset, som planteskoleejer Poul Petersen siden han overtog planteskolen i 1979 har skabt et unikt samlingspunkt omkring på Overdam Planteskole i Hørsholm. Den 10. september var knap 100 fagfolk fra flere lande samlet for at følge Poul på en form for afskedsturné rundt på planteskolen, der på sit højeste årligt har produceret over 65.000 græsser fordelt på godt 150 sorter, men som efter planen lukker i slutningen af 2027 (med mindre den bliver opkøbt, hvilket stadig er en mulighed).

Indledningen med græsserne fra stepperne var faktisk en af de væsentlige pointer i rundvisningen på Overdam Planteskole. Poul Petersen pointerede hyppigt, at netop disse græsser men også planter generelt har en række fordele, når man tænker på de ændrede klimaforholds længere tørkeperioder og voldsommere regnskyl.

Det er nemlig vigtigt at kigge fremad, når kommuner, landskabsarkitekttegnestuer og anlægsgartnervirksomheder vælger planter til nyanlæg, fastslog Poul Petersen.

”De arter, som i dag er hjemmehørende i Danmark og som der har været konsensus om er “danske” i årtier, kommer til at forandre sig. Det der var klimanormalen for Danmark i 1960erne til 1990erne nu er rykket op til Jönköping i Sverige, 300 kilometer mod nord. Og planteskolerne sydpå, som bruger Rhinens vand, har tørre planter og elendighed i drivhusene, så mod steppernes planter, mod prærien, mod savannen. For de urter, som var gode for Danmarks insekter i 1960erne er altså ikke de samme planter i dag, for her kommer til at bo andre insekter. Og her bør man tænke fremad, både på klimaet og på børnebørnene.”

Havens balletdansere

Planteskolen blev grundlagt af Poul Petersens forældre i 1943. Her blev oprindeligt dyrket grøntsager, siden frugttræer og roser. I 1962 begyndte forældrene at samle og producere græsser, og det er den beslutning alt det øvrige hviler på, så Overdams motto i dag er “Dem med prydgræsserne!”

Som det står formuleret i planteskolens eget græshæfte:

„Græsserne er havens balletdansere — lette og elegante. De hører hjemme i enhver have og ethvert anlæg hvor de giver en stor synsmæssig effekt med en meget lille arbejdsindsats.”

Der gik dog årtier før kunderne kunne se idéen, og prydgræsserne som salgsprodukt havde trange kår længe efter, at Overdams produktion var i gang. Det vendte, da de svenske landskabsarkitekter fik øjnene op for mulighederne og begyndte at efterspørge prydgræsser i stor stil. De svenske planteskoler havde ingen nævneværdig produktion af græsser, og da den slags tager år at bygge op, kom leverancerne fra Overdam i mange år.

Herhjemme var vi endnu langsommere. Vi skal op efter årtusindskiftet, før prydgræsser for alvor begyndte at blive anvendt i stor stil i nyanlæg – bl.a. med SLAs storstilede projekt i Charlottehaven, hvor beplantningsplanen nærmest kun bestod af græsser, 19.000 planter for at være præcis og naturligvis leveret af Overdam.

Salgsargumentet for prydgræsser er det samme i dag som dengang: Græsserne giver mening både æstetisk og driftsmæssigt. De er sunde og bliver sjældent angrebet af sygdomme og skadedyr. Dræbersneglene æder dem ikke, og rådyrene lader dem stå. „Bare plant elefantgræs, de rører det ikke,” som han sagde om vildtet.

Driften er enkel. De sommergrønne græsser klippes ned én gang om året i marts, og afklippet køres væk. De stedsegrønne, som pampasgræs og mange star, klippes ikke helt ned på samme måde. Her fjerner man i stedet det visne ved at rive eller rede tuen igennem.

Foersters græs og Overdams

Rundvisningen startede ved hovedbygningen, hvor Poul Petersen viste både en opslagstavle med historiske fotos som han fortalte historien ud fra og dernæst præsenterede en række kummer, som bestod af sammensætninger af prydgræsser og stauder. Her anbefaler Poul selv, at man går efter en 60/40 fordeling af hhv. græsser og stauder.

I den forbindelse kom han med dette håb til rundvisningen:

”Jeg håber, I er bidt af græsser herefter. Men ikke kun græsser: også af de store, massive stauder.”

De store stauder kommer vi til i beskrivelsen af det vilde, lavtliggende forsøgsområde, for det handler trods alt primært om græs.

Det kunne man også se på opslagstavlen, hvor den tyske gartner Karl Foerster figurerede med portræt.

Karl Foerster (1874-1970) drev planteskole i Potsdam-Bornim og kaldes i planteskolens eget hæfte ligefrem græssernes opfinder. Han forædlede omkring 370 sorter, mest ridderspore, floks og asters, men hans varigste spor er bogen ”Einzug der Gräser und Farne in die Gärten” fra 1957, hvilket løst oversat betyder ”græssernes og bregnernes indtog i haverne”. Hans have i Bornim er i dag fredet og en af Tysklands mest besøgte privathaver.

Som alle historier om græsser fortalte Poul Petersen også denne med fuld begejstring under en skyfri himmel og midt i sin sidste september som planteskoleejer:

I 1930’erne fik Foerster øje på et græs i Hamborgs Botaniske Have. Faktisk opdagede han det fra sin plads i en kupé i et forbipasserende tog, hvor han efter sigende straks rejste sig og trak i nødbremsen. Det gav en bøde, men det gav også en unik græsopdagelse. Det særlige græs, som han havde spottet blev anset for en form af sand-rørhvene, men Karl Foerster var ikke overbevist og konkluderede at det var en naturlig krydsning mellem sand-rørhvene og bjerg-rørhvene. Han førte det i sit katalog fra 1939 og introducerede det for alvor i 1950. I dag hedder det Calamagrostis × acutiflora ‘Karl Foerster’ og er et af verdens mest plantede prydgræsser.

To ting gør det særligt velegnet i offentlige anlæg. Det er sterilt og sår sig derfor ikke. Og det grønnes meget tidligt om foråret og står i fuld højde omkring Sankt Hans, 150 cm med purpurfarvede aks op til 180.

Det var i et bed af netop ”Karl Foerster,” at Poul Petersen i 1981 fik øje på et skud med hvidstribede blade, og sådan fik verden sin første ”Overdam”-græs. Græssorten ‘Overdam’ er altså opstået som en knopmutation i Foersters eget græs. Den bliver 140 cm høj med aks i 160 og er dermed en anelse mere kompakt end moderplanten.

Genetisk er den stadig ‘Karl Foerster’ på nær mutationen i bladfarven, og derfor kan den kun formeres ved deling. Der findes andre brogede mutationer af det samme græs, men efter Poul Petersens erfaring springer de tilbage og mister tegningen efter fem-ti år. Det gør ”Overdam” ikke. Det er netop stabiliteten der gør en tilfældig mutation til en sort der kan sælges.

I græshaven tæt op ad planteskolens hovedbygning står naturligvis også en plantning af den ikoniske græssort, Calamagrostis × acutiflora ‘Karl Foerster’. Den har stået samme sted i 55 år, er fast klippet ned én gang om året og aldrig rørt med en spade. Det er hele plejeindsatsen.

Og ikke nok med det. Faktisk købte Pouls far, Jacob Petersen, Overdams første græsser direkte hos netop Karl Foerster i 1962.

