Ændringerne i den reviderede håndbog ‘Udearealer for alle’ er mest rettet mod shelters og broer og platforme der giver adgang til vandet.

Universelt design og tilgængelighed er afgørende for at flere kan få oplevelser i udemiljøet. I Dansk Standards nyreviderede håndbog ‘Udearealer for alle’ får planlæggere og rådgivere inspiration og anvisninger til hvordan udemiljøet kan indrettes så flere kan færdes trygt i dem og få glæde af naturen – også handicappede.

Den reviderede håndbog erstatter udgaven fra 2012 og en eksempelsamling fra 2015. Første udgave er fra 1995. Håndbogen er udarbejdet af Dansk Standard sammen med hovedforfatteren Ulla Kramer fra ‘God Adgang’. Der er desuden kommet input fra Dansk Standards ‘udvalget for tilgængelighed til bygninger og omkringliggende omgivelser samt rekreative områder’.

Adgangen til vandet

‘Udearealer for alle’ handler om design og planlægning af alle typer offentlige og rekreative udearealer. Det kan være af haver, legepladser, parker og naturområder som skove, strande og søer. Håndbogen er skrevet så den kan bruges i samspil med Bygningsreglementet og med Vejdirektoratets vejledninger.

Håndbogen sammenfatter kriterier og retningslinjer for god tilgængelighed til udearealer. Ofte er der tale om en kombination af lovgivning, anvisninger, standarder, anerkendte vejledninger og god praksis som er tilpasset de udfordringer man møder når man planlægger adgang og oplevelser i naturen.

De væsentligste nyheder i den reviderede håndbog handler om tilgængelighed til shelters samt broer og platforme der giver adgang til vandet. Håndbogen er endvidere blevet opdateret med nye eksempler til inspiration.

Er ikke en selvfølge

En tur i skoven, en dag på stranden eller et besøg i den lokale park virker for de fleste som noget helt naturligt og ukompliceret. Men for mange er det ikke en selvfølge, fremgår det af håndbogen.

Mere end hver femte borger i Danmark lever med nedsat eller divergerende funktionsevne – enten fysisk, sensorisk, kommunikativt eller kognitivt. Den kan være midlertidig, aldersrelateret, medfødt eller erhvervet. Denne store mangfoldighed kræver at bygherrer og kommuner kan skabe rummelighed, anvendelighed og tilgængelighed så alle kan færdes ud fra de forudsætninger de har.

Gennemarbejdede bud

I den reviderede håndbog kan man både hente inspiration til ens eget arbejde med et naturområde eller benytte den som en tjekliste hvis man vil kvalificere design eller have konkrete anbefalinger til hvordan natur og uderum kan indrettes så flere kan færdes der og få glæde af dem.

„Den opdaterede håndbog for ‘Udearealer for alle’ er et stærkt værktøj for alle der arbejder med design og projektering af udearealer,“ siger Helle Harms, seniorkonsulent i Dansk Standards udvalg:

„Den giver konkrete og gennemarbejdede bud på hvordan man kan indrette udearealer så de bliver tilgængelige og brugbare for alle. For tilgængelighed handler ikke om særhensyn. Det handler om kvalitet, funktionalitet og lige muligheder. Når vi planlægger udearealer, skal vi sikre at alle uanset forudsætninger kan opleve og deltage på lige vilkår.“

Fem fokuspunkter

Håndbogen henvender sig især til kommuner, planlæggere, rådgivere og andre der arbejder med udvikling og drift af uderum. Den kan bruges som inspiration og et værktøj i design- og planprocesser, og har bl.a. fokus på:

• Planlægningen af stier og belægninger.
• Design af trapper og hældninger i naturen.
• Adgang til faciliteter som strande, havbade og shelters.
• Indretning af opholdsarealer og hvilemuligheder.
• Huskepunkter i forhold til toiletter og parkering.
• Alle afsnit er suppleret med eksempler som viser hvordan løsninger kan se ud i praksis.

„Når udearealer indrettes med omtanke, bliver de mere inkluderende og kan bruges af flere. Når man tager udgangspunkt i alle brugere af naturen, styrker man både livskvaliteten og fællesskabet,“ uddyber Ulla Kramer der er hovedskribent på håndbogen og sekretariatsleder.

