Under Åboulevarden i København ligger Ladegårdsåen og venter på bedre tider.

Af Søren Holgersen

En flok drenge leger i Ladegårdsåen i København. Billedet er fra forsiden af Anders Jørn Jensen og Anja Meier Sandreids nye bog ‘Ladegårdsåen, Stenbroens Bellevue’. Året er 1908 hvor det var tilladt at lege i åen. Det havde været forbudt frem til 1903 fordi åen indtil da indgik i hovedstadens vandforsyning.

Vandet går drengene op til livet, nok 70 cm midt i åen. Andre kilder peger på en lavere dybde, men generelt set var der faktisk pænt med vand i åen. Der har ellers været en myte om det modsatte – måske fordi rørlægningen var det der bedst blev husket. Forfatterne understreger desuden at åen og søerne var forbundne i det flade landskab. Er der vand i søerne, er der også vand i åen.

Åen blev nedlagt og tildækket etapevist fra 1896 til 1969 på det sidste stykke. Den inderste og først nedlagte del af åen var altså allerede nedlagt da billedet blev taget.

På dette sene tidspunkt var historien om Ladegårdsåen allerede næsten 500 år. I 1500-tallet blev hele det naturlige åsystem ændret til kunstige kanaler for at sikre byens vandforsyning. Via opdæmninger af de naturlige åer blev vandet ledt ind mod byen og blev samlet i Bispeengen hvor det blev til Ladegårdsåen.

Navnet kom fra den ladegård – oprindeligt kongelig avlsgård – der lå hvor åen løb ud til det vi nu kalder ‘søerne’ og var et stort vandreservoir både til brugsvand og til voldgravene af militære grunde.

Bogen er en del af et lokalpolitisk initiativ om at få Ladegårdsåen – og hele det københavnske åsystem – frem i lyset igen og dermed skabe en mere grøn og blå by. Men sigtet er også at gå klimaændringerne – mere regn, flere hedebølger og højere grundvand – konstruktivt i møde, bl.a. med mere beplantning og lokal afledning af regn med åen som en oplagt recipient.

Bogen viser også at det kan være en meget hård kamp når den har konsekvenser for trafikken. Der hvor åen gik – og hvor det rørlagte vandløb stadig løber – ligger i dag Åboulevarden og Ågade, en af byens største indfaldsveje. Hvor skal trafikken hen hvis åen skal ud i lyset igen? Det er betegnende at det første, og nylige, konkrete politiske afsæt er at fritlægge Grøndalsåen og en lille del af Lygte Å. Her er ingen trafikale problemer.

Aarhus Å der blev frilagt 1995-2015, har vist at det kan lade sig gøre, og begge steder fortæller navnet Åboulevarden hvad åen meget praktisk blev ændret til, nemlig en stor bred trafikgade.

Den københavnske udgave er dog meget mere trafikeret end den århusianske var, så det er en langt større opgave der venter i København. Det gælder ikke mindst den ambitøse motorgadeudfletning Bispeengbuen. Den ligger næsten der hvor Grøndalsåen og Lygte Å før løb sammen – og dér hvor den sidste rest af åen blev fyldt op.

Sort/hvid-foto: Ladegårdsåen er her i 1962 næsten tømt for vand og ved at blive fyldt op på det stykke der i dag hedder Ågade. Ågade ligger med sine 6 vejspor mellem åens leje og bebyggelsen. Foto fra bogen.
Farvefoto: Billedet fra omtrent samme sted i 2026.

Anders Jørn Jensen og Anja Meier Sandreid, der begge er historikere, har begået en velfortalt lokalhistorie der hviler på masser af skriftlige kilder, personlige beretninger og kort. Og fremfor alt med masser af billeder hvor mange ikke har været upubliceret før.

Den smalle historie om Ladegårdsåen bliver løbende sat i perspektiv af tidens samfund, prioriteringer og behov og som er med til at forklare de ændringer der i årenes løb sker med åen og dens opland.

At holde vandet nogenlunde rent var selvsagt vigtigt før i tiden, selv om åen var meget forurenet efter vores dages kriterier. Da den moderne vandforsyning efterhånden blev sat i system var det andre ting åen blev brugt til – ikke bare til badning, men også som recipient for den voksende og moderne by. Den mere og mere stinkende å endte med at blive et argument for at dække åen til.

For den senere del af historien fortælles bl.a. om motorgadeprojekterne Søringen, der ikke blev til noget, og Bispeengbuen der blev til noget, men som også endte som en isoleret løsning uden tilslutninger. Der var kun få meter hen til boligblokkene og hvor nogle blev opført næsten samtidig med Bispeengbuen. Det siger noget om hvor højt prioriteret motorgadetanken var.

Bogen kan også være en anledning til at minde om hvad lokalhistorie kan bruges til i moderne by- og landskabsplanlægning. Gamle kort kan vise hvor der før var vådområder, lavninger og åløb. Hvor man helst skal holde sig fra at bygge, men gerne bevare naturen. Samme signaler kan vejnavne som Engkrogen og Mosevangen sende. Og det er jo så heldigt at de steder man ikke skal bebygge ofte er de steder der ud fra vinkler som biodiversitet og friluftsliv helst skal friholde.