Et hav af prydelige græsser

Selvom dagen mest bød på gyldne og rødlige og i al væsentlighed smukke græsser i septembersolen, var der faktisk også meget andet at se på, da planteskolen har fem udstillingshaver. Ved hovedbygningen ligger græshaven, der blev anlagt allerede i 1969 og i dag fylder 700 m², samt ”den klimatilpassede have”. På den anden side af vejen ligger elefantgræssamlingen, blomsterengen og Kombinationshaven (hvor man eksempelvis kan se Solhat i kombination med – godt gættet – græs). Kombinationshaven er et 400 m² anlæg med femten forskellige kombinationer af én staude og ét græs. Formålet er at vise hvad de to plantegrupper kan sammen.

Poul Petersen fremhævede bl.a. græssorten ‘Overdam’ i kombination med purpursolhat ‘Magnus’. Solhatten vil have lys helt ned til basis, og det får den mellem havesandrørets oprette strå. Til gengæld lever purpursolhat kun seks-syv år, så man skal huske at ryste frøstandene ud om efteråret. Så kommer der mange nye. Af asters fremhævede han ‘Mönch’ og ‘Twilight’ fordi de ikke får høje, nøgne ”ben”.

Flere gange pointerede Poul Petersen desuden vigtigheden af at holde biodiversiteten for øje. Både den der er hjemmehørende i Danmark og den fremtidige biodiversitet. Her giver kombinationer god mening, da græsserne giver skjul for insekterne, mens stauderne giver nektaren. Hjortetrøst (Eupatorium) med de rødviolette blomster er ”en insektmagnet der siger spar to,” som han udtrykte det.

På moderplantearealet stod elefantgræsser, hvor moderplanterne står to år, hvorefter de graves op, deles og pottes. I november-december dækkes de med 10-15 cm granflis, som er valgt fordi der er meget luft imellem flisstykkerne, så det isolerer bedre. De står i potterne vinteren over, og det eneste reelle problem er mus.

Elefant og pampas

Elefantgræs (Miscanthus) og pampasgræs (Cortaderia) er de to store græsser de fleste kender, og de bliver ofte forvekslet. Men de er meget forskellige planter, ikke mindst når det gælder driften.

Elefantgræs er sommergrønt. Det visner helt ned om efteråret og står gyldent og stråbrunt vinteren igennem, indtil det klippes ned i marts. Bladene har en tydelig lys midterribbe, og aksene er vifteformede med fingerlignende grene. Planteskolen har omkring 75 sorter. De laveste bliver godt en meter, den højeste på planteskolen når 4,2 meter, og i varmere klima kan elefantgræs ifølge Poul Petersen blive op mod seks meter.

Poul Petersens egen yndling er stadig Miscanthus sinensis ‘Malepartus’, der er moderat i bredden og rimeligt opret i væksten. Aksene er først rødlige og bliver siden sølvhvide.

En del af samlingen har stået samme sted siden 1997 uden at blive reduceret eller omplantet. Det er en af de ting de udenlandske gæster hæftede sig ved — noget i den retning ville have været en national skat i England, lød det fra en af dem. Og stedet er virkelig fortryllende med sine labyrintiske gange og græsser der lyser op i efterårssolen.

Pampasgræs er derimod stedsegrønt. Bladene har savtakkede kanter der kan skære, og aksene er tætte fjerbuske der bliver siddende og langsomt blegner, så man ofte ser to årgange på samme plante. Pampasgræs klippes ikke ned som elefantgræs. Man fjerner i stedet de gamle aks og river tuen igennem, og nogle skærer den ned til 30-40 cm i det tidlige forår.

Og her var Poul Petersens råd kort: Kun ”Patagonia” bør plantes i Danmark. Den er fuldt hårdfør, bliver 200 cm høj og får aks allerede i begyndelsen af august. De øvrige typer frarådede han direkte — også dem planteskolen selv har haft på hylderne.

Gode råd om græsser

Mængden af pointer og holdninger til græsser var der mange af på dagen, og det lader ikke til at Poul Petersen nogensinde kommer til at løbe tør. Her er nogle af guldkornene:

Brug efterårs-blåaks (Sesleria autumnalis) til at skabe store, lysegrønne flader. Den har selv lysegrønne blade, og Poul Petersen tegner den ofte ind hos kunder som en decideret flod gennem anlægget, netop for farvens skyld. Den bliver 30 cm med aks i 50, og aksene holder hele vinteren. I naturen er den en pionerplante, hvilket er en del af forklaringen på robustheden.

Overvej præriegræs (Schizachyrium scoparium ‘Blue Heaven’), som er lidt lilla yderst, næsten orange hen på efteråret, fra den amerikanske prærie. Den kræver veldrænet jord, men er ellers nem og hårdfør herhjemme.

Mosebunke (Deschampsia cespitosa) er en favorit blandt landskabsarkitekter, og der findes en lang række sorter, men man bør vælge ”Palava” og kun den, fastslog Poul Petersen. Planteskolen har selv afprøvet tolv sorter gennem årene, og i græshæftet peges der på fem andre, men hos Poul selv er der ingen tvivl.

Sølvaks (Achnatherum calamagrostis) bruger planteskolen mere og mere. Den står som en grøn tue om foråret og får sølvagtige aks fra juni til november, og han kaldte den ”græssernes brudeslør”. ‘Allgäu’ og ‘Lemberg’ er de gode sorter.

Præriehirse (Panicum) fortjener mere opmærksomhed af en grund der rækker ud over det æstetiske. Slægten er ifølge Poul Petersen blandt de planter der kan optage mest CO2. Planteskolen har haft 17 sorter i testområdet, og ‘Heavy Metal’, ‘Northwind’, ‘Heiliger Hain’ og ‘Squaw Select’ er blandt de bedste.

Og skulle man endelig vælge noget andet som bunddække end græs, har han én klar favorit: guldjordbær (Waldsteinia ternata).

Stauder som kan tåle meget

Et af rundvisningens højdepunkter var i en lavning bag hovedbygningen, hvor Overdam Planteskoles vilde område henligger næsten uden pleje, ”dagens chok” som Poul Petersen formulerede det. Arealet var et vildnis af græs, brændenælde, skvalderkål, snerle, tidsel og kvikgræs og meget andet.

Fakta: Norðîc® stod bag dagen

Arrangementet på Overdam Planteskole var arrangeret af Planteskolesamarbejdet Norðîc®, der udspringer af A-Plant, som er en sammenslutning dannet af ni danske og én amerikansk planteskole i 1987 med det formål at finde, producere og udbrede planter der var ordentligt beskrevet og robuste.

Arbejdet skete fra begyndelsen i samarbejde med Statens Jordbrugsforskningscenter Årslev, og blandt pionererne var Peter Ørum og Poul Erik Brander. Det oprindelige varemærke Dafo ophørte i 2010, varemærket Norðîc® blev registreret i 2013, og i 2018 kom en genbank til.

I dag tæller sortimentet 40 unikke planter, udvalgt efter fem kriterier: sundhed, robusthed, klimatolerance, ensartethed og sortsægthed. Med i samarbejdet er Birkholm Planteskole, Gunnar Christensens Planteskole, Hennecke Stauder, Majland Stauder, Overdam Planteskole og Staudegaarden samt de amerikanske Midwest Groundcovers og Doty Nurseries.