Mennesker og natur

Tilgængelighed handler ikke kun om adgang for den enkelte. Det bidrager også til at beskytte naturen, fremgår det af håndbogen. For når uderum indrettes med tydelige stier og gennemtænkte løsninger, bliver det lettere at orientere sig og bevæge sig rundt ad de etablerede ruter.

Det kan være med til at reducere slid på sårbare områder. Samtidig understøtter gode løsninger at flere kan tage del i fællesskabet og få glæde af naturens oplevelser, uanset forudsætninger.

I Danmark findes der kun i begrænset omfang lovgivning for udearealer uden for byggematrikler. Håndbogen kan derfor bruges som et fælles referencepunkt i samspil med Bygningsreglementet og Vejdirektoratets vejledninger når nye uderum udvikles eller eksisterende områder renoveres. Med håndbogen bliver det lettere at tænke tilgængelighed ind fra starten og dermed skabe uderum der fungerer i praksis for langt flere.

SH

UDVALGET BAG
Dansk Standard har udarbejdet håndbogen sammen med ‘udvalget for tilgængelighed til bygninger og omkringliggende omgivelser samt rekreative områder’.

Udvalget består af:

• Building Diversity.
• Dansk Blindesamfund.
• Dansk Handicap Forbund.
• Foreningen God Adgang (hovedskribent).
• Plan- og Landdistriktsstyrelsen.
• Statens Byggeforskningsinstitut.
• Søren Ginnerup (tilgængelighedskonsulent).

KILDER
BR18. Bygningsreglementet.dk 2018.
DS-håndbog 105:2026. Udearealer for alle – råd til planlægning til tilgængelige udemiljøer. Fonden Dansk Standard 2026. 204 s.
Helena Schou Østergaard. Presseansvarlig hos Dansk Standard. Ds.dk.

PROJEKT. I Tønder arbejdes på at gøre byen mere attraktiv ved i én proces at forebygge oversvømmelser og forbedre bylivets rammer.

Af Tilde Tvedt

Flere skybrud ramte Tønder inden for få dage i august 2026 og gik bl.a. ud over den årlige Tønder Festival. En helt aktuel påmindelse om nødvendigheden af den klimatilpasningsplan for midtbyen kommunen er i fuld gang med at implementere.

Et vigtigt mål er at kombinere klimatilpasning med byudvikling, og de første projekter blev realiseret 2022-2025 efter forslag fra Effekt Arkitekter der vandt den indbudte arkitektkonkurrence.

Bygherre er Tønder Kommune og Tøndermarsk Initiativet hvor kommunen og Realdania m.fl. i fællesskab har afdækket områdets udfordringer og muligheder. Det skal danne grundlag for helhedsorienterede initiativer som gør det mere attraktivt at besøge, arbejde og bo i området.

Ved hedeslette og marsk

Forhistorien er at kommunen de sidste ti år har oplevet en række befolkningsmæssige og strukturelle forandringer som både har ført til tab af arbejdspladser, omfattende fraflytning og fald i ejendomspriser. Det har igen medført øget forfald og tab af bygningskulturelle værdier.

Samtidig udfordrer klimaændringer med kraftig nedbør og forhøjet vandstand i Vidå-systemet byen og dens mange gamle huse der typisk ikke har dybtgående fundamenter.

Vi er i Jyllands sydvestligste hjørne hvor Tønder ligger lavt på overgangen mellem hedeslette og marsk. Byen er formodentlig opstået allerede i 1000-tallet og har i dag cirka 7.500 indbyggere. I århundreder var Tønder en havneby, men Vidåen sandede efterhånden til, bl.a. fordi Tøndermarsken blev afvandet, og i 1934 blev havnen nedlagt.

En historisk markør

Det er ingen tilfældighed at klimatilpasningsplanen fra 2019 officielt hedder ’Byrums- og klimatilpasningsplan for Tønder Midtby’. Målet er ikke kun at løse de tekniske udfordringer, men også at gøre vandet mere synligt i byen som en markør for byens historie og en mulighed for nye oplevelser. Samtidig er det en ambition at forbedre rammerne for byliv i samklang med de historiske omgivelser.

