Svært at frede noget der gror

KONFERENCE. Det er en tung dans med systemet af frede det grønne med en lov der er beregnet til bygninger, lød det på temadag

I over hundrede år har vi kun-net frede natur, i knap halvtreds år har vi kunnet frede de nære omgivelser omkring en fredet bygning, og i 15 år har vi endda kunnet frede selvstændige, landskabsarkitekto­niske værker.

I den anledning holdt Danske Landskabsarkitekter og Landskabsarkitekternes Tæn­ketank den 11. november konferencen ‘At frede noget der gror’ for at præsentere og diskutere hvad vi har lært i de 15 år, og hvilke udfordringer der venter. For det stod klart på konferencen at arbejdet ikke er færdigt endnu.

Siden en ændring i byg­nings­fredningsloven i 2010 har det godt nok været muligt at frede parker, haver og pladser som selvstændige landskabsarkitektoniske værker. Men selv om intentionen var god, har de seneste 15 års praksis vist at det er en kompleks opgave at frede noget der konstant forandrer sig.

Mangler en pæl i loven

Omkring 70 deltagere fra fagmiljøet havde fundet vej til konferencen der foregik i Festauditoriet på Københavns Universitets Frederiksberg Campus hvor både bygningen og haven uden for passende nok og­så er fredet. Dagen bød på bå­de faglige oplæg, paneldis­kussioner og konkrete cases.   Grønt Miljø deltog ikke selv, men vi har i stedet gennemgået dagens præsentationer og bagefter vendt konferencen med landskabsarkitekt Knud W.Ø. Larsen og Torben Dam der er lektor ved Institut for Geovidenskab og Naturfor­valtning ved Københavns Universitet. Begge er med i Land­skabsarkitekternes Tænketank og både medar­rangører og oplægsholdere på dagen.

Knud W.Ø. Larsen har ikke svært ved at opsummere et af kerneproblemerne: „Det helt store skisma som vi hele tiden vender tilbage til, er at vi mangler en pæl i bygnings­fred­ningsloven der handler om hvordan man freder bygninger og landskaber sammen. Det vi med ét ord kalder kul­turmiljøer,“ forklarer Knud W.Ø. Larsen.

Frederiksberg Allé

En af konferencens centrale dele var gennemgangen af 15 års fredningspraksis med eksempler der illustrerede både succeser og fiasko­er.

Frederiksberg Allé blev af Torben Dam fremhævet som et vellykket eksempel på en fredning af et selvstændigt landskabsarkitektonisk værk. Her har Slots- og Kulturstyrel­sen lyttet til høringssvar under fredningsprocessen, og kommunen har bagefter fuldstændig styr på plejen af alléen. Det er et eksempel på at det kan lykkes når der er politisk vilje og faglig forståelse hos folkene der varetager arbejdet, i dette tilfælde Frederiksberg Kommune.

Radiohuset og Kildeskoven

I den anden ende af skalaen finder man Radiohusets tagha­ve i København og Kildeskovshallen i Gentofte. Her er fredningen ikke fulgt op, og især Radiohusets anlæg er i forfald. I begge tilfælde kan problemerne med at respektere om­givelsesfred­ningen henføres til mangel på faglighed og ressourcer hos myndighederne.

Det forklarer Knud W.Ø. Larsen på baggrund af oplæggene fra John Norrie og Lea Nørgaard, beg­ge landskabsarkitekter og med i Land­skabs­arkitekternes Tænketank. I udvalget sidder også Sonja Poll, Henning Looft, Jeremy Dennis, Stine Bærent­zen, Torben Dam og Catrine Hancke.

„I Center for Kulturarv er der ingen landskabsarkitekter ansat ud af 25 medarbejdere. Det er primært kunsthistori­ke­re og arkitekter. Det er derfor frivillige kræfter der skal følge op når der er noget galt,“ forklarer Knud W.Ø. Larsen. Han bemærker det var foreningen selv der opdagede problemer­ne via egne kanaler og siden kontaktede Slots- og Kul­tursty­relsen og byg­nings­ejer­ne. Dog uden meget held og systematisk opfølgning indtil videre.

Herning Kunstmuseum

Et andet eksempel på manglende forståelse for det leven­de materiale er Herning Kunstmuseum. Her er det meste af museets store grund omgi­vel­sesfredet både på grund af bygningerne og De Geometriske Haver.

Landskabsarkitekt Henning Looft fortalte dog om flere udfordringer, bl.a. fordi omgivel­sesfredningen ikke angav fred­ningsværdien af land­skabs­ele­menterne. Eksempelvis blev nogle smukke, vindfor­me­de sølvpopler fældet under en ombygning i 2017, og der blev aldrig genplantet. I stedet blev et nærliggende areal tilplantet med en håndfuld højstamme­de sølvpopler, men altså som traditionelle bytræer som havde et helt andet udtryk end de karakterfulde popler, der indgik i fredningen, men aldrig var beskrevet.