Poul Petersen har siden efteråret 2015 plantet kulturstauder direkte ind i det vilde uden at renholde bedene eller anden pleje. 150 bambusstokke markerer de enkelte stauders placering, og der bliver ikke luget, vandet eller gødet. Udvælgelsen er sket ud fra en vurdering om plantens chance for overlevelse. Hovedparten kommer fra prærien, stepperne og savannen, altså områder med både våde vintre og tørre til meget tørre somre, og netop det klima der ligner det, Danmark er på vej imod. Middelhavsstauderne har efter hans erfaring ikke klaret sig.

Formålet er at vise kommuner, ejendomsselskaber, virksomheder og haveejere at man kan lave en græsmark om til en blomstereng til glæde for både mennesker, insekter og fugle.

”Jeg gør intet. Det er for at se hvad en kommune kan plante, måske i større grupper, og som skal kunne klare sig selv.”

På den baggrund har Poul Petersen udarbejdet en liste, som han håber, at andre fagfolk vil forsøge sig med, men også pileurterne (dog ikke den japanske!) fremhæver han som gode insektplanter fordi de blomstrer over en lang periode.

Følgende stauder vurderer han som rimelig robuste og værd at arbejde videre med. Rækkefølgen er tilfældig.

• Helianthus ‘Lemon Queen’ (staudesolsikke). 150 cm, gule blomster fra august til oktober. Meget robust.
• Aruncus ‘Horatio’ (fjerbusk). 150 cm, cremefarvede blomster i maj-juni. Meget robust. Forædlet af Ernst Pagels.
• Aster ageratoides ‘Ezo Murasaki’. 70 cm, blå blomster i september-november. Meget robust.
• Aster umbellata. 150-180 cm, mængder af små hvide blomster i august-oktober. Meget robust.
• Aster amethystina. 120 cm, blåviolette blomster fra sidst i september til november. Robust.
• Euphorbia palustris. 100 cm, limegul i april-maj. Meget robust og tåler både megen fugtighed og tørke.

Desuden lyder Pouls liste med anbefalinger således: Euphorbia griffithii ‘Fireglow’, Lythrum ‘Blush’, Veronicastrum, Thalictrum, Persicaria amplexicaulis, Persicaria bistorta, Centaurea scabiosa, Filipendula rubra ‘Venusta’, Geranium ‘Joseph Green’, Helianthus rigidus ‘Miss Mellish’, Nepeta sibirica, Phlomis, Salvia pratensis, Eupatorium, Silphium, Succisa, Succisella, Telekia, Verbascum, Verbascum nigrum, Verbascum olympicum og Vernonia.

Af græsser: elefantgræs (Miscanthus) og Carex ‘Gurre Sø’.

Og her er et par praktiske råd fra Poul Petersen angående stauder:

Plant aldrig i en lavning. Man får langt mere ud af at lave en forhøjning og plante i den.

Plant småt. De små planter etablerer sig bedre.

Lav blandede jordforhold frem for ensartede. Poul Petersen tester selv planter for tørketolerance i stabilgrus og i meget luftholdig muld. Tanken er blandt andet, at man kunne knuse beton og diverse materialer på en byggegrund og plante direkte i den dårlige jord, så materialet kan blive liggende på stedet i stedet for at blive kørt væk og dermed spare store mængder CO2.

Poul på plantejagt

Det er altså en ægte planteentusiast, som nu træder tilbage fra fronten, og han fortalte på rundvisningen, at han virkelig ville komme til at savne jagten på nye planter. Da flere deltagere straks pointerede, at han jo sagtens kunne jage videre uden at være planteskoleejer, uddybede han, at det var hele processen, som han ville komme til at savne. At jage og finde, men også at sætte i produktion og føre den nye plante til markedet.

Og Poul har virkelig været på jagt. ‘Overdam’ var som nævnt et skud med hvidstribede blade i et bed af ‘Karl Foerster’. Sesleria heufleriana Norðîc ‘Overdam Blue’ opdagede han i et parti frøformerede planter. Carex pilosa Norðîc ‘Copenhagen Select’ kom fra Københavns Botaniske Have, som havde indsamlet arten i de schweiziske Alper. Et brunbladet star-græs – Carex ‘Vulkan’ – fandt planteskolen i New Zealand, og samme sted har de selv samlet frø af Festuca novae-zelandiae på Sydøen.

Og mon ikke at han når at finde en sort eller to mere? Efter Grønt Miljø deltog i rundturen er der i hvert fald ingen tvivl på redaktionen. Så vil tiden vise, om alle de bølgende prydgræsser ved Overdam Planteskole får mulighed for at fortsætte med at pryde landskabet i Hørsholm under andet ejerskab.

Elektrisk bekæmpelse af blandt andet japansk pileurt testes i fire kommuner. Metoden og udenlandske erfaringer skaber optimisme i en branche der ellers kæmper næsten forgæves.

Af Lars Thorsen

Japansk pileurt (Fallopia japonica) er formentlig det ukrudt der mere end noget andet holder grønne fagfolk vågne om natten. I fire kommuner testes en ny, elektrisk bekæmpelsesmetode der måske kan give ny nattero til alle som ved hvor dyr og svær den invasive art er at bekæmpe.

I foråret 2026 begyndte virksomheden Care4Nature at behandle japansk pileurt med en elektrisk lanse i samarbejde med fire sjællandske kommuner: Hvidovre, Frederikssund, Lyngby-Taarbæk og Hørsholm. Princippet er enkelt. Man sender høj spænding ind i planten og følger fugtigheden ned i rodsystemet hvor rødderne koges indefra.

Teorien er at strøm er mere effektiv end eksisterende termiske metoder som gasbrænder og hedvand der kun med besvær trænger ned i det massive rodnet oppefra. Om teorien holder i praksis er ikke bevist endegyldigt, men interessen er stor, og det er ikke så mærkeligt.

Japansk pileurt skygger den naturlige vegetation væk, omdanner lysåbne arealer til uigennemtrængelige bevoksninger, giver problemer langs vandløb hvor den efterlader brinkerne ubeskyttede når stænglerne visner om vinteren og kan ødelægge bygninger. Samtidig har ingen af de metoder kommunerne hidtil har haft til rådighed, for alvor haft en effekt som står mål med omkostningerne. Det er kort sagt en invasiv art med biologiske egenskaber der gør den nærmest umulig at bekæmpe kommunalt med konventionelle midler.

Følger vandet i roden

Derfor er der stor interesse for den nye, elektriske bekæmpelsesmetode. Og de fagfolk der arbejder med den, er omhyggelige med at betone at der er forskel på det teknologien kan i princippet, og det der er bevist i praksis.

Biolog og indehaver af Care4Nature Hans Wernberg har købt maskinerne hjem og driver nu behandlingerne selv og håber på at metoden er lige så effektiv i Danmark som de udenlandske erfaringer og logikken tilsiger.

Selve maskinløsningen er relativt simpel i sin opbygning. Et specialdesignet batteri styrer strømforhold og spændingsniveauer og er forbundet til en generator. Ude på arealet etableres et lille, lokalt strømfelt: En spade — reelt det samme som en jordelektrode eller jordstik — stikkes ned i jorden, og derfra føres en lanse ind til planten. Når lansen berører stænglen løber 3.000 til 5.000 volt fra lansen til spaden. Energien fordeler sig i plantens væskeindhold og opvarmer den indefra så rødderne koger.

Det er her den elektriske metode adskiller sig fundamentalt fra eksisterende termiske metoder. Gasbrænding og hedvand er fysiske energikilder der virker oppefra og skal trænge ned. Strøm fordeler sig i vand øjeblikkeligt og overalt.