Fire delprojekter er nu gennemført: vandafledning i midtbyen, etablering af skybrudspark, ny promenade langs åen og et helt nyt byrum på Skibbroen ved den tidligere havn.

Projekterne er ifølge landskabsarkitekt Virginie Le Goffic fra Effekt meget forskellige uden et egentlig fælles tema, og dermed skulle der gabes over meget. Det mest udfordrende var dog at dele af det gamle havneanlæg fra 1600-tallet dukkede op ud af det blå under gravearbejde ved Skibbroen. „Det var meget krævende pludselig at skulle integrere et stort nyt element langt henne i etableringsfasen, men også spændende at kunne være med til at synliggøre den gamle havn,“ konstaterer hun.

Mere synligt vand

Grundlæggende stiller byens ret flade terrænforhold store krav til håndteringen af regnvand. Derfor har der været brug for teknisk komplicerede løsninger til at sikre at vandet ledes de rigtige steder hen. De omfatter bl.a. et underjordisk rørbassin under en parkeringsplads og ændring af hældningen på rørene under gaderne, så vandet i højere grad løber væk fra bymidten.

En stor del af regnvandshåndteringen er frakoblet kloaksystemet, og vandet ledes i stedet ad render i belægningen hvor det bliver synligt og en del af oplevelsen af byen. Andre løsninger er permeabel asfalt og små regnbede til nedsivning.

„Midtbyen er næsten flad som en pandekage, og det gav meget lidt råderum i koteringen. Der var virkelig brug for godt landskabsarkitekthåndværk, og vi har måttet arbejde meget med det for at få den rigtige løsning for hver enkelt gade,“ siger Virginie Le Goffic.

Tønders kniplinger

De nye belægninger er genfortolkninger af byens historiske belægninger og er tænkt meget klassisk. Vejprofilerne i de små gader består f.eks. af kombinationer af pigsten, chausséesten og brosten.

Et nyt gennemgående element er gule Odense-klinker som har lang holdbarhed. Klinkerne bruges især på fortove hvor deres rolle også er intuitivt at vise vej fra hovedgaden mod de rekreative områder i kanten af midtbyen.

Riste o.l. er inspireret af de kniplinger der er Tønders kendemærke. Det gælder bl.a. på det lille Gråbrødre Torv i det tidligere klosterkvarter hvor en vandrende i støbejern er delvist dækket af kniplingemønstrede riste. Den fungerer som et springvand med recirkulering af vand der hele tiden risler igennem på langs af renden. Sammen med en rund bænk omkring et stort træ gør vandrenden stedet til et lille nyt fokuspunkt for byliv.

Fra kanal til aktivitetspark

Overskydende regnvand ledes til en ny skybrudspark der er dimensioneret til at kunne klare en 80-årshændelse. Parken ligger langs Laurentiusstrømmen mod nord. Den var tidligere en snorlige kanal med præg af teknisk anlæg. Strømmen er nu ændret til et mere naturligt vandløb der slynger sig gennem det grønne område sammen med en ny sti.

Vandet løber i bunden af en lavning der giver mulighed for at forsinke regnvand ved kraftig nedbør. Den meget langstrakte park tilgodeser også leg og bevægelse og har fået navnet ’Aktivitetsbåndet’. Det omfatter flere forskellige lege- og aktivitetszoner, bl.a. med musikinstrumenter, et solsystem af store og små kugler og en lille bakke at klatre på.

Beplantningen er gjort mere varieret, og der er bl.a. plantet nye træer ud mod Kongevejen der omkranser den historiske bymidte.

Langs vandløbet giver små ’bananformede’ broer mulighed for at komme helt ned til vandet. De er udviklet til at kunne tåle varierende vandstand. Konstruktionen består af varmgalvaniseret stål beklædt med azobetræ der er en slidstærk træsort som ikke kræver overfladebehandling. I brokanten mod vandet er der integreret LED-lys for at lette orienteringen i mørke.

