Sten i landskabet

STENLANDSKAB. I årtusinder er markerne ryddet for de sten istiden efterlod, men forskning og naturprojekter viser at stenene kan blive en del af vores natur og kulturhistorie

Sten er fantastiske. Men i et moderne dyrkningsland­skab er de næsten forsvundet. Enorme mængder er gennem århundreder fjernet og brugt til fortidsminder, kirker, moler, gærder, bygninger eller nedknust til vejma­teriale.

Resultatet er et mere ensartet landskab uden den variati­on stene­ne bidrager med – æs­tetisk, biologisk, geologisk og kulturhistorisk. Og selv om vi ikke forbinder Danmark med sten og fjeld, har sten i alle størrelser været en del af det danske landskab siden istiden hvor de efterlod de sten­forma­ti­oner vi kalder sten­strøninger.

Et nyt projekt, der er udført af Life IP Natureman, forsøger nu at vende udviklingen og har udarbejdet den 20 sider lange pjece ‘Gen­­indførel­se af sten i landskabet’ med det mål at få sten i landskabet.

Hvorfor er der overhovedet brug for sten i det danske landskab, spørger Grønt Miljø Nané Køllgaard Pedersen. Hun er landskabsarkitekt, ph.d. i skov- og landskabsøkologi, indehaver af NK Landskab, og en hovedkraft bag pjecen.

„Når vi i dag laver naturgen­opretning på tidligere dyrkede marker, mangler vi de naturlige levesteder som stenene udgør. Sten skaber variation i både struktur og mikroklima. De fungerer som små radiatorer der suger solens stråler til sig og skaber varme pletter hvor nøjsomme planter, mosser, laver og insekter kan trives. Uden stenene mangler vi en afgørende brik i det biologiske puslespil,“ siger hun.

Diversitet og mikroklima

‘Genindførelse af sten i landskabet’ beskriver hvordan sten giver karakter til landskabet og skaber le­vesteder for en lang række arter der ellers har svært ved at finde fodfæste på de bare marker. De fungerer som små økosystemer i sig selv.

For det første bidrager de med enorm variation i struktur og mikroklima. Sten er varmeledende. De mørke sten absorberer solens stråler og fungerer som små radiatorer der varmer jorden op omkring sig. Det tiltrækker insekter, myrer og sommerfugle der har brug for varme for at trives.

For det andet skaber stene­ne læ og skjul for smådyr, padder og krybdyr. De er også det eneste levested for mange arter af laver og mosser der kræver en fast overflade at vokse på. Omkring stenene opstår der ofte en særlig flora fordi jorden her er mere løs, iltrig og ofte mere næringsfattig end på de åbne markflader.

„Sten skaber kort sagt levesteder. Samtidig bidrager de med variation i landskabet. Variation i struktur og mikroklima omkring stenene der skaber levesteder for nøjsom­me planter og insekter,“ tilføjer Køllgaard Pedersen.

Sten gør noget ved jorden

I en oprindelig stenstrøning ligger stenene spredt i forskel­li­ge dybder i morænejorden. De bryder jordoverfladen og skaber små fordybninger og forhøjninger, der giver variation i fugtighed og temperatur. Når landmændene gennem århundreder har pløjet, harve og udjævnet lavninger, har de skabt en ensartet land­brugsjord hvor den naturlige variation er gået tabt.

Ved at genindføre stenstrø­ninger forsøger man ifølge Nané Køllgaard Pedersen at genskabe denne tabte kompleksitet. Nogle sten skal graves delvist ned så de simulerer de sten der naturligt ville stik­ke op af morænen. Det skaber de nødvendige ‘lommer’ i landskabet hvor specialiserede arter kan få fodfæste. Tidli­ge­re har man i naturpro­jekter ofte lagt sten i bunker. De mange hulrum og skjulesteder giver insekterne gode vilkår, men det ser fremmed og menneskeskabt ud i landskabet.

Intentionen med pjecen og projektet bag er i stedet at klæde folk på til at skabe nye stenstrøninger hvor stenene spredes tilfældigt, præcis som isen ville have efterladt dem.