„Det er ligesom at stikke en rod i kogende vand. Der går jo lang tid før den ende som du holder i, bliver så varm at du ikke kan holde på den. Med strøm koger alt mere eller mindre med det samme,” siger Hans Wernberg.

3-4 behandlinger

En af de fire testkommuner er Hvidovre, og her formulerer natur- og vandløbsmedarbejder Steen Roed kommunens perspektiv på den nye metode:

„Som jeg forstår teknikken, er det at strømmen følger fugten. Den kan således ikke bruges på eksempelvis mosearealer da der er for meget vand overalt. Men i almindelig jord er niveauet af fugt større i roden end i den omgivende jord, så strømmen følger roden ligesom et lyn følger et træ. På den måde kan du koge rødderne i en dybde der er helt anderledes end brænding. Og det er vigtigt med pileurt hvor der stadig er masser af rødder i jorden selvom du får krammet på de øverste 30 cm,” siger Steen Roed.

Håbet hos både Steen Roed og Hans Wernberg er at gentagne behandlinger efterhånden fjerner så meget af rodmassen at planten ikke kan regenerere.

„Planen er 3-4 behandlinger i løbet af en sæson. Gør du det igen og igen, skal planten trække ressourcer fra det eksisterende rodnet for at skyde igen. På et tidspunkt har den ikke ressourcerne til at skyde mere… håber vi,” siger Steen Roed.

Måske lidt tyndere

Care4Nature har netop afsluttet tredje runde. Første behandling blev givet midt i maj, anden midt i juni, tredje midt/slut juli, og en fjerde forventes inden sæsonens slutning.

Biolog Nadia Oftebro-Pauck fra Care4Nature fortæller at første runde i Hvidovre ikke har forhindret genvækst selv om skuddene der voksede frem mellem første og anden behandling ifølge Nadia „måske var lidt tyndere, men ikke mærkbart.”

Care4Nature behandler bestande af meget forskellig karakter: nye, mindre bestande, ældre, etablerede bestande, og steder hvor der tidligere er gravet op, men hvor der stadig er fragmenter af rodnet tilbage.

„Vi kører strøm på dem for at se hvad der sker når rodnettet allerede er svækket af opgravning. Kommer de svagere igen?” siger Nadia Oftebro-Pauck. Det ved hun dog endnu ikke. Regn har begrænset arbejdet i starten af juli.

Setup og sikkerhed

Det er ikke en metode man bare trækker ud af en bil og begynder at bruge. Setuppet er: generator, batteri, specialbygget UTV (ladvogn) med ekstraudstyr vejer samlet cirka 300 kg. UTV’en kan udstyres med bælter til svært terræn. Invasive bestande befinder sig nemlig tit på utilgængelige arealer.

I tørt vejr medbringes dunke med vand der hældes ud ved jordstikket — også kaldet spaden efter det engelske ‘spader’. Det sikrer ledningsevnen i den tørre jord.

Det er livsfarligt arbejde, så sikkerheden er ikke til diskussion, fastslår Wernberg. Metoden kræver i nogle tilfælde to mand, afspærring og sikkerhedsgodkendte gummistøvler med tyk isolerende sål. Selv med alle forholdsregler kan en hund der løber gennem afspærringen, blive ramt og dræbt på stedet. Metoden er uanvendelig i regnvejr og har det regnet om natten, skal man vente en time med at gå i gang så strømmen ikke bevæger sig i dug og dråber langs græs og lignende.

Hans Wernberg vurderer at dansk efterårsdis — fugten i luften og på overfladen — vil kunne lede strømmen i forkerte retninger. Den bør heller ikke bruges tæt på strømførende hegn eller jernstrukturer som autoværn hvor strømmen kan springe fra lansen. Spaden som strømmen løber til, opvarmes under brug og kræver pause efter 20-60 minutters drift alt efter jordforholdene.

Alt det betyder at dagsprisen med to mand og maskine ligger på cirka 19.000 kr. (indkøbsprisen på maskinen angives at ligge omkring 80.000 euro), forklarer Wernberg.

Trods de høje indledende omkostninger er der dog stor interesse for metoden, for selv om der endnu ikke er krav om bekæmpelse fra myndighederne herhjemme, er der meget stor opmærksomhed på japansk pileurt i udlandet.

I Holland er maskinen under navnet ‘Electro lance’ solgt i 92 eksemplarer på fem år. Det kan hænge sammen med at de hollandske kommuner ikke har egne driftsafdelinger og alt grønt arbejde derfor udbydes til entreprenører. Ifølge Hans Wernberg er tendensen at når en entreprenør køber maskinen, køber han en eller to mere før sæsonen er slut.

Forsøgene i Hvidovre

I Hvidovre Kommune behandles aktuelt tre lokaliteter. Valget faldt på let tilgængelige bestande som Care4Nature let kan nå til med det tunge grej, og som giver mulighed for at prøve metoden under rimelige betingelser inden man tager de sværere lokaliteter. Et af de steder der må vente, er en bestand på toppen af en mountainbikebane.

Åmarken Station er et af de udvalgte steder. Her er to bestande: to op ad et klubhus og en langs Mågestien op mod et støjhegn. Steder hvor det kan være svært at grave den væk. „Når vi opdager den andre steder end ude i naturarealerne, er det tit tæt op ad veje, bygninger og infrastruktur som gør den umulig at grave op,” siger Steen Roed om en af lokaliteterne.

Forsøget i Hvidovre er struktureret som et kommunalt samarbejde med Frederikssund, Hørsholm og Lyngby-Taarbæk. Det er kommuner der ligesom Hvidovre har identificeret pileurt som en voksende udfordring og ønsker at dele erfaringer og dokumentation på tværs.

I den anledning sagde Tina Cartey, formand for Hvidovre Kommunes klima-, miljø- og teknikudvalg: „Det her forsøg viser hvor vigtigt det er at kommunerne arbejder sammen og handler i tide. Vi har brug for nye løsninger hvis vi skal stå stærkt over for invasive arter som pileurt. Forsøget giver os mulighed for at teste en innovativ teknologi der både kan spare ressourcer og beskytte naturen bedre.”

Endnu ikke dokumenteret

Det er dog værd at notere, at forsøgene på nuværende tidspunkt ikke er videnskabeligt kontrollerede studier, understreger både Care4Nature og Steen Roed:

Metoden er ikke godt dokumenteret p.t. Vi fornemmer bingo og håber virkelig at metoden virker lige så godt som den logisk bør gøre. Vi ved det bare ikke, men håber at vi kan være med til at udvikle en ny og effektiv og prisbillig metode ved at støtte Care4Natures projekt.”

Care4Nature overvåger behandlingsstederne ved at tælle skud og måle tilvækst. En systematisk optælling er planlagt til august, så resultaterne kan sammenlignes med udgangspunktet fra foråret.

„Er der 30 skud pr. m² nu, og er der næste år kun 5 skud, er det i hvert fald tegn på at vi har pint den og tappet energien fra planten,” siger Hans Wernberg.

Så hvornår ved vi noget? Hans Wernberg: „Et forsigtigt bud kan vi måske godt komme med til næste år i slutningen af sæsonen hvis man kan se effekt. Men selv hvis der er markant færre skud, tør jeg ikke sige noget endegyldigt før der er gået to år, netop fordi japansk pileurt er så heftig,” siger han.

Metodens potentiale

De hollandske erfaringer peger på at man skal køre fire runder pr. sæson over fire år for at se fuldt resultat. Det skal dog sammenholdes med en pris på 300.000 til 400.000 kr. for opgravning af en mellemstor bestand eller de årtiers arbejdsindsats slåning kræver.