En ny å-promenade

I den sydlige del af bymidten er nærheden til vandet også styrket. Skulpturhaven ved Vidåen har fået en ny træpromenade langs vandkanten der supplerer parkens eksisterende stier. Sammen med en cirkelformet bro giver det mulighed for at komme tæt på åen, men konstruktionen af broen var ikke uden udfordringer.

Jordbunden består af gytje (dynd) med dårlig bæreevne, og desuden gyder den fredede fisk snæblen i Vidåen og må ikke forstyrres med fundamenter. Cirkelbroen hviler derfor på store stålbjælker der er forankret på land, og ’svæver’ i bogstavelig forstand over vandet.

Byrum afløser p-plads

Tønder Midtby har et todelt torv, men ikke så mange andre store byrum. Det råder et helt nyt anlæg ved den tidligere havn bod på. Skibbroens nye byrum ligger i forlængelse af en kort sidegade til hovedgaden på et areal der siden 1950’erne har været parkeringsplads. Det folder sig ud som en stor åben plads med gulv af de samme gule klinker som bruges til mange af midtbyens fortove, og cirkler som gennemgående element.

Pladsen skal ifølge Virginie Le Goffic både invitere til leg og aktivitet og give plads til afslapning. Samtidig fungerer den som en ny inviterende indgang til Tønders historiske centrum.

Det mest markante element er et stort rundt bassin der ligger som en forsænkning i belægningen. Det fungerer både som springvand, soppebassin og regnvandsmagasin idet regnvand fra pladsen ledes mod lavningen ad smalle render i belægningen. Også her er støbejernsristen i midten af bassinet inspireret af kniplingsmønstre.

På tre sider af bassinet ligger runde bede med siddekanter, enkle legeskulpturer og en rund træbeklædt cafebygning. Pladsen er dog samtidig så åben at den kan bruges til f.eks. torvedage eller eventsted under Tønder Festival. To store egetræer fra den tidligere parkeringsplads er suppleret med flere nye rødeg og stilkeg.

Havnen dukkede op

Arkæologer havde på forhånd ledt efter rester af den gamle havn der blev fyldt op i 1934, dog uden held. Men da etableringen af det nye byrum på Skibbroen var næsten færdigt, dukkede havnen pludselig op da man gravede ud til et nyt vejforløb med permeabel asfalt. En mur af store kampesten stod næsten intakt og viste sig at være endemuren i det tidligere havnebassin fra 1600-tallet.

„Den lokale borgergruppe ’Havnegruppen’ havde allerede i mange år arbejdet på at vække byens maritime historie til live, så det var oplagt at resterne af havnen skulle blotlægges. Det var interessant, men påvirkede også projektet ret meget, både tidsmæssigt og økonomisk,“ fortæller Virginie Le Goffic.

En bred betontrappe fører nu ned til den gamle havnemur i et forsænket rum med vægge af cortenstål. Langs muren er der etableret et bassin med lavt vand som reference til havnens vand. Plancher og en model af den gamle havn formidler historien. Denne del af projektet er udformet i samarbejde med Museum Sønderjylland og JAC studios og blev indviet i sommeren 2025 som det sidste i midtbyprojektet.

Flere projekter på én gang

Arbejdet med nye belægningsløsninger, vandafledningssystemer og rekreative elementer er udført af det lokale entreprenørfirma Kjelkvist. For at sikre at arbejdet kunne gennemføres uden skader på de historiske huse, blev der installeret vibrationsmålere på bygningerne, oplyser firmaet på sin hjemmeside.

Her påpeges det også at projektet krævede stor fleksibilitet og planlægning, bl.a. på grund af coronanedlukninger og fundet af den oprindelige havn. Det gjorde det nødvendigt at arbejde med alle delprojekter på én gang frem for at afslutte et ad gangen.

Det er nu 1-2 år siden projekterne stod klar, og Virginie Le Goffic vurderer at det nye byrum på Skibbroen bliver brugt meget mens den nye skybrudspark mest fungerer som lokalpark, måske fordi byens grønne områder er i skarp konkurrence med marskområdet syd for byen.

Klimatilpasnings- og byrumsprojekterne i Tønder Midtby blev i 2023 tildelt prisen som ’Årets Byggeri’ i kategorien ‘Uderum’. Prisen er indstiftet af Magasinet Byggeri, men alle kan indstille kandidater der vurderes af en dommerkomité.

