Et mere middelhavsagtigt vejr kan gøre det nødvendigt at satse på andre arter, viser nyt studie
I dag trives bøgen i løvskovszonen der strækker sig fra Sydsverige til Nordfrankrig. Men i fremtiden vil bøgen – og mange andre træarter – blive mere udsat for klimaforhold den ikke trives under. Bøgetræerne kan være forsvundet fra det danske landskab ved næste århundredeskifte.
Det viser nyt globalt studie ledet af Aarhus Universitet og det nederlandske Wageningen Universitet. Studiet peger på at Danmark i fremtiden får varmere og tørrere somre som minder om middelhavsklimaet. Det er forhold som bøgetræet har svært ved at klare.
Bøgetræet trives i Danmarks kølige og fugtige løvskovszone, men hvis temperaturen stiger mere end få grader, bliver det for varmt for bøgen.
„Danmark ligger bedre end mange andre lande, men vi skal tænke os om når vi planter nye skove. Det vil være en dårlig idé at plante for mange træer fra den kølige og fugtige del af klimazonen – såsom rødgran og bøg – fordi de kan få svært ved at trives,“ siger Jens-Christian Svenning, professor ved Aarhus Universitet og en af forskerne bag studiet og fortsætter: „I stedet bør vi satse på en bred blanding af hjemmehørende arter, f.eks. eg, avnbøg, fuglekirsebær og skovfyr – og arter som i dag findes syd for Danmark som f.eks. ægte kastanje, valnød, tyrkisk hassel, frynse-eg og vild pære. I det hele taget er diversiteten det sikreste valg,“ siger han.
Langsigtet perspektiv
Studiet kan bidrage med viden til den grønne trepartsaftale. En aftale som bl.a. indebærer at erstatte dansk landbrugsjord med mere skov.
„Det er helt essentielt med et langsigtet perspektiv når det gælder skovplantning, både til skovbrug og med biodiversitetsformål. Man skal have øje for at der er to perspektiver: at bidrage til at sikre træarterne og have velfungerende skove, både som økosystemer og som træplantager. Fremtidens klima skal i høj grad medtænkes, når der plantes nye træer“, siger Jens-Christian Svenning.
Han understreger at det er vigtigt at se på hvad de gør andre steder i verden. „I Østrig planter de nu træer, f.eks. tyrkisk hassel som egentlig er hjemmehørende på Balkan, fordi de nuværende træer rammes af tørkestress.“
Klimatiske tilflugtssteder
Forskerholdet med Jens Christian-Svenning har analyseret mere end 32.000 træarters nuværende udbredelse verden over og vurderet hvordan de vil blive påvirket i takt med, at temperaturen stiger.
„Under et realistisk klimascenarie vil 69% af arterne i mindst 10% af deres nuværende udbredelsesområde blive udsat for klimaforhold der afviger markant fra hvad de lever med nogetsteds i dag,“ siger Jens-Christian Svenning. „Det ser vi allerede i Tyskland hvor rødgran dør som følge af varme og tørke der stresser træerne. Det gør dem sårbare over for sygdomme og angreb af skadedyr.
Heldigvis vil der ifølge forskerne stadig være områder tilbage hvor den enkelte træart kan trives. Disse ‘klimatiske tilflugtssteder’ kan blive afgørende for træernes overlevelse. Men selv om de fleste træarter kan overleve, er det i et skovperspektiv mindre positivt.
Drama i tropiske skove
Studiet peger også på dramatiske konsekvenser for tropiske skove som eksempelvis Amazonas. Her vil mange arter blive udsat for uset høj varme med betydelig risiko for at dele af skovene kollapser. Og det vil ikke kun ramme biodiversiteten, men også forværre klimaforandringerne fordi masser af lagret kulstof frigives.
Tidligere biodiversitetsstrategier har fokuseret på at udvide antallet af beskyttede naturområder. Men det er ifølge Jens-Christian Svenning ikke nok hvis klimaet i disse områder ændrer sig så arterne ikke længere kan overleve:
„For træer som står på kanten af en klimazone, kan ændringen være katastrofal for flertallet af træerne, f.eks. hvis klimaet skifter fra middelhavsklima til ørkenzone som det netop er i gang med i dele af Sydeuropa. Derfor skal vi tænke langsigtet og aktivt hjælpe træarter med at flytte sig – ellers risikerer vi store tab. Og samtidig må vi beskytte de skove som ikke er under samme pres.“
Uheldigvis haster det, tilføjer Jens-Christian Svenning: „Det er ofte mere reglen end undtagelsen at skovbrande hærger i Sydeuropa i løbet af sommeren. Sådan en brand kan lynhurtigt rydde store områder for træer som så får svært ved at genetablere sig, fordi klimaet forandrer sig.“
KILDERHenriette Stevnhøj (2025): Faculty of Natural Sciences, Aarhus Universitet (2025): Klimaforandringer skubber bøg og rødgran mod nord: Danske skove vil være helt forandrede i år 2100. Nat.au.dk 18.8.2025.Coline C.F. Boonman, Selwyn Hoeks, Josep M. Serra-Diaz, Jens-Christian Svenning (2025): High tree diversity exposed to unprecedented macroclimatic conditions even under minimal anthropogenic climate change. Pnas.org 23.6.2025.