Derfor konkluderede Henning Looft at kommende generationer ikke har noget at forholde sig til uden beskrevne fredningsværdier. Og fordi planter vokser og beslutninger kan føre mange veje, kan situ­ationen fra fredningstidspunk­tet nemt blive ændret uden fagligt kompetent tilsyn og myndighedsbehandling da eje­re ikke kan forventes at have de faglige kompetencer.

Nyholmen i København

Knud W.Ø. Larsen holdt selv oplæg om fredningen af Nyholmen i København hvor man valgte at frede visse bygninger og dele af de grønne anlæg – som omgivelsesfred­ning – i stedet for at frede hele øen som et samlet kulturmiljø. Resultatet er at der nu er ‘hvi­de pletter’ på kortet som kan udnyttes til nybyggeri hvilket svækker den samlede historiske fortælling om flådens gamle leje.

Aarhus Universitetspark

Den mest omdiskuterede sag som fik sin egen paneldiskussion på konferencen, er uden sammenligning Aarhus Univer­sitetspark. Sagen illustrerer alle systemets svagheder.

By og Land (Landsforeningen for By og Landskabskul­tur) er den eneste instans som udover Det Særlige Bygningssyn kan indstille til både bygnings- og landskabsfredning. By og Land  foreslog oprindeligt at frede hele universitetsparken ud til vejene der omgiver området, samt Venne­lyst­parken mod syd. Samtidig skul­le ni af de ældre bygningskomplekser fredes. Men bygherre og ejer – Bygningsstyrel­sen og Aarhus Universitet – modarbejdede fredningen der endte med at blive lagt ned.

Et halvt år senere valgte Det Særlige Bygningssyn at prøve igen med en mere begrænset fredning, denne gang med en fredning af samme bygninger men kun selve den centrale universitetspark som et selvstændigt landskabsarkitekto­nisk værk.

Denne fredning gik igennem, men som professor i Arkitektonisk Kulturarv ved Arkitektskolen Aarhus, Mogens A. Morgen, sagde til By­rums­mo­ni­tor om fred­ningsafgørelsen: „Man kan roligt kalde det en amputeret fredning. Den bør absolut udvides over tid; det kan der ikke være tvivl om. Den rummer ik­ke det storslåede anlægs kvaliteter.“

Desuden har hele sagen rejst mange spørgsmål. Der er eks­empelvis en del ikkefrede­de bygninger i parken, og fred­ningsgrænsen går helt op til deres sokler. Hvad gør man når en bygning skal udvides eller bygges om? Kan man rive den ned og byg­ge nyt? Og hvordan sikrer man at den nye bygning respekterer parkens frednings­værdier? Der er flere spørgsmål end svar, ikke mindst fordi Byg­nings­styrelsen i sagen så aktivt modarbejde­de Det Særlige Bygningssyn.

Bør bygges ind i loven

Konferencen kan alt i alt ses som en opfordring til politiker­ne og myndighederne. For at sikre den grønne kulturarv for fremtiden er den nuværende lovgivning og myndighedernes tilsyn og kompetence ikke fyldestgørende.

Et afgørende skridt kunne være at muligheden for at frede samlede kulturmiljøer skrives ind i bygningsfred­ningsloven. Det vil gøre det muligt at beskytte helheder – bygninger, parker, pladser og gader i sammenhæng – og und­gå de problematiske klatfredninger der skaber mere forvirring end beskyttelse.

Professor Mogens A. Morgen fra Aarhus Arkitektskole, afsluttede med oplægget ‘Kul­turmiljø som udgangspunkt for fredning eksempli­ficeret ved Aarhus Universitet.“ Han har i en årrække talt for denne ændring og henviste til at Nor­ge, Sverige, Storbritannien og flere andre eu­ropæiske lande allerede har denne mulighed.

Desuden bør der tilføres faglig ekspertise til embedsvær­ket, fortsætter Mogens A. Morgen. Fra flere sider i både pa­neldebatter og oplæg blev behovet for at få noget relevant ekspertise – kort sagt som minimum én landskabsarkitekt – ind i Center for Kulturarv fremhævet.

Helst ingen tung dans

Det er svært at forstå hvordan man kan forvalte fredninger af landskaber uden at have en eneste landskabsarkitekt ansat, pointerer Knud W.Ø. Larsen. Han er dog forsigtig optimistisk når det gælder muligheden for at der kan komme et tillæg til bygnings­fred­nings­loven om kulturmiljøer:

„Fra flere sider bliver der talt en del om at revide­re byg­nings­fredningslo­ven. Hvis man skubber på, kunne der være en chance for at det kommer med denne gang. Det kan konferencen bidrage med.“

Konferencen sluttede med denne fælles opsummering der fastslog fredningens sigte:

„Vi skal frede for at samfundet kan fastholde land­skabs­arkitekto­niske kvaliteter og kulturmil­jø­er i Danmark. Fredning er kundskab og erfaring for fremtiden, en fælles referenceramme for noget vi ger­ne vil med det danske samfund.“