PROJEKT
Bygherre: Tønder Kommune og Tøndermarsk Initiativet
Landskabsarkitekt: Effekt Arkitekter.
Ingeniør: Envidan og Trafikplan
Entreprenør: Kjelkvist.
Areal: 105.000 m2.

KILDER
Virginie Le Goffic. Interview 31.8.2026
Byrums- og Klimatilpasningsplan for Tønder Midtby.
Effekt.dk. Realdania.dk. Kjelkvist.com. Bybang.dk. Lex.dk.

SKRIBENT
Tilde Tvedt er freelancejournalist og redaktør, landskabsarkitekt MDL.

Under Åboulevarden i København ligger Ladegårdsåen og venter på bedre tider.

Af Søren Holgersen

En flok drenge leger i Ladegårdsåen i København. Billedet er fra forsiden af Anders Jørn Jensen og Anja Meier Sandreids nye bog ‘Ladegårdsåen, Stenbroens Bellevue’. Året er 1908 hvor det var tilladt at lege i åen. Det havde været forbudt frem til 1903 fordi åen indtil da indgik i hovedstadens vandforsyning.

Vandet går drengene op til livet, nok 70 cm midt i åen. Andre kilder peger på en lavere dybde, men generelt set var der faktisk pænt med vand i åen. Der har ellers været en myte om det modsatte – måske fordi rørlægningen var det der bedst blev husket. Forfatterne understreger desuden at åen og søerne var forbundne i det flade landskab. Er der vand i søerne, er der også vand i åen.

Åen blev nedlagt og tildækket etapevist fra 1896 til 1969 på det sidste stykke. Den inderste og først nedlagte del af åen var altså allerede nedlagt da billedet blev taget.

På dette sene tidspunkt var historien om Ladegårdsåen allerede næsten 500 år. I 1500-tallet blev hele det naturlige åsystem ændret til kunstige kanaler for at sikre byens vandforsyning. Via opdæmninger af de naturlige åer blev vandet ledt ind mod byen og blev samlet i Bispeengen hvor det blev til Ladegårdsåen.

Navnet kom fra den ladegård – oprindeligt kongelig avlsgård – der lå hvor åen løb ud til det vi nu kalder ‘søerne’ og var et stort vandreservoir både til brugsvand og til voldgravene af militære grunde.

Bogen er en del af et lokalpolitisk initiativ om at få Ladegårdsåen – og hele det københavnske åsystem – frem i lyset igen og dermed skabe en mere grøn og blå by. Men sigtet er også at gå klimaændringerne – mere regn, flere hedebølger og højere grundvand – konstruktivt i møde, bl.a. med mere beplantning og lokal afledning af regn med åen som en oplagt recipient.

Bogen viser også at det kan være en meget hård kamp når den har konsekvenser for trafikken. Der hvor åen gik – og hvor det rørlagte vandløb stadig løber – ligger i dag Åboulevarden og Ågade, en af byens største indfaldsveje. Hvor skal trafikken hen hvis åen skal ud i lyset igen? Det er betegnende at det første, og nylige, konkrete politiske afsæt er at fritlægge Grøndalsåen og en lille del af Lygte Å. Her er ingen trafikale problemer.

Aarhus Å der blev frilagt 1995-2015, har vist at det kan lade sig gøre, og begge steder fortæller navnet Åboulevarden hvad åen meget praktisk blev ændret til, nemlig en stor bred trafikgade.

Den københavnske udgave er dog meget mere trafikeret end den århusianske var, så det er en langt større opgave der venter i København. Det gælder ikke mindst den ambitøse motorgadeudfletning Bispeengbuen. Den ligger næsten der hvor Grøndalsåen og Lygte Å før løb sammen – og dér hvor den sidste rest af åen blev fyldt op.

Sort/hvid-foto: Ladegårdsåen er her i 1962 næsten tømt for vand og ved at blive fyldt op på det stykke der i dag hedder Ågade. Ågade ligger med sine 6 vejspor mellem åens leje og bebyggelsen. Foto fra bogen.
Farvefoto: Billedet fra omtrent samme sted i 2026.

