Islandsk anlægsgartneri

NORMER. Danske Anlægsgartnere har siden efteråret 2024 samarbejdet med kollegaer på Island om udvikling af islandske normer

Anlægsgartnerfagets fundament ’Normer og vejledning for Anlægsgartnerar­bejde 2023’ er nu grundlaget for udviklingen af islandske normer. I år er de danske normer oversat til islandsk af Danske Anlægs­gart­neres islandske søsterforening. Det var første skridt i en længere proces hvor der har været holdt workshops i både Danmark (marts 2025) og Island (oktober 2025), hvor Danske Anlægsgartneres fagkonsulenter har deltaget.

Der er stor forskel på den fysiske virkelighed og på de materialer der er til rådighed for danske og islandske anlægsgartnere. Oversættelsen har derfor brug for en om­fatten­de revision for at kun­ne blev et samlende og bredt anerkendt grundlag for an­lægsgart­ner­arbejde i Island.

Derfor tog en delegation af islandske fagfolk i marts til Danmark for at undersøge den fysiske baggrund for de danske normer. Og i efteråret tog Danske An­lægsgartneres erhvervsfaglige udvalg og fagkonsulenterne Kim Tang og Kasper Foldager den modsatte vej for at studere de islandske  forudsætninger. Desuden ville de forklare logikken bag de danske nor­mer, hvordan de bruges i praksis og komme med idéer til at tilpasse dem islandske forhold.

Næste skridt er at islandske anlægsgartnere og andre interessenter fra Island hen over vinteren skal afprøve normer­ne i praksis, teste faglige metoder og islandske alternativer samt overveje at søsætte samarbejder med lokale leverandører og producenter om nye materialekrav.

Forståelsen bag ordene

„Islændingene vil gerne ha­ve deres egne normer med udgangspunkt i de danske. Men de danske kan være ret meningsløse hvis man ikke har den forståelse som ligger bag ordene. Til forskel fra mange lande har vi mange skriftlige normer som er målbare. Langt hen ad vejen kan man simpelthen gå ud og må­le om noget er i orden og enten overholder normerne eller ej. Det ønsker de sig på Island, men uanset om det gælder lovgivning, materialer eller fysiske betingelser, er der jo et væld af forskelle mellem Island og Danmark, så selv om de har oversat normerne, venter det virkelige arbejde stadig – at tilpasse dem de lokale forhold,“ poin­terer Kim Tang.

„Det gælder jo alting, eksempelvis jævnhed på belægninger,“ fortsætter Kim Tang. „Giver det mening at have et krav om at der maksimalt må være lunker på 10 mm? Og hvad med trapper og støttemure når både materialer og bundopbygning er anderledes? De skal ud og sammenholde normerne med virkeligheden på Island, og så skal de have en grundig faglig diskussion. Det hjælper vi med.“

Fra en anden verden

Faktisk er forskellene mellem dansk og islandsk anlægsgart­neri mange og fundamentale, supplerer Kasper Foldager: „Der er forskel i nedbør, i frost, i sæsonlængde, i undergrund og materialer, så de kan på ingen måde bare tage eksempelvis vores krav til fugebredder og fald og genbruge dem 1:1,“ siger Foldager.   „Fugebredder kan ikke umiddelbart genbruge, hvis islandske materialer, såsom be­tonfliser og -belægningssten, varierer mere end de europæiske standarder tillader mens krav til minimumsfald måske uden de store problemer vil kunne overtages direkte. Derfor var det nødvendigt at vi var ude sammen og måle med retholdt og tommestok og se på, hvad der fungerer, og hvad der absolut ikke fungerer,“ siger Foldager.

Nærmest i døgndrift

Inden man begynder at overveje fugebredder og krav til materialetolerancer, er en islandsk anlægsgartner dog nødt til først at forholde sig til klimaet og de fysiske rammer for selve arbejdet. Vejret og årstiderne er så anderledes, at de færreste danske procedurer og vaner kan bruges, understreger Kasper Foldager.