Lokalhistorien kan også fortælle om stedet. Det gør f.eks. minde- eller advarselsstenen fra 1812 der fortæller om dengang hvor en karet kørte i åen og to kvinder omkom. Stenen kan nu ses på Åboulevarden ud for nr. 16. Ulykken var med til at åens bredder blev tilplantet med piletræer som fremstår markante på eftertidens malerier og fotos. Historien kan også bidrage til at forstå byens og landskabets kulturgeografi, og derved bidrage til at sikre gamle kvaliteter og inspirere til nye.

Debatten kører, bl.a. om at sende trafikken ned i en tunnel, men det fremhæves også at være dyrt CO2-mæssigt set, så måske er det bedre med å og en nedgraderet vej skulder ved skulder. Det er der i hvert plads til på nogle stræk. Det skal blive spændende at følge det senere forløb hvor klimaændringerne er med til at gøre projektet til en ikke helt urealistisk mulighed. 

Anders Jørn Jensen og Anja Meier Sandreid: Ladegårdsåen. Stenbroens Bellevue. Frydenlund 2026. 188 s. 300 kr. Bogen er udgivet med støtte fra Nørrebro Lokaludvalg, Realdania, Miljøpunkt Nørrebro og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond.

Af Svend Andersen

Som træ- og planterådgiver oplever jeg ofte stor usikkerhed om etableringsbeskæring skal iværksættes ved plantning, eller om den først skal udføres efter en til to vækstsæsoner når træet ‘er kommet i gang’ og har lavet nye rødder til erstatning for mistede ved opgravningen.

Artiklen belyser især unge træers tilvækst ved beskæring ved plantning sammenlignet med den tilvækst man får ved at udskyde beskæringen.

Der er som udgangspunkt ingen tvivl om at der er driftsmæssige besparelser og kortere vej til slutmål ved at beskære i forbindelse med plantningen. Kvalitetskrav som beskrevet i ‘Kvalitetsstandard for planteskoletræer’ forudsættes her håndhævet, og beskæringen i anlægget bør ses som en videreførelse af planteskolernes beskæringsmetoder til opbygning af fleksible kvalitetstræer.

Uanset om der omplantes i planteskolen eller udplantes i anlægget brydes træets vækstrytme set i forhold til et uforstyrret træ i natur eller anlæg. Som tidligere producent af allétræer plejer jeg at sige at planteskoler, med få undtagelser, altid beskærer ved omplantninger af træer.

Hvis der ikke var klare fordele, var man nok holdt op med det for længst. Og hvorfor så ikke, allerede ved plantningen af træer i anlæg, udnytte fordelene ved at starte den løbende beskæring af især unge træer, når spaden sættes i jorden?

Billedtekst til foto C og D:
Træerne C og D er podede træer af spidsløn i samme sort og leveringsstørrelse (14-16). Træerne er dermed genetisk ‘enæggede tvillinger’. De er dog langt fra ens i opbygning og udtryk, men hvorfor ikke? Og opfylder træerne kravene i Kvalitetsstandard for højstammede gade- og vejtræer? Se tekst.

Årsskuddenes alder og længde på træerne er markeret med farver for 3. års-skud (grøn), 2. års-skud (gul) og 1. års-skud (rød.

3. års-grene er ret ens i længde på begge træer (begge beskåret). 2. års-grene er korte for træ C (beskåret) og lange for D (ubeskåret). 1. års-grene er længere og færre for træ C end for træ D. Det skyldes mange vækstpunkter som følge af den udeladte beskæring året før

Tema 1. Vækstpunkter

Jeg vil efterfølgende illustrere og redegøre for træers tilvækst og antal vækstpunkter med eller uden plantningsbeskæring. I et lille ‘hjemmeforsøg’ havde jeg plantet 4 lindeheistere hvoraf to blev beskåret ved plantning og to plantet ubeskåret. Efter én vækstsæson er der målt skudlængder og antal nye skud.

Træerne var ens i størrelse og rodmængde ved plantning. Beskæringen ved plantning har reduceret antallet af knopper og dermed nye vækstpunkter på træ A. Rodtopforhold er ændret herved i sammenligning med træ B. Træ B har brudt med mange knopper og deraf korte skud med små knopper til følge.

Det er naturligt og det bør ikke overraske at beskæring påvirker træets rod/topforhold, fjerner knopper og dermed potentielle vækstpunkter med ændret nyvækst til følge. Alligevel kan en selv en garvet tidligere træproducent blive overrasket når der måles og tælles på træets reaktion!

De 10 længste årsskud på træerne var i gennemsnit 21 cm for beskårne træer A og 7,6 cm for de ubeskårne træer B! Antallet af årsskud pr. træ efter én sommers tilvækst var 22 stk. for træ A og 77 for træ B. Forklaringen er at når samme rodstørrelse skal forsyne tre gange så mange skud, bliver der mindre tilvækst pr. skud.