Anders Jørn Jensen og Anja Meier Sandreid, der begge er historikere, har begået en velfortalt lokalhistorie der hviler på masser af skriftlige kilder, personlige beretninger og kort. Og fremfor alt med masser af billeder hvor mange ikke har været upubliceret før.

Den smalle historie om Ladegårdsåen bliver løbende sat i perspektiv af tidens samfund, prioriteringer og behov og som er med til at forklare de ændringer der i årenes løb sker med åen og dens opland.

At holde vandet nogenlunde rent var selvsagt vigtigt før i tiden, selv om åen var meget forurenet efter vores dages kriterier. Da den moderne vandforsyning efterhånden blev sat i system var det andre ting åen blev brugt til – ikke bare til badning, men også som recipient for den voksende og moderne by. Den mere og mere stinkende å endte med at blive et argument for at dække åen til.

For den senere del af historien fortælles bl.a. om motorgadeprojekterne Søringen, der ikke blev til noget, og Bispeengbuen der blev til noget, men som også endte som en isoleret løsning uden tilslutninger. Der var kun få meter hen til boligblokkene og hvor nogle blev opført næsten samtidig med Bispeengbuen. Det siger noget om hvor højt prioriteret motorgadetanken var.

Bogen kan også være en anledning til at minde om hvad lokalhistorie kan bruges til i moderne by- og landskabsplanlægning. Gamle kort kan vise hvor der før var vådområder, lavninger og åløb. Hvor man helst skal holde sig fra at bygge, men gerne bevare naturen. Samme signaler kan vejnavne som Engkrogen og Mosevangen sende. Og det er jo så heldigt at de steder man ikke skal bebygge ofte er de steder der ud fra vinkler som biodiversitet og friluftsliv helst skal friholde.

Lokalhistorien kan også fortælle om stedet. Det gør f.eks. minde- eller advarselsstenen fra 1812 der fortæller om dengang hvor en karet kørte i åen og to kvinder omkom. Stenen kan nu ses på Åboulevarden ud for nr. 16. Ulykken var med til at åens bredder blev tilplantet med piletræer som fremstår markante på eftertidens malerier og fotos. Historien kan også bidrage til at forstå byens og landskabets kulturgeografi, og derved bidrage til at sikre gamle kvaliteter og inspirere til nye.

Debatten kører, bl.a. om at sende trafikken ned i en tunnel, men det fremhæves også at være dyrt CO2-mæssigt set, så måske er det bedre med å og en nedgraderet vej skulder ved skulder. Det er der i hvert plads til på nogle stræk. Det skal blive spændende at følge det senere forløb hvor klimaændringerne er med til at gøre projektet til en ikke helt urealistisk mulighed. 

Anders Jørn Jensen og Anja Meier Sandreid: Ladegårdsåen. Stenbroens Bellevue. Frydenlund 2026. 188 s. 300 kr. Bogen er udgivet med støtte fra Nørrebro Lokaludvalg, Realdania, Miljøpunkt Nørrebro og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond.

Af Svend Andersen

Som træ- og planterådgiver oplever jeg ofte stor usikkerhed om etableringsbeskæring skal iværksættes ved plantning, eller om den først skal udføres efter en til to vækstsæsoner når træet ‘er kommet i gang’ og har lavet nye rødder til erstatning for mistede ved opgravningen.

Artiklen belyser især unge træers tilvækst ved beskæring ved plantning sammenlignet med den tilvækst man får ved at udskyde beskæringen.

Der er som udgangspunkt ingen tvivl om at der er driftsmæssige besparelser og kortere vej til slutmål ved at beskære i forbindelse med plantningen. Kvalitetskrav som beskrevet i ‘Kvalitetsstandard for planteskoletræer’ forudsættes her håndhævet, og beskæringen i anlægget bør ses som en videreførelse af planteskolernes beskæringsmetoder til opbygning af fleksible kvalitetstræer.

Uanset om der omplantes i planteskolen eller udplantes i anlægget brydes træets vækstrytme set i forhold til et uforstyrret træ i natur eller anlæg. Som tidligere producent af allétræer plejer jeg at sige at planteskoler, med få undtagelser, altid beskærer ved omplantninger af træer.