„Deres betingelser for at arbejde som anlægsgartnere er mere sammenlignelige med danske landmænd end med  danske anlægsgartnere. De har en som­mersæson på tre eller maksimalt fem måneder. Derefter forhindrer vind, nedbør og temperaturer at man kan være anlægsgartner på normal vis.“

„Og der er ikke træer nok til at man kan satse på vin­ter­be­skæring, så de må lave glat­fø­rebekæmpelse, ophænge julebelysning eller forberede sig på næste sæson. Det bruger de islandske anlægsgartnere faktisk meget tid på, for vinduet for at kunne arbejde lukker så hurtigt at de er nødt til at skemalægge arbejdet fuldstændigt stramt. Så når sommersæsonen starter, arbejder de nærmeste i døgndrift,“ forklarer Kasper Foldager.

Den korte vækstsæson er også årsagen til at det islandske udvalg bag processen med normerne ikke for alvor er kommet i gang med arbejdet end­nu. Oversættelsen af ‘Normer og vejledning for Anlægs­gart­nerarbejde 2023’ til islandsk lå nemlig klar netop som sæsonen startede, og hele årets arbejdsindsats skulle klares på 3-5 måneder.

Lava under belægningen

Nu er efteråret kommet, og Islands anlægsgartnere kan ån­de ud, køre græsslåmaskinen i stald og begynde at tilpasse de danske normer til deres egen virkelighed, siger Kim Tang.

„De skal have beskrevet hvordan de vil have deres bæ­relag. Hvilke materialer laver de afretningslag og bundop­bygning af? Bygger de op i samme tykkelser eller tykkere end os? I Danmark har vi istidsaflejringer vi kan udvinde til grus, og det bygger vores normer på. Det er strengt taget en nødløsning som man ikke behøver i Norge og Sverige der kan bruge knust fjeld under belæg­nin­ger­ne. Men ingen af delene er tilstede på Island. De har mest lavasten i forskellig tæthed, som de knuser og bruger, men de skal ha­ve beskrevet den fraktion som passer dem bedst,“ forklarer Kim Tang.

Netop den manglende konsensus om hvordan man bedst opbygger et bærelag på Island, var tydelig da delegationen begav sig rundt i Reykja­viks gader, siger Kasper Foldager: „Vi så mange sten og fliser som enten var løftet et par cm eller lå og vippede. Kan det tilskrives de anvendte materialer? Eller kan det skyldes frost/tø eller overbelastning som vi også ser i Danmark? Det kan være farligt at udtale sig om når det ikke er undersøgt nærmere.“

Slemmet til i finstof

„Dog var det tydeligt at bundopbygningen under en belægning nær Islands parlamentsbygning i Reykjavik var problematisk da nedsiven­de vand ik­ke kunne afledes fordi der var for meget finstof. Og af­ledes skulle det, da belægningen var anlagt oven på et be­tondæk,“ fortsætter Kasper Foldager.

„Problemet skyldes at deres form for grus­gravsmateriale – knust lavasten med et ukendt indhold af ler – indeholder meget finstof. Det betyder at materialet holder på vandet når der kommer vand under belægningen. Når der bagefter kommer belastning på belægningen, begynder den at bevæge sig fordi opbygningen simpelthen slemmer til,“ siger Kasper Foldager.

„Deres ler er også anderledes end vores. Lerpartiklerne er runde hvor de i Danmark er flade. Det betyder at leret ikke kitter sig sammen på sam­me måde,“ siger Fold­ager. Han tilføjer at Grønt Miljøs bog ‘Befæstelser’ blev benyttet til at diskutere forskellige stenma­terialers opbygning.

„Vi kunne vise at i Danmark skal vores materialer gerne ha­ve en sammensætning der ligger inden for diagrammernes grænsekurver. I Island har de ikke sådanne diagrammer over eg­ne materialer, så det skal de have udviklet. Men det var spændende at diskutere, og det medførte også en snak om hvorfor vi eksempelvis ikke vil have mere end 3% lerindhold i vores grus, men heller ikke kan acceptere 0%. Nu skal de have undersøgt deres lers egenskaber og hvilken betydning det har for strukturen i deres materialer,“ forklarer  Foldager.