Billed C + D tager ‘beskæringsforsøget’ et skridt videre. Forestil dig at du skal beskære både de beskårne og de ubeskårne træer efter første års tilvækst. Grenene ser ud som på billedet, før den opfølgende beskæring og på billedet nederst næste side efter opfølgningsbeskæringen.

Med min baggrund som producent og senere rådgiver har jeg aldrig været i tvivl om at beskæring flytter tilvækst i træet derhen hvor den er ønsket, ofte opad, forudsat korrekt udført. Beskæringen påvirker dermed kroneform, grentykkelser mv. Billeder og beskrivelser bekræfter det.

Resultatet af ‘beskæringsforsøget’ passer godt med at træer tilpasser deres udspring og vækst efter deres rod/topforhold. Et nyplantet træ har mistet rod ved opgravning, og det kompenserer herfor i udspring med korte nye skud og små blade indtil en passende rodstørrelse er gendannet.

Ligger det i træartens natur at bryde på mange knopper, bliver der mange korte og tynde skud.

Modsat hvis træet beskæres på voksested (ingen omplantning), så står træet tilbage med en stor rod og en ‘lille’ top. Ved udspring kompenserer træet for den mindre top med kraftigere, længere skud og store blade.

Ovenstående beskriver fordele og logikken i at starte etableringsbeskæring med grenregulering og kroneopbygning allerede ved plantning, ikke mindst ved unge træer som heistere og træer med 1. års kroner. Store træer med flerårige kroner (fra 14-16) har mindre behov for beskæring ved plantning forudsat at de opfylder Kvalitetsstandardens krav. Opfylder træet kravene, så tag alligevel et kig på årsskud (tæthed, retning), på flerårige krongrene for forgreninger, retning, længde tæthed, dertil overordnet kroneform og opbygning. Beskæres de grene nu der alligevel skulle beskæres indenfor et år fra plantningen, medfører det et lettere forbedret rodtopforhold og dermed større tilvækst hvor ønsket (top).

Forsøget med lindetræerne er ikke videnskabeligt. Den samlede tilvækst på træer der etableringsbeskæres ved plantning, kan være lidt mindre end på ubeskårne. Den store forskel ligger i at beskæring sikrer tilvækst på blivende dele i top og krone i forhold til tilvækst på grene og vækstpunkter der senere skal fjernes. Træet vokser hvor det er ønsket, og der spares indsats i senere beskæringer.

Billedtekst: Tre eksempler på nyplantede Acer platanoides som vejtræer. Håbløs kvalitet er accepteret (eller valgt), og der er intet gjort for at ændre udgangskvaliteten gennem beskæring. Hvor var fagmanden i projektering, indkøb og kvalitetskontrol? Med dette udgangspunkt er det svært at tro på at der er evne og vilje til at foretage en dyr reparationsbeskæring. 5-10 klip pr. træ i produktionen eller ved plantning ville have givet træerne en helt anden opbygning.

Tema 2. Undladt beskæring

Det næste eksempel jeg vil vise, er betydningen af en undladt beskæring i planteskolens produktion. Hvis træet plantes ud på stedet, frem for at blive afvist, påtager man sig en beskæringsopgave. Der er tydelige paralleller til lindebeskæringen ovenfor.

Træ C opfylder standardens krav for de to-treårige krongrenes tykkelse, forgrening, placering på stamme og grenretning. Der stilles ikke krav til étårs-grene, men hovedparten heraf har også kun behov for let justering (fjernelse eller tilbageklipning).

Kronen på træ C er kegleformet med lys til alle grenniveauer. ‘Søstertræet’ D er rundkronet med mange lange grene der giver den brede runde opbygning der lukker af for lys til grene inde i midtkronen.

Hvori ligger forklaringen i produktionen på træernes grenlængder, retning og udtryk? Et kig på grene kan afsløre at begge træer har fået klippet grene tilbage i punktet mellem 2. og 3. års-skud. Træ C har også fået beskåret lange grene i punktet mellem 2.- og 1. års-skud. Træ D har ikke været beskåret på de nu andetårsskud (gul grendel).

Kvalitetsstandarden foreskriver at ‘krongrene er to vækstsæsoner eller ældre og årligt reguleret i længde og struktur’. Den krævede årlige regulering er uomtvisteligt ikke sket forud for sidste vækstsæson hvilket i sig selv medfører at træerne skal afvises. Den manglende beskæring af cirka ti årsskud har medført at de to ‘enæggede’ træer fremstår meget forskellige. Den manglende årlige regulering i produktionen har også medført at træet vil kunne afvises på andre krav til grene, og kroneopbygning.

Bemærk at de 10 manglende klip har gjort at træ D står med mange dværgskud og en ringe tilvækst på disse. Hvis træet ikke afvises, men plantes, kan det ‘reparationsbeskæres’, så det efter nogle år vil ligne træ C i opbygning og dermed være egnet til en løbende opstamning og kronestyring.

Det er tilladt at købe og plante træer der ikke opfylder kvalitetsstandarden, men den umiddelbare besparelse der måtte ligge heri, vil efter få år være overgået af meget større egen driftsomkostning i beskæring. Desuden kommer nogle bagud med højdevækst og opstamningsmulighed.