Derfor ser Hans Wernberg også et begrundet håb om at der er et forretningspotentiale i metoden.

Det samme gør de i Hvidovre Kommune: „Vores drøm er at det virker, og at økonomien bliver helt anderledes. Viser den sig at være funktionel, er det en game changer,” siger Steen Roed.

Hvis effekten holder, og prisen pr. behandling falder med erfaring og skaleringsfordele, kan den elektriske metode gøre bekæmpelse af invasive arter tilgængelig for kommuner der hidtil har ladet pileurten brede sig fordi den er for dyr at bekæmpe.

Olympic Park i London

I England er japansk pileurt klassificeret som et alvorligt bygge- og forsikringsmæssigt problem. Man kan miste byggetilladelse hvis arten er til stede på grunden, og realkreditinstitutterne har lov til at nægte at yde lån.

Det bedst kendte, dokumenterede eksempel på de økonomiske konsekvenser af japansk pileurt er fra opførelsen af Olympic Park inden de olympiske lege kom til London i 2012. Da bygherren i 2004 begyndte at opmåle det store areal i East London der skulle blive til Olympic Park, viste det sig at knap 4 hektar var fulde af japansk pileurt.

Et konsortium af tre aktører udarbejdede en plan med systematisk herbicidbehandling, mekanisk slåning og forbrænding under opsyn, samt udgravning og fjernelse af rodnet og rhizomer.

På de hårdest ramte dele af arealet måtte man grave mere end fem meter ned for at fjerne alt rodmateriale. Det der ikke kunne destrueres, blev nedgravet i dybden og indkapslet i svejste horisontale og vertikale rodbarrierer. Operationen tog over fire år og kostede cirka 70 mio. pund (over 600 mio. kr.).

Centre for Agriculture and Bioscience International i England estimerede i en rapport fra 2023 at japansk pileurt koster den britiske økonomi over 245 mio. pund om året. Det svarer til over 2,1 mia. kr.

Rod af en anden verden

Rodsystemet kan strække sig ned til 3 meters dybde og indeholde op til 26 kg biomasse pr. kvadratmeter, ifølge biolog og indehaver af Care4Nature Hans Wernberg. Det er dette rodnet der giver planten dens ekstraordinære styrke: Om foråret trækker den næringsstoffer op og skyder hurtigt til vejrs, om efteråret lagrer den ressourcer tilbage i rødderne.

Selv meget små rodstykker ned til 0,6 cm kan spire frem fra en meters dybde. Det betyder at selv den mindste fejl ved opgravning eller jordflytning kan starte en ny bestand. Der er dokumenterede eksempler på at arten er spredt via rodstykker på lastbiler.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø beskriver opgravning som en bekæmpelsesmetode der kan koste op til 250 kr. pr. m² kvadratmeter svarende til 2,5 mio. kr. for en hektar. I praksis er økonomien sjældent bedre.

Naturmedarbejder Steen Roed fra Hvidovre Kommune, der er en af de kommuner som nu tester den elektriske metode, sætter det i perspektiv: „En lille bestand har kostet os 10-15.000 kr. årligt at bekæmpe med nedklipning. Og med opgravning taler vi 300.000-400.000 kr.”

Steen Roed understreger at mange af de steder kommunerne har pileurt i Hvidovre, er opfyldningsjord med byggeaffald ned i 2½ til 3 meters dybde. „Kommer vi ned i 50 cm støder vi på byggeaffald hvilket gør bortskaffelse af den opgravede jord endnu dyrere og mere kompliceret,” siger han.

Metoderne rækker ikke

Ifølge videnbladet ‘Metoder til bekæmpelse af japansk pileurt og kæmpe-pileurt’ fra Københavns Universitets Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning fra 2014 er ingen af de tilgængelige metoder tilstrækkelige alene. Kataloget over muligheder er langt, men resultaterne er nedslående.

Slåning kan ikke udrydde japansk pileurt, men kan holde den nede — forudsat at der slås mindst fire gange i sæsonen i mindst 10 år. Den umiddelbare effekt er paradoksalt nok ofte en øget tæthed i bestanden, og en stresset plante kan skyde til siderne og etablere nye bestande.

Tildækning kræver mindst 5 år med holdbart, lystæt materiale der rækker 3 meter ud over bevoksningen, og rodsystemet er stadig levende efter tre år som Steen Roed bekræfter fra Hvidovre Kommunes hverdag: „Du skal stadig ud tre gange om året og klippe skud, selv med dug og flis.”

Kemisk bekæmpelse med glyphosat kræver gentagne behandlinger og virker kun effektivt ved påførelse i oktober hvor planten trækker giften med ned i roden når bladene visner.

Harvning og rodfræsning er under afprøvning og viser lovende resultater i henholdsvis dansk og europæisk kontekst, men ingen af metoderne er tilstrækkeligt dokumenteret i stor skala. I England er der givet tilladelse til forsøg med biologisk bekæmpelse via bladloppen Aphalara itadori der suger saft fra pileurters stængler — men heller ikke den er forbi forsøgsstadiet. Billedet er kort sagt at arten er i fremgang, metoderne er utilstrækkelige, og de kommunale forvaltninger betaler regningen.

Ingen lov der forpligter

Trods det store besvær og omkostningen til bekæmpelse af japansk pileurt og artens potentielle ødelæggende kraft, er der p.t. ikke nogen lovgivning der forpligter grundejere til at bekæmpe arten.

Og selv om man kun må transportere planten til destruktion, er det fortsat uklart lovmæssigt set hvem der har ansvaret hvis planten alligevel bliver spredt under transporten. Er det entreprenøren, jordtransportøren, kunden eller bygherren?

Det er endnu ikke klarlagt, og imens vokser den japanske pileurt lystigt videre. Læs mere om udfordringerne med lovgivningen i artiklen på næste side.

KILDER
CABI — Centre for Agriculture and Bioscience International.
Hans Wernberg. Interview juni 2026.
Hocking, S. et al. (2023): Assessing the relative impacts and economic costs of Japanese knotweed management methods. Scientific Reports, vol. 13, marts 2023. nature.com/articles/s41598-023-30366-9.
Hvidovre Kommune (2026): Hvidovre tester ny elektrisk metode til bekæmpelse af invasiv plante. Hvidovre.dk 7.4.2026.
Miljøstyrelsen: Forebyggelse og bekæmpelse af invasive planter.
Nadia Oftebro-Pauck. Interview juli 2026.
Rita M. Buttenschøn (2024): Metoder til bekæmpelse af japansk pileurt og kæmpe-pileurt. Videnblad nr. 06.00-33, 2014. Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet. videntjenesten.ku.dk
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV): Vejledning om bekæmpelse af japansk pileurt. sgav.dk.
Steen Roed. Interview maj 2026.
Treating Japanese Knotweed at the 2012 Olympic Park Stratford London. southwestknotweed.co.uk.

Molslaboratoriet på Djursland dannede ramme, da 27 fagfolk dykkede dybt ned i naturen og blev klogere på udviklingen af ny artsrig natur i store bygge- og anlægsprojekter.

Af Tilde Tvedt

To dage i juni var Molslaboratoriets bakkede landskab befolket med landskabsarkitekter, arkitekter, anlægsgartnere og miljø- og naturrådgivere der med alle sanser tog naturens store variation ind. De deltog i Danske Landskabsarkitekters nye efteruddannelseskursus om de muligheder og udfordringer som storskalaprojekter giver i forhold til biodiversitet.