Hvis der ikke var klare fordele, var man nok holdt op med det for længst. Og hvorfor så ikke, allerede ved plantningen af træer i anlæg, udnytte fordelene ved at starte den løbende beskæring af især unge træer, når spaden sættes i jorden?

Billedtekst til foto C og D:
Træerne C og D er podede træer af spidsløn i samme sort og leveringsstørrelse (14-16). Træerne er dermed genetisk ‘enæggede tvillinger’. De er dog langt fra ens i opbygning og udtryk, men hvorfor ikke? Og opfylder træerne kravene i Kvalitetsstandard for højstammede gade- og vejtræer? Se tekst.

Årsskuddenes alder og længde på træerne er markeret med farver for 3. års-skud (grøn), 2. års-skud (gul) og 1. års-skud (rød.

3. års-grene er ret ens i længde på begge træer (begge beskåret). 2. års-grene er korte for træ C (beskåret) og lange for D (ubeskåret). 1. års-grene er længere og færre for træ C end for træ D. Det skyldes mange vækstpunkter som følge af den udeladte beskæring året før

Tema 1. Vækstpunkter

Jeg vil efterfølgende illustrere og redegøre for træers tilvækst og antal vækstpunkter med eller uden plantningsbeskæring. I et lille ‘hjemmeforsøg’ havde jeg plantet 4 lindeheistere hvoraf to blev beskåret ved plantning og to plantet ubeskåret. Efter én vækstsæson er der målt skudlængder og antal nye skud.

Træerne var ens i størrelse og rodmængde ved plantning. Beskæringen ved plantning har reduceret antallet af knopper og dermed nye vækstpunkter på træ A. Rodtopforhold er ændret herved i sammenligning med træ B. Træ B har brudt med mange knopper og deraf korte skud med små knopper til følge.

Det er naturligt og det bør ikke overraske at beskæring påvirker træets rod/topforhold, fjerner knopper og dermed potentielle vækstpunkter med ændret nyvækst til følge. Alligevel kan en selv en garvet tidligere træproducent blive overrasket når der måles og tælles på træets reaktion!

De 10 længste årsskud på træerne var i gennemsnit 21 cm for beskårne træer A og 7,6 cm for de ubeskårne træer B! Antallet af årsskud pr. træ efter én sommers tilvækst var 22 stk. for træ A og 77 for træ B. Forklaringen er at når samme rodstørrelse skal forsyne tre gange så mange skud, bliver der mindre tilvækst pr. skud.

Billed C + D tager ‘beskæringsforsøget’ et skridt videre. Forestil dig at du skal beskære både de beskårne og de ubeskårne træer efter første års tilvækst. Grenene ser ud som på billedet, før den opfølgende beskæring og på billedet nederst næste side efter opfølgningsbeskæringen.

Med min baggrund som producent og senere rådgiver har jeg aldrig været i tvivl om at beskæring flytter tilvækst i træet derhen hvor den er ønsket, ofte opad, forudsat korrekt udført. Beskæringen påvirker dermed kroneform, grentykkelser mv. Billeder og beskrivelser bekræfter det.

Resultatet af ‘beskæringsforsøget’ passer godt med at træer tilpasser deres udspring og vækst efter deres rod/topforhold. Et nyplantet træ har mistet rod ved opgravning, og det kompenserer herfor i udspring med korte nye skud og små blade indtil en passende rodstørrelse er gendannet.

Ligger det i træartens natur at bryde på mange knopper, bliver der mange korte og tynde skud.

Modsat hvis træet beskæres på voksested (ingen omplantning), så står træet tilbage med en stor rod og en ‘lille’ top. Ved udspring kompenserer træet for den mindre top med kraftigere, længere skud og store blade.