Mange træer købes i dag efter tilbudsafgivning, ofte med reference til kvalitetsstandarden. Desværre ser jeg stadig eksempler på at kvalitetskravene ikke håndhæves. Det er til ugunst for træejeren, men det har også den langsigtede betydning at seriøse producenter og grossister, for at overleve, må sænke standarden hvis de skal kunne levere til den lave pris.

SKRIBENT
Svend Andersen er rådgiver inden for bytræer i virksomheden Plantefokus og tidligere planteskoleejer.

Historiske oversvømmelser glider let ud af den kollektive hukommelse viser Holstebro-studie.

Af Søren Holgersen

Oversvømmelser handler ikke kun om voldsomt vejr og klimaforandringer. Ny undersøgelse af 150 års oversvømmelser i Holstebro viser hvordan historisk viden om vandets veje forsvinder når byer udvikler sig.

Hvordan undgår danske byer at gentage fortidens fejl i mødet med ekstremt vejr? Det spørgsmål har Bo Poulsen og Lotte Isager undersøgt og fået publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Water History. Bo Poulsen er professor på Aalborg Universitet mens Lotte Isager er antropolog og indtil for nylig projektleder ved De Kulturhistoriske Museer i Holstebro.

Undersøgelsen har afsæt i Holstebro. Byen er særlig interessant, for den er den eneste danske indlandsby der er udpeget som risikoområde under EU’s oversvømmelsesdirektiv. Derfor giver byens historie et sjældent indblik i hvordan oversvømmelsesrisiko kan opbygges gennem årtiers byudvikling og håndtering af vandløb. „Det gør erfaringerne fra Holstebro relevante for mange andre danske byer der i disse år investerer massivt i klimatilpasning og beskyttelse mod oversvømmelser,“ siger Bo Poulsen.

Byen viser et mønster

Ved hjælp af kommunale arkiver, historiske kort, fotografier og næsten 700 avisartikler har han og Lotte Isager dokumenteret 64 oversvømmelser i Holstebro siden 1878.

Resultaterne peger på at oversvømmelsesrisiko ikke kun handler om vejret eller klimaforandringer. Risikoen formes også af årtiers beslutninger om byudvikling, infrastruktur, naturforvaltning og tekniske løsninger.

„Når vi ser på de mange oversvømmelser samlet, bliver det tydeligt at sårbarhed opstår over tid. Den udvikler sig gennem en lang række beslutninger om hvor vi bygger, hvordan vi regulerer vandløb, og hvilke løsninger vi vælger. Det gælder ikke kun Holstebro, men mange steder i Danmark,“ siger Bo Poulsen.

Forskerne beskriver Holstebro som et eksempel på et generelt mønster. Byen blev oprindeligt anlagt i sikker afstand fra Storå, men voksede gradvist ned mod åen og tidligere oversvømmelsesområder. Samtidig blev åens omgivelser ændret gennem nye anlæg, broer, veje og tekniske reguleringer. De enkelte beslutninger gav mening på det tidspunkt de blev truffet. Men samlet set har de været med til at øge sårbarheden over for oversvømmelser.

Erfaringerne går tabt

En central konklusion er at historiske oversvømmelser hurtigt forsvinder ud af den kollektive hukommelse. Selv om forskerne dokumenterer mindst 64 oversvømmelser i Holstebro, er det kun en mindre del af dem der fortsat huskes eller indgår i den offentlige fortælling om byen.

„Hvis tidligere oversvømmelser glemmes, risikerer vi at miste vigtig viden om hvor vandet naturligt søger hen. Dermed får vi også et svagere grundlag for at træffe fremtidige beslutninger,“ siger Lotte Isager.

Med deres undersøgelse påviser Bo Poulsen og Lotte Isager at klimatilpasning ikke kun bør handle om sluser, diger og tekniske beregninger. Den bør også omfatte historisk viden om tidligere oversvømmelser, gamle landskaber og de beslutninger som i tidens løb har formet byerne.

„Historisk hukommelse kan ses som en del af samfundets klimainfrastruktur,“ siger Lotte Isager. „Hvis vi vil skabe robuste byer i fremtiden, er vi nødt til også at huske og forstå fortiden.“

Eller for at citere rapportens konklusion fra engelsk: „Holstebros sammenhæng med Storåen afslører – set i historisk kontekst – et gentaget mønster af manglende tilpasning, tilfældig ledelse og kollektivt hukommelsestab. På trods af det forsigtige valg af placering af byens middelalderlige grundlæggere har der været 64 oversvømmelser i de sidste 150 år hvor mange kunne være undgået.“ 

KILDER
Bo Poulsen og Lotte Isager (2026): A chronicle of floods foretold: Memory, maladaptation, and river governance in Holstebro, Denmark. Water History, 2026. Link.springer.com.
Aalborg Universitet (2026): Danske byer risikerer at gentage fortidens fejl i kampen mod oversvømmelser. Pressemeddelelse Aau.dk 31.8.2026.