Det handlede både om at få naturens dynamikker og processer helt ind under huden og blive klogere på hvordan man kan skabe levesteder og tiltrække liv i sine projekter.

Ny behov for viden

Med tidens fokus på natur og biodiversitet er det blevet en nødvendig kernekompetence at have en forståelse for hvordan man bedst understøtter biodiversitet, også i store bygge- og anlægsprojekter som f.eks. energianlæg og infrastrukturprojekter.

Derfor sætter Biodiversitetskurser.dk, som hidtil har arbejdet med bynatur, nu fokus på biodiversitet i storskalaprojekter i landskabet, fortæller landskabsarkitekt Tine Gils der er koordinator på kurserne.

Hun blev allerede for 10 år siden opmærksom på at bygge- og anlægsbranchen manglede viden og fælles sprog i forhold til biodiversitet. Med tiden blev det afsæt for at udvikle og afholde kurser for Danske Landskabsarkitekter og Arkitektforeningen i samarbejde med biolog og naturformidler Morten D.D. Hansen.

En vigtig pointe er at kurserne foregår i noget af Danmarks mest varierede natur. „Folk kommer væk fra skærmen og lærer om naturen ude i naturen som de får mulighed for at opleve med alle sanser. Vi tilbringer meget tid udendørs for at vise eksempler på hvordan artsrig natur fungerer, og hvordan den kan se ud så deltagerne får en masse referencer på nethinden,” siger Tine Gils. Det suppleres med ‘biologitimer’ om udvalgte arter og eksempler på projekter hvor øget biodiversitet er en ambition.

Solcellepark med natur

Det første projekt blev præsenteret ude på stedet. Viuf-Håstrup Solcellepark nordvest for Kolding har som noget særligt også et tilknyttet naturområde. Biolog og landskabsforvalter Peter Ruhlmann fra Vejle Kommune præsenterede projektet som han kalder enestående.

Den kæmpestore solcellepark skal forsyne 165.000 mennesker årligt med strøm. Den dækker 347 ha (næsten 500 fodboldbaner) hvoraf cirka 129 ha er naturgenoprettede arealer med rekreative faciliteter.

Om Molslaboratoriet
Molslaboratoriet udgøres af gården Nedre Strandkær med tilhørende husmandssted og cirka 150 ha af Mols Bjerges bakkede landskab. Ejendommen tilhørte 1951-2026 Naturhistorisk Museum i Aarhus, men blev brugt til feltbaseret forskning og undervisning allerede fra 1941 hvor arealet blev fredet. 65 ha med landbrug blev opgivet i 1960.

I 2016 blev den traditionelle naturpleje afløst af et rewildingprojekt hvor heste og kvæg græsser frit inden for en hegning på 120 ha. Man lod naturen passe sig selv, og det har ifølge Biodiversitetskurser.dk resulteret i at Molslaboratoriets natur i dag er mere varieret og artsrig end de fleste andre steder i Danmark.

Molslaboratoriet ejes nu af Hempel Fonden, og ambitionen er ifølge en pressemeddelelse på overtagelsesdagen 15.04.2026 bl.a. at „give dyrevelfærd en meget høj prioritet for at vise at helårsgræsning og god dyrevelfærd kan gå hånd i hånd.”

Projektet blev igangsat af Better Energy som havde en klar profil i forhold til at integrere natur i sine projekter, sammen med Kolding og Vejle Kommuner. Alle parter ønskede en aktiv inddragelse af lokalsamfundet, og en borgergruppe bidrog med input til udvikling af naturarealet der tidligere var intensivt dyrket landbrugsjord.

Resultatet er varieret natur med cirka 3 km fritlagte vandløb, vandhuller, græssende dyr og fugleliv. De 18 vandhuller der blev anlagt i 2023, er f.eks. allerede indtaget af løvfrøer. 10 km stier og løberuter og en ny fodgængertunnel under hovedvejen giver borgerne adgang.

Projektet er alt i alt gået godt, men ifølge Peter Ruhlmann er det ikke sikkert man kan gøre det helt så godt igen. Han peger på at det er blevet sværere at motivere solcelleopstillere til natur, bl.a. fordi reglerne for miljøvurdering m.fl. er blevet så stramme at opstillerne holder sig væk fra meget naturrige projekter.

Desuden skal der nu indbetales et væsentlige højere beløb pr. MW til en særlig grøn pulje i den pågældende kommune hvilket tager økonomi til natur ud af projekterne. I det aktuelle projekt ville indbetalingen i dag være omkring 25-30 mio. kr., cirka tre gange mere end det beløb der var gældende for projektet i Viuf-Håstrup.

Når naturen ligger i vejen

Med udgangspunkt i Femernforbindelsen præsenterede Martin Kielland erfaringer med erstatningsnatur som værktøj. Han er biolog og markedsdirektør for biodiversitet i Rambøll og har fulgt arealerne på Lolland i mere end 10 år.

Grundlæggende råder han til ikke at nedlægge natur fordi det er langt sværere at genskabe end at bevare og udvikle. Natur der er beskyttet af Naturbeskyttelsesloven §3, skal f.eks. erstattes med dobbelt så store arealer fordi det ikke er sikkert det hele lykkes. Udfordringen er bl.a. at erstatningsnatur næsten altid skal etableres på landbrugsjord hvor jordlagene er meget forstyrrede, og frøbanken reduceret.

Ifølge Martin Kielland bør ethvert projekt følge afbødningshierarkiet hvor aflad i form af erstatningsnatur er det allersidste man griber til. Ofte kan små tilpasninger i et projekt hjælpe med at bevare den mest værdifulde natur.

I Femern-projektet var det imidlertid ikke muligt at undgå at nedlægge natur. Det var derfor nødvendigt at kompensere med erstatningsnatur uden for projektområdet. Det tillader lovgivningen, fordi projektet er af væsentlig samfundsmæssig interesse.

Konkret skulle 10 vandhuller, en sø på 8,2 ha og 30 ha strandeng og mose fjernes til fordel for vej- og tunnelbyggeri. Planen for genskabelse var mere ambitiøs end lovgivningens krav, så der blev f.eks. genskabt tre gange så mange vandhuller og tre gange så meget lysåben natur. De første vandhuller blev etableret i 2013-14 og kom ret hurtigt i god naturtilstand. Efter 2-3 år var de fleste af vandhullerne levesteder for padder.

Bedste naturpotentiale

Martin Kielland peger på at det er vigtigt at gå efter hvor der er de bedste forudsætninger for natur. Noget af erstatningsnaturen i Femern-projektet blev f.eks. anlagt i den tørlagte Rødby Fjord hvor braklægning 1995-2009 havde vist et naturpotentiale.

Generelt er den nye natur kommet godt i gang, om end kvaliteten ikke er helt den samme som på de oprindelige arealer, vurderer Martin Kielland. Han understreger også at det er vigtigt at være bevidst om at erstatningsnatur ikke kan løse alting, både på grund af grundlaget og tidsperspektivet. Hydrologi som kildevæld kan f.eks. ikke genskabes, og højmoser er flere hundrede år om at udvikle sig. Derfor bør de behandles som uerstattelige.

Skov med biodiversitet

Skov er ofte et ønske i de store projekter, men hvordan får man bedst skoven til at understøtte biodiversitet? Det havde chefkonsulent Mikael Kirkebæk fra Klimaskovfonden en model for.