Materialer uden regler

Selv om alle udførselsnormer­ne bliver en stor opgaver for de islandske anlægsgartnere, venter der dem også et endnu større, koordinerende arbejde. I Island er leverandører og producenter nemlig ikke underlagt de EU-standarder om ma­teri­a­ler som de danske er.

„I Danmark skal alle produkter som minimum holde de eu­ropæiske standarder. For be­tonfliser og betonsten er virksomheder tilknyttet beton­va­rekontrol­len desuden forpligtet til at holde skærpede krav, f.eks. om vejr­be­standighed og måltoleran­cer. Vi har på man­ge måder valgt de skrappeste krav, men is­lændingene er ik­ke underlagt sådanne krav. Det giver frihed, men de skal overveje om ikke deres produktion af betonvarer og natursten som basalt bør overholde visse, endnu ikke fastlagte, tolerancer,“ siger Tang.

Konsekvenserne af de mang­lende materialekrav var nemlig tydelige mange steder, fortæller Kasper Foldager.

„Vi så knækkede basaltfliser på gågaden fordi de kun var 3 cm tykke. Arealet var naturligvis lavet til gående trafik, men der kommer i ny og næ en bomlift, skraldebil eller sneplov, og så knækker fliserne. De skal være tykkere. De danske normer siger 8 cm for tra­fikklasse T1 (let trafik) ved natur­stenbelæg­ninger, men deres basaltsten virker mere porøse så islæn­dingene skal have testet materialets brudstyrke.

Der var også mange brønddæksler som lå dybere end vejen fordi røret under havde givet sig. Den slags eksempler var der masser af,“ siger Kasper Foldager. Men også uden for byerne stak de manglende materialekrav hovedet frem.

Man kan også finde udfordringer med asfalten, oplyste de islandske værter. Den laves ofte i for dårlige kvalitet og lægges for tyndt ud. Der var veje hvor vinden ligefrem flåede asfaltslidlaget af. Her savnes en standard.

Bør tænke NovaTjek

Selv om der er brug for at få styr på kvaliteten af udbuddet af materialer på Island, lød anbefalingen fra Danske Anlægsgartnere til de islandske kollegaer at de starter med at finde ud af hvilke udførselskrav islandske anlægsgartnernormer bør indeholde. Derefter kan man på sigt vælge at indføre materialekrav i normerne.

„Herhjemme har vi jo valgt at udgive udførelseskravene i sin egen lille lommeudgave kaldet NovaTjek. Det kan være en stor hjælp for vores samar­bejdspartnere på tegnestuer­ne, hos rådgivere og bygherrer. Vi mener også at det er en fordel for islændingene at læ­ne sig op ad den opdeling og starte med at udvikle en udfø­r­elsesnorm og så senere en ma­terialenorm. At skabe fælles regler for materialer er en større proces og vil tage tid når man skal vende potentielle krav med landets leverandører og producenter og nå til enighed. Ved at starte med udførelsesnormerne, kan de lige så stille i de kommende år bygge normerne ud med materialestandarder i takt med at aftaler og samarbejder med leverandørerne falder på plads,“ forklarer Kim Tang.

Planteproblemer

Også på planteområdet skal islændingene beslutte hvad de vil finde sig i. Langt de fleste planter som anlægsgartnerne sætter i jorden, er produceret på Island uden at være underkastet EU’s plantestandard.

„Men anlægsgartneren kan ikke være sikker på at de forskellige planteskoler bruger de samme betegnelser og navne, og der er ingen faste retningslinjer for kvaliteten. Så de skal overveje at etablere samarbejder med planteskolerne om en ensretning og et sæt plante­standarder,“ siger Kim Tang.

Planteproduktionen er ikke så stor på Island, og selv om de sagtens kan bestille fra udlandet, må de tænke sig om. „De kan ikke bare kontak­te en planteskole i Danmark eller i Norge og bestille 20 lindetræ­er med mindre de bestiller fra Nordnorge. For træerne skal være tilpasset et klima hvor der kan være frost og sne helt hen i juni, og hvor frosten kan vende tilbage allerede i september selv om det er sjældnere og sjældnere fordi de og­så oplever et varmere klima,“ forklarer Kim Tang.