Historien og oversvømmelserne

• Forskerne har identificeret 64 oversvømmelser i Holstebro 1878-2025.
• Hændelserne er klassificeret på en skala fra 1 til 5 efter omfang og skade.
• Den alvorligste registrerede hændelse fandt sted i marts 1970.
• Undersøgelsen bygger på kommunale arkiver, historiske kort og fotografier samt næsten 700 relevante avisartikler.
• Artiklen er fagfællebedømt og udgivet open access i Water History.
• Forskningen er støttet af Velux Fonden.

Overdam Planteskole lukker efter planen i 2027. Ved en afskedsrundvisning videregav Poul Petersen sine erfaringer om prydgræsser, om et klima i forandring og om sine eksperimenter med stauder der kan klare sig selv.

Af Lars Thorsen

Fra stepperne, prærien og sletterne kommer det, græsset, som planteskoleejer Poul Petersen siden han overtog planteskolen i 1979 har skabt et unikt samlingspunkt omkring på Overdam Planteskole i Hørsholm. Den 10. september var knap 100 fagfolk fra flere lande samlet for at følge Poul på en form for afskedsturné rundt på planteskolen, der på sit højeste årligt har produceret over 65.000 græsser fordelt på godt 150 sorter, men som efter planen lukker i slutningen af 2027 (med mindre den bliver opkøbt, hvilket stadig er en mulighed).

Indledningen med græsserne fra stepperne var faktisk en af de væsentlige pointer i rundvisningen på Overdam Planteskole. Poul Petersen pointerede hyppigt, at netop disse græsser men også planter generelt har en række fordele, når man tænker på de ændrede klimaforholds længere tørkeperioder og voldsommere regnskyl.

Det er nemlig vigtigt at kigge fremad, når kommuner, landskabsarkitekttegnestuer og anlægsgartnervirksomheder vælger planter til nyanlæg, fastslog Poul Petersen.

”De arter, som i dag er hjemmehørende i Danmark og som der har været konsensus om er “danske” i årtier, kommer til at forandre sig. Det der var klimanormalen for Danmark i 1960erne til 1990erne nu er rykket op til Jönköping i Sverige, 300 kilometer mod nord. Og planteskolerne sydpå, som bruger Rhinens vand, har tørre planter og elendighed i drivhusene, så mod steppernes planter, mod prærien, mod savannen. For de urter, som var gode for Danmarks insekter i 1960erne er altså ikke de samme planter i dag, for her kommer til at bo andre insekter. Og her bør man tænke fremad, både på klimaet og på børnebørnene.”

Havens balletdansere

Planteskolen blev grundlagt af Poul Petersens forældre i 1943. Her blev oprindeligt dyrket grøntsager, siden frugttræer og roser. I 1962 begyndte forældrene at samle og producere græsser, og det er den beslutning alt det øvrige hviler på, så Overdams motto i dag er “Dem med prydgræsserne!”

Som det står formuleret i planteskolens eget græshæfte:

„Græsserne er havens balletdansere — lette og elegante. De hører hjemme i enhver have og ethvert anlæg hvor de giver en stor synsmæssig effekt med en meget lille arbejdsindsats.”

Der gik dog årtier før kunderne kunne se idéen, og prydgræsserne som salgsprodukt havde trange kår længe efter, at Overdams produktion var i gang. Det vendte, da de svenske landskabsarkitekter fik øjnene op for mulighederne og begyndte at efterspørge prydgræsser i stor stil. De svenske planteskoler havde ingen nævneværdig produktion af græsser, og da den slags tager år at bygge op, kom leverancerne fra Overdam i mange år.

Herhjemme var vi endnu langsommere. Vi skal op efter årtusindskiftet, før prydgræsser for alvor begyndte at blive anvendt i stor stil i nyanlæg – bl.a. med SLAs storstilede projekt i Charlottehaven, hvor beplantningsplanen nærmest kun bestod af græsser, 19.000 planter for at være præcis og naturligvis leveret af Overdam.

Salgsargumentet for prydgræsser er det samme i dag som dengang: Græsserne giver mening både æstetisk og driftsmæssigt. De er sunde og bliver sjældent angrebet af sygdomme og skadedyr. Dræbersneglene æder dem ikke, og rådyrene lader dem stå. „Bare plant elefantgræs, de rører det ikke,” som han sagde om vildtet.

Driften er enkel. De sommergrønne græsser klippes ned én gang om året i marts, og afklippet køres væk. De stedsegrønne, som pampasgræs og mange star, klippes ikke helt ned på samme måde. Her fjerner man i stedet det visne ved at rive eller rede tuen igennem.

Foersters græs og Overdams

Rundvisningen startede ved hovedbygningen, hvor Poul Petersen viste både en opslagstavle med historiske fotos som han fortalte historien ud fra og dernæst præsenterede en række kummer, som bestod af sammensætninger af prydgræsser og stauder. Her anbefaler Poul selv, at man går efter en 60/40 fordeling af hhv. græsser og stauder.

I den forbindelse kom han med dette håb til rundvisningen:

”Jeg håber, I er bidt af græsser herefter. Men ikke kun græsser: også af de store, massive stauder.”