Fonden har hovedfokus på klimagevinster, men det udelukker ikke at man inddrager andre fordele, f.eks. øget biodiversitet. Derfor har man arbejdet med en ny model for skovrejsning, der bl.a. kan være med til at tilgodese Grøn Treparts ambition om etablering af 100.000 ha urørt skov.

Grundlaget er litteraturstudier, dialog med eksperter og undersøgelse af eksempler der ifølge Mikael Kirkebæk tilsammen tyder på naturlig tilgroning som en del af løsningen. Når man lader naturen selv gøre arbejdet, får skoven større strukturel variation og dermed flere levesteder.

En vigtig udfordring er at det tager tid, og at det ikke alle steder resulterer i skov inden for en kort tidshorisont. Dermed forsinkes — eller forringes — klimagevinsten i form af CO2-binding. I begyndelsen kan det især være en udfordring at den næringsrige landbrugsjord giver hurtig opvækst af store urter der hindrer frø af vedplanter at i nå ned til jorden og spire. Der kan også mangle frøkilder i form af læhegn, eksisterende skov o.l. i umiddelbar nærhed.

Klimaskovfondens nye skovrejsningsmodel opererer derfor dels med at placere de nye skovarealer rigtigt, dels med ‘assisteret tilgroning’ hvor processen hjælpes på vej. Jorden bearbejdes på samme måde som ved traditionel skovplantning for at give bedre muligheder for selvsåning. Desuden plantes mindre, indhegnede ‘skovøer’ med danske arter for at sikre hurtigere frøspredning og læ.

Fem demonstrationsprojekter i samarbejde med udvalgte kommuner skal være med til at give Klimaskovfonden flere konkrete erfaringer med den nye metode, fortalte Mikael Kirkebæk.

Lækker strategi ikke nok

Biolog og rådgiver Lilli Gruwier satte fokus på gennemførelsen af projekter — alt det der sker når en god biodiversitetsstrategi skal overleve de mange faser frem til ‘færdigt’ anlæg. Hendes udgangspunkt er anlægsprojekter hvor ny natur ikke nødvendigvis er lovbestemt, men udspringer af lokale ønsker, bæredygtighedscertificeringer e.l.

Den første udfordring er at visionen ofte allerede er afstemt med bygherren inden der kommer en biolog på banen. Dermed bliver der i nogle tilfælde en uoverensstemmelse mellem hvad man har solgt projektet på, og hvad der kan lade sig gøre på arealet.

„Man kan sjældent love, at der flytter en hvid stork ind i et nyanlagt boligkvarter selv om det ser godt ud på visualiseringen, men en gærdesmutte kan også have stor værdi. Et godt resultat kræver at man fra begyndelsen forankrer viden om den natur der er realistisk i projektet, og hvordan man bedst får den i gang,” siger Lilli Gruwier der ser et tæt samarbejde mellem landskabsarkitekter og biologer som et stærkt kort.

Vigtigt er det også at forventningsafstemme i forhold til tid. Hele kæden af processer omkring et anlægsprojekt er udviklet til at levere et færdigt produkt mens man i naturprojekter etablerer nogle rammer hvor naturen så skal udvikle sig over tid.

Noget af forklaringen på udfordringerne ligger i brugen af standardbeskrivelser hvor natur ikke helt er slået igennem som parameter, vurderer Lilli Gruwier. „Man arbejder lidt pr. projekt og ryger let tilbage i default mode hvor man gør som man plejer. Der mangler også et fælles fagsprog for biodiversitet, og man skal vænne sig til at naturen er uforudsigelig og dynamisk,” siger hun.

Driften kræver også en anden tilgang end i traditionelle anlæg. Det handler om udvikling, og det kræver noget viden der f.eks. kan understøttes af løbende dialog mellem biolog og driftsfolk. Medarbejderne skal gerne så dybt ned i opgaven at de selv kan vurdere nødvendige tiltag.

Får dækket det hele

At få naturen ind under huden er der som sagt gode muligheder for på Molslaboratoriet der danner ramme om hovedparten af kurset om biodiversitet i storskalaprojekter. På de cirka 150 ha møder man både det argeste strandsand, tørvejord, morænegrus, stejle skrænter og bløde bakker — og alt fra krat og urørt skov til hede, overdrev, ekstremrigkær og mose.

„Området har ekstremt stor variation og giver mulighed for at vise hvad fysiske forhold, driftshistorie og naturlige processer kan skabe af varierede levesteder, og for at sige noget om hvad det vil være relevant at lade sig inspirere af, og hvad der ikke kan lade sig gøre,” siger Tine Gils.

Medarrangør og underviser Morten D.D. Hansen fremhæver at Molslaboratoriet giver en helt basal forståelse for hvordan naturen fungerer — en slags baseline for alt det man gerne vil lave i sine projekter.

„Der er så stor diversitet at vi virkelig får dækket det hele. Det overrasker tit deltagerne fordi vi ikke er så vant til vild natur i vores gennemregulerede land. Det hele er jo en slags instagramlandskaber — jo federe natur, jo bedre billeder. De meget sanselige landskaber gør folk sindssygt nærværende, og derfor får de meget med hjem,” siger han.

KILDER
Biodiversitetskurser.dk.
Lilli Gruwier. Interview 09.06.2026.
Martin Kielland. Interview 05.06.2026.
Mikael Kirkebæk. Interview 11.06.2026.
Molsbogen: en antologi, Årgang 2005.
Morten D.D. Hansen. Interview 11.06.2026.
Peter Ruhlmann. Interview 7.06.2026.
Tine Gils. Interview 11.06.2026.

SKRIBENT
Tilde Tvedt er freelancejournalist og redaktør, landskabsarkitekt MDL.

Med sine 457 km² og investeringer på 680 millioner euro er Emscher Landschaftspark Europas største parkprojekt i moderne tid og skal også huse udstillingen IGA Ruhrgebiet 2027.

Af Kjell Nilsson

Ruhr-området var engang centrum for Tysklands kul- og stålindustri og motoren for den økonomiske genopretning efter Anden Verdenskrig. Men selv det der blev kaldt ‘Europas industrielle hjerte’ kunne ikke modstå den strukturelle forandring der fandt sted i den sidste del af 1900-tallet.

Lukningen af tungindustrien førte til arbejdsløshed, depressioner og en pludselig bevidsthed om den miljøforringelse der var prisen for industrialiseringen. En rig, velstående region med nu lidt over 5 millioner indbyggere var på kort tid blevet forvandlet til et enormt ‘brownfield’ eller rustbælte med tårnhøje sociale, økonomiske og miljømæssige problemer.

Myndighederne i delstaten Nordrhein-Westfalen indså at der måtte gøres noget radikalt, og besluttede i 1989 at der skulle afholdes en international bygge- og boligmesse (IBA) som rygraden i restaureringen. Men det var ikke en messe i traditionel forstand, men snarere en proces af aktiviteter.

I en 10-årig periode skulle der opnås en økologisk og økonomisk revitalisering af Ruhrdalen gennem partnerskaber og samarbejde med sytten kommuner, private virksomheder, professionelle organisationer, miljøgrupper og lokale foreninger.

Grønne korridorer

Emscher Park udviklede et nyt, banebrydende koncept for genbrug af postindustrielle landskaber. Det fysiske fokus er Emscherfloden, en biflod til Rhinen. I industrialiseringen fungerede den som et åbent kloaksystem for overfladevand fra asfalterede overflader i industri- og boligområderne. Et centralt tema var derfor at genoprette vandkvaliteten. Det omfattede etablering af naturlig vegetation i floden og langs bredderne, dvs. foranstaltninger der havde en øjeblikkelig synlig effekt. Parallelt blev syv grønne korridorer etableret for at skabe en grøn infrastruktur.