Det varmere klima og planterne er en udfordring som også de kommunale fagfolk på Island nogle gange kæmper med. Reykjavik Kommune har eksempelvis i år fået bor­gerklager over at der ikke var sommerblomster i krukkerne da sommeren startede. Men selv om vejret var varmt i år, var sommerblomsterne endnu ikke sat til salg på planteskolerne, fortæller Foldager:

„Selv om sæsonen de seneste år har ligget nærmere fire end tre måneder, tør planteskolerne stadig først åbne for salget af sommerblomster i maj, for hvis de åbner tidligere, er der for stor risiko for frostskader på planterne.“

Store og tynde ruller

Mange af udfordringerne på Island skyldes altså klima og manglende materialekrav, men nogle udfordringer må islændingene selv tage ansvar for, pointerer Kasper Foldager.

„Vi så lygtepæle som ikke var sat dybt nok. Man kunne se ledningerne komme fra under belægningen og op i lygtepælen på en måde så eksempelvis en sneplov godt kunne få fat i ledningen,“ siger Kasper Foldager som også bed mærke i hvordan der er tradition for at producere, levere og arbejde med rullegræs.

Rullegræs på Island laves i større ruller som kan være svære at håndtere. Her kan erfaringerne fra Danmark, hvor vi bruger mindre ruller, måske bruges. Herhjemme får vi rul­legræs leveret i små ruller der er stablet på paller og i en stør­relse der er håndterbar og kan transporteres af én person i favnen eller i en trillebør.   „Men i Island er det kæmpestore ruller der er skåret af utroligt tyndt. Der er næsten ingen muld på. I stedet er de rullet med plastiknet under for ikke at falde fra hinanden. Og når græstæppet ankommer, skal det løftes hen og rulles ud med kran. Som altid er der jo en del tilpasning til det reelle areal, men partierne med rul­legræs er så store at et menneske ikke kan håndtere dem, så anlægsgartnerne saver tørven i mindre stykker med en kapsav. Det er uhensigtsmæssigt, og man bruger alt for tunge maskiner, når man tænker på at der er tale om rullegræs. Det ville jeg tale med producenterne om hvis det var mig,“ understreger Kasper Foldager.

For få fagfolk

Med udviklingen af Islandske normer for anlægsgartnerar­bejde håber den islandske forening – der favner både anlægsgartnere og landskabsarkitekter – at kvaliteten på det udførte arbejde hæves da nedskrevne normer vil blive brugt til afgørelse af tvister, lyder det fra Tang og Foldager.

Men det er ikke kun ønsket om højere og mere ensartet kvalitet som har vakt islændin­genes ønske om at have skriftlige og målbare normer, fortæller de. I Island, hvor der er stigende søgning på anlægs­gart­nerud­dan­nelsen, vil normer lette undervisningen og gøre prøver mere ensartede for sko­le, lærlinge og mestre.

Samtidig er man udfordret af at der er mere anlægsgart­nerarbejde tilgængeligt end der er faglærte anlægsgartnere til at udføre det. Derfor står man i den ret vanvittige situation at det er normalt accepteret at et kommunalt udbud indeholder en passus om at arbejdet skal udføres af faglærte anlægsgartnere … eller af en person som minimum har prøvet den type arbejde én gang tidligere.

„Det er alligevel lidt af en undergravning af udbudsma­terialets indledende krav til de udførendes uddannelsesniveau,“ understreger Kasper Foldager. „Det siger sig selv at den ordning let kan misbruges når du bare kan hente en fyr på pubben, give ham en enkelt dag på et andet anlægsprojekt og derefter lovligt stil­le med ham til en opgave som en faglært burde udføre.“

Udfordringer er der altså nok af på Island. Men nu er de i gang, og efter denne vinter ventes det at der ligger et bud på udførselsdelen af de islandske normer klar. Til den tid besøger Danske Anlægsgartnere igen øen i Nordatlanten.