De store stauder kommer vi til i beskrivelsen af det vilde, lavtliggende forsøgsområde, for det handler trods alt primært om græs.

Det kunne man også se på opslagstavlen, hvor den tyske gartner Karl Foerster figurerede med portræt.

Karl Foerster (1874-1970) drev planteskole i Potsdam-Bornim og kaldes i planteskolens eget hæfte ligefrem græssernes opfinder. Han forædlede omkring 370 sorter, mest ridderspore, floks og asters, men hans varigste spor er bogen ”Einzug der Gräser und Farne in die Gärten” fra 1957, hvilket løst oversat betyder ”græssernes og bregnernes indtog i haverne”. Hans have i Bornim er i dag fredet og en af Tysklands mest besøgte privathaver.

Som alle historier om græsser fortalte Poul Petersen også denne med fuld begejstring under en skyfri himmel og midt i sin sidste september som planteskoleejer:

I 1930’erne fik Foerster øje på et græs i Hamborgs Botaniske Have. Faktisk opdagede han det fra sin plads i en kupé i et forbipasserende tog, hvor han efter sigende straks rejste sig og trak i nødbremsen. Det gav en bøde, men det gav også en unik græsopdagelse. Det særlige græs, som han havde spottet blev anset for en form af sand-rørhvene, men Karl Foerster var ikke overbevist og konkluderede at det var en naturlig krydsning mellem sand-rørhvene og bjerg-rørhvene. Han førte det i sit katalog fra 1939 og introducerede det for alvor i 1950. I dag hedder det Calamagrostis × acutiflora ‘Karl Foerster’ og er et af verdens mest plantede prydgræsser.

To ting gør det særligt velegnet i offentlige anlæg. Det er sterilt og sår sig derfor ikke. Og det grønnes meget tidligt om foråret og står i fuld højde omkring Sankt Hans, 150 cm med purpurfarvede aks op til 180.

Det var i et bed af netop ”Karl Foerster,” at Poul Petersen i 1981 fik øje på et skud med hvidstribede blade, og sådan fik verden sin første ”Overdam”-græs. Græssorten ‘Overdam’ er altså opstået som en knopmutation i Foersters eget græs. Den bliver 140 cm høj med aks i 160 og er dermed en anelse mere kompakt end moderplanten.

Genetisk er den stadig ‘Karl Foerster’ på nær mutationen i bladfarven, og derfor kan den kun formeres ved deling. Der findes andre brogede mutationer af det samme græs, men efter Poul Petersens erfaring springer de tilbage og mister tegningen efter fem-ti år. Det gør ”Overdam” ikke. Det er netop stabiliteten der gør en tilfældig mutation til en sort der kan sælges.

I græshaven tæt op ad planteskolens hovedbygning står naturligvis også en plantning af den ikoniske græssort, Calamagrostis × acutiflora ‘Karl Foerster’. Den har stået samme sted i 55 år, er fast klippet ned én gang om året og aldrig rørt med en spade. Det er hele plejeindsatsen.

Og ikke nok med det. Faktisk købte Pouls far, Jacob Petersen, Overdams første græsser direkte hos netop Karl Foerster i 1962.

Et hav af prydelige græsser

Selvom dagen mest bød på gyldne og rødlige og i al væsentlighed smukke græsser i septembersolen, var der faktisk også meget andet at se på, da planteskolen har fem udstillingshaver. Ved hovedbygningen ligger græshaven, der blev anlagt allerede i 1969 og i dag fylder 700 m², samt ”den klimatilpassede have”. På den anden side af vejen ligger elefantgræssamlingen, blomsterengen og Kombinationshaven (hvor man eksempelvis kan se Solhat i kombination med – godt gættet – græs). Kombinationshaven er et 400 m² anlæg med femten forskellige kombinationer af én staude og ét græs. Formålet er at vise hvad de to plantegrupper kan sammen.

Poul Petersen fremhævede bl.a. græssorten ‘Overdam’ i kombination med purpursolhat ‘Magnus’. Solhatten vil have lys helt ned til basis, og det får den mellem havesandrørets oprette strå. Til gengæld lever purpursolhat kun seks-syv år, så man skal huske at ryste frøstandene ud om efteråret. Så kommer der mange nye. Af asters fremhævede han ‘Mönch’ og ‘Twilight’ fordi de ikke får høje, nøgne ”ben”.

Flere gange pointerede Poul Petersen desuden vigtigheden af at holde biodiversiteten for øje. Både den der er hjemmehørende i Danmark og den fremtidige biodiversitet. Her giver kombinationer god mening, da græsserne giver skjul for insekterne, mens stauderne giver nektaren. Hjortetrøst (Eupatorium) med de rødviolette blomster er ”en insektmagnet der siger spar to,” som han udtrykte det.

På moderplantearealet stod elefantgræsser, hvor moderplanterne står to år, hvorefter de graves op, deles og pottes. I november-december dækkes de med 10-15 cm granflis, som er valgt fordi der er meget luft imellem flisstykkerne, så det isolerer bedre. De står i potterne vinteren over, og det eneste reelle problem er mus.