Designet, der optog elementer fra industrilandskabet, blev krydset af et netværk af veje, men fremfor alt et veludviklet fodgænger- og cykelvejnet. Primært for lokalbefolkningen, men også for at imødekomme behovene hos det stigende antal turister der begyndte at opdage området.

Design styrker selvtillid

Brugen af kunst og inddragelsen af kunstnere var kontroversiel. Mange lokale politikere mente at det var spild af penge. IBA stod dog fast. Baggrunden var en overbevisning om at godt design var en afgørende faktor i både genoprettelsen af det fysiske miljø og genopbygningen af selvtillid og økonomi. Eksempler er lysinstallationer, designede gangbroer og udplaceringen af talrige skulpturer.

Mange af de kunstneriske installationer tager udgangspunkt i industritiden. Hele områdets identitet, historie, økonomi og kultur var tæt forbundet med den gamle industri på trods af det ødelagte landskab. I Emscher Park har man valgt at bevare så meget af den gamle infrastruktur som muligt, både i form af bygninger og landskab.

Flere nye parker

Emscher Park er ikke bare én park, men flere. Gennem årene er der blevet investeret i mere end 400 projekter, primært finansieret af delstaten Nordrhein-Westfalen og støttet af EU’s regionale udviklingsfond ERDF.

Blandt de mere kendte er Nordsternpark i Gelsenkirchen som blev bygget på stedet for en tidligere kulmine i forbindelse med Bundesgartenschau i 1997. Kulminens gamle bygninger og driftsfaciliteter blev bevidst og omhyggeligt inkluderet i omdesignet. Blandt bemærkelsesværdige vartegn er en moderne hængebro for cyklister og fodgængere over Rhinen-Herne-kanalen og en 85 meter høj kulsilo, oprindeligt bygget i 1950’erne og designet af industriarkitekten Fritz Schupp. Kulsiloen blev udvidet med fire glaserede etager og en 18 meter høj Herkules-skulptur.

Halden på affaldsdynger

En almindelig parktype i industrilandskabet er bunkerne — die Halden — skabt af affald fra mineindustrien. Dem er der to af i Gelsenkirchen.

Den ene er Halde Rungenberg hvor to trekantede pyramider, hver omkring 50 meter høje, hæver sig over en firkantet grundplan. De er kronet af to stållanterner som er en del af lysinstallationen ‘Nachtzeichen’ — skilte i natten.

Den anden er Halde Rheinelbe. Her har et skovlandskab gennem årtier etableret sig med naturens hjælp. Fra skoven rejser sig et 85 meter højt spiralbjerg. En kunstner har lavet en himmeltrappe af betonelementer fra en af kulminerne i Dortmund. Fra toppen kan man opleve et panorama over det centrale Ruhrområde og opleve hvordan det tidligere industrilandskab er forvandlet til et varieret og overraskende grønt landskab.

Flagskibet Duisburg-Nord

Flagskibet i Emscherpark er Landschaftspark Duisburg-Nord. Her begyndte opførelsen af et stålværk i 1901, og to år senere blev de første højovne taget i brug. Bygherren var August Thyssen (1842-1926), grundlægger af Thyssen-gruppen.

Da stålværket blev lukket ned 4. april 1985, var det under navnet Thyssen Stahl AG (nu en del af ThyssenKrupp-gruppen). Lukningen kom som en overraskelse da virksomheden så sent som i begyndelsen af 1980’erne havde investeret 45 mio. Deutsche Mark i højovn nr. 5 og et fuldstændig renoveret gasværk.

Chance for noget nyt

Industrien efterlod et fuldstændig kunstigt, splittet og fjendtligt landskab. Da det stod klart at mineindustriens dominans i Ruhr-området var uigenkaldeligt forbi, stod regionen over for en tvingende udfordring, men også en mulighed for at omforme landskabet til noget nyt og bedre.

Derfor blev der i august 1989 udskrevet en arkitektkonkurrence med åbne forudsætninger. F.eks. blev det ikke besluttet om det nedlagte industrianlæg skulle rives ned eller bevares, eller om stedet skulle gøres tilgængeligt for offentligheden eller ej. Konkurrencen blev vundet af Latz + Partner, grundlagt af Peter Latz, professor ved TUM (Tekniske Universitet i München).

Hans forslag var at ændre så lidt som muligt. Alt hvad der kunne bevares i form af bygninger, fundamenter, jernbanespor og kanaler, blev ladt være i respekt for stedets industrihistorie. Bevarelsen af anlægget som helhed gør de funktionelle forbindelser i en kompleks produktionsproces håndgribelige. Andre steder kan man opleve individuelle fabriksdele, men ikke i en helhed som i Duisburg-Nord.

Duisburg-Nord er ikke kun et eksempel på genbrug af industriområder. Det er også et tegn på mod og åbenhed hvor man turde skabe noget nyt i en tid hvor industrilandskaber blev betragtet som farlige, grimme, miljøskadelige, utilgængelige, økologisk værdiløse osv.

Respekt for det spontane

Peter Latz viste også respekt for den natur der allerede havde udviklet sig spontant på stedet. Det betyder ikke at naturen overlades til sig selv, men at man aktivt griber ind og selektivt påvirker den. Planternes naturlige udvikling (succession) afbrydes gentagne gange, så nye pionerplanter kan slå rod. Det har resulteret i en slående artsrigdom på 450 vildtvoksende arter.

Vedplanter holdes konsekvent i skak, især på selve industriområdet. Den eneste formelle træplantning er placeret tættest på hovedindgangen hvor der er etableret en gitterbaseret træplantning for at give skygge. Den er især attraktiv om foråret når hestekastanjer, kirsebær- og pæretræer blomstrer.

Et paradigmeskift

Duisburg-Nord er ikke det første eksempel på at transformere et industrilandskab til en park. Gaswork Park i Seattle blev f.eks. indviet allerede i 1975. Men Duisburg-Nord er unik i ambitionen om at kombinere et ødelagt landskab med dets bevarede industrianlæg og transformere det til en park der ikke forsøger at skjule fortiden, men snarere ser den som grundlaget for en ny landskabsæstetik.

Den blev en trendsætter i en tid hvor det meste fokus var på de negative (miljømæssige) konsekvenser af industrialiseringen, og hvor design primært handlede om at skjule de industrielle spor.

Landschaftspark Duisburg-Nord blev første gang åbnet for besøgende den 17. juni 1994. Med 1,2 millioner besøgende årligt ser det ud til at der er en tiltrækningskraft i de rustne højovne og jernbanespor, og at Peter Latz og hans folk har formået at formidle en følelse af stolthed over stedets industrielle kulturarv.

IGA Ruhrgebiet 2027

Stoltheden fremgår ikke mindst af beslutningen om at være vært for den store internationale havemesse IGA Ruhrgebiet 2027 i Ruhr-området. Den foregår fra 23. april til 17. oktober og fokuserer på den unikke kombination af havekunst, byudvikling og industrikultur som karakteriserer Ruhrområdet. Læs mere på iga2027.ruhr.

SKRIBENT
Dr. Kjell Nilsson er landskabsarkitekt mdl og tidligere direktør for Nordregio og vicedirektør ved Skov & Landskab, Københavns Universitet.