„Det handler jo også om landskabsværdier og det æstetiske. Ved at sprede stenene i forskellige størrelser, afstande og dybder – hvor nogle sten graves delvist ned – opnår man et udtryk der harmonerer med den geologiske forhistorie,“ siger Nané Køllgaard Pedersen.

„Sten i bunker er i sig selv fint for biodiversiteten, men det ser meget fremmed ud i landskabet,“ fortsætter hun. „For at skabe både landskabelig værdi og æstetik arbejder vi med at sprede dem ud i mere naturlige formationer. Det handler om at forstå de naturlige processer og forsøge at efterligne den måde istiden oprindeligt efterlod stenene på så det ikke ligner et an­lægsprojekt, men er en integreret del af naturen.“

Varieret miks af mineraler

Med undtagelse af Bornholm er den danske undergrund ik­ke klippefyldt, så vores sten kan være alt fra rhombeporfyr fra Oslo-egnen til kinnediabas fra det centrale Sverige og de hårde granitter fra de svenske grundfjelde. Denne geologiske mangfoldighed gør en dansk stenstrøning til et varieret miks af mineraler og overflader. Og som hver især tilbyder forskellige vækstbetingelser for laver og mosser. Nogle sten er porøse og holder på fugten mens andre er glatte og hårde hvilket skaber en mosaik af nicher på et meget lille areal.

Nané Køllgaard Pedersen påpeger at vi med fjernelsen af stenene har fjernet landskabets mikroskopiske variation. Hvor landbrugsjorden er ensartet i sin struktur, tilbyder en stenstrøning et komplekst geologisk tværsnit hvor hver enkelt sten fungerer som en lille ø med sit eget mikroklima.

„Det er her stenen fungerer som en ‘tidsmaskine’ der genskaber forbindelsen til det oprindelige overdrevslandskab. Før udskiftningen og mekaniseringen var stenstrøninger et naturligt og integreret element, især på de fælles græsningsarealer. Ved at genindføre dem i dag, laver vi både et æstetisk greb og genopret­ter en tabt geologisk funkti­on,“ siger Nané Køllgaard Pedersen.

Hun tilføjer at ingen naturtyper i Danmark – højmosen undtaget – er naturligt undtaget for sten. Sten er så at sige hjemmehørende i Danmark og fundamentale for mange specialiserede arter. Det handler dermed om at give naturen dens ‘knogler’ tilbage fremfor kunstigt at opretholde det danske landskab som stenløst.

En ny stenstrøning

Etablering af en ny stenstrø­ning kræver en metodisk tilgang der starter længe før den første sten lægges. Det første skridt er en grundig analyse af terrænet og de eksisterende naturværdier. Man skal sikre sig at man ikke fjerner gamle stendiger eller habi­tater for at skabe nye da tid er afgørende for biodiversiteten.

Når arealet er valgt, handler det om at finde de rette sten. Her er det geologiske ophav vigtigt. Man bør så vidt muligt anvende lokale marksten eller sten fra nærliggende anlægsprojekter for at bevare landskabets autenticitet. Mængden skal være markant, ofte mellem 10 og 50 tons pr. hektar for at skabe en reel biologisk og visuel effekt, og størrelsen kan variere fra små håndsten til store blokke på over en meter.

Selve udlægningen er en kunstform der kræver tæt dialog mellem rådgiveren og maskinføreren, forklarer Nané Køllgaard Pedersen: „Det er godt at snakke med entreprenøren om at målet med en ny stenstrøning er at det gerne må se tilfældigt og rodet ud,“ pointerer hun og understreger at man med fordel kan bruge billeder fra oprindelige sten­strøninger som inspiration.“

I stedet for at lægge stenene i systematiske rækker eller isolerede bunker skal man til­stræ­be et tilfældigt og naturligt udtryk der efterligner istidens efterladenskaber. Stenene skal spredes i varierende tætheder hvor nog­le ligger enkeltvis mens andre danner små klynger eller bælter.

Med heste og kvæg

Sten passer sig selv. Men hvis der ikke er styr på det grønne vedligehold omkring en ny eller eksisterende stenstrøning, skjules de hurtigt af bevoksning. Og når man udlægger sten, kan man som regel ikke anvende sine standardmeto­der og maskiner til normal græspleje efterfølgende.