Elefant og pampas

Elefantgræs (Miscanthus) og pampasgræs (Cortaderia) er de to store græsser de fleste kender, og de bliver ofte forvekslet. Men de er meget forskellige planter, ikke mindst når det gælder driften.

Elefantgræs er sommergrønt. Det visner helt ned om efteråret og står gyldent og stråbrunt vinteren igennem, indtil det klippes ned i marts. Bladene har en tydelig lys midterribbe, og aksene er vifteformede med fingerlignende grene. Planteskolen har omkring 75 sorter. De laveste bliver godt en meter, den højeste på planteskolen når 4,2 meter, og i varmere klima kan elefantgræs ifølge Poul Petersen blive op mod seks meter.

Poul Petersens egen yndling er stadig Miscanthus sinensis ‘Malepartus’, der er moderat i bredden og rimeligt opret i væksten. Aksene er først rødlige og bliver siden sølvhvide.

En del af samlingen har stået samme sted siden 1997 uden at blive reduceret eller omplantet. Det er en af de ting de udenlandske gæster hæftede sig ved — noget i den retning ville have været en national skat i England, lød det fra en af dem. Og stedet er virkelig fortryllende med sine labyrintiske gange og græsser der lyser op i efterårssolen.

Pampasgræs er derimod stedsegrønt. Bladene har savtakkede kanter der kan skære, og aksene er tætte fjerbuske der bliver siddende og langsomt blegner, så man ofte ser to årgange på samme plante. Pampasgræs klippes ikke ned som elefantgræs. Man fjerner i stedet de gamle aks og river tuen igennem, og nogle skærer den ned til 30-40 cm i det tidlige forår.

Og her var Poul Petersens råd kort: Kun ”Patagonia” bør plantes i Danmark. Den er fuldt hårdfør, bliver 200 cm høj og får aks allerede i begyndelsen af august. De øvrige typer frarådede han direkte — også dem planteskolen selv har haft på hylderne.

Gode råd om græsser

Mængden af pointer og holdninger til græsser var der mange af på dagen, og det lader ikke til at Poul Petersen nogensinde kommer til at løbe tør. Her er nogle af guldkornene:

Brug efterårs-blåaks (Sesleria autumnalis) til at skabe store, lysegrønne flader. Den har selv lysegrønne blade, og Poul Petersen tegner den ofte ind hos kunder som en decideret flod gennem anlægget, netop for farvens skyld. Den bliver 30 cm med aks i 50, og aksene holder hele vinteren. I naturen er den en pionerplante, hvilket er en del af forklaringen på robustheden.

Overvej præriegræs (Schizachyrium scoparium ‘Blue Heaven’), som er lidt lilla yderst, næsten orange hen på efteråret, fra den amerikanske prærie. Den kræver veldrænet jord, men er ellers nem og hårdfør herhjemme.

Mosebunke (Deschampsia cespitosa) er en favorit blandt landskabsarkitekter, og der findes en lang række sorter, men man bør vælge ”Palava” og kun den, fastslog Poul Petersen. Planteskolen har selv afprøvet tolv sorter gennem årene, og i græshæftet peges der på fem andre, men hos Poul selv er der ingen tvivl.

Sølvaks (Achnatherum calamagrostis) bruger planteskolen mere og mere. Den står som en grøn tue om foråret og får sølvagtige aks fra juni til november, og han kaldte den ”græssernes brudeslør”. ‘Allgäu’ og ‘Lemberg’ er de gode sorter.

Præriehirse (Panicum) fortjener mere opmærksomhed af en grund der rækker ud over det æstetiske. Slægten er ifølge Poul Petersen blandt de planter der kan optage mest CO2. Planteskolen har haft 17 sorter i testområdet, og ‘Heavy Metal’, ‘Northwind’, ‘Heiliger Hain’ og ‘Squaw Select’ er blandt de bedste.

Og skulle man endelig vælge noget andet som bunddække end græs, har han én klar favorit: guldjordbær (Waldsteinia ternata).

Stauder som kan tåle meget

Et af rundvisningens højdepunkter var i en lavning bag hovedbygningen, hvor Overdam Planteskoles vilde område henligger næsten uden pleje, ”dagens chok” som Poul Petersen formulerede det. Arealet var et vildnis af græs, brændenælde, skvalderkål, snerle, tidsel og kvikgræs og meget andet.

Fakta: Norðîc® stod bag dagen

Arrangementet på Overdam Planteskole var arrangeret af Planteskolesamarbejdet Norðîc®, der udspringer af A-Plant, som er en sammenslutning dannet af ni danske og én amerikansk planteskole i 1987 med det formål at finde, producere og udbrede planter der var ordentligt beskrevet og robuste.

Arbejdet skete fra begyndelsen i samarbejde med Statens Jordbrugsforskningscenter Årslev, og blandt pionererne var Peter Ørum og Poul Erik Brander. Det oprindelige varemærke Dafo ophørte i 2010, varemærket Norðîc® blev registreret i 2013, og i 2018 kom en genbank til.