Ovenstående beskriver fordele og logikken i at starte etableringsbeskæring med grenregulering og kroneopbygning allerede ved plantning, ikke mindst ved unge træer som heistere og træer med 1. års kroner. Store træer med flerårige kroner (fra 14-16) har mindre behov for beskæring ved plantning forudsat at de opfylder Kvalitetsstandardens krav. Opfylder træet kravene, så tag alligevel et kig på årsskud (tæthed, retning), på flerårige krongrene for forgreninger, retning, længde tæthed, dertil overordnet kroneform og opbygning. Beskæres de grene nu der alligevel skulle beskæres indenfor et år fra plantningen, medfører det et lettere forbedret rodtopforhold og dermed større tilvækst hvor ønsket (top).

Forsøget med lindetræerne er ikke videnskabeligt. Den samlede tilvækst på træer der etableringsbeskæres ved plantning, kan være lidt mindre end på ubeskårne. Den store forskel ligger i at beskæring sikrer tilvækst på blivende dele i top og krone i forhold til tilvækst på grene og vækstpunkter der senere skal fjernes. Træet vokser hvor det er ønsket, og der spares indsats i senere beskæringer.

Billedtekst: Tre eksempler på nyplantede Acer platanoides som vejtræer. Håbløs kvalitet er accepteret (eller valgt), og der er intet gjort for at ændre udgangskvaliteten gennem beskæring. Hvor var fagmanden i projektering, indkøb og kvalitetskontrol? Med dette udgangspunkt er det svært at tro på at der er evne og vilje til at foretage en dyr reparationsbeskæring. 5-10 klip pr. træ i produktionen eller ved plantning ville have givet træerne en helt anden opbygning.

Tema 2. Undladt beskæring

Det næste eksempel jeg vil vise, er betydningen af en undladt beskæring i planteskolens produktion. Hvis træet plantes ud på stedet, frem for at blive afvist, påtager man sig en beskæringsopgave. Der er tydelige paralleller til lindebeskæringen ovenfor.

Træ C opfylder standardens krav for de to-treårige krongrenes tykkelse, forgrening, placering på stamme og grenretning. Der stilles ikke krav til étårs-grene, men hovedparten heraf har også kun behov for let justering (fjernelse eller tilbageklipning).

Kronen på træ C er kegleformet med lys til alle grenniveauer. ‘Søstertræet’ D er rundkronet med mange lange grene der giver den brede runde opbygning der lukker af for lys til grene inde i midtkronen.

Hvori ligger forklaringen i produktionen på træernes grenlængder, retning og udtryk? Et kig på grene kan afsløre at begge træer har fået klippet grene tilbage i punktet mellem 2. og 3. års-skud. Træ C har også fået beskåret lange grene i punktet mellem 2.- og 1. års-skud. Træ D har ikke været beskåret på de nu andetårsskud (gul grendel).

Kvalitetsstandarden foreskriver at ‘krongrene er to vækstsæsoner eller ældre og årligt reguleret i længde og struktur’. Den krævede årlige regulering er uomtvisteligt ikke sket forud for sidste vækstsæson hvilket i sig selv medfører at træerne skal afvises. Den manglende beskæring af cirka ti årsskud har medført at de to ‘enæggede’ træer fremstår meget forskellige. Den manglende årlige regulering i produktionen har også medført at træet vil kunne afvises på andre krav til grene, og kroneopbygning.

Bemærk at de 10 manglende klip har gjort at træ D står med mange dværgskud og en ringe tilvækst på disse. Hvis træet ikke afvises, men plantes, kan det ‘reparationsbeskæres’, så det efter nogle år vil ligne træ C i opbygning og dermed være egnet til en løbende opstamning og kronestyring.

Det er tilladt at købe og plante træer der ikke opfylder kvalitetsstandarden, men den umiddelbare besparelse der måtte ligge heri, vil efter få år være overgået af meget større egen driftsomkostning i beskæring. Desuden kommer nogle bagud med højdevækst og opstamningsmulighed.

Mange træer købes i dag efter tilbudsafgivning, ofte med reference til kvalitetsstandarden. Desværre ser jeg stadig eksempler på at kvalitetskravene ikke håndhæves. Det er til ugunst for træejeren, men det har også den langsigtede betydning at seriøse producenter og grossister, for at overleve, må sænke standarden hvis de skal kunne levere til den lave pris.

SKRIBENT
Svend Andersen er rådgiver inden for bytræer i virksomheden Plantefokus og tidligere planteskoleejer.