Her kommer naturgræsning med heste eller kvæg ind i billedet som et afgørende indgreb. Dyrene holder vegetationen nede omkring stenene så de ikke gror til i højt græs og førne. Hvis græsning ik­ke er muligt, kan man lægge stenene i mindre, udvalgte områder hvor man kan foreta­ge manuel pleje med buskrydder.

„Hvis arealerne ikke bliver afgræsset, gror de hurtigt til, og man får et tæt førnelag som kvæler den biodiversitet vi ønsker at fremme. Løsningen i den mindre skala kræver derfor et strategisk designvalg allerede i planlægningsfasen. Man kan vælge at udlægge stenene i organisk formede øer eller bælter hvor man accepterer en højere grad af manuel pleje med buskrydder.   „Hvis man udfører manuel pleje, er det vigtigt at være opmærksom på det liv der opstår lokalt omkring stenene. Det er her det rigtigt batter i forhold til at skabe diversi­tet for flora og insekter, især myrer og sommerfugle. Det kræver en erkendelse af at en stenstrøning ikke er vedli­ge­holdelsesfri, men en investering i udtryk og biodi­versitet der kræver en anden form for opmærksomhed end den traditionelle græsflade,“ siger Nané Køllgaard Pedersen.

Flere dilemmaer

Selv om genindførelse af sten lyder simpelt, er der flere dilemmaer man skal være opmærksom på.

For det første er der spørgsmålet om geologi. Overvej om stenene passer ind i det lokale landskab og den geologiske forhistorie. Sten vil altid bidra­ge med variation og dermed øget biodiversitet, men man skal også være bevidst om den landskabsmæssige sammenhæng og kulturhistorie.

For det andet er sten en ressource der er blevet mere og mere eftertragtet. De bruges i dag i store mængder til blandt andet stenrev og kystsikring hvilket skaber en konkurrence om de tilgængelige sten. Det er derfor vigtigt at bruge lokale ressourcer så vidt muligt og undgå at fjerne sten fra områder hvor de allerede udgør vigtige habitater.

Et par nye stenstrøninger

På Engene ved Villestrup Å, på Den Danske Naturfonds arealer, er der for nylig udlagt 400 tons sten på et otte hektar stort område tæt ved Rold Skov. Ifølge Nané Køllgaard Pedersen er stenene blevet ‘genstrøet’ med hjælp fra entreprenører der har forstået målet om at skabe et tilfældigt og naturligt udtryk. Området er bakket og sandet, og nu og­så med stenstrøninger som istiden kunne have efterladt dem. Stenene kommer fra den lokale grusgrav ejet af NCC, og udlægningen blev udført af Dalgas.

Et andet eksempel er fra Limfjordslandskabet hvor cirka 50 tons sten i forskellige størrelser blev spredt på tidligere dyrkede marker der nu er omlagt til natur. Her har man arbejdet bevidst med at variere afstanden og dybden så stene­ne nogle steder ligger tættere sammen mens der andre steder er større afstand. Det skaber de nødvendige strukturelle forskelle som fremmer en mangfoldighed af levesteder. De største sten er gravet delvist ned i varierende dybder hvilket giver et mere autentisk og rodet udtryk som inspirerer til mere liv.

Folderen nævner en række stenstrøninger med længde- og breddegrader, men listen er – naturligvis – ikke udtømmende, og mange grønne fagfolk kender muligvis placeringen af andre stenstrøninger fra deres virke eller endda barndom.

Nané Køllgaard Pedersen udgiver i maj i år bogen ‘Nye stenlandskaber – sten i naturgenopretning’ som vil funge­re som et inspirationskatalog og en faglig vejledning. Bogen vil indeholde en oversigt over projekter man kan besøge, komplet med koordinater og beskrivelser af sten i både skov, lysåben natur og strandenge. Bogprojektet er støttet af Aage V. Jensens Fond og Hedeselskabet.

Pjecen ‘Genindførelse af sten i landskabet’ er udarbejdet for Life IP Natureman i samarbej­de med biolog og projektleder Kristian Laustsen, Mariagerfjord Kommune. 

KILDE
Nané Køllgaard Pedersen (2026): Genindførelse af sten i landskabet. Life IP Natureman. Arbejdet er udført i  samarbej­de med Kristian Laustsen, Mariagerfjord Kommune.