I dag tæller sortimentet 40 unikke planter, udvalgt efter fem kriterier: sundhed, robusthed, klimatolerance, ensartethed og sortsægthed. Med i samarbejdet er Birkholm Planteskole, Gunnar Christensens Planteskole, Hennecke Stauder, Majland Stauder, Overdam Planteskole og Staudegaarden samt de amerikanske Midwest Groundcovers og Doty Nurseries.

Poul Petersen har siden efteråret 2015 plantet kulturstauder direkte ind i det vilde uden at renholde bedene eller anden pleje. 150 bambusstokke markerer de enkelte stauders placering, og der bliver ikke luget, vandet eller gødet. Udvælgelsen er sket ud fra en vurdering om plantens chance for overlevelse. Hovedparten kommer fra prærien, stepperne og savannen, altså områder med både våde vintre og tørre til meget tørre somre, og netop det klima der ligner det, Danmark er på vej imod. Middelhavsstauderne har efter hans erfaring ikke klaret sig.

Formålet er at vise kommuner, ejendomsselskaber, virksomheder og haveejere at man kan lave en græsmark om til en blomstereng til glæde for både mennesker, insekter og fugle.

”Jeg gør intet. Det er for at se hvad en kommune kan plante, måske i større grupper, og som skal kunne klare sig selv.”

På den baggrund har Poul Petersen udarbejdet en liste, som han håber, at andre fagfolk vil forsøge sig med, men også pileurterne (dog ikke den japanske!) fremhæver han som gode insektplanter fordi de blomstrer over en lang periode.

Følgende stauder vurderer han som rimelig robuste og værd at arbejde videre med. Rækkefølgen er tilfældig.

• Helianthus ‘Lemon Queen’ (staudesolsikke). 150 cm, gule blomster fra august til oktober. Meget robust.
• Aruncus ‘Horatio’ (fjerbusk). 150 cm, cremefarvede blomster i maj-juni. Meget robust. Forædlet af Ernst Pagels.
• Aster ageratoides ‘Ezo Murasaki’. 70 cm, blå blomster i september-november. Meget robust.
• Aster umbellata. 150-180 cm, mængder af små hvide blomster i august-oktober. Meget robust.
• Aster amethystina. 120 cm, blåviolette blomster fra sidst i september til november. Robust.
• Euphorbia palustris. 100 cm, limegul i april-maj. Meget robust og tåler både megen fugtighed og tørke.

Desuden lyder Pouls liste med anbefalinger således: Euphorbia griffithii ‘Fireglow’, Lythrum ‘Blush’, Veronicastrum, Thalictrum, Persicaria amplexicaulis, Persicaria bistorta, Centaurea scabiosa, Filipendula rubra ‘Venusta’, Geranium ‘Joseph Green’, Helianthus rigidus ‘Miss Mellish’, Nepeta sibirica, Phlomis, Salvia pratensis, Eupatorium, Silphium, Succisa, Succisella, Telekia, Verbascum, Verbascum nigrum, Verbascum olympicum og Vernonia.

Af græsser: elefantgræs (Miscanthus) og Carex ‘Gurre Sø’.

Og her er et par praktiske råd fra Poul Petersen angående stauder:

Plant aldrig i en lavning. Man får langt mere ud af at lave en forhøjning og plante i den.

Plant småt. De små planter etablerer sig bedre.

Lav blandede jordforhold frem for ensartede. Poul Petersen tester selv planter for tørketolerance i stabilgrus og i meget luftholdig muld. Tanken er blandt andet, at man kunne knuse beton og diverse materialer på en byggegrund og plante direkte i den dårlige jord, så materialet kan blive liggende på stedet i stedet for at blive kørt væk og dermed spare store mængder CO2.

Poul på plantejagt

Det er altså en ægte planteentusiast, som nu træder tilbage fra fronten, og han fortalte på rundvisningen, at han virkelig ville komme til at savne jagten på nye planter. Da flere deltagere straks pointerede, at han jo sagtens kunne jage videre uden at være planteskoleejer, uddybede han, at det var hele processen, som han ville komme til at savne. At jage og finde, men også at sætte i produktion og føre den nye plante til markedet.

Og Poul har virkelig været på jagt. ‘Overdam’ var som nævnt et skud med hvidstribede blade i et bed af ‘Karl Foerster’. Sesleria heufleriana Norðîc ‘Overdam Blue’ opdagede han i et parti frøformerede planter. Carex pilosa Norðîc ‘Copenhagen Select’ kom fra Københavns Botaniske Have, som havde indsamlet arten i de schweiziske Alper. Et brunbladet star-græs – Carex ‘Vulkan’ – fandt planteskolen i New Zealand, og samme sted har de selv samlet frø af Festuca novae-zelandiae på Sydøen.

Og mon ikke at han når at finde en sort eller to mere? Efter Grønt Miljø deltog i rundturen er der i hvert fald ingen tvivl på redaktionen. Så vil tiden vise, om alle de bølgende prydgræsser ved Overdam Planteskole får mulighed for at fortsætte med at pryde landskabet i Hørsholm under andet